Flemming Rose

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den prisvindende finske forfatter Kjell Westö om hans seneste roman Skumring 41, der foregår i perioden fra januar 1940 til det tidlige efterår 1941.  Westö tilhører det svensktalende mindretal i Finland, finlandssvenskere, som udgør omkring 290.000 borgere svarende til 5,2 procent af befolkningen. Svensk er på linje med finsk et officielt anerkendt sprog i Finland. Skumring 41 er Westös niende roman. Hans bøger er oversat til flere end 20 sprog. Vi talte om Finlands historie i det 20. århundrede, om tabuer og ømme punkter, hvad der adskiller Finland fra de øvrige nordiske lande, og hvorfor Westö i en tid, hvor den autofiktive genre dominerer litteraturen, insisterer på retten til at skrive fiktion og skabe karakterer, der alene er et produkt af forfatterens fantasi. Endelig bad jeg Westö anbefale tre romaner fra en krigstid, som han ikke selv er forfatter til.   Kjell Westö har skrevet romaner i over 30 år. Han har skrevet historiske romaner og samtidsromaner. Han har skrevet romaner om, hvordan det moderne Finland blev til; fra 1890’erne og til selvstændigheden i 1917, om den efterfølgende borgerkrig i 1918 og de urolige og utrygge år frem mod Anden Verdenskrig.  Den 64-årige Westö har også skrevet romaner om Finland i efterkrigstiden, heriblandt Den svovlgule himmel, den første af hans romaner, jeg selv læste, og som blæste mig omkuld.  Men Anden Verdenskrig og Finlands to krige mod Sovjetunionen, den første – vinterkrigen – i 1939 og 1940 og den anden – fortsættelseskrigen – fra sommeren 1941 til 1944, er Westö indtil nu gået i en stor bue udenom. Det tabu bryder han imidlertid i sin seneste roman Skumring 41, der udkom på dansk sidste år. Bogen er dedikeret til forfatterens bedsteforældre på hans fars og mors side: Erling Westö (1911-1940) og Gunnar Hedberg (1912-1941), og netop deres tragiske skæbne og de skygger, det har kastet over familiehistorien, holdt i mange år forfatteren tilbage fra at skrive om den tid.

I denne udgave af Fri Tænkning taler jeg med den britiske forsvarsanalytiker, forfatter og ruslandsekspert, Andrew Monaghan. Det gør jeg, fordi Monaghan er aktuel med bogen Blitzkrieg and the Russian Art of War, der handler om russisk krigsførelse og strategi i det 20. og 21. århundrede – altså fra Første Verdenskrig og Den Russiske Borgerkrig i årene efter revolutionen i 1917 over Anden Verdenskrig til senere krige og militæroperationer i Tjekkoslovakiet, Afghanistan, Tjetjenien, Georgien, Syrien og Ukraine.  En af Storbritanniens førende militærhistorikere har anbefalet Monaghans bog med ordene: ”Alle officerer i NATO bør læse den”. Monaghan identificerer en gennemgående spænding i russisk militærhistorie mellem krige, hvor Moskvas mål er et hurtigt knockout-slag og udmattelseskrige. Ofte begynder de som knockout-forsøg, der slår fejl, hvorpå Moskva skifter kurs og satser på at slide fjenden op. Sådan var det med Vinterkrigen mod Finland i 1939, i Tjetjenien i 1994 og 1999 og i Ukraine i 2022, mens Moskva havde succes med massive og hurtige anslag mod Polen i 1939, Manchuriet i 1945 og Tjekkoslovakiet i 1968. Andrew Monaghan forsker i russisk strategi og fremtidige scenarier. Han er knyttet til NATO’s Defense College, og han er også direktør for konsulentvirksomheden AM Research Limited. Monaghan beskriver sit arbejde på denne måde: ”Mit job er at iagttage, vurdere og tolke, hvad russerne har gang i, hvad de pønser på, og hvad deres planer er på baggrund af, hvad de selv siger, og hvad de rent faktisk investerer i og gør.” Lad os begynde med et overordnet spørgsmål, som mange sikkert går og stiller sig selv. Hvad vil Rusland? Hvordan definerer Moskva sejr og nederlag i den igangværende konflikt med Vesten og i krigen i Ukraine? Andrew Monaghan mener, at man i Moskva vurderer succes og fiasko på en række parametre, ikke alene det militære. Økonomi, diplomati, sammenhængskraften i samfundet, mobiliseringen af befolkning og ressourcer ved hjælp af