Emil Findalen

Tidligere nyhedsdirektør i Danmarks Radio, Sandy French, blev i oktober fyret, blandt andet fordi hun havde kørt i taxa i strid med DR's retningslinjer.  En del af Sandy Frenchs forklaring var, at hun i en periode havde et særligt højt taxaforbrug, fordi hun havde benet i gips. Nye taxabilag viser dog, at Sandy French også var glad for at køre i taxa på DR’s regning i flere år før hendes skade. Faktisk var hendes taxaforbrug højere før skaden.

Lidt kultur har aldrig skadet nogen. Men spørgsmålet er, om en kulturoplevelse kan udrette mirakler og sætte unge mennesker i arbejde og uddannelse? Fra SVM-regeringens spæde start har det efterhånden berømte kulturpas været en mærkesag.  Faktisk kan ideen spores tilbage til en kronik i Politiken, der blev udgivet den 3. april 2022, underskrevet af Lars Løkke Rasmussen og Jon Stephensen.  Kronikørerne lagde ud med at citere Winston Churchill, der efter sigende svarede følgende, da han hørte et forslag om at flytte kulturbudgettet over til Krigsministeriet: “Hvad kæmper vi så for?” “For oprustning er ikke kun milliarder til kugler, krudt og forsvaret,” skrev Stephensen og Løkke.  De fortsatte: “Afgørende frihed er jo at forsvare alle de værdier, et land bygger på og er skabt af. Vores kunst og kultur er symbolet på den frie verden. Sat på spidsen er det jo det, vi kæmper for.” I de to moderate politikeres kronik blev ideen om et kulturpas til unge nævnt. Oprindeligt var det tiltænkt “alle unge”, der skulle have 2.000 kroner at snolde kultur for på deres 15-års fødselsdag.  Men virkeligheden er jo konkret, og efter forhandlinger med Folketingets partier og med kulturlivet blev kulturpasset vedtaget med hiv og sving.  Det er nu endt med at være en løsning, der tilbydes unge mellem 15 og 24, der enten går på FGU (forberedende grunduddannelse) eller arbejder mindre end 18 timer om ugen, og som hverken går i folkeskole eller er indskrevet på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det skulle være en målgruppe på 45.000 unge mennesker, der kan få 1.000 kroner at købe kultur for om året i de to forsøgsår 2025 og 2026. Da aftalen var på plads i november 2024, erkendte kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at missionen var svær.

I Dansk Folkeparti er man ikke kendt for at vige uden om en kritik af Danmarks Radio. I virkeligheden er det en årelang tradition, der handler om at holde øje med, hvad vores alle sammens skattekroner går til. Og hvis der kan findes en politisk slagside blandt det skattefinansierede indhold, står man som god DF’er ikke tilbage for et saftigt indspark. På det seneste har det handlet om DR’s Grønlandsdokumentar eller DR’s Talentholds ansættelse af den 28-årige Harald Toksværd, som nu er blevet fyret igen. Ej at forglemme da en vært på TV Avisen havde en halskæde på, som Dansk Folkeparti mente måtte være et islamisk symbol. Men måske er der alligevel fælles front mellem DR og DF. Sådan var det i hvert fald for nylig, da Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger gik sin stuegang på Christiansborg. Her oplevede han noget, som først så ganske almindeligt ud. Brügger gik forbi DR’s undersøgende korrespondent Line Gertsen, der var i fuld færd med at interviewe DF’eren Mette Thiesen for rullende kamera. De talte om politiet.

Selvom de havde fået et blankt afslag fra Gnags-frontmand Peter A.G., brugte Moderaterne alligevel “Når jeg bliver gammel” i deres politiske kampagne.  Efter at Peter A.G. havde sagt nej til at blive brugt i en kampagnevideo, pillede Moderaterne sangen ud af deres video. Men de afspillede den på deres årsmøde i 2024, både før og efter kampagnevideoen blev vist, og Lars Løkke Rasmussen indledte sin tale med ordene “Når jeg bliver gammel”. Senere brugte de frasen på en plakat.  Alligevel fastholder Moderaterne, at de bare bruger en metafor, der ikke har noget som helst at gøre med Gnags. “De både lyver og skaber helt bevidst forvirring,” siger Peter A.G.

