Flemming Rose

I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på den seneste udvikling i og omkring krigen i Ukraine, hvor det er svært at se en snarlig ende på Europas længste væbnede konflikt siden Anden Verdenskrig.  I bogen Regime Change, to The New York Times-journalisters bestseller om præsident Donald Trumps første år ved magten, er der en scene fra Kreml, hvor Steve Witkoff, Trumps personlige udsending, spørger Vladimir Putin, hvad det er for nogle kruseduller, han sidder og kradser ned på et stykke papir.  Putin viser Witkoff papiret, hvorpå der står ”3+2”. Det var ifølge bogen den formel for en afslutning på krigen i Ukraine, som Witkoff på vegne af Trump havde diskuteret med Putin. “Kan du signere det, så jeg kan tage det med hjem?” spurgte Witkoff. Det gjorde Putin, og den skitserede formel betød, at ukrainske tropper skulle forlade Donetsk-regionen, hvor de på det tidspunkt fortsat kontrollerede omkring 20 pct. inklusive flere store byer, og således opgive i alt tre regioner, nemlig Krim, Donetsk og Luhansk, mens grænsen i de to resterende regioner, Kherson og Zaporizje, som Putin havde gjort krav på siden efteråret 2022, ville blive frosset langs den eksisterende frontlinje. Ifølge Moskva kom det forslag fra Trump, og Kreml accepterede det som anledning til et efterfølgende topmøde i Alaska mellem Trump og Putin. På mødet bekræftede Putin ifølge sin udenrigsminister Sergej Lavrov, at man var parat til at indstille sine krigshandlinger på de aftalte betingelser.  Trumps problem var imidlertid, at han ikke kunne få hverken Ukraine eller Europa med på denne indrømmelse, og derfor har der siden februar 2026 ikke været egentlige forhandlinger. Men selvom det var en streg i regningen for Kreml, så viste forløbet to velkomne tendenser set med Moskvas øjne: For det første at USA ikke længere er almægtig, og for det andet at USA og Europa ser forskelligt på konflikten i Ukraine og ikke altid er i stand til at koordinere sine positioner. De to pointer er blevet yderligere understreget under krigen i Den Persiske Golf, hvor det står klart, at USA hverken kan diktere Iran sin vilje eller finde fælles fodslag med sine europæiske allierede. Hvad det kommer til at betyde for den transatlantiske alliance, vil tiden vise, men man kan med nogenlunde fast grund under fødderne forudsige, at det kommer til at se markant anderledes ud end i anden halvdel af det 20. århundrede. Et år efter topmødet i Alaska står de krigsførende parter i dag længere fra hinanden, og der er ingen tegn på, at de selv med hjælp udefra kan blive enige om et kompromis, som begge kan leve med. Ukraine presser på for at få genoptaget forhandlingerne med henblik på en våbenhvile, men det afviser Rusland. Og mens Trumps plan sidste år indebar territoriale indrømmelser af Ukraine, så er han som følge af en påstået ukrainsk fremgang på slagmarken kommet under pres for at flytte trykket fra Zelenskyj til Putin for at få en våbenhvile.  Planen er, at det skal ske ved hjælp af flere våben og skærpede sanktioner, men Trump har tilsyneladende ikke travlt. Eller rettere, han har i den grad travlt. Så travlt at Ukraine er rykket længere ned på hans dagsorden. 

