Flemming Rose

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på det litterære magasin Grantas aktuelle temanummer om skandinavisk litteratur.  Ferietiden er over os, og ferie er for mange lig med tid til at læse. Ikke pligtlæsning, men litteratur, der tager os med på rejser ud og ind i verdener, vi normalt ikke kommer i kontakt med. Hvis man er på jagt efter litterær inspiration, geografisk og tematisk, er det britiske magasin Granta ikke det værste sted at begynde. Magasinet blev etableret af studerende ved Cambridge University i 1889 med et snævert fokus, men siden 1979 er det blevet til et bredt funderet tidsskrift med en ambition om “at finde og udgive den bedste nye litterære fiktion, erindringer, reportage og poesi fra hele verden.”  Hverken mere eller mindre. De seneste år har Granta udgivet temanumre med litteratur fra Indien, Kina, Canada og Tyskland, mens man tematisk har udforsket emner som konflikt, terapi, vindere og døde venner. Det seneste nummer har Skandinavien som tema, og det er anledningen til, at jeg kastede mig over Granta. Ikke fordi jeg føler noget særligt behov for at se på min danske navle, men fordi jeg finder det interessant, hvordan folk udefra ser på os, især hvis blikket er kritisk: Hvad hæfter man sig ved i skandinavisk litteratur, hvad har man taget med, og hvad man har udeladt? Ifølge redaktionen er man gået i en stor bue uden om det, den afdøde tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger kaldte socialdemokratisk litteratur: “Velmenende holdninger, en respektabel klart antifascistisk og demokratisk indstilling (…), harmløs æstetik.” Danmark er repræsenteret af navne som Helle Helle, Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn, Jonas Eika, Malte Tellerup og Søren Ulrik Thomsen. I denne sammenhæng vil jeg imidlertid dvæle ved et finsk, svensk og norsk bidrag. Først et par ord som introduktion til det finske.  

Hvis man lever i Norden, kan man godt få det indtryk, at demokrati er den globale norm for, hvordan man politisk indretter et samfund, altså et system, hvor der er flere partier, og hvor magten kan skifte ved et valg. Det er imidlertid ikke tilfældet.  Vi tilhører et mindretal.  Det store flertal af verdens lande har et andet politisk system. Det omtales ofte med et fælles ord som autoritært, selvom mangfoldigheden er enorm.  Tag for eksempel Folkerepublikken Kina og Kongedømmet Saudi-Arabien. Kina regeres af et kommunistparti i en et-parti-stat, mens Saudi-Arabien er et absolut monarki, hvor magten går i arv.  Ifølge Julian Waller har de to landes systemer intet til fælles, ud over at vi beskriver dem som autoritære. Der er ingen institutionelle ligheder, ingen kulturelle ligheder og ingen lighed, når det gælder den politiske praksis. De ligner heller ikke hinanden på den måde, deres eliter fungerer på, og den måde politik bliver til på. Han siger: ”Autoritære regimer er alle dem, der ikke er demokratier, og forskellen mellem de to går på, om der er regelmæssige valg, hvor magten kan skifte, men det siger intet om, hvordan Kina er anderledes end Tyrkiet, og hvordan Ungarn adskiller sig fra Tyrkiet. Der skal en anden værktøjskasse til for at sige noget mere specifikt om politik i de lande.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter Catherine Nichols om et moderne fænomen, nemlig fremkomsten i moderne historier af et skel mellem de gode og de onde drevet af værdier og en vision for, hvordan et samfund bør indrettes. I den forbindelse kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at de, der agiterer for en værdibaseret udenrigspolitik, måske bør huske på, at et ofte overset fortilfælde i europæisk historie på sådan en politik er religionskrigene i det 16. og 17. århundrede, som fik europæere af forskellig tro til at myrde løs på hinanden i deres værdiers navn, men det er selvfølgelig en anden historie.  For nogle år siden lagde Catherine Nichols mærke til, at hendes nevø læste en tegneserie baseret på den nordiske mytologi og med guden Thor i en hovedrolle. Hun læste med, og det slog hende, hvor markant forskellen var mellem tegneseriens Thor og så guden fra sagaerne. ”Han spurgte mig, om Thor var god eller ond, og jeg tænkte, det er helt skævt, Thor er jo en gud, og guder kategoriserer man ikke på den måde.”  Tegneseriens Thor var en primitiv og forenklet karakter, en forkæmper for det gode mod det onde og med en såkaldt vision for en bedre verden. En figur forsynet med en særlig moralsk kvalitet i modsætning til Thors fjender, der blev fremstillet som umoralske. I den moderne version var Thor en figur, der kæmpede for sine værdier, mens den oprindelige nordiske mytologis Thor ikke følte sig moralsk hævet over sine fjender, og han hverken kæmpede for sine værdier eller havde blikket rettet mod en lysende fremtid, hvor de onde har tabt og de gode vundet, og alt er fryd og gammen. Nichols undrede sig. Hvordan hang det sammen?  

