Flemming Rose

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter og journalist Lee Smith om hans seneste bog Disappearing the President: Trump, Truth Social, and the Fight for the Republic. Det er Smiths tredje bog om Trump. De to tidligere udkom i 2019 og 2020, først The Plot Against the President: The True Story of How Congresssman Devin Nunes Uncovered the Biggest Scandal in U.S. History, der handler om den såkaldte Russiagate, som netop nu igen er kommet i fokus med offentliggørelsen af nye dokumenter, der ifølge Trump-regeringen afslører et plot tilbage i 2016 og 2017 baseret på falske og manipulerede efterretninger med det formål at få Trump neutraliseret. Og dernæst The Permanent Coup: How Enemies Foreign and Domestic Targeted the American President.  Senere på året udkommer Lee Smiths fjerde bog om Trump, den handler om den amerikanske præsident og USA's politik over for Kina de seneste 50 år. Tilbage i 2010 udgav Smith en bog om den arabiske verden. Den hedder The Strong Horse: Power, Politics, and the Clash of Arab Civilizations og blev til på baggrund af to års ophold i først Egypten og dernæst to år i Libanon. Smith er vokset op i New York, og han var litteraturredaktør på den legendariske ugeavis The Village Voice, da al-Qaeda i september 2001 angreb hans hjemby. Smith drog derpå til Mellemøsten for at blive klogere på de kræfter og samfundsdynamikker, der havde ført til terrorangrebet på New York. I hele den periode rapporterede han om Mellemøsten for magasinet The Weekly Standard. Ud over sin forfattergerning skriver Lee Smith i dag for The Tablet, et digitalt magasin med base i New York, der har fokus på jødisk identitet og liv. Han bor i Charleston i South Carolina. Vi talte om Russiagate, baggrunden og konsekvenserne. I vores del af verden er det en udbredt opfattelse, at Trump bærer en væsentlig del af ansvaret for polariseringen og splittelsen i USA. Den påstand er Lee Smith uenig i. Han mener, at Barack Obama er skurken i den historie og hovedårsagen til polariseringen i USA. Ifølge Smith stod Obama med sin rolle i Russiagate bag ”den mest ødelæggende konspirationsteori i landets historie”.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske historiker og forfatter, Jonathan Haslam, om hans nye bog Hubris: The Origins of Russia’s War Against Ukraine. Haslam er en af Vestens førende eksperter i russisk udenrigspolitisk historie og i vestlige og sovjetiske efterretningstjenesters historie samt de sovjetiske atomvåbens rolle i Europa i de sidste 20 år af Den Kolde Krig.  Haslam er forfatter til det vestlige standardværk om Den Kolde Krigs historie set fra Moskva: Russia’s Cold War: From the October Revolution to the Fall of the Wall (2011), og fire år senere udgav han på baggrund af adgang til nyt arkivmateriale et værk om den sovjetiske efterretningstjenestes historie Near and Distant Neighbors: A New History of Soviet Intelligence (2015). Haslams seneste bog før den aktuelle om, hvad der efter afslutningen på Den Kolde Krig gik galt mellem Rusland og Vesten, hedder The Spectre of War: International Communism and the Origins of World War II og udkom i 2021. Den leverer et nyt og originalt perspektiv på optakten til Anden Verdenskrig, hvor de vesteuropæiske regeringers frygt for kommunismen ifølge Haslam spillede en større rolle end hidtil antaget.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på de seneste to ugers drama i Ukraine, hvor præsident Zelenskyj forsøgte et kup mod antikorruptionsmyndighederne, der er ude med riven efter folk i hans inderkreds. Zelenskyj havde imidlertid gjort regning uden vært. EU’s trusler om stop for finansiering og demonstrationer i flere ukrainske byer fik den ukrainske præsident til at vende på en tallerken, men nu står han svækket tilbage, og de vestlige regeringers officielle fortælling om Ukraine som et demokrati er kollapset. Lad os begynde med Joe Biden. Som USA's vicepræsident aflagde han i marts 2016 et af mange besøg i Kyiv, hvor regeringen ventede på en lånegaranti fra Den Internationale Valutafond på en milliard dollar. Ifølge Bidens egen forklaring advarede han i direkte vendinger den daværende præsident Petro Porosjenko om, at garantien ikke ville blive udstedt, med mindre Porosjenko afsatte landets rigsadvokat.  