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med britiskfødte David McCourt om hans bog 'The End of Engagement: America’s China and Russia Experts and U.S. Strategy since 1989', og vi kom også ind på hans kommende bog 'The Dragon Defined: How Washington, Canberra, and London Reimagined China', der udkommer til efteråret. McCourt er til daglig professor i sociologi ved University of California-Davis.  De to bøger tager os med bag kulisserne og beskriver, hvordan USA over en årrække bevægede sig fra at have haft fokus på engagement, dialog og samarbejde med Kina og Rusland til en mere konfronterende kurs som led i den stormagtsrivalisering, der nu dominerer den internationale orden.   Vi talte om, hvilken rolle ekspertmiljøer spiller for udformningen af USA’s udenrigspolitik i forhold til Kina og Rusland, de interne og ofte personlige slagsmål mellem eksperter, hvordan ekspertviden bliver til politik, og hvordan miljøet er splittet mellem fortalere for og imod engagement med Kina på den ene side og på den anden mellem dem, der mener, at USA skal forholde sig til Rusland, som det er, og dem der er af den opfattelse, at USA skal bekæmpe det Rusland, som findes, og i stedet arbejde for et Rusland de ønsker. Da Matthew Pottinger for nogle årtier siden arbejdede i Kina som korrespondent for den amerikanske avis The Wall Street Journal, kom han på kant med de lokale myndigheder. Beijing brød sig ikke om hans kritiske dækning af lokal korruption, og han blev ifølge senere rapporter i amerikanske medier udsat for chikane, overvågning og fysisk intimidering. Et af medierne, Politico, fortalte, at netop den erfaring var afgørende for Pottingers syn på Kina, og det fik også betydning, da han i 2017 fik ansvaret for USA's politik i Asien under Donald Trumps første periode som præsident. Den på det tidspunkt 44-årige Pottinger var drivkraften bag en epokegørende omformulering af Washingtons nationale sikkerhedsstrategi. Pottinger mente, at det var en strategisk brøler af USA i 1980’erne og 1990’erne og 2000’erne at fremme Kinas integration i den globale økonomi. Han så landet som en trussel mod USA, og ifølge penneføreren på Trumps nationale sikkerhedsstrategi i 2017 var Pottinger som leder af Asien-kontoret i Det Nationale Sikkerhedsråd den centrale figur bag Washingtons nye kurs, der gjorde op med 40 års ambition om at engagere Beijing og integrere verdens dengang folkerigeste land i en global orden domineret af Washington. En lignende historie kan fortælles om den nu pensionerede amerikanske topdiplomat Daniel Fried, der tilbage i 1980 blev udstationeret på det amerikanske konsulat i det daværende Leningrad, hvor han havde ansvar for kontakten til systemkritikere og andre på kant med regimet, og hvor KGB havde et træningscenter, der ofte brugte det amerikanske konsulat som mål, når de gennemførte overvågnings-øvelser. En kollega til Fried fortæller: “En aften, da Fried var på vej hjem, blev han enten antastet eller fik tæsk. Han følte, at det var planlagt for at give ham en lærestreg, fordi han plejede omgang med dissidenter og den slags, og jeg tror, at det påvirkede ham dybt.”

Fremmedgørelse er et negativt ladet ord.  At føle sig fremmedgjort indebærer, at man ikke føler sig hjemme.  Man er fremmed, man er udenfor, man oplever distance, og man kan ikke se sig selv i det, der foregår, og derfor rammes man af en følelse af ensomhed og isolation. Hvem har lyst til at føle sig fremmedgjort? Ingen, og dem, der udsættes for den oplevelse, gør, hvad de kan for at overvinde den, eller gør sig anstrengelser for ikke at bringe sig selv i sådan en situation. Man søger fællesskaber, hvor man kan identificere sig med den sag eller de mennesker, man forbinder sig med. Ikke desto mindre opfordrer den amerikanske filosof Todd McGowan os alle til at omfavne fremmedgørelsen, tage den på os, i stedet for at bekæmpe eller undgå den.  Det gør han i en fascinerende bog med titlen 'Embracing Alienation: Why We Shouldn’t Try To Find Ourselves'. Den snart 59-årige McGowan kalder det en personlig bog. Historien begynder i en lille by i Ohio i det amerikanske Midtvesten i 1970’erne, hvor Todd har en oplevelse af ikke at passe ind. Han siger: “Jeg følte mig altid udenfor. Jeg forsøgte at finde vej ind i den ene eller anden gruppe, men det lykkedes aldrig. Og min familie, ikke mine forældre, men slægtninge i den by, hvor jeg voksede op, var – hvordan kan jeg sige det på en pæn måde – tilbagestående, racistiske, kvindehadere og homofober. Alt det værste ved small town America, og jeg følte mig meget fremmed over for alt det, det samme gjorde mine forældre, selvom både jeg og de var konservative. Det er min historie bag tilblivelsen af bogen, den er personlig, men jeg håber også, at den er universel.” McGowan tilføjer: “I gymnasiet blev jeg så tiltrukket af eksistentialisme og Jean-Paul Sartre, og det fik stor indflydelse på mig, selvom eksistentialisme ikke fylder så meget i bogen, fordi jeg siden bevægede mig i en anden retning i min tænkning.”

