Flemming Rose

Lige siden den russiske invasion af Ukraine i 2022 har Vesten forsøgt at ramme Kremls olieindtægter med henblik på at svække Ruslands evne til at føre krig. Det er primært sket på to måder. For det første ved at holde russisk olie væk fra de globale markeder og for det andet ved at presse prisen på russisk olie ned. Den politik har været en blandet succes. For eksempel har EU i stedet for som tidligere at købe olie direkte af Rusland besluttet at importere olie fra Indien, som i virkeligheden er russisk olie. Det har Indien tjent godt på, mens det har kostet EU ekstra.  Til gengæld har Rusland været nødt til at give både Indien og Kina en pæn rabat, dog ikke mere end at indtægterne fra olieeksport stadig skæpper i statskassen. Rusland har fortsat et pænt overskud på sin udenrigshandel, og underskuddet på statsbudgettet er mindre end i de store vestlige lande, selvom sanktionerne har skærpet presset på de offentlige finanser.

 I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den aktuelle situation omkring Iran. Det trækker op til økonomisk recession, og præsident Donald Trumps muligheder er begrænsede, så længe Iran sidder med nøglerne til Hormuzstrædet, regimets helt afgørende trumf. Hvis Trump ikke kan levere de nødvendige indrømmelser til præstestyret, kan han føle sig tvunget til at eskalere krigen ved at indsætte tropper på land – med uoverskuelige konsekvenser. Da general Jay Garner i 2003 vendte hjem til USA efter at have haft ansvaret for den indledende amerikanske besættelse af Irak, spurgte præsident George W. Bush, om han ikke havde lyst til at stå i spidsen for håndteringen af den næste militære offensiv på dagsordenen, nemlig Iran.    På det tidspunkt havde USA efter terrorangrebet den 11. september 2001 store planer for en omkalfatring af Mellemøsten i sit eget billede. Det ene autoritære regime efter det andet skulle omstyrtes med militær magt, og i stedet skulle der med kampvogne og missiler indføres folkestyre inspireret af Thomas Jefferson og andre af USA's stiftere. Det skulle ifølge planen sætte gang i en domino-effekt, således at man til sidst ikke ville kunne se forskel på styreformen i Idaho og Illinois på den ene side og Irak og Iran på den anden.   Hele det neokonservative establishment fra vicepræsident Dick Cheney til kommentatorer som Charles Krauthammer, Robert Kagan og Bill Kristol anbefalede præsidenten at fjerne det iranske regime med magt.   Bushs planer for Iran blev imidlertid forpurret af to ting.    For det første gik det ikke med pacificeringen og demokratiseringen af Irak, som hans rådgivere havde forudset, og for det andet konkluderede de amerikanske efterretningstjenester i 2007 med ”stor sikkerhed”, at Iran for flere år siden havde stoppet sit atomprogram.    Det betød ifølge Bush selv, at han militært blev bundet på hænder og fødder og ikke længere kunne retfærdiggøre en invasion af Iran. Man husker, at invasionen af Irak i 2003 netop skete med henvisning til falske efterretninger om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.   I en gennemgang af forholdet mellem USA og Iran siden revolutionen i 1979 i The New Yorker gør historikeren Daniel Immerwahr opmærksom på, at Washington er flippet ud over præstestyret lige fra dets første færd, da ayatollaherne tvang en amerikansk støttet monark til at flygte, etablerede en islamisk republik og holdt 52 amerikanere som gidsler på landets ambassade i Teheran i 444 dage.