Og det skulle være her og nu, altså inden Bidens fly seks timer senere lettede fra lufthavnen i Kyiv. Efter lidt debat frem og tilbage gjorde den ukrainske præsident, som Biden krævede. Ifølge Biden og den amerikanske regering skyldtes det, at rigsadvokaten ikke slog tilstrækkeligt hårdt ned på korruption i Ukraine, der var – og er – et ekstremt korrupt land. Det penible i den daværende situation var, at Bidens søn Hunter uden faglige forudsætninger havde fået en plads i bestyrelsen hos det ukrainske energiselskab Burisma til en hyre på 80.000 dollars om måneden, og anklagemyndigheden havde nogle år tidligere efterforsket netop den virksomhed for korruption, men ikke i den periode, hvor Hunter Biden sad i bestyrelsen. Episoden illustrerer en dybest set usund relation mellem Ukraine og Vesten. Som følge af Ukraines totale afhængighed af økonomisk og militær bistand fra USA og EU har Bruxelles og Washington vidtgående indflydelse på Kyivs indenrigspolitik og udnævnelse af personer til nøgleposter. Det så man et kuriøst eksempel på helt tilbage i 2014, da USA's daværende viceudenrigsminister Victoria Nuland i en aflyttet telefonsamtale med den amerikanske ambassadør i Kyiv gjorde det klart, hvem der skulle have posten som Ukraines næste premierminister og i øvrigt bad EU gå ad helvedes til, fordi man i Bruxelles foretrak en anden kandidat. USA fik sin vilje. Og siden da er Vestens kontrol med den politiske proces i Ukraine kun blevet stærkere, selvom den mest foregår bag kulisserne. Hvis man ønsker at anlægge et positivt spin på denne afhængighed, kan man fortælle en historie om, at det er afgørende for bekæmpelse af korruption og magtmisbrug og for at bistå Ukraine på vejen mod EU-medlemskab. Hvis man derimod er knapt så positivt anlagt, kan man pege på, at det gør Ukraine til et vestligt protektorat uden egentlig suverænitet.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den russiske eksil-økonom, politiker og erhvervsmand Dmitrij Nekrasov, der de seneste år har haft sin base på Cypern, hvor han siden 2023 har været direktør for tænketanken Center for Analysis & Strategies in Europe. Nekrasov blev for nylig sanktioneret af den russiske regering som ”fremmed agent” – et tiltag, der oprindeligt var rettet mod de ngo’er i Rusland, der er finansieret af udenlandske penge, men som nu bruges vilkårligt mod Kremls kritikere. Jeg talte med Nekrasov om den russiske økonomi og om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens skæve og manipulerende udtalelser under et nyligt besøg i Washington. Desuden talte vi om sanktioner, om forskellen på ord og handling i Europas sanktionspolitik, hvor robust den russiske økonomi egentlig er, og om man overhovedet kan karakterisere den som en krigsøkonomi, og hvordan landet ligger for den russiske økonomi, når krigen i Ukraine slutter.  Mange iagttagere forudser en dyb krise for Rusland. Den vurdering er Nekrasov uenig i, og han mener, at Vesten allerede i foråret 2022 affyrede hele sit arsenal af sanktioner, og at der derfor ikke længere findes økonomiske og finansielle tiltag, der kan forværre situationen radikalt i Rusland.  Den 45-årige Nekrasov har i et par årtier været aktiv i den liberale opposition til Vladimir Putin. Han stillede op til valget til Dumaen i 2007, men blev ikke valgt. Siden har han arbejdet med økonomisk udvikling i Moskva-regionen, i en periode var han ansat i Kremls såkaldte ekspertstyrelse, hvor han beskæftigede sig med skattepolitik og pensionsreform. Herefter var han i et par år chefanalytiker i det russiske skattevæsen, hvor han også havde ansvar for Ruslands internationale samarbejde om bekæmpelse af offshorevirksomhed. Nekrasov har desuden været direktør for Fonden til Støtte for Frie Medier i Rusland og sekretær for den russiske oppositions koordinationsråd.  