I denne uges Fri Tænkning kigger jeg indad, ser på forskellen på tilladt journalistik og journalistik bedrevet uden tilladelse, undersøger et vildledende spejlbillede og mindes en anekdote af Ronald Reagan, der siger noget om dansk presse i 2026. Den russiske digter Osip Mandelstam forfattede i begyndelsen af 1930 en kort selvbiografisk tekst, som han kaldte Den Fjerde Prosa. Her formulerede Mandelstam et kompromisløst opgør med censur, konformisme og ideologisk ensretning, og det markerede et point of no return i hans forhold til det sovjetiske regime. Teksten pegede samtidig frem mod digterens død i en gennemgangslejr ved Vladivostok nogle år senere.  Teksten, der først blev udgivet i Mandelstams hjemland et halvt århundrede efter hans død, cirkulerede blandt kolleger, og brudstykker nåede også nogle af litteraturens funktionærer. Den Fjerde Prosa placerede definitivt Mandelstam uden for det “gode” selskab, lukkede dørene til de litterære saloner og henviste ham til en tilværelse som subsistensløs.  Han gav afkald på titlen som sovjetisk forfatter, men bruddet indebar også, at han opnåede en indre afklaring og frihed, som gjorde en ende på hans angst for død og forfølgelse. Han forstod bedre end sine samtidige, at katastrofen nærmede sig, og tog sin skæbne på sig. Det endte tragisk, men Mandelstams utvetydige markering af, hvor han stod i forhold til den ydre forfølgelse og ydmygelse, satte ham fri som kunstner, og efter fem års ufrivillig skrivepause begyndte hans poesi igen at flyde med digte, der små 100 år senere står som monumenter i verdenslitteraturen.   I sit opgør med det litterære establishment og bureaukrati noterede Mandelstam i Den Fjerde Prosa:       “Jeg deler alle værker i verdenslitteraturen mellem dem, der er tilladte, og dem, der er skrevet uden tilladelse. Førstnævnte er afskum, sidstnævnte er stjålet luft. Forfattere, der skriver bevidst tilladte ting, har jeg lyst til at spytte i ansigtet og give en på hovedet med min stok.”

I år ville Václav Havel, den tidligere tjekkiske præsident, skuespilforfatter og medstifter af en af verdens mest kendte systemkritiske bevægelser, Charter 77, være fyldt 90 år. Samtidig markerer verden til december 15-året for hans død og til januar 50-året for etableringen af Charter 77, der klandrede det kommunistiske diktatur for ikke at leve op til de forpligtelser, det selv havde påtaget sig i henhold til landets forfatning og Helsingfors-Slutakten fra 1975, hvor alle underskriver-lande bekendte sig til respekt for menneskerettighederne.  Charter 77 var inspireret af Moskva Helsingfors-gruppen, der var blevet stiftet året før og kom til at spille en afgørende rolle i Jerntæppets sidste år, selvom de fleste aktivister enten havnede i fængsel eller i eksil.  Det har jeg brugt som anledning til at genlæse Havels epokegørende essay 'De magtesløses magt', som den senere præsident skrev i efteråret 1978 på sit landsted i Hrádeček i det østlige Bøhmen. Det var egentlig tænkt som et diskussionsoplæg til en antologi om frihedens væsen med reaktioner fra polske og tjekkoslovakiske systemkritikere, som senere udkom som en antologi i undergrundspressen. Havels essay udkom imidlertid først i 1985 på engelsk sammen med andre essays af skribenter fra det daværende Central- og Østeuropa.  Siden har 'De magtesløses magt' opnået status som et af det 20. århundredes vigtigste politiske essays, og det ses som en model for, hvordan individer og grupper uden formel magt kan yde modstand i et repressivt system.  Nogle iagttagere mener, at Havels essay er mere aktuelt end nogensinde og har meget at sige det moderne menneske i en verden drevet af digital overvågning og kontrol. Ja, nogle er af den opfattelse, at Havels analyse er mere relevant i forhold til vores verden end det regime, han levede under. 

Kære læser I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om en usædvanlig publicistisk begivenhed: Det britiske ugemagasin The Economist brugte i sidste weekend 11.600 ord – svarende til tre-fire hele sider i Weekendavisen – ledsaget af en videopræsentation og en podcast på at introducere den russiske industrimagnat Andrej Melnitjenko og udsigten til politiske forandringer i Rusland. Det har delt vandene og udløst et oprør blandt The Economists kernepublikum. Hvad handler det om, og hvad er fup og fakta i historien om Melnitjenko? God fornøjelse.

I denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den svenske historiker Per Anders Rudling, lektor ved Lund Universitet og forfatter til en bog om de ukrainske nationalister. Dem, som fra Første Verdenskrig og til og med Anden Verdenskrig og derpå i landflygtighed i Vesten formede fortællingen om Ukraines historie i det 20. århundrede, som har haft afgørende indflydelse på historieskrivningen i Ukraine efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Der er tale om en yderst selektiv historieskrivning, som de seneste uger har ført til en åben konfrontation med Polen og det officielle Holocaust Museum i Israel, fordi Ukraines statsautoriserede nationalhelte begik massemord på polakker og jøder under Anden Verdenskrig.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den tyske journalist og forfatter Norbert Häring om hans nye bog Der Wahrheitskomplex: Wie NGOs im Staatsauftrag unerwünschte Meinungen bekämpfen.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på det litterære magasin Grantas aktuelle temanummer om skandinavisk litteratur.  Ferietiden er over os, og ferie er for mange lig med tid til at læse. Ikke pligtlæsning, men litteratur, der tager os med på rejser ud og ind i verdener, vi normalt ikke kommer i kontakt med. Hvis man er på jagt efter litterær inspiration, geografisk og tematisk, er det britiske magasin Granta ikke det værste sted at begynde. Magasinet blev etableret af studerende ved Cambridge University i 1889 med et snævert fokus, men siden 1979 er det blevet til et bredt funderet tidsskrift med en ambition om “at finde og udgive den bedste nye litterære fiktion, erindringer, reportage og poesi fra hele verden.”  Hverken mere eller mindre. De seneste år har Granta udgivet temanumre med litteratur fra Indien, Kina, Canada og Tyskland, mens man tematisk har udforsket emner som konflikt, terapi, vindere og døde venner. Det seneste nummer har Skandinavien som tema, og det er anledningen til, at jeg kastede mig over Granta. Ikke fordi jeg føler noget særligt behov for at se på min danske navle, men fordi jeg finder det interessant, hvordan folk udefra ser på os, især hvis blikket er kritisk: Hvad hæfter man sig ved i skandinavisk litteratur, hvad har man taget med, og hvad man har udeladt? Ifølge redaktionen er man gået i en stor bue uden om det, den afdøde tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger kaldte socialdemokratisk litteratur: “Velmenende holdninger, en respektabel klart antifascistisk og demokratisk indstilling (…), harmløs æstetik.” Danmark er repræsenteret af navne som Helle Helle, Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Jonas Eika, Malte Tellerup og Søren Ulrik Thomsen. I denne sammenhæng vil jeg imidlertid dvæle ved et finsk, svensk og norsk bidrag. Først et par ord som introduktion til det finske.  

Hvis man lever i Norden, kan man godt få det indtryk, at demokrati er den globale norm for, hvordan man politisk indretter et samfund, altså et system, hvor der er flere partier, og hvor magten kan skifte ved et valg. Det er imidlertid ikke tilfældet.  Vi tilhører et mindretal.  Det store flertal af verdens lande har et andet politisk system. Det omtales ofte med et fælles ord som autoritært, selvom mangfoldigheden er enorm.  Tag for eksempel Folkerepublikken Kina og Kongedømmet Saudi-Arabien. Kina regeres af et kommunistparti i en et-parti-stat, mens Saudi-Arabien er et absolut monarki, hvor magten går i arv.  Ifølge Julian Waller har de to landes systemer intet til fælles, ud over at vi beskriver dem som autoritære. Der er ingen institutionelle ligheder, ingen kulturelle ligheder og ingen lighed, når det gælder den politiske praksis. De ligner heller ikke hinanden på den måde, deres eliter fungerer på, og den måde politik bliver til på. Han siger: ”Autoritære regimer er alle dem, der ikke er demokratier, og forskellen mellem de to går på, om der er regelmæssige valg, hvor magten kan skifte, men det siger intet om, hvordan Kina er anderledes end Tyrkiet, og hvordan Ungarn adskiller sig fra Tyrkiet. Der skal en anden værktøjskasse til for at sige noget mere specifikt om politik i de lande.”