institutioner som kirken, uddannelsesinstitutioner, veterangrupper, folkefronter, medier og andet. Ifølge Monaghan har Rusland et fundamentalt anderledes perspektiv end Vesten på krigen i Ukraine. Han siger: ”I Vesten er det en udbredt opfattelse, at det centrale går ud på, om vi er i stand til at forhandle en afslutning på en krig, der foregår i det østlige Ukraine, mens Moskva ser det som åbningssalven i en trediveårskrig. Man kan sammenligne det med den oprindelige trediveårskrig i det 17. århundrede, eller man kan sammenligne det med perioden fra 1914 til 1945, hvor der var en periode med fred undervejs mellem to verdenskrige. Der er tale om en konfrontation, der vil strække sig over årtier, og som drejer sig om forandring af verden.” - Hvad er målet? ”Et minimumsmål handler om at styrke Ruslands geoøkonomiske position. Man har fået kontrol med Det Azovske Hav nede ved Krim, og det er nu Ruslands indre farvand. Man ønsker at få kontrol med handelsruter fra Sortehavet, neutralisere Ukraine som eksport-konkurrent i regionen. Det er vigtige, indledende elementer, og så vil man holde det euro-atlantiske fællesskab på armslængde. Det handler ikke så meget om Ukraine i sig selv, men om at sikre Ruslands position i verden i bredere forstand.” - Hvordan vil du vurdere det foreløbige resultat set med Moskvas øjne? ”Resultaterne er kommet med enorme omkostninger, men de har som nævnt fået Det Azovske Hav. Europa bekymrer sig om, hvordan et russisk angreb vil folde sig ud, og Putin er blevet inviteret til Alaska. Fra London ser billedet ikke godt ud. Den russiske ledelse mener, at de vinder. Det er dårligt nyt for Kyiv, og det er på mange måder dårligt nyt for den ukrainske befolkning, og det er en stærk påmindelse til europæerne om, hvad krig er for en størrelse, behovet for brug af statens ressourcer til at afskrække, og hvad det kræver. I den forstand ser jeg som brite ikke noget som helst positivt.” - Du sagde, at krigen i Ukraine set med Moskvas øjne synes at være den første salve i en trediveårskrig. Hvad ser du som Ruslands næste skridt i denne strid? ”Hvis den vurdering er korrekt, så taler vi om en strukturel konflikt, der vil vare en generation. Jeg tror, at der vil være en fundamental politisk uenighed om Moldova, som ikke er medlem af NATO. Jeg tror også, at den russiske horisont rækker langt videre, end folk forestiller sig. Vi ser dette som et europæisk problem, men jeg ser ikke en russisk landinvasion af de baltiske lande som det mest realistiske scenarie.”

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en ny bog af den udenrigspolitiske tænker, Emma Ashford, med titlen First Among Equals: U.S. Foreign Policy in a Multipolar World. Her analyserer Ashford, hvad der er gået galt med amerikansk udenrigspolitik siden afslutningen på Den Kolde Krig, og hvorfor der ikke mere er konsensus om Washingtons udenrigspolitiske kurs, samt hvilke grupper der tegner debatten om en ny amerikansk strategi, og endelig giver forfatteren sit bud på en bæredygtig amerikansk udenrigspolitik videre frem i det 21. århundrede. Ashford mener, at USA skal omfavne en multipolær verden i stedet for at se den som en trussel mod amerikansk dominans, og at Washington på den måde kan befæste en position som den første blandt ligemænd – deraf titlen – ved dels at styrke sine allierede i Europa og Asien i stedet for at forsøge at underminere dem, dels ved at etablere partnerskaber og løsere alliancer, som ikke binder USA og giver større fleksibilitet og manøvrerum for Washington i en turbulent verden.  Emma Ashford er til daglig seniorforsker ved tænketanken The Stimson Center i Washington. Desuden underviser hun i sikkerhedspolitik ved Georgetown University i den amerikanske hovedstad, og hun er også tilknyttet The Modern War Institute på USA's forsvarsakademi i West Point. Ashford skriver en fast klumme i det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy og har tidligere udgivet bogen Oil, the State, and War: The Foreign Policies of Petrostates (2022).