Sideløbende med sit politiske engagement har Nekrasov haft en erhvervskarriere som investor og direktør i byggebranchen i Rusland. Han blev for nogle år siden som følge af en tiltagende repressiv kurs over for Kreml-kritikere tvunget til at sælge sin virksomhed. Siden 2016 har han været hovedaktionær i en frugtproducent i Den Dominikanske Republik.  Summa summarum:  Nekrasov har direkte erfaring med den russiske økonomi både som bureaukrat i statsapparatet og som aktiv erhvervsmand, og han har samtidig 20 år på bagen som samfundsdebattør, aktivist og politiker. Det giver ham et unikt perspektiv.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talte med Hugh White, forfatter til et opsigtsvækkende essay i Australiens toneangivende politiske tidsskrift The Quarterly Essay. Titlen er Hard New World: Our Post-American Future, og siden det for nylig blev udgivet, har White deltaget i et hav af debatter og interviews. Hans essay er talk of the town i Australien, men selvom Australien er langt væk, så er Hugh Whites analyse af verden, og hvor den er på vej hen, højst relevant for os i Europa. Hugh White er en af Australiens førende strategiske tænkere med en lang karriere bag sig som rådgiver og højt placeret embedsmand.  Han studerede filosofi i Melbourne og Oxford, hvor han i 1978 vandt John Locke-prisen. Han har arbejdet som efterretningsanalytiker og været rådgiver for en australsk premierminister og forsvarsminister. I 1995 blev han udnævnt til viceforsvarsminister med ansvar for strategi og efterretninger, og fem år senere var han med til at forfatte det australske forsvarsministeriums hvidbog om landets fremtidige forsvar.  Hugh White har også været direktør for tænketanken Australian Strategic Policy Institute og er nu professor emeritus ved Center for Strategi og Forsvar på The Australian National University i Canberra. Hugh White er forfatter til en række bøger, heriblandt Power Shift: Australia’s future between Washington and Beijing (2010); The China Choice: Why America Should Share Power (2012) og Sleepwalk to War: Australia’s Unthinking Alliance with America (2022).  Hugh White er ingen fan af Donald Trump, men efter en lang karriere i det vestlige sikkerhedspolitiske establishment er han ikke tvivl om, at den amerikanske præsident har en bedre forståelse af, hvad der sker i verden i disse år, end Whites kolleger i ministerier og tænketanke i USA og Europa, og han tilføjer, at den aktuelle krise ikke er forårsaget af Trump på trods af hans til tider uforudsigelige og selvmodsigende ageren. ”Der er dybere historiske kræfter på spil,” siger Hugh White. Ifølge Hugh White er den vestlige verden i krise som følge af kollapset af den amerikansk ledede verdensorden, der tog form efter afslutningen på Den Kolde Krig i slutningen af 1980’erne. De vestlige eliter klamrer sig fortsat til den verdensorden, selvom den ikke længere eksisterer, og det er dødsensfarligt, advarer han. Hugh White mener, at den verdensorden, som uigenkaldeligt er forbi, men som fortsat har et fast greb om de vestlige eliters fantasi, var baseret på tre fundamentale antagelser, som alle har vist sig at være forkerte. For det første at USA ikke længere er så magtfuldt på globalt plan, som man troede i 1990’erne. For det andet at USA står over for langt mere magtfulde rivaler, end man forudsagde for 30 år siden, og for det tredje at de rivaler har atomvåben, og det er blevet et centralt element i den måde, den globale magtkamp udspiller sig på. Hugh White kommenterer: ”Det betyder, at de omkostninger og risici, der er forbundet med USA's fortsatte rolle som leder af en unipolær verdensorden, er langt større end dem, der udtænkte den nye orden i 1990’erne, havde forestillet sig.”

