Emil Findalen

Radio IIII fremgår ikke længere af Kantar Gallups ugentlige oversigt over lyttertallene hos de danske radiostationer. Lyttertallet ligner nemlig “et hjertekardiogram for en mand, der er ved at afgå ved døden”, erkender direktør Nikolai Thyssen. Han forklarer, at Radio IIII har så lille en andel radiolyttere, at målingen bliver for usikker til at kunne bruges til noget seriøst. Bortset fra det går det nogenlunde planmæssigt, siger Thyssen. Det er ærgerligt, at der ikke er flere lyttere, mener Enhedslistens medieordfører, der samtidig slår fast, at hele den efterhånden lange historie om Radio IIII bør tjene som politisk lærestreg.

Mens Dansk Journalistforbund arbejder for mere ytringsfrihed og mere åbenhed i samfundet, findes der en noget anden historie internt på arbejdspladsen. Flere kilder fortæller til Frihedsbrevet, at de har fået en dyr tavshedsklausul med ud afd døren, når de er blevet afskediget – dette ofte uden at være blevet advaret på forhånd. Flere medarbejdere beretter desuden om et problematisk arbejdsmiljø, hvor man er bange for at blive fyret, hvis man taler højt om problemerne. Journalistforbundets metoder møder skarp kritik fra flere medarbejdere og fra en arbejdsmarkedsforsker. Forbundet selv afviser at stille op til interview, men fastholder i et skriftligt svar, at tidligere medarbejdere gerne må udtale sig.  “Hvordan vi vil gribe eventuelle fratrædelsessager an fremover, er altid en konkret og individuel vurdering, men vi vil naturligvis – også hvis der rejses kritik af vores fremgangsmåde – se på, om vi skal gøre noget anderledes,” skriver DJ i et skriftligt svar.

Som medlem af fagforeningen Dansk Journalistforbund har man en særlig fordel, hvis man er utilfreds med sin arbejdsgiver.  Med åbne øjne omgår Dansk Journalistforbund nemlig reglerne i den danske model og kører rundt og afleverer kuverter med kontanter i til deres medlemmer, når de strejker i strid med overenskomsten og derfor er blevet trukket i løn af deres arbejdsgiver. En gylden regel er ellers, at medarbejdere kun må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Hvis det sker, har forbundet en strejkekasse, der kan dække ens tabte lønindtægter.  Men hvis medarbejderne til gengæld nedlægger arbejdet, mens overenskomsten er gældende – i det, man kalder fredstid – er strejken overenskomststridig. Her bliver medarbejderen trukket i løn uden kompensation fra fagforeningen. “Den slags sager må DJ (Dansk Journalistforbund, red.) ikke støtte, hverken økonomisk eller politisk,” hedder det i et internt dokument fra Dansk Journalistforbund, som Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af. 

Efter måneders massiv kritik fra en lang række tidligere medarbejdere kunne Egmont-koncernen konkludere, at arbejdsmiljøet på deres forlag Lindhardt & Ringhof altså er godt, og forlagets direktør, Lars Boesgaard, er stadig er den rette mand til jobbet. Men undersøgelserne møder skarp kritik fra en række navngivne kilder, der nu står frem og fortæller, hvorfor de fravalgte at deltage – hvis de da overhovedet blev inviteret. Egmont-koncernen undersøger bare sig selv, lyder kritikken af “skinundersøgelsen”, hvor man ifølge kilderne ikke kunne være anonym og derfor ikke følte sig tryg. Juraprofessor Mads Bryde Andersen kritiserer advokatundersøgelsen og siger, at hvis nogen spurgte ham, om de skulle deltage i undersøgelsen, ville svaret være “et klokkeklart nej”. Egmont afviser kritikken og siger, at man har valgt “det undersøgelsesformat, som efter vores vurdering har været det mest ordentlige og metodisk rigtige i denne situation”.

Efter at Frihedsbrevet for efterhånden to år siden kunne bringe en række historier om nepotisme og kummerlige arbejdsforhold på Museum Sydøstdanmark, er sagen nu havnet i retten.  Det er dog ikke museet, der står for skud, men et medlem af byrådet i Næstved. Museumsdirektøren har stævnet en lokal byrådspolitiker for injurier, fordi hun gik til Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune og viderefortalte en række historier, som hun havde hørt fra bekymrede borgere, der drejede sig om yderligere problemer på museet.  Ærekrænkende rygter, mener sagsøgeren, mens den sagsøgte mener, at hun bare gjorde sin pligt. Frihedsbrevet sad med på tilskuerrækkerne til det, der kan blive en principiel sag.

