Emil Findalen

Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, har i løbet af efteråret fået en del opmærksomhed i egen kraft, fordi han er i gang med at lave en kontroversiel dokumentar om Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. Kendskabsgraden til filmfotografen er altså strøget i vejret på det seneste – men hvem er Bo Tengberg overhovedet? Og hvordan fik filmfotografen pludselig lov til at lave en film om Zelenskyj? Frihedsbrevet tegner et portræt af Danmarks førstemand.

“The Conflict” er arbejdstitlen på den dokumentar, som Bo Tengberg, Mette Frederiksens mand, er i fuld sving med at optage om Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.  Projektet er støttet af Det Danske Filminstitut (DFI) og har mødt en vis portion kritik for at smage af propaganda og være et samsurium af private interesser, fordi Bo Tengberg, hvilket han heller ikke selv lægger skjul på, har sin unikke adgang til Zelenskyj gennem sin kone. Hidtil har det været småt med informationerne om processen bag tilblivelsen af dokumentaren.

En klassisk debat, når snakken falder på satire, er den om, hvor grænsen mon går. Hvad kan man tillade sig at gøre grin med, og hvornår er det for meget? For TV 2’s vedkommende blev grænsen sat for nylig i forbindelse med årskavalkaden 'Året, der gak', der bliver sendt i weekenden på TV 2 Charlie.  Da programmet for nylig blev optaget, var satirekarakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, spillet af Frederik Cilius, hyret ind til at give en "roast" – en satirisk sviner – af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der som en del af showet skulle modtage en pris. Da satiremakkerparret Rasmus Bruun og Frederik Cilius, der begge skulle på scenen, indgik aftalen med TV 2, fik de at vide, at TV 2 var indforståede med, at en roast fra Kirsten Birgit og Rasmus Bruun ville gå over grænsen, og de fik at vide, at de havde kunstnerisk frihed.

En af Danmarks mest prominente advokater er nu blevet hyret af statsministerens mand produktionsselskab.  Seabird Production, som Mette Frederiksens mand, Bo Tengberg, er medejer af, er nemlig i gang med at lave en kontroversiel dokumentarfilm på Ukraine og præsident Zelenskyj – og nu skal advokaten Tyge Trier sørge for, at så lidt som muligt om processen bag tilblivelsen af dokumentaren kommer frem i offentligheden. Antikorruptionsekspert undrer sig.

Tidligere nyhedsdirektør i Danmarks Radio, Sandy French, blev i oktober fyret, blandt andet fordi hun havde kørt i taxa i strid med DR's retningslinjer.  En del af Sandy Frenchs forklaring var, at hun i en periode havde et særligt højt taxaforbrug, fordi hun havde benet i gips. Nye taxabilag viser dog, at Sandy French også var glad for at køre i taxa på DR’s regning i flere år før hendes skade. Faktisk var hendes taxaforbrug højere før skaden.

Lidt kultur har aldrig skadet nogen. Men spørgsmålet er, om en kulturoplevelse kan udrette mirakler og sætte unge mennesker i arbejde og uddannelse? Fra SVM-regeringens spæde start har det efterhånden berømte kulturpas været en mærkesag.  Faktisk kan ideen spores tilbage til en kronik i Politiken, der blev udgivet den 3. april 2022, underskrevet af Lars Løkke Rasmussen og Jon Stephensen.  Kronikørerne lagde ud med at citere Winston Churchill, der efter sigende svarede følgende, da han hørte et forslag om at flytte kulturbudgettet over til Krigsministeriet: “Hvad kæmper vi så for?” “For oprustning er ikke kun milliarder til kugler, krudt og forsvaret,” skrev Stephensen og Løkke.  De fortsatte: “Afgørende frihed er jo at forsvare alle de værdier, et land bygger på og er skabt af. Vores kunst og kultur er symbolet på den frie verden. Sat på spidsen er det jo det, vi kæmper for.” I de to moderate politikeres kronik blev ideen om et kulturpas til unge nævnt. Oprindeligt var det tiltænkt “alle unge”, der skulle have 2.000 kroner at snolde kultur for på deres 15-års fødselsdag.  Men virkeligheden er jo konkret, og efter forhandlinger med Folketingets partier og med kulturlivet blev kulturpasset vedtaget med hiv og sving.  Det er nu endt med at være en løsning, der tilbydes unge mellem 15 og 24, der enten går på FGU (forberedende grunduddannelse) eller arbejder mindre end 18 timer om ugen, og som hverken går i folkeskole eller er indskrevet på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det skulle være en målgruppe på 45.000 unge mennesker, der kan få 1.000 kroner at købe kultur for om året i de to forsøgsår 2025 og 2026. Da aftalen var på plads i november 2024, erkendte kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at missionen var svær.

