Flemming Rose

Året går på hæld, og jeg er gået på juleferie.  Jeg synes imidlertid ikke, at du skal snydes for Fri Tænkning op mod jul og nytår. Derfor har jeg været en tur i arkivet og fundet en række udgaver af Fri Tænkning fra de forgangne fire og et halvt år, som tiden efter min bedste overbevisning ikke er løbet fra.  Det skyldes ikke mindst, at nogle af emnerne er tidløse og handler om eviggyldige problemstillinger, men ikke kun.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Ben Freeman, der er forfatter til en ny bog med titlen The Trillion Dollar War Machine. Freeman og hans medforfatter, William Hartung, er begge knyttet til tænketanken The Quincy Institute i Washington, som er skeptisk over for USA's militære engagement ude i verden.  Freeman forsker til daglig i penges rolle i amerikansk politik; hvordan pengene til forsvaret bruges, og hvordan udenlandske regeringer og grupper køber sig til indflydelse på USA's udenrigspolitik. Freeman har tidligere udgivet bogen The Foreign Policy Auction (2012). Sammen med sine kolleger på the Quincy Institute står Freeman også bag et vigtigt arbejdsredskab for journalister og andre, der gerne vil have kendskab til tænketankeksperters interessekonflikter. Det hedder The Think Tank Funding Tracker. Heraf fremgår det for eksempel, hvad tænketanken The Atlantic Council, som er nævnt i dagens Fri Tænkning, som et minimum har modtaget af støtte fra udenlandske regeringer samt fra virksomheder, der tjener penge på kontrakter med USA's forsvarsministerium, og fra den amerikanske regering.

Vidste du, at Ukraine-krigen har en skyggeverden, som aldrig når frem til aviserne? I dette interview, som blev sendt live på Frihedsbrevet den 8. december, dykker chefredaktør Flemming Rose ned i krigens skyggesider sammen med Martin Tamm Andersen. Martin er tidligere udsendt soldat og nu dokumentarist med unik adgang til de miljøer, der former krigen bag kulissen. Du får fortællinger om oligarker, udenlandske krigere, militser, lejesoldater og våbenhandlere, som sjældent ser dagens lys.

