Embedsmænd i Region Midtjylland gav ikke central oplysning til politikere
Skeletterne i Region Midtjylland fortsætter med at vælte ud af skabet hos centralt placerede embedsfolk i den sag, som er blevet kaldt “den største psykiatriskandale i nyere tid”. Skandalen tager afsæt i Regionspsykiatrien Randers, hvor en ledende overlæge i årene 2019-2024 har lavet flere meget alvorlige behandlingsfejl. Behandlingsfejl, der knyttes til en række selvmord og overfald. Frihedsbrevet har allerede afsløret, at ledelsen i Randers igennem flere år fik mindst ti advarsler om overlægen. Den øverste ledelse i psykiatrien i Region Midtjylland modtog mindst fire advarsler om den ledende overlæge. Men advarslerne fik ingen konsekvenser, før en læge i frustration sendte en advarsel til regionens whistleblowerordning. Efter Frihedsbrevets første afsløringer i sagen satte Region Midtjylland gang i en omfattende undersøgelse af 1.614 patientsager, der knyttes til overlægen. Region Midtjylland havde kun gennemgået de første 555 sager, da embedsfolkene valgte at smide håndklædet i ringen. På et møde den 8. januar blev politikerne i Psykiatri- og Socialudvalget orienteret om beslutningen. På det tidspunkt havde ingen af politikerne, som Frihedsbrevet har talt med, opfattelsen af, at der var kritik af at stoppe undersøgelsen.