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om et herostratisk berømt dokument, det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994. Det fylder sølle 365 ord fordelt på seks punkter, men har siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 fyldt meget i den offentlige debat om krigen i Ukraine.  Selvom alle taler om Budapest-memorandummet og påstår at referere, hvad det indeholder, så gentager flertallet de samme myter om, hvad Ukraine dengang blev lovet af USA, Rusland og Storbritannien.  Hvilke myter handler det om, og hvad skete der egentlig i de tre år fra 1991 til 1994, hvor forhandlingerne om de sovjetiske atomvåben i Kasakhstan, Belarus og Ukraine stod på? Det fortæller jeg om i denne udgave af Fri Tænkning. Volodymyr Zelenskyj har sagt det.  Det samme har Søren Pind, når han skal samle penge ind til Ukraine, og Danmarks Radio og et hav af andre kommentatorer, politikere og medier. Nemlig at Ukraine i december 1994 opgav sine atomvåben til gengæld for sikkerhedsgarantier fra USA, Storbritannien og Rusland, men at ingen af parterne levede op til deres forpligtelser.  Rusland ved at invadere Ukraine og dermed krænke landets suverænitet og anerkendte grænser. USA og Storbritannien ved som garanter for Ukraines suverænitet ikke at komme Ukraine militært til undsætning. Det skete i Budapest på et topmøde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), så derfor har det fået navnet Budapest-memorandummet. Nyheden blev i øvrigt på topmødet totalt overskygget af den russiske præsident Boris Jeltsins udfald mod USA og kritik af rygter om en udvidelse af NATO, der ifølge Jeltsin ville føre til nye skillelinjer i Europa og indvarslede en kold fred. Jeltsin holdt i den anledning en tale, der på mange måder minder om den, Vladimir Putin holdt godt 12 år senere på sikkerhedskonferencen i München, og som betragtes som et vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Vesten.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Robert English, der er historiker, forfatter og professor i internationale forhold på University of Southern California. Han er ekspert i det moderne Central- og Østeuropa samt i det tidligere Sovjetunionen og Rusland.  English arbejder i øjeblikket på et studie af russisk identitet med udgangspunkt i Ruslands forhold til Serbien.  I begyndelsen af sin karriere i 1980’erne var Robert English under præsident Reagan ansat i først det amerikanske forsvarsministerium og dernæst i Komiteen for National Sikkerhed, hvorpå han valgte en akademisk levevej. Baggrunden for vores snak var en meningsmåling, English sidste år gennemførte i fire centraleuropæiske lande, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet om holdninger til krigen i Ukraine. I strid med den officielle vestlige fortælling viser det sig, at de fleste i de lande i dag er tættere på Ungarns kontroversielle leder, Viktor Orbán, end på lederne af EU og NATO i Bruxelles, og Ukraine og præsident Zelenskyj er i stigende grad genstand for kritik. Robert English har gennem årtier rejst i Centraleuropa og på Balkan. Som ung studerende i USA tilbragte han et semester ved Zagreb Universitet i Kroatien, hvor han også har sine rødder, da hans mor er halv slovener, halv kroat. Siden har han med jævne mellemrum besøgt regionen, talt med folk og studeret landene professionelt. Politiske milepæle som oprøret i Østtyskland i 1953, Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og Solidaritet i Polen i 1980 og 1981 har fyldt meget. Alt sammen oprør, der i sidste ende var rettet mod den socialistiske lejrs centrum i Moskva. Robert English har også interesseret sig for, hvad der er sket i Centraleuropa under krigen i Ukraine, og for et par år siden begyndte han at notere en afstand mellem, hvad han hørte i samtaler med lokale folk i lande som Polen og Tjekkiet, og det han læste i den lokale presse på den ene side, og så de synspunkter, der som en homogen lind strøm flød gennem vestlige medier, tænketanke og meningsmålinger. English siger: “Den absolutte opbakning til Ukraine, snakken om solidaritet og hjælp til flygtninge, som var tydelig i krigens første år, havde ændret sig. Det samme havde synet på EU og NATO. Almindelige mennesker sagde noget andet til mig, end det man kunne læse i vestlige medier. Der var en stigende utilfredshed, især fordi krigen i de lande havde store økonomiske konsekvenser, og fordi de ikke er så rige.