For det andet har Kuo i de seneste 15 år været vært på den populære The Sinica Podcast – Conversations on China with Kaiser Kuo, hvor han taler med alt, hvad der kan krybe og gå, som beskæftiger sig med Kina. Jeg talte med Kuo om et essay om Vestens syn på Kina, som han publicerede i oktober i The Ideas Letter, et magasin, der på tværs af ideologier og strømninger giver plads til ukonventionelle refleksioner og ideer. Kuos essay har påkaldt sig stor opmærksomhed og bliver debatteret vidt og bredt.  Jeg bad også Kuo om tre anbefalinger til dem, der gerne vil fordybe sig i kinesisk litteratur og rockmusik.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg i et historisk perspektiv på forhandlingerne mellem USA, Ukraine og Rusland om en fredsaftale.  Groft sagt befinder Ukraine sig nu, hvor 2025 lakker mod enden, i nøjagtig samme situation som i foråret 2022, da russiske tropper rullede over grænsen. Ukraine fik ikke de sikkerhedsgarantier af Vesten, man stilede efter dengang, og man får dem sandsynligvis heller ikke, hvis en fredsaftale skulle falde på plads.  Til gengæld har Ukraine i den mellemliggende tid fået decimeret sin økonomi med næsten en femtedel, flere hundrede tusinder soldater er blevet slået ihjel eller såret, landets infrastruktur ligger i ruiner, mange millioner er flygtet, og kun en lille del ventes at vende hjem, når krigen er slut, så Ukraines befolkning vil til den tid være skrumpet fra cirka 35 millioner til 20-25 millioner, og man vil have mistet de regioner i den østlige del af landet, hvor det meste af Ukraines industrikapacitet befandt sig. For den gigantiske pris er Ukraine ikke kommet så meget som en millimeter tættere på det NATO-medlemskab, man satte næsen op efter, og som ifølge mange iagttagere er en af de centrale årsager til krigen, og man er heller ikke kommet tættere på alternative sikkerhedsgarantier fra Vesten, som den ukrainske ledelse har insisteret på siden foråret 2022, mens Ruslands præsident, Vladimir Putin, nu har skærpet sine krav til Vesten i en endelig fredsaftale.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den gryende økonomiske krise, som truer med at hive tæppet væk under Ukraine. Det er en krise, hvor EU også risikerer at blive ramt, hvis man, som statsminister Mette Frederiksen i sin egenskab af EU-formand har lagt op til, konfiskerer russiske aktiver i EU – selvom man formelt kalder det noget andet – og giver dem til Ukraine, fordi man ikke selv kan finde pengene til den fortsatte finansiering af krigen og den ukrainske stat, efter at USA har indstillet al finansiel og militær støtte til Ukraine. Denne krise intensiveres, mens der parallelt udspiller sig både en politisk og militær krise i Ukraine, og alt dette foregår, netop som USA har præsenteret en 28-punkts fredsplan for Ukraine, som indebærer en række indrømmelser til Moskva, som er uacceptable for Ukraine og EU. Fredsplanen vil blive revideret undervejs, og dens endelige skæbne er uvis, men i sidste ende vil betingelserne for krigens afslutning blive afgjort af, hvad der sker på slagmarken og i det ukrainske bagland, økonomisk og politisk. Derfor giver det god mening at se nærmere på, hvad der sker på den økonomiske front. En af Ukraines førende historikere, Jaroslav Hrytsak, gav i sidste weekend et opsigtsvækkende interview til den italienske avis Corriere Della Sera, hvor han i forlængelse af flere episoder og bekymrende tendenser advarede om, at Ukraine er tættere på et sammenbrud end nogensinde.  Ifølge Hrytsak er der tale om tre parallelle kriser: En militærkrise, en økonomisk krise og en moralsk og politisk krise. Den 65-årige Hrytsak er professor ved det katolske universitet i Lviv og har været gæsteprofessor ved Harvard University og Columbia University i USA samt ved Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest. Han er forfatter til en populær bog om, hvordan det moderne Ukraine blev til, og står også bag en prisvindende biografi om Ivan Franko, digter og en hovedfigur i den anti-marxistiske socialistiske og nationale bevægelse i det vestlige Ukraine i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. Hrytstak har også siddet i et rådgivende organ for anti-korruptionsmyndighederne i Ukraine. Hrytsak frygter et statssammenbrud forårsaget af de tre parallelle kriser, der for det første er en følge af russernes fremrykning på slagmarken, og som ifølge ham skyldes, at USA har lukket for pengekassen til våben og skruet ned for den politiske støtte til Ukraine.  Selvom det er en vigtig faktor, så er det næppe den eneste forklaring på, at Ukraine er under pres på den militære front. Den ukrainske hær lider under en akut mangel på soldater, og det begynder nu for alvor at kunne mærkes på slagmarken.  Formanden for det ukrainske parlaments forsvarsudvalg, Roman Kostenko, sagde således for nylig til ukrainske medier, at antallet af soldater, der enten er deserteret eller har forladt deres militære enheder, snart vil være lige så stort som antallet af dem, der er indrulleret i de væbnede styrker. Kostenko tilføjede, at 80 procent af de mobiliserede stikker af fra de lejre, hvor man forbereder dem til at blive sendt til fronten. Det er omkring 20.000 af de omkring 25.000, som Ukraine mobiliserer hver måned, heraf en vis andel med magt. Det betyder altså, at den ukrainske militære ledelse reelt tilfører hæren blot 5.000 nye folk om måneden, mens man i snit mister 20.000 mand, enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de pådrager sig skader, som gør, at de ikke kan sendes tilbage til fronten. Det indebærer, at de ukrainske styrker for hver måned skrumper med cirka 15.000 mand. Man skal ikke have en doktorgrad i matematik for at kunne se, at det regnestykke ikke er bæredygtigt i længden. Det betyder altså, at den ukrainske militære ledelse reelt tilfører hæren blot 5.000 nye folk om måneden, mens man i snit mister 20.000 mand, enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de pådrager sig skader, som gør, at de ikke kan sendes tilbage til fronten. Det indebærer, at de ukrainske styrker for hver måned skrumper med cirka 15.000 mand. Man skal ikke have en doktorgrad i matematik for at kunne se, at det regnestykke ikke er bæredygtigt i længden.

Vid­ste du, at Ukrai­ne-kri­gen har sin helt egen skyg­ge­ver­den, som man sjæl­dent hører om? Den får du nu mulig­hed for at bli­ve klo­ge­re på. Man­dag den 8. decem­ber fra klok­ken 20 til 21 tager jeg en live snak onli­ne med Mar­tin Tamm Ander­sen om Ukrai­ne-kri­gens skyg­ge­si­der – og du kan føl­ge med onli­ne som med­lem… Continued