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på et skifte i opinionen i Moskva. For første gang siden invasionen i februar 2022 udspiller der sig en debat om krigens mål og midler og det betimelige i at fortsætte den igangværende udmattelseskrig. For godt et år siden lød Vladimir Medinskij stor i slaget. Den russiske forhandlingsleder henviste til Den Store Nordiske Krig i det 18. århundrede, da han over for sin ukrainske modpart på et møde i Istanbul gjorde gældende, at Rusland var parat til at fortsætte krigen, så længe man fandt det nødvendigt.  Om det skulle tage et år, to år, tre år eller længere, betød ikke noget, for Rusland var vant til lange udmattelseskrige. Ifølge det britiske medie The Economist sagde Medinskij: “Vi ønsker ikke krig, men vi er parate til at kæmpe i et, to, tre år – så længe det måtte være nødvendigt. Vi kæmpede mod Sverige i 21 år. Hvor længe er I parate til at kæmpe?”  Han tilføjede: ”Måske vil nogle af de tilstedeværende i dette lokale miste flere af deres kære. Rusland er parat til at kæmpe for altid.” I et interview med russisk tv efter forhandlingerne tilføjede Medinskij: ”Den Store Nordiske Krig mod Sverige varede 21 år, men få år efter den brød ud, tilbød Peter Den Store svenskerne en fredsaftale. Hvad sagde svenskerne? Nej, vi vil kæmpe til den sidste svensker.” Den Store Nordiske Krig varede fra 1700 til 1721 og gjorde en ende på Sveriges status som europæisk stormagt, mens Peter den Stores sejr lagde fundamentet til de næste århundreders udvidelse af det russiske imperium.   Ifølge russisk tv advarede Medinskij også ukrainerne om, at hvis ikke man sagde ja til de nuværende russiske betingelser, så ville næste runde omfatte flere territoriale krav fra Moskva end de daværende fem regioner.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den tidligere amerikanske topdiplomat Jim Collins om, hvad der efter afslutningen på Den Kolde Krig gik galt i forholdet mellem USA og Rusland. Jim Collins (født 1939) var USA's ambassadør i Rusland i perioden fra 1997 til 2001, altså i slutningen af Boris Jeltsins periode som præsident og i de første år af Vladimir Putins regeringstid. Han var næstkommanderende på den amerikanske ambassade i Moskva fra 1990 til 1993, da Sovjetunionen gik i opløsning, Den Kolde Krig sluttede, og hvor først Mikhail Gorbatjov og dernæst Jeltsin sad i Kreml, og hvor Rusland indledte overgangen til markedsøkonomi og forsøgte at opbygge demokratiske institutioner.  Under præsident Reagan tjente han i det nationale sikkerhedsråd med ansvar for efterretningspolitik, og han har gennem en lang diplomatisk karriere beskæftiget sig med det meste af verden fra Latinamerika til Asien, Mellemøsten og Europa, men hans særlige ekspertise er det tidligere Sovjetunionen.  Selvom det tog mange år efter afslutningen på Den Kolde Krig, før forholdet mellem USA og Rusland kørte helt af sporet, så mener Jim Collins, at fundamentet for den konflikt mellem Washington og Moskva, vi har været vidne til i snart 20 år, blev lagt fra begyndelsen af, og det skyldes ifølge Collins to forskellige opfattelser af, hvordan Den Kolde Krig endte. Han siger:   ”Den Kolde Krig var ikke en krig i den forstand, vi normalt forestiller os en krig, for eksempel Anden Verdenskrig, hvor soldater kæmper på slagmarken, og det ender med vindere og tabere. Sådan var Den Kolde Krig ikke. Det var en konkurrence mellem to politiske og økonomiske systemer. Der var voldelige episoder, og der blev udkæmpet proxykrige andre steder på kloden, men det var aldrig en krig i klassisk forstand.” Collins tilføjer: ”Jeg siger det, fordi jeg mener, at mange af de problemer, der er opstået siden 1990’erne, hidrører fra en grundlæggende forståelse af, hvad der skete i den periode, hvor det i virkeligheden forholdt sig ganske anderledes.” 

Så skal vi til det igen. Det har i efterhånden mange år været en tradition i vestlige medier, regeringer og efterretningstjenester med jævne mellemrum at forudsige Vladimir Putins snarlige fald – et kup, et oprør eller en dødelig sygdom.  I den mere kuriøse afdeling har det ukrainske medie Ukrainska Pravda foretaget en optælling, der viser, at Putins død i 2025 blev kundgjort 165 gange på landets mest populære politiske YouTube-kanal, der bestyres af journalisten og politikeren Dmitro Gordon.  Den angivelige dødsårsag har fordelt sig på hjerteanfald, hjerneblødning, kræft og forgiftning, og Putin er skiftevis blevet kremeret og begravet, mens han enkelte gange har befundet sig i en tilstand af koma.  Denne gang begyndte det med en artikel i Financial Times, der baserede sig på en svensk rapport, der fastslår, at det står langt værre til med den russiske økonomi, end de officielle tal indikerer, at den lever på lånt tid og har direkte kurs mod en finansiel katastrofe.  Afsenderen var chefen for Sverige militære efterretningstjeneste, Thomas Nilsson, og det underliggende budskab var, at hvis blot Vesten fortsætter sin støtte til Ukraine, så vil Vladimir Putins regime før eller siden blive ramt af et økonomisk krak med alt, hvad det indebærer.