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter og journalist Lee Smith om hans seneste bog Disappearing the President: Trump, Truth Social, and the Fight for the Republic. Det er Smiths tredje bog om Trump. De to tidligere udkom i 2019 og 2020, først The Plot Against the President: The True Story of How Congresssman Devin Nunes Uncovered the Biggest Scandal in U.S. History, der handler om den såkaldte Russiagate, som netop nu igen er kommet i fokus med offentliggørelsen af nye dokumenter, der ifølge Trump-regeringen afslører et plot tilbage i 2016 og 2017 baseret på falske og manipulerede efterretninger med det formål at få Trump neutraliseret. Og dernæst The Permanent Coup: How Enemies Foreign and Domestic Targeted the American President.  Senere på året udkommer Lee Smiths fjerde bog om Trump, den handler om den amerikanske præsident og USA's politik over for Kina de seneste 50 år. Tilbage i 2010 udgav Smith en bog om den arabiske verden. Den hedder The Strong Horse: Power, Politics, and the Clash of Arab Civilizations og blev til på baggrund af to års ophold i først Egypten og dernæst to år i Libanon. Smith er vokset op i New York, og han var litteraturredaktør på den legendariske ugeavis The Village Voice, da al-Qaeda i september 2001 angreb hans hjemby. Smith drog derpå til Mellemøsten for at blive klogere på de kræfter og samfundsdynamikker, der havde ført til terrorangrebet på New York. I hele den periode rapporterede han om Mellemøsten for magasinet The Weekly Standard. Ud over sin forfattergerning skriver Lee Smith i dag for The Tablet, et digitalt magasin med base i New York, der har fokus på jødisk identitet og liv. Han bor i Charleston i South Carolina. Vi talte om Russiagate, baggrunden og konsekvenserne. I vores del af verden er det en udbredt opfattelse, at Trump bærer en væsentlig del af ansvaret for polariseringen og splittelsen i USA. Den påstand er Lee Smith uenig i. Han mener, at Barack Obama er skurken i den historie og hovedårsagen til polariseringen i USA. Ifølge Smith stod Obama med sin rolle i Russiagate bag ”den mest ødelæggende konspirationsteori i landets historie”.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske historiker og forfatter, Jonathan Haslam, om hans nye bog Hubris: The Origins of Russia’s War Against Ukraine. Haslam er en af Vestens førende eksperter i russisk udenrigspolitisk historie og i vestlige og sovjetiske efterretningstjenesters historie samt de sovjetiske atomvåbens rolle i Europa i de sidste 20 år af Den Kolde Krig.  Haslam er forfatter til det vestlige standardværk om Den Kolde Krigs historie set fra Moskva: Russia’s Cold War: From the October Revolution to the Fall of the Wall (2011), og fire år senere udgav han på baggrund af adgang til nyt arkivmateriale et værk om den sovjetiske efterretningstjenestes historie Near and Distant Neighbors: A New History of Soviet Intelligence (2015). Haslams seneste bog før den aktuelle om, hvad der efter afslutningen på Den Kolde Krig gik galt mellem Rusland og Vesten, hedder The Spectre of War: International Communism and the Origins of World War II og udkom i 2021. Den leverer et nyt og originalt perspektiv på optakten til Anden Verdenskrig, hvor de vesteuropæiske regeringers frygt for kommunismen ifølge Haslam spillede en større rolle end hidtil antaget.