Emil Findalen

Et af den tidligere SVM-regerings store numre på kulturområdet var kulturpasset. En slags nålestiksoperation, som var groet i Moderaternes baghave, og som skulle hjælpe de cirka 53.000 unge mellem 15 og 24, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse. De kunne så i stedet få sig én på opleveren og indløse 1.000 danske kroner om året i 2025 og 2026 til brug på kulturoplevelser. Dengang som nu er spørgsmålet, om kulturpasset har nogen effekt. Nye tal, som Frihedsbrevet har fået udleveret fra Slots- og Kulturstyrelsen, viser til gengæld, hvor mange der er kommet i besiddelse af et kulturpas.

Med fynd og klem lancerede Københavns overborgmester, Sisse Marie Welling, en taskforce for at komme kommunens problemer med boligmangel til livs. I et tiltrædelsesinterview med Politiken fortalte Welling i januar, at hendes store mission var at skaffe billige boliger til københavnerne, så byen var til at bo i for mennesker med almindelige indkomster. En taskforce skulle der til, og alle partier skulle være med i taskforcen. Målet var at skaffe alle slags boliger, både ejer-, andels- og lejeboliger. Men et svar fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, peger nu i retning af, at taskforcen slet ikke findes.

Den nye overborgmester ville ikke bare se til, mens det blev dyrere og dyrere at bo i København. København skulle være en by for alle.  Derfor ville den nye overborgmester, Sisse Marie Welling (SF), bruge de kommende fire år på at forsøge at løse boligkrisen som den første overborgmester siden Ritt Bjerregaard (S), lød den formulerede mission. “Jeg vil hellere være en borgmester, der ikke lykkedes med opgaven, end en, der ikke prøvede,” forklarede hun til Politiken 25 dage inde i regeringsperioden, hvor Sisse Marie Welling har brudt med over 100 års socialdemokratisk styre i København. Frihedsbrevet kan nu tegne et portræt af Sisse Marie Wellings første halve år som borgmester gennem samtaler med 14 kilder omkring Københavns Rådhus. Hovedparten er medlemmer af Borgerrepræsentationen og kommer fra flere forskellige dele af det politiske spektrum. 

Onsdag indgik TV 2 og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) et forlig på en million kroner, efter forbundet så sent som i 2023 har udbetalt penge til cirka 270 medlemmer under en arbejdsnedlæggelse. TV 2 havde ellers ingen planer om at indlede en sag mod DJ, som havde fortalt dem, at den overenskomststridige praksis ikke var foregået hos TV 2.  Det var en fejl, at TV 2 havde fået den opfattelse, siger forperson for DJ Allan Boye Thulstrup, der erkender, at han har kendt til den hemmelige praksis “ret længe.”

Hvis vi har lært noget, altså hvis vi har lært noget af den pludseligt opståede debat om højreorienteret digtning, må det være, at næste gang, man befinder sig på Beograds bud på Strøget og falder over en T-shirt, man synes ser sej ud og overvejer at slå til på, vil man gøre klogt i at spørge ekspedienten ind til, hvad der helt præcist står skrevet med kyrillisk skrift rundt om ørnene og dødningehovederne.  Ups.  Det viste sig at være ultranationalistiske serbere med naziforbindelser og folkemord på samvittigheden, tjetnik-bevægelsen, som den vrede digterdebutant Frederik Lind Køppen stod og reklamerede for på landsdækkende tv, mens han stod i Deadline og læste op fra sin digtsamling Stjernens navn er malurt (Forlaget Umbra, 2026).

En fredag aften i april modtog medlemmerne af organisationen Dansk Hestevæddeløb en mail. De blev bedt om at gøre sig klar. “DR lancerer i den kommende tid en programserie á fire episoder om galopsporten. Serien sætter fokus på en række temaer – herunder hestevelfærd, antidoping og håndtering af sager i sporten,” lød det i mailen fra organisationen, der er ejet af Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund. Mailen blev sendt fredag den 24. april 2026, og dokumentarserien var lige på trapperne. “Første episode kan ses på DRTV fra søndag den 26. april kl. 06.00 og senere på DR1 mandag den 27. april kl. 20.00.” Men det skulle vise sig at være unødvendigt at udsende mailen. 

