Tobias Bruun Kristiansen

Peter Hummelgaard har kæmpet en brav kamp for et initiativ, der blandt kritikere hurtigt blev kendt som chatkontrol. Under Danmarks EU-formandskab forsøgte han, trods stor kritik, at få techvirksomhederne til at bryde deres krypteringer på beskedtjenester. Det lykkedes som bekendt ikke, da flere lande nægtede at bidrage til, hvad der af eksperter blev kaldt en “totalovervågning af alle europæiske borgere”. Men siden er kampen fortsat i parlamentet i Bruxelles. Og selvom det ikke lykkedes for Hummelgaard i Bruxelles, så viser Frihedsbrevets kortlægning, at han har langt mere held i overvågningssprøjten indenfor Danmarks grænser, hvor Hummelgaard i sin tid som justitsminister virkelig har skruet op for overvågningen af helt almindelige danskere.

Forvirringen i regeringen om drone-sagen er total. Forsvarsministeriet afviser nu på et helt centralt punkt justitsminister Peter Hummelgaards forklaring i sagen.

De første droneobservationer over Københavns Lufthavn var ifølge politiet ikke droner. Det kunne Frihedsbrevet onsdag afsløre i et interview med politiets kronvidne i sagen, som var den første person, der slog alarm i Københavns Lufthavn. Hun fortæller, at politiet flere gange har fortalt hende, at det ikke var droner hun så. Man må altså forstå, at de første meldinger om droner den 22. september var falsk alarm.  Steffen Larsen, formand for Retsudvalget og retsordfører for Liberal Alliance, mener, at regeringen skylder svar. “Jeg har svært ved at gennemskue, hvad fanden det er, der foregår. Også fordi de netop intet vil sige. De holder kæft. De lukker i som østers,” siger han til Frihedsbrevet.

Selvom der er gået mere end en hel vinter, siden den sidste drone forlod det danske luftrummet, har forsvarsministeriet endnu ikke fremlagt sin længe ventede redegørelse. På dagen for fremlæggelsen blev der udskrevet valg, og redegørelsen blev udskudt. Myndighedernes håndtering af dronerne i det danske luftrum startede ellers godt, mener samfundsberedskabsekspert. “Fra starten var jeg ret positiv. Jeg synes faktisk, at myndighederne kommunikerede meget i forhold til, hvad man plejer,” siger han. Men det billede krakelerede over de følgende uger.

Det er en af den senere tids mest opsigtsvækkende kulturfejder og kan både ses som en principiel tvist om ytringsfrihed og om retten til egen fortælling.  Men retssagen mellem Sara Omar og Manyar Parwani er nok først og fremmest en historie om et samarbejde, der aldrig nogensinde skulle have været. Det lader til at være det eneste håndfaste faktum, som kan forene retssagens parter, og det eneste, som de mange journalister, familierne og andre tilhørere, der mødte op i retten, kan være enige om. Over 30 timer hen over seks retsdage har der udspillet sig en kamp om, hvilke advokater der bedst kunne sandsynliggøre det virkelige hændelsesforløb mellem filminstruktøren Manyar Parwani og forfatteren Sara Omar. Sagen tager udgangspunkt i et dokumentarfilmsprojekt og et venskab, som gik eftertrykkeligt galt. 

Den ene skandalehistorie efter den anden har de senere år klistret sig til en nordsjællandsk transportkæmpe. Virksomheden har været ramt af flere belastende møgsager med beskyldninger om ulovligt dumpet jord og forsøg på at presse en privat borger til tavshed. Nu bliver der føjet et nyt lag til den del af historien, som omhandler aflæsning af jord ved en gammel råstofgrav i Nordsjælland. Region Hovedstaden har nemlig i det skjulte overdraget oplysningerne til politiet, som efterforsker sagen.

Det hele startede i Kolding, hvor den i dag 63-årige dansker John Christensen arbejdede som eksportchef for et firma, der lavede fladskærme. Da firmaet ville udvide til USA, flyttede han til Palm Beach i Florida for at starte filialen. Firmaet gik konkurs i slutningen af 90’erne. Men John Christensen blev boende i Palm Beach, hvor han skulle finde på noget nyt at lave. Sammen med sin kone, som var fotomodel, mødte han flere skuespillere og folk fra underholdningsbranchen, og da han tidligere havde arbejdet på femstjernede hoteller, så han en mulighed for at starte sit eget firma og blive ejendomsforvalter for milliardærerne. John Christensen begyndte at arbejde for nogle af verdens rige og berømte – nogle, som helst ville leve i diskretion væk fra offentlighedens søgelys. Han fik opbygget et kulørt kundekartotek, som blandt andre tæller Steven Spielberg, Celine Dion og en unavngiven royal familie i Abu Dhabi. Og i 2014 fik han en helt speciel kunde – nemlig Jeffrey Epstein.

Tirsdag blev et forbud mod den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir endnu engang diskuteret i Folketingssalen, da Danmarksdemokraternes forslag om opløsning skulle behandles. Peter Skaarup (DD) har forsøgt sig med lignende forslag før i regi af Dansk Folkeparti, ligesom flere partier har haft det samme ønske gennem årene. Dog har anklagemyndigheden ikke på noget tidspunkt fundet, at der har været et stærkt nok grundlag til at rejse en sag. Men da regeringen siden har lykkes med at opløse gadebanden LTF ved lov, mente Skaarup, at der nu var en ny farbar vej for en sag mod Hizb ut-Tahrir.

I sin tale til World Economic Forum krævede præsident Trump øjeblikkelige forhandlinger med Danmark om USA’s overtagelse af “det store, smukke stykke is,” som han kalder Grønland. Præsidenten påstod, at Danmark ikke kan forsvare Grønland. Han nævnte blandt andet, at vi efter få timers kamp kapitulerede til Tyskland under 2. Verdenskrig. Han lovede ikke at bruge magt for at overtage Grønland, men ytrede dog også, at NATO-landene ville opleve konsekvenser, hvis de ikke hjælper USA med at få ejerskabet. Men hvad er den sande årsag til, at Trump så gerne vil have fingre i Grønland? Frihedsbrevet har talt med to tidligere rådgivere, som oplevede præsidenten på tæt hold under hans første præsidentperiode. De fortæller om, hvordan Trumps ønske begyndte at tage form – og de siger, at Trump ikke giver den rigtige forklaring til offentligheden, når han forklarer, hvorfor USA har brug for Grønland. Forklaringen skal nemlig findes et andet sted.

Grønland bør forhandle direkte med USA, lyder det fra det grønlandske parti Naleraq.  Men solokursen kritiseres nu i hårde vendinger. Det er nemlig helt urealistisk, lyder vurderingen fra juraprofessor. Og ekstremt farligt, siger Det Konservative Folkepartis grønlandsordfører. Pele Broberg, formand for Naleraq, siger til Frihedsbrevet, at det ikke har noget med Danmark at gøre og opfordrer til at læse Selvstyreloven.