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på de seneste to ugers drama i Ukraine, hvor præsident Zelenskyj forsøgte et kup mod antikorruptionsmyndighederne, der er ude med riven efter folk i hans inderkreds. Zelenskyj havde imidlertid gjort regning uden vært. EU’s trusler om stop for finansiering og demonstrationer i flere ukrainske byer fik den ukrainske præsident til at vende på en tallerken, men nu står han svækket tilbage, og de vestlige regeringers officielle fortælling om Ukraine som et demokrati er kollapset. Lad os begynde med Joe Biden. Som USA's vicepræsident aflagde han i marts 2016 et af mange besøg i Kyiv, hvor regeringen ventede på en lånegaranti fra Den Internationale Valutafond på en milliard dollar. Ifølge Bidens egen forklaring advarede han i direkte vendinger den daværende præsident Petro Porosjenko om, at garantien ikke ville blive udstedt, med mindre Porosjenko afsatte landets rigsadvokat.  Og det skulle være her og nu, altså inden Bidens fly seks timer senere lettede fra lufthavnen i Kyiv. Efter lidt debat frem og tilbage gjorde den ukrainske præsident, som Biden krævede. Ifølge Biden og den amerikanske regering skyldtes det, at rigsadvokaten ikke slog tilstrækkeligt hårdt ned på korruption i Ukraine, der var – og er – et ekstremt korrupt land. Det penible i den daværende situation var, at Bidens søn Hunter uden faglige forudsætninger havde fået en plads i bestyrelsen hos det ukrainske energiselskab Burisma til en hyre på 80.000 dollars om måneden, og anklagemyndigheden havde nogle år tidligere efterforsket netop den virksomhed for korruption, men ikke i den periode, hvor Hunter Biden sad i bestyrelsen. Episoden illustrerer en dybest set usund relation mellem Ukraine og Vesten. Som følge af Ukraines totale afhængighed af økonomisk og militær bistand fra USA og EU har Bruxelles og Washington vidtgående indflydelse på Kyivs indenrigspolitik og udnævnelse af personer til nøgleposter. Det så man et kuriøst eksempel på helt tilbage i 2014, da USA's daværende viceudenrigsminister Victoria Nuland i en aflyttet telefonsamtale med den amerikanske ambassadør i Kyiv gjorde det klart, hvem der skulle have posten som Ukraines næste premierminister og i øvrigt bad EU gå ad helvedes til, fordi man i Bruxelles foretrak en anden kandidat. USA fik sin vilje. Og siden da er Vestens kontrol med den politiske proces i Ukraine kun blevet stærkere, selvom den mest foregår bag kulisserne. Hvis man ønsker at anlægge et positivt spin på denne afhængighed, kan man fortælle en historie om, at det er afgørende for bekæmpelse af korruption og magtmisbrug og for at bistå Ukraine på vejen mod EU-medlemskab. Hvis man derimod er knapt så positivt anlagt, kan man pege på, at det gør Ukraine til et vestligt protektorat uden egentlig suverænitet.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den russiske eksil-økonom, politiker og erhvervsmand Dmitrij Nekrasov, der de seneste år har haft sin base på Cypern, hvor han siden 2023 har været direktør for tænketanken Center for Analysis & Strategies in Europe. Nekrasov blev for nylig sanktioneret af den russiske regering som ”fremmed agent” – et tiltag, der oprindeligt var rettet mod de ngo’er i Rusland, der er finansieret af udenlandske penge, men som nu bruges vilkårligt mod Kremls kritikere. Jeg talte med Nekrasov om den russiske økonomi og om udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens skæve og manipulerende udtalelser under et nyligt besøg i Washington. Desuden talte vi om sanktioner, om forskellen på ord og handling i Europas sanktionspolitik, hvor robust den russiske økonomi egentlig er, og om man overhovedet kan karakterisere den som en krigsøkonomi, og hvordan landet ligger for den russiske økonomi, når krigen i Ukraine slutter.  Mange iagttagere forudser en dyb krise for Rusland. Den vurdering er Nekrasov uenig i, og han mener, at Vesten allerede i foråret 2022 affyrede hele sit arsenal af sanktioner, og at der derfor ikke længere findes økonomiske og finansielle tiltag, der kan forværre situationen radikalt i Rusland.  Den 45-årige Nekrasov har i et par årtier været aktiv i den liberale opposition til Vladimir Putin. Han stillede op til valget til Dumaen i 2007, men blev ikke valgt. Siden har han arbejdet med økonomisk udvikling i Moskva-regionen, i en periode var han ansat i Kremls såkaldte ekspertstyrelse, hvor han beskæftigede sig med skattepolitik og pensionsreform. Herefter var han i et par år chefanalytiker i det russiske skattevæsen, hvor han også havde ansvar for Ruslands internationale samarbejde om bekæmpelse af offshorevirksomhed. Nekrasov har desuden været direktør for Fonden til Støtte for Frie Medier i Rusland og sekretær for den russiske oppositions koordinationsråd.  