I årevis har Dansk Journalistforbund haft en hemmelig praksis, der gik ud på at kompensere forbundets medlemmer, når disse havde nedlagt arbejdet i fredstid, som det hedder.  Når medlemmerne havde lavet en overenskomststridig strejke og blev trukket i løn af deres arbejdsgiver, fik de uddelt penge af forbundet alligevel. I årevis foregik det sådan, at tillidsrepræsentanter på de respektive medier uddelte penge i brune kuverter. Senere er man gået over til digitale overførsler. Da vi her på Frihedsbrevet i april 2025 kunne afsløre den lyssky, overenskomststridige praksis, svarede Tine Johansen, daværende forperson i Dansk Journalistforbund, at det var vigtigt at have fortrolighed omkring, hvad forbundet brugte deres penge på i forbindelse med strejker. I marts 2026 indgik Dansk Journalistforbund så et forlig med Danske Medier Arbejdsgiver (DMA) og Dansk Erhverv på tre millioner. En klar indrømmelse af, at praksissen havde foregået, og samtidig en erkendelse af, at man nok var bedst tjent uden en sag i Arbejdsretten.  DJ’s forperson, Allan Boye Thulstrup, sagde undskyld, bekendtgjorde, at det var sket ”nogle gange” og betragtede forliget som et “endeligt forlig”. Men sagen er ikke slut endnu. For selvom forliget med DMA indbefatter en lang række medier og alle de store dagblade, mangler offentligheden stadig at høre fra nogle af de største journalistiske arbejdspladser her til lands, nemlig Danmarks Radio og TV 2.

Nok fordi Troels Trier var død få dage forinden, sad jeg og tænkte på Røde Mor, og hvad dertil hører af hippietanker og kvindekamp og bare fødder.  Nu var jeg havnet hos fjenden, sådan virkede det, hos selve modsætningen til rødstrømper og marxister og andet godtfolk, der i frigørelsens navn gik i flæsket på systembevarende pampere. Nu var jeg i Pilestræde i København K på besøg hos den borgerlige familie Berlingske, der havde allokeret femtesalen til en frisk snak om bagsiden af den seksuelle revolution. Her på Berlingskes øverste etage var progressive, liberale unge kvinder ikke i kridthuset. Der var lagt op til debat med tre borgerlige kvinder: Emilie Jäger, der er politisk redaktør på B.T., Julie Grove, skribent for Berlingske, og Eva Selsing, der er filosof, forfatter og borgerlig debattør hos B.T. 

Selvom en lang række fodboldspillere har fortalt om at have fået mystiske medicinske behandlinger uden forklaring fra holdets læger, bliver danske fodboldspillere nærmest aldrig testet for doping.  De danske dopingmyndigheder tester nemlig mindre og mindre. “Hvis der er en eller anden Superliga-spiller, som tænker, at nu vil jeg dope mig, så er der en vis sandsynlighed for, at vi ikke opdager det,” erkender Anti Doping Danmark.

I modsætning til cykelsporten, der har en lang dopingskygge hængende over sig, taler man sjældent om doping, når det kommer til verdens største sportsgren. Men hvor udbredt er doping egentlig i fodbold? I en ny artikelserie undersøger Frihedsbrevet, hvad vi ved – og ikke ved – om emnet. I vores arbejde har vi rakt ud til over hundrede nuværende og forhenværende spillere, søgt aktindsigter hos antidopingmyndighederne og dykket ned i videnskabelige rapporter samt talt med eksperter på området. Langt de fleste spillere har ikke ønsket at medvirke. Men omkring 20 spillere medvirker anonymt i artiklerne. Frihedsbrevet er bekendt med deres identiteter, men vi bringer ikke deres navne, da flere af dem stadig arbejder i fodboldmiljøet og frygter konsekvenserne af at medvirke. Størstedelen af kilderne har stoppet deres aktive karrierer indenfor de seneste år. Flere af spillerne fortæller om en medicinsk kultur i udenlandske klubber, hvor behandlinger ikke altid bliver forklaret nærmere. Nogle beskriver intravenøse drop før kampe. Andre fortæller om poser med mystiske piller i forskellige farver.