I Dansk Folkeparti er man ikke kendt for at vige uden om en kritik af Danmarks Radio. I virkeligheden er det en årelang tradition, der handler om at holde øje med, hvad vores alle sammens skattekroner går til. Og hvis der kan findes en politisk slagside blandt det skattefinansierede indhold, står man som god DF’er ikke tilbage for et saftigt indspark. På det seneste har det handlet om DR’s Grønlandsdokumentar eller DR’s Talentholds ansættelse af den 28-årige Harald Toksværd, som nu er blevet fyret igen. Ej at forglemme da en vært på TV Avisen havde en halskæde på, som Dansk Folkeparti mente måtte være et islamisk symbol. Men måske er der alligevel fælles front mellem DR og DF. Sådan var det i hvert fald for nylig, da Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger gik sin stuegang på Christiansborg. Her oplevede han noget, som først så ganske almindeligt ud. Brügger gik forbi DR’s undersøgende korrespondent Line Gertsen, der var i fuld færd med at interviewe DF’eren Mette Thiesen for rullende kamera. De talte om politiet.

Selvom de havde fået et blankt afslag fra Gnags-frontmand Peter A.G., brugte Moderaterne alligevel “Når jeg bliver gammel” i deres politiske kampagne.  Efter at Peter A.G. havde sagt nej til at blive brugt i en kampagnevideo, pillede Moderaterne sangen ud af deres video. Men de afspillede den på deres årsmøde i 2024, både før og efter kampagnevideoen blev vist, og Lars Løkke Rasmussen indledte sin tale med ordene “Når jeg bliver gammel”. Senere brugte de frasen på en plakat.  Alligevel fastholder Moderaterne, at de bare bruger en metafor, der ikke har noget som helst at gøre med Gnags. “De både lyver og skaber helt bevidst forvirring,” siger Peter A.G.

DR’s nyhedsdirektør Sandy French virkede særdeles overbevisende i sine svar, da Frihedsbrevet i sommer konfronterede hende og DR med hendes mange taxature til og fra hendes hjem, der ligger under to kilometer fra DR Byen. Der var intet at komme efter, passér gaden. Men pludselig har hun øjensynligt ombestemt sig. Der var alligevel noget at komme efter, har hun nu erkendt, efter DR har haft blandt andre Deloitte til at undersøge hendes taxaforbrug.  Her har revisionskæmpen konkluderet, at turene til og fra hjemmet er imod DR’s retningslinjer, og at der er en række taxaudgifter, “hvor det ikke er dokumenteret, at disse har en jobmæssig begrundelse”.  Altså direkte i modstrid med, hvad Sandy French tidligere har forklaret, og som altså nu har fået hende til at tilbagebetale 16.000 kroner.

Lars Løkke Rasmussen er virkelig glad for Gnags-sangen “Når jeg bliver gammel”. Det er også en sang, som betyder meget for medarbejderne i Løkkes parti, Moderaterne, fordi medarbejderne har danset til den i både gode og mindre gode stunder, når de skulle huske på, hvad der egentlig er vigtigt.  Det var nogle af de tunge argumenter, da Moderaterne i februar 2024 forsøgte at overbevise Gnags-frontmand Peter A.G. Nielsen om, at der var god ræson i at lade Moderaterne bruge “Når jeg bliver gammel” i en kampagnevideo.  Peter A.G. Nielsen sagde nej.  Han og de andre Gnags-medlemmer havde for længst aftalt, at deres musik ikke skulle bruges til partipolitik. Det havde sådan set ikke noget med Moderaterne at gøre, sådan var aftalen bare. Og så ville Peter A.G. heller ikke ende som Richard Ragnvald, der sang for Dansk Folkeparti, forklarede han. Fint nok, så var den potte ude, skulle man tro. Men da Peter A.G. for få måneder siden spankulerede forbi en reklamesøjle, kunne han måbende iagttage en plakatkampagne, hvor “Når jeg bliver gammel” minsandten havde sneget sig ind i en Moderaterne-kampagne alligevel. En af de kampagner, Moderaterne har produceret, hvor Peter A.G. mener, at de to første linjer i sangen “Når jeg bliver gammel” bliver misbrugt til politiske budskaber. (Foto: Peter A.G.)