Sideløbende med sit politiske engagement har Nekrasov haft en erhvervskarriere som investor og direktør i byggebranchen i Rusland. Han blev for nogle år siden som følge af en tiltagende repressiv kurs over for Kreml-kritikere tvunget til at sælge sin virksomhed. Siden 2016 har han været hovedaktionær i en frugtproducent i Den Dominikanske Republik.  Summa summarum:  Nekrasov har direkte erfaring med den russiske økonomi både som bureaukrat i statsapparatet og som aktiv erhvervsmand, og han har samtidig 20 år på bagen som samfundsdebattør, aktivist og politiker. Det giver ham et unikt perspektiv.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talte med Hugh White, forfatter til et opsigtsvækkende essay i Australiens toneangivende politiske tidsskrift The Quarterly Essay. Titlen er Hard New World: Our Post-American Future, og siden det for nylig blev udgivet, har White deltaget i et hav af debatter og interviews. Hans essay er talk of the town i Australien, men selvom Australien er langt væk, så er Hugh Whites analyse af verden, og hvor den er på vej hen, højst relevant for os i Europa. Hugh White er en af Australiens førende strategiske tænkere med en lang karriere bag sig som rådgiver og højt placeret embedsmand.  Han studerede filosofi i Melbourne og Oxford, hvor han i 1978 vandt John Locke-prisen. Han har arbejdet som efterretningsanalytiker og været rådgiver for en australsk premierminister og forsvarsminister. I 1995 blev han udnævnt til viceforsvarsminister med ansvar for strategi og efterretninger, og fem år senere var han med til at forfatte det australske forsvarsministeriums hvidbog om landets fremtidige forsvar.  Hugh White har også været direktør for tænketanken Australian Strategic Policy Institute og er nu professor emeritus ved Center for Strategi og Forsvar på The Australian National University i Canberra. Hugh White er forfatter til en række bøger, heriblandt Power Shift: Australia’s future between Washington and Beijing (2010); The China Choice: Why America Should Share Power (2012) og Sleepwalk to War: Australia’s Unthinking Alliance with America (2022).  Hugh White er ingen fan af Donald Trump, men efter en lang karriere i det vestlige sikkerhedspolitiske establishment er han ikke tvivl om, at den amerikanske præsident har en bedre forståelse af, hvad der sker i verden i disse år, end Whites kolleger i ministerier og tænketanke i USA og Europa, og han tilføjer, at den aktuelle krise ikke er forårsaget af Trump på trods af hans til tider uforudsigelige og selvmodsigende ageren. ”Der er dybere historiske kræfter på spil,” siger Hugh White. Ifølge Hugh White er den vestlige verden i krise som følge af kollapset af den amerikansk ledede verdensorden, der tog form efter afslutningen på Den Kolde Krig i slutningen af 1980’erne. De vestlige eliter klamrer sig fortsat til den verdensorden, selvom den ikke længere eksisterer, og det er dødsensfarligt, advarer han. Hugh White mener, at den verdensorden, som uigenkaldeligt er forbi, men som fortsat har et fast greb om de vestlige eliters fantasi, var baseret på tre fundamentale antagelser, som alle har vist sig at være forkerte. For det første at USA ikke længere er så magtfuldt på globalt plan, som man troede i 1990’erne. For det andet at USA står over for langt mere magtfulde rivaler, end man forudsagde for 30 år siden, og for det tredje at de rivaler har atomvåben, og det er blevet et centralt element i den måde, den globale magtkamp udspiller sig på. Hugh White kommenterer: ”Det betyder, at de omkostninger og risici, der er forbundet med USA's fortsatte rolle som leder af en unipolær verdensorden, er langt større end dem, der udtænkte den nye orden i 1990’erne, havde forestillet sig.”