I denne uges Fri Tænkning ser jeg nærmere på meningsmålinger i Rusland. Der er ikke mange uafhængige institutter tilbage, som spørger russerne, hvad de mener om dette eller hint, og de, der fortsat insisterer på deres uafhængighed, bliver ofte udsat for kritik, ikke mindst af de russere, der er gået i eksil som følge af deres holdning til krigen i Ukraine eller de tiltagende autoritære tendenser. Systemkritikerne kan ikke forstå, at et flertal af befolkningen ifølge meningsmålinger mener, at det går den rette vej, og er derfor af den opfattelse, at der må være noget galt med meningsmålingerne. Den kritik har en førende meningsmåler svaret på, og han fremsætter også den kontroversielle betragtning, at der socialpsykologisk ikke er den store forskel på meningsdannelsen i et diktatur og et demokrati. Kan man stole på russiske meningsmålinger? Det er ikke et trivielt spørgsmål, eftersom mange af de forestillinger, der driver vores syn på Rusland, hænger sammen med, hvordan vi besvarer det spørgsmål, og om vi vælger at affeje dem som tankespind og propaganda. Denis Volkov, direktør for meningsmålingsinstituttet Levada Center, er af den opfattelse, at det kan man godt – på visse betingelser, og dem gør han rede for i et nyligt essay, hvor han svarer på noget af den kritik, centrets målinger er blevet udsat for siden den russiske invasion af Ukraine og etableringen af en stadigt smallere meningskorridor i Rusland med risiko for lange fængselsstraffe, hvis man siger de forkerte ting på det forkerte tidspunkt. Levada Center betragtes som det eneste tilbageværende uafhængige meningsmålingsinstitut blandt de store aktører på markedet. Det har siden 2016 haft status af fremmed agent, hvilket lægger begrænsninger på dets virke, og centret modtager ingen offentlig støtte.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på to ting. For det første: Hvad ligger der egentlig bag USA's stop for våbenleverancer til Ukraine? Og for det andet: Hvilke scenarier tegner der sig for Ukraine, når krigen er slut?  I den forbindelse er det værd at notere, at stadig flere iagttagere er af den opfattelse, at krigen kommer til at fortsætte en rum tid endnu, med mindre der sker noget, som ingen har kunnet forudse. I den forgangne uge vakte det forbløffelse og bestyrtelse, at Trump-regeringen ifølge flere amerikanske medier har indstillet sine våbenleverancer til Ukraine. Et par dage senere viste det sig, at stoppet ikke alene gælder Ukraine, men også andre lande, som USA har leveret krudt og kugler til.  Initiativet kom bag både på den ukrainske regering, USA's allierede i Europa og på nogle af Ukraines støtter i Kongressen i Washington. Det amerikanske forsvarsministerium har endnu ikke givet en udtømmende forklaring, men hvis man har fulgt med i, hvad der er blevet sagt af amerikanske politikere og militærfolk de seneste par år, og hvis man sammenholder det med, hvad der er sket ude i verden, siden Trump kom til magten, så burde Pentagons beslutning ikke være kommet bag på nogen. Den vestlige offentlighed har imidlertid gennem længere tid bildt sig ind, at våben og ammunition er noget, der ligesom penge i velfærdsstaten vokser på træerne, og per definition findes i ubegrænsede mængder, og at udsigten til tomme våbenlagre er et problem, der alene gælder Rusland. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke, og det er netop det faktum, amerikanske militærfolk og enkelte politikere gennem længere tid har forsøgt at henlede europæernes og ukrainernes opmærksomhed på.

Hvad kan Ringenes Herre fortælle os om filosofi? Den tyske forfatter Wolfram Eilenberger er en af vor tids ypperste formidlere af filosofi, og hans prisvindende trilogi om det 20. århundredes filosofi er netop udkommet på dansk. Et projekt, han kalder filosofiens Ringenes Herre. Men er filosofi stadig relevant i en verden præget af AI og digitale platforme? Det spørger Flemming Rose forfatteren om i denne uges Fri Tænkning.

Tro det eller ej, men i de første otte år som Ruslands præsident insisterede Vladimir Putin ufravigeligt på sit lands europæiske rødder og fremtid. Faktisk helt frem til 2022 og den russiske invasion af Ukraine, hvor der sker et radikalt skifte i den officielle russiske diskurs. Men hvorfor? Og hvad siger det om den russiske selvforståelse? Det har professor Paul Robinson, der er tidligere efterretningsofficer i den britiske hær, et ret godt bud på.

Til denne uges Fri Tænkning har Flemming Rose læst den schweizisk-italienske forfatter Giuliano da Empolis fascinerende og tankevækkende essay Rovdyrenes tid, der udkom på dansk i den forgangne uge.