Bosted ejet af tidligere islamisk ekstremist trækker tråde til Den Sorte Svane

En ung psykisk syg mand på bostedskæden Frisk-Pust ApS fik en syngende lussing af en ansat for at gå i bad uden tilladelse. Da han i frustration over forholdene på bostedet sprang ud ad vinduet med knoglebrud til følge, så han ikke kunne gå, fik han i stedet for toilethjælp en overskåret sodavandsflaske til at tisse i. Historien er blot ét af flere eksempler på alvorlige omsorgssvigt, som Frihedsbrevet i sidste uge kunne afsløre efter at have afdækket forholdene på bostedskæden. Nu kan vi så tilføje et nyt og opsigtsvækkende kapitel om Frisk-Pust ApS, der er grundlagt af Khazar Alexander Malik, en tidligere ledende figur i det ekstreme islamistiske miljø. Amira Smajic, også bedre kendt som Den Sorte Svane, dukker nemlig op, når man undersøger selskabets papirspor.