I dagens Fri Tænkning dvæler jeg ved et amerikansk-russisk topmøde, der fandt sted for snart to årtier siden, da uenigheden mellem Rusland og Vesten på den sikkerhedspolitiske front for alvor begyndte at tage form.  Uoverensstemmelserne er nøjagtig de samme i dag, men dengang foregik det i en anden atmosfære end den, der hersker nu om stunder. Dengang var der selvfølgelig heller ikke krig i Ukraine. Det er i øvrigt tankevækkende, at tre af de fire deltagere på den russiske side af bordet over for USA's præsident George W. Bush og hans hold fortsat tegner Moskvas udenrigspolitik, nemlig udenrigsminister Sergej Lavrov, den nationale sikkerhedsrådgiver Jurij Usjakov, der dengang var Ruslands ambassadør i Washington, og Putin selv.  Mødet fandt sted den 5.-6. april 2008 på den russiske præsidents landsted i Sotji tæt på Sortehavet. Det var sidste gang, Putin og Bush mødtes som præsidenter.  Alverdens medier dækkede topmødet dengang, men først for nylig har omverdenen fået et indblik i, hvad der rent faktisk foregik bag kulisserne. Det skyldes, at det nationale sikkerhedsarkiv i Washington i december sidste år publicerede det amerikanske referat af det nævnte møde og af to andre, og derpå i januar i år offentliggjorde otte andre referater af samtaler mellem Bush og Putin fra perioden fra 2001 til 2003. 

Vi har ikke stemt om det. Og ingen har officielt fortalt os, at vi lever under et nyt politisk regime, der er uforeneligt med det liberale demokrati. Men det gør vi altså, siger Jacob Siegel. Ifølge Siegel er det nye regime uforeneligt med fundamentale principper som privat ejendomsret, individuel frihed og selvforvaltning. Det er principper, der er nedfældet i forfatninger overalt i den demokratiske verden, og som opfattes som ukrænkelige, men som ifølge Siegel er ophævet i det politiske regime, der er blevet etableret i takt med, at den digitale teknologi og internettet har bredt sig. Siegel kalder det informationsstaten, The Information State, som er titlen på hans nye bog med undertitlen Politics in the Age of Total Control Hans definition af informationsstaten lyder således: “Det er et politisk regime, der regerer ved hjælp af kontrollen med digitale koder, internettets infrastruktur. Det sker gennem de digitale platformes påbud og håndhævelsen af dem og ved hjælp af de usynlige koder hos disse platforme. Det er fundamentet for informationsstaten som politiske regime.”

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på to opsigtsvækkende analyser i et førende russisk tidsskrift, som begge identificerer en alarmerende international udvikling, hvor risikoen for en atomkrig er stigende.  Vi lever i en tid præget af krig, men foreløbig er verden sluppet for direkte væbnede sammenstød mellem de stormagter, der er i besiddelse af atomvåben. Sådan en krig forbereder Kina sig imidlertid på ifølge russiske eksperter.  I Ruslands toneangivende udenrigspolitiske tidsskrift Rusland i Global Politik, som indtil bruddet mellem Vesten og Rusland samarbejdede med sin amerikanske pendant, Foreign Affairs, gør eksperterne rede for en omfattende mobilisering af en lang række kapaciteter i Kina, der har stået på de seneste år. De russiske eksperter peger på, at der er en iøjnefaldende modsætning mellem det, den kinesiske ledelse proklamerer officielt, og så det, der reelt foregår på de indre linjer. Udadtil tales der om en inkluderende og retfærdig globalisering og menneskehedens fælles skæbne, men indadtil forbereder Kina sig på apokalyptiske scenarier med en atomkrig som det mest mareridtsagtige.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på et par aktuelle analyser af krigen i Mellemøsten og dernæst på tre scenarier for, hvordan verden vil se ud efter Trump. Det kan være svært at finde hoved og hale på en verden, der er løbet løbsk. Strømmen af nyheder virker som en kakofoni, et hav af mislyde, der stikker i forskellige retninger og varsler kaos og turbulens, og hvor intet er som før. Tag vores forhold til USA.  Indtil for nylig insisterede vores statsminister på, at der aldrig måtte være så meget som et A4-ark mellem Washington og København, men nu udgør USA den største trussel mod Danmarks territoriale integritet, og selvom det kan ændre sig, så vender vi aldrig tilbage til fortidens nære alliance mellem USA og Europa. Eller tag krigen i Mellemøsten.  De lærde strides om, hvem der foreløbig har vundet. Er det USA og Israel, som har lagt store dele af Irans militære kapacitet i ruiner og likvideret store dele af den iranske ledelse, eller er det Iran, som har overlevet seks ugers bombardementer, har taget kvælertag på den globale økonomi og vist verden, at man godt kan overleve et amerikansk forsøg på regimeskifte og tilføje Washingtons nære allierede i regionen alvorlig økonomisk skade?