Hvis du ikke ved, hvad du skal tage dig til i dag, så har jeg en anbefaling:  Kl. 14 kan man i Malmø i biografen Spegeln se den ukrainske instruktør Sergej Loznitsas nye film De to anklagere, der foregår i Stalins Sovjetunionen i 1937, det år, der mere end noget andet er forbundet med Den Store Terror, en bølge af udrensninger overalt i det sovjetiske samfund, hvor man så folkefjender, sabotører og fremmede agenter overalt, og hvor tusindvis af mennesker med stor entusiasme stak kolleger, venner og bekendte.  Det hemmelige politi, NKVD, fandt på frit opfundne anklager, og de fængslede blev tortureret til at tilstå ting, de ikke havde gjort. I nogle af de efterfølgende skueprocesser fortalte de anklagede i detaljer, hvordan de havde planlagt de mest vanvittige og utænkelige forbrydelser såsom at grave underjordiske tunneller ved grænsen, således at fremmede magter kunne invadere Sovjetunionen, eller organiseret underjordiske spionnetværk i ledtog med fremmede tjenester på et tidspunkt, hvor landets grænser var hermetisk lukkede.     Formålet var at konsolidere Stalins magt, og det blev gjort ved at skabe et klima af frygt, total mistænksomhed og konformisme. Hvis man tror, at dette ikke vedrører os, vil jeg opfordre til at lytte til Danmarks Radios P1 Morgen fra slutningen af september sidste år, da vi på basis af rygter og halvkvædede viser i tre timer blev bombarderet med en katastrofe-fortælling om, at Danmark var under droneangreb. Journalister, som er sat i verden for at tænke kritisk, gik totalt i selvsving. De kastede sig over den mindste informationsbid, som om der var et atommissil på vej mod København. Statsminister Mette Frederiksen advarede os om, at dette kun var starten, og at vi i Europa kun har én primær fjende, og det er Rusland. Derfor bør vi være på vagt og gøre præcis, som hun og hendes regering ønsker. De, der ikke makker ret eller ikke accepterer fortællingen, går fjendens ærinde.   Samme teaterforestilling fik vi, da gasrørledningerne i Østersøen i september 2022 blev sprængt i stykker.    Og under pandemien greb statsministeren til en lignende metode. Hun forsøgte at skræmme os alle fra vid og sans, så vi var parate til at acceptere hvad som helst, og det virkede.

Vladimir Putin vil snart have det som Palle alene i verden.  Sådan forlød det umiddelbart efter starten på USA's og Israels angreb på Iran og likvideringen af landets religiøse og militære ledelse som følge af en imponerende magtdemonstration, der decimerede Irans militære kapacitet. Vi ignorerer for tankeeksperimentets skyld, at verden ikke længere er delt op i distinkte blokke og alliancer; at det kan skifte fra situation til situation, som vi selv har måttet sande i forhold til USA, og at Rusland, uanset hvad der sker i Iran, sidder med ved bordet i nogle af de seneste årtiers vigtigste internationale nyskabelser, nemlig BRIKS+ og Shanghai Cooperation Organization (SCO).   Den ene såkaldt nære allierede efter den anden faldt, hed det. Først Assad-regimet i Syrien i 2024, dernæst Maduro i Venezuela i januar, dog uden et regimeskifte, og nu Irans ayatollah Ali Khamenei, hvor mange for et par uger siden forestillede sig, at præstestyret ville kollapse, mens flere inklusive præsident Trump selv forudså, at Cuba ville blive den næste i rækken.  Samtidig er Ruslands indflydelse i sit nære udland, ikke mindst i Centralasien og det sydlige Kaukasus, blevet svækket som følge af krigen i Ukraine. Både fordi Ukraine er Kremls udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioritet nummer ét, og hovedparten af landets ressourcer kanaliseres den vej, og fordi flere af republikkerne i det tidligere Sovjetunionen har udnyttet situationen til at kigge i andre retninger, uden at Moskva kan gøre så meget. Set fra Moskva vil udfaldet af krigen i Ukraine bestemme landets position i verden i mange år fremover. Hvis man taber krigen, vil det blive mere end almindeligt svært at opretholde forestillingen om Rusland som stormagt.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter og journalist, George Packer, som er aktuel med romanen The Emergency, en dystopisk fortælling, en fabel eller et folkeeventyr skrevet med det moderne Amerika i tankerne, og stående på skuldrene af en lang tradition af forfattere fra George Orwell og Aldous Huxley til Margaret Atwood og J.M. Coetzee, om end der i Packers roman ikke er nogen Big Brother eller brutal diktator, der overvåger alle og griber til undertrykkelse og tortur. Til gengæld overvåger borgerne hinanden.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på, hvordan krigen i Ukraine har drænet russiske ressourcer og muligheden for at varetage Moskvas interesser andre steder i verden. Ifølge Putin-kritiker Dmitrij Nekrasov bør der ikke være anledning til overdreven optimisme i Vesten. Han opfordrer vestlige beslutningstagere og medier til at være opmærksom på de ting, som lykkes for den russiske regering på den økonomiske front. I modsat fald ender vores risikoanalyse som hos den, der køber en lottobillet og regner med at vinde jackpot for at kunne dække alle sine udgifter. 