DR’s nyhedsdirektør Sandy French virkede særdeles overbevisende i sine svar, da Frihedsbrevet i sommer konfronterede hende og DR med hendes mange taxature til og fra hendes hjem, der ligger under to kilometer fra DR Byen. Der var intet at komme efter, passér gaden. Men pludselig har hun øjensynligt ombestemt sig. Der var alligevel noget at komme efter, har hun nu erkendt, efter DR har haft blandt andre Deloitte til at undersøge hendes taxaforbrug.  Her har revisionskæmpen konkluderet, at turene til og fra hjemmet er imod DR’s retningslinjer, og at der er en række taxaudgifter, “hvor det ikke er dokumenteret, at disse har en jobmæssig begrundelse”.  Altså direkte i modstrid med, hvad Sandy French tidligere har forklaret, og som altså nu har fået hende til at tilbagebetale 16.000 kroner.

Lars Løkke Rasmussen er virkelig glad for Gnags-sangen “Når jeg bliver gammel”. Det er også en sang, som betyder meget for medarbejderne i Løkkes parti, Moderaterne, fordi medarbejderne har danset til den i både gode og mindre gode stunder, når de skulle huske på, hvad der egentlig er vigtigt.  Det var nogle af de tunge argumenter, da Moderaterne i februar 2024 forsøgte at overbevise Gnags-frontmand Peter A.G. Nielsen om, at der var god ræson i at lade Moderaterne bruge “Når jeg bliver gammel” i en kampagnevideo.  Peter A.G. Nielsen sagde nej.  Han og de andre Gnags-medlemmer havde for længst aftalt, at deres musik ikke skulle bruges til partipolitik. Det havde sådan set ikke noget med Moderaterne at gøre, sådan var aftalen bare. Og så ville Peter A.G. heller ikke ende som Richard Ragnvald, der sang for Dansk Folkeparti, forklarede han. Fint nok, så var den potte ude, skulle man tro. Men da Peter A.G. for få måneder siden spankulerede forbi en reklamesøjle, kunne han måbende iagttage en plakatkampagne, hvor “Når jeg bliver gammel” minsandten havde sneget sig ind i en Moderaterne-kampagne alligevel. En af de kampagner, Moderaterne har produceret, hvor Peter A.G. mener, at de to første linjer i sangen “Når jeg bliver gammel” bliver misbrugt til politiske budskaber. (Foto: Peter A.G.)

Seere, der har siddet klar med tættekammen for snart at gå endnu en DR-dokumentar efter, må indstille sig på et kanalskifte. Udsendelsen var ellers så godt som færdig. Den havde i månedsvis været igennem DR-møllen, med hvad dertil hører af udvalgsmøder og rettelser. Men i 11. time sprang Danmarks Radio fra, og det bliver derfor ikke DR, man skal tune ind på, hvis man vil se en kritisk dokumentar om Steinerskolerne. I stedet bliver det TV 2, der får mulighed for at vise dokumentaren.  Det bekræfter produktionsselskabet Deluca Film, der står bag dokumentaren. De bekræfter, at TV 2 har købt materialet. Udover det vil de ikke kommentere de redaktionelle drøftelser.