Da Maria Rørbye Rønn i 2010 overtog posten som generaldirektør i DR, tog hun over fra Kenneth Plummer. Han havde været generaldirektør siden 2005 og måtte gå af i efteråret 2010. Når Plummer i dag ser på tumulten i Danmarks Radio, ser han en handlingslammet organisation.  Dokumentaren 'Grønlands hvide guld', der nu er afpubliceret og har fået kritik fra flest tænkelige kanter og desuden kostet chefredaktør Thomas Falbe sit job, viser nemlig, at DR ikke har haft beredskabet på plads, mener han. “I den her konkrete sag synes jeg, at DR desværre har lavet alle de fejl, man kan begå, når man har med en så dagsordensættende dokumentar at gøre,” siger Kenneth Plummer, der mener, at DR ikke har været grundige nok i forhold til at efterprøve dokumentarens påstande.

SØNDERBORG – Sidste gang jeg mødte Søren Pind, stod han i Dansk Journalistforbunds lokaler på Gammel Strand i København og forklarede, hvorfor det var en god idé med en statsfinansieret medieombudsmand, der kunne holde medierne i ørerne. Han svarede på mine spørgsmål, men lod hurtigt andre komme til, for hvis jeg ikke kunne forstå, hvorfor en statsfinansieret medieombudsmand var en perfekt idé, kunne han lige så vel tale med nogle andre. De to forrige gange, jeg har mødt Søren Pind, har været på Folkemødet, hvor han diplomatisk sagt ikke besad den største trang til at tale med mig. Som journalist er man nemlig bagude på points, når man taler med Søren Pind, det er sådan nogle som os, der er selve problemet, og Pind har ved flere lejligheder udtrykt sin foragt for medierne, som han mener, undergraver demokratiet og opfører sig hensynsløst. Han mener det, man kan spore afskyen i hans øje.  Det, jeg prøver at sige, er, at det har været en smule vanskeligt for mig at komme tæt ind på livet af Søren Pind. Men så er det jo heldigt, at han netop har påbegyndt en turné, som man kan købe billet til. 

“Alle unge piger var i farezonen. Han lagde an på stort set alle unge kvinder. Der var fri jagt. Han var helt uhæmmet.” Ordene kommer fra en kvinde, der nu står frem og fortæller om sine oplevelser, da hun for mange år siden arbejdede på forlaget Gyldendal.  Den person, hun taler om, hedder Lars Boesgaard og er for tiden en vidt og bredt omtalt forlagsdirektør på Lindhardt & Ringhof. Omtalen skyldes en række vidnesbyrd fra en række medarbejdere på forlaget under Boesgaards ledelse, der beskrives som grænseoverskridende og seksualiseret. Men nu fortæller flere kilder, at problemerne ikke begrænser sig til Boesgaards tid på Lindhardt & Ringhof. Det er nemlig en stil, han har praktiseret, siden han i 00’erne var chef på Gyldendal. En tidligere chef på Lindhardt & Ringhof, Hans Henrik Schwab, står desuden frem og fortæller indgående om de kulturændringer og om de konkrete episoder, han som mangeårig chef oplevede på forlaget, da Egmont købte Lindhardt & Ringhof og siden indsatte Lars Boesgaard som direktør. For at forstå, hvad kulturen på forlaget er skabt af, og hvorfor Boesgaards ledelsesstil har stået på i så mange år, må man over 20 år tilbage i tid. Til en tid, hvor Lindhardt & Ringhof endnu ikke var blevet købt af Egmont, og hvor Lars Boesgaard stadig var chef på Gyldendal. Til en tid, hvor man kunne blive bedt om at sætte sig på chefens skød, og hvor man med fordel kunne lære sig ikke at stå med ryggen til, når chefen gik forbi.

Frihedsbrevet var med, da formanden for Medieansvarsudvalget, Søren Pind, forklarede, hvorfor det er en god ide at etablere en ny medieombudsmand, der skal være finansieret af staten og holde øje med medierne. Forslaget har mødt hård kritik fra flere bekymrede dele af mediebranchen.  Men den er altså helt galt med medievirkeligheden, og der er brug for en statsfinansieret medieombudsmand, siger Pind uden dog at give et eneste konkret eksempel på dårligdommen. Udvalgsmedlemmer som Ulrik Haagerup og Lea Korsgaard bakker op om ideen. Den svenske medieombudsmand er “bekymret” over at høre de danske anbefalinger, der “leder tankerne hen på, hvordan det er i visse mindre demokratiske lande”.

En lang række tidligere medarbejdere på forlaget Lindhardt & Ringhof fortæller nu om arbejdsmiljøet og kulturen på forlaget, som de kalder seksualiseret, grænseløs og præget af frygt.  12 tidligere medarbejdere og en nuværende forfatter går i rette med ledelsens afvisning af problemerne – og med de 17 forfattere, der offentligt har forsvaret kulturen på forlaget, efter at Frihedsbrevet i sidste uge bragte en artikel om Lindhardt & Ringhof.  Her stod en tidligere medarbejder, Mathilde Friese, frem sammen med en tidligere forfatter, Hassan Preisler, og fortalte om en udpræget grænseoverskridende kultur på forlaget. Lindhardt & Ringhof og deres ejere, Egmont, tager kritikken fra de mange tidligere ansatte alvorligt og gennemfører nu en udvidet trivselsundersøgelse, lyder det i et svar til Frihedsbrevet.