I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på fire års krig i Ukraine, og jeg gør det med fokus på tabstal. Den officielle vestlige fortælling lyder, at Rusland lider langt større tab end Ukraine, men det udfordrer en ung ph.d.-studerende fra King’s College i London. Vil 2026 blive året, hvor krigen i Ukraine slutter?   På tærsklen til fireåret for den russiske invasion sætter nogle deres lid til, at de igangværende forhandlinger i Geneve vil gøre en ende på krigen, mens andre kalder det spil for galleriet.    De fleste peger fingre af Vladimir Putin, andre gør Volodymyr Zelenskyj til skurken, mens atter andre retter skytset mod enten Donald Trump eller Ukraines allierede i Europa.   Det er selvfølgelig en politisk vigtig diskussion, hvor man skal placere ansvaret, og det kan bruges til at skærpe presset på den ene eller anden aktør, men det er nok en øvelse af begrænset værdi, og den afspejler mest, hvor sympatien hos den enkelte kommentator ligger.   Grundlæggende er det lige nu svært at forestille sig et bæredygtigt kompromis mellem Ukraine og Rusland, som kan gøre en ende på krigshandlingerne og etablere rammerne for en fredsaftale, der kan holde på længere sigt. For ingen af parterne synes at være i en situation, hvor de er villige til at give indrømmelser i forhold til deres officielle krav.

Jeg håber, at du vil se med, når Friis Arne Petersen og jeg sender Friis' diplomatpost direkte fra Frihedsbrevets studie mandag den 30. marts kl. 20.00. Det er nemlig en verden ude af balance, vi lever i lige nu. Krige og konflikter, økonomisk usikkerhed, klimaforandringer og en verden, hvor det er svært at blive klog på, hvad man skal prioritere. Hvem der er allieret, og hvem der er fjende. Hvem der er vindere, og hvem der er tabere. Det går vi helt tæt på denne aften – hvor vi vil sidde klar til at besvare de spørgsmål, som du måske brænder inde med.

Lad os begynde med et opsigtsvækkende mord.  Den 2. marts 2022 om aftenen får Denys Kirejev et opkald af den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU. Chefen for landets kontraspionage, Oleksandr Poklad, vil gerne mødes med ham.  Tre dage tidligere har den 45-årige Kirejev som medlem af den ukrainske delegation deltaget i de første forhandlinger mellem Kyiv og Moskva i Belarus, efter at russiske tropper den 24. februar indledte deres invasion af Ukraine. Kirejev har en karriere i den finansielle sektor bag sig med topjobs i både ukrainske og vestlige banker, heriblandt Citibank, Rabobank og Credit Lyonnais, men han har også arbejdet for to brødre tæt på den tidligere præsident Viktor Janukovytj, der måtte flygte til Rusland i 2014 efter at være blevet afsat. Derudover er han i dybeste hemmelighed blevet rekrutteret af Ukraines efterretningstjeneste GUR, hvis øverste chef, Kyrylo Budanov, senere afslører, at de efterretninger om de russiske planer, Kirejev leverer umiddelbart før invasionen, sandsynligvis forhindrer hovedstaden Kyivs fald. Ifølge Budanov er det ham, der har bedt Kirejev deltage i forhandlingerne, og han har instrueret sin agent i at gøre, hvad han kan, for at trække dem i langdrag, så Ukraine kan vinde tid til at mobilisere sit forsvar.

Hvor ofte går du på kompromis?   Synes du, at man sælger ud af sine værdier, når man går på kompromis, eller har de, der er parate til at indgå kompromiser, i virkeligheden ingen værdier, og netop derfor er de mere bøjelige og letpåvirkelige?   Eller er det at kunne praktisere kompromisets kunst i virkeligheden et aktiv, som er nødvendigt for fredelig sameksistens mellem mennesker og nationer?   Det har jeg talt om med den israelske filosof Avishai Margalit, forfatter til bogen On Compromise and Rotten Compromises, der udkom i 2009, men som med tiden bare er blevet endnu mere aktuel, for vi lever i en tid, hvor kompromiset er en truet art.