Hvis en bokser slog en mand i en lovlig boksekamp, ville retten ikke kunne dømme bokseren for vold. Eller hvis en kirurg brugte en lang kniv til at udføre sit arbejde, ville kirurgen heller ikke blive dømt for at være i besiddelse af en ulovlig kniv. “Selvfølgelig er det en acceptabel handling,” sagde Henrik Sass Larsens advokat, Berit Ernst.  På samme måde burde Henrik Sass Larsen ikke dømmes for at være i besiddelse af ekstreme mængder billeder og filmsekvenser indeholdende seksuelt materiale med børn, hvoraf 252 billeder og 197 filmsekvenser har været i den groveste kategori 3, hvor ofrene eksempelsvis udsættes for voldtægt. Grunden til, at vi skulle høre om boksning og kirurgi, var, at forsvarer Berit Ernst ville have retten til at fundere over begrebet materiel atypicitet. Helt kort går det ud på, at selvom noget i princippet er ulovligt, så er det ikke sikkert, det var ideen med loven: Har personen med sin adfærd overtrådt det strafbare område i lovbestemmelsen? Eller var der derimod tale om en atypisk situation, som ikke var formålet at forhindre med loven? Berit Ernst talte for, at ja, det var der altså tale om her. En atypisk situation. For ja, han har besiddet materialet – det betvivler ingen – men han gjorde det for at finde frem til gerningsmændene. Den forklaring har vi hørt tidligere fra Sass Larsen selv, men i dag på sidste retsdag i sagen mod Sass Larsen i Københavns Byret gentog forsvarer Berit Ernst motivationen.  Det var derfor, han burde frikendes eller i det mindste fritages for straf. Ligesom dengang en journalist gik rundt med en grillkniv i Københavns Lufthavn for at afsløre en sikkerhedsbrist i lufthavnen.

Tidligere i denne uge talte fødevareminister Jacob Jensen (V) om dansk gastronomis “rivende udvikling”, som blandt andet er drevet af den internationale succes, som kokkelandsholdet har haft. Når fødevareministeren overhovedet talte om kokkelandsholdet og “gastroområdet”, skyldtes det, at SVM-regeringen i sit finanslovsudspil vil øge tilskuddet til kokkelandsholdet og det uofficielle VM-turnering Bocuse d’Or, så det statslige tilskud i alt er 5,5 millioner årligt i 2026-2028 og fire millioner i 2029. Den større pose penge vakte naturligt glæde hos Dansk Gastronomisk Union (DGU), der står for kokkelandsholdet og juniorkokkelandsholdet. “Det betyder, at vi kan skabe de rette rammer for at udvikle næste generation af danske kokketalenter,” lød det fra DGU’s direktør, Morten Juul Andersen. Talenterne bliver blandt andet udklækket gennem det danske juniorkokkelandshold, som består af nogle af landets største kokketalenter mellem 16 og 24 år.  Sidste år tog de til kokke-OL i Stuttgart og fik bronze: det hidtil bedste resultat for juniorkokkelandsholdet. Ambitionerne var derfor store hele vejen rundt, inden det skulle gå løs til næste års VM- og OL-turneringer for juniorkokke.  I hvert fald indtil for nylig.  For nu er der nemlig slet ikke noget juniorkokkelandshold.  Juniorkokkelandsholdet har truet med at trække sig i direkte protest mod DGU-direktøren, Morten Juul Andersen. Det er kulminationen på et forløb, der har strakt sig over flere måneder.

På politisprog hedder han bare Larsen. I virkeligheden hedder han Henrik Martin Sass Larsen, og kun de færreste kender ikke Henrik Sass Larsen, der i årtier har været en fremtrædende skikkelse i landets største magtparti.  Sass blev for alvor kendt for at være hardlineren i Socialdemokratiet; ham, der forudseende nok trak partiet til højre på udlændingepolitikken og fik Helle Thorning-Schmidt til magten i 2011. Men lige dele iøjnefaldende og symptomatisk blev han nok endnu mere kendt for sin relation til en rocker fra Køge, Suzuki-Torben, en relation, der endte med, at PET trak stikket – de kunne ikke sikkerhedsgodkende Sass, der dermed styrtede kort før mål uden at lande sin finansministerpost. Senere blev han i stedet erhvervs- og vækstminister fra 2013 til 2015, og fra 2015 til 2019 var han formand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, indtil Sass trak sig fra politik efter et ellers vellykket socialdemokratisk valg i 2019 for få ro til at komme sig over en depression.  Senere samme år drog Sass mod det private erhvervsliv og blev direktør i brancheforeningen Aktive Ejere. Men i dag i retssal 60 i Københavns Byret hedder han altså bare Larsen, når politibetjenten i vidneskranken bliver bedt om at forklare, hvordan det gik for sig, da han sammen med sin kollega mødte op foran Henrik Martin Sass Larsens stue-andelslejlighed, bankede på og bad om at blive lukket ind med det vons for at sikre sig bevismateriale.