Da Donald Trump i 2016 til manges chok og forundring vandt præsidentvalget i USA, indledte det vestlige establishment en febrilsk jagt på en ny leder af Den Frie Verden. Først overdrog man nøglerne til Den Frie Verden til Tysklands daværende kansler Angela Merkel – det var Hillary Clintons forslag, da hun tabte valget til Trump – men da hendes stjerne begyndte at falme, flyttede man opmærksomheden til en yngre og ambitiøs fransk præsident ved navn Emmanuel Macron. Det gik som bekendt heller ikke så godt, så da Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i februar i år konfronterede Trump på et herostratisk berømt møde i Det Hvide Hus og for rullende kameraer fremstillede krigen i Ukraine som lysets kamp mod mørket, det gode mod det onde og som demokratiets eksistentielle kamp mod diktaturet, var ikke et øje tørt hos opinionsdannere i den vestlige verden: Zelenskyj kunne nu krones som den ubestridelige leder af Den Frie Verden, en titel, han havde gjort krav på fra krigens start med et dommedags-lignende verdensbillede, der vandt genklang hos eliter på begge sider af Atlanten, hvor man så sig selv som værende involveret i en kamp på liv og død.  Det gjaldt Den Frie Verdens overlevelse. Hverken mere eller mindre. Det virkede så indlysende, naturligt og rigtigt. Knapt så klart var det, at denne episode indskrev sig i en historie med flere end 250 år på bagen. En historie, der ifølge Peter Slezkine begyndte med de første nybyggere, der flygtede til Amerika fra Europas tyranni, fra religiøs forfølgelse, fattigdom og hungersnød for at søge lykken i den nye verden på den anden side af Atlanterhavet og lægge den gamle verden bag sig. Det er her fortællingen om Den Frie Verden og dens fjender begynder; en fortælling der har præget Amerikas selvforståelse og udenrigspolitik, og efter Anden Verdenskrig banede vej for etableringen af et amerikansk imperium, der set med Slezkines øjne har været én stor fejltagelse.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den amerikanske instruktør Kathryn Bigelows nye film A House of Dynamite om et atomangreb på USA, der netop har haft premiere på Netflix, og på den debat, filmen har udløst. Mandag den 10. oktober 1983 tilbragte USA's daværende præsident Ronald Reagan på sit landsted Camp David i Marylands skovklædte bjerge, hvor han så tv-filmen The Day After. Den handler om følgerne af et atomangreb på USA og foregår i det, der indtil da havde været Kansas City og omegn, og som dengang havde en befolkning på godt en million indbyggere. Filmen gjorde indtryk på præsidenten.  Reagan betroede sin dagbog, at filmen var ”stærkt lavet”, ”meget effektiv” og at den gjorde ham ”virkelig deprimeret”, hvorpå han tilføjede: ”Om den vil være til hjælp for dem, der er imod atomvåben, kan jeg ikke sige. Min egen reaktion var, at vi er nødt til at gøre alt for at kunne afskrække og sikre, at der aldrig bliver atomkrig.” Reagans tilgang indebar altså i første omgang hverken nedrustning eller et ønske om at få afviklet verdens atomvåben, men i stedet var han optaget af at sørge for, at USA havde så mange af dem, at det ville afskrække Sovjetunionen fra at affyre sine atomvåben mod USA. Det var det, man under Den Kolde Krig kaldte MAD, Mutual Assured Destruction, Gensidig Garanteret Ødelæggelse – en strategi, hvor USA og Sovjetunionen havde så mange atomvåben, at de ville være i stand til at svare igen med et totalangreb, hvis modparten skulle finde på at slå til først.  Reagan så filmen endnu engang, da den seks uger senere blev vist i fjernsynet efterfulgt af en debat, hvor hans udenrigsminister George Shultz deltog.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en af de mest indflydelsesrige stemmer i det, som i USA har fået betegnelsen “Det Nye Højre”. Navnet er Oren Cass, 42 år, økonom og tæt på USA's nuværende vicepræsident J.D. Vance.  Vi talte om, hvad der har været galt med den liberale verdensorden, hvad for en verdensorden, Oren Cass i stedet forestiller sig, og hvem han ser som kandidater til en ny amerikansk ledet blok, og hvilke krav USA bør stille til sine allierede.  Cass giver også sit bud på, hvorfor EU kan få det svært i sådan en ny orden. Endelig forklarer Cass, hvad han ser som problemet med frihandel, hvorfor han går ind for importafgifter, og hvordan han gør regnebrættet op efter et halvt år med præsident Trumps afgifter. Hvilke politiske mål skal det konservative USA forfølge, når Donald Trump forlader scenen?  Eller sagt på en anden måde:  Hvad kommer efter Trump, og hvem og hvad kommer på længere sigt til at tegne Det Republikanske Parti? Det var med ambitionen om at besvare det spørgsmål og øve indflydelse på det konservative Amerikas langsigtede retning, at Oren Cass for fem år siden stiftede tænketanken American Compass.  Før da havde han arbejdet for den konservative tænketank Manhattan Institute i New York, hvor han skrev bogen The Once and Future Worker: A Vision for the Renewal of Work in America, som USA's nuværende vicepræsident J.D. Vance har kaldt ”en blændende bog” og blandt de vigtigste, han nogensinde har læst. J.D. Vance er blandt favoritterne til at vinde nomineringen som Republikanernes kandidat ved det næste præsidentvalg om tre år.  Bogen fik også rosende ord med på vejen af nuværende udenrigsminister Marco Rubio, en potentiel konkurrent til Vance som det Republikanske Partis bud på en præsidentkandidat i 2028. Det er sandsynligt, at Oren Cass og hans revision af forståelsen af, hvad det vil sige at være konservativ i USA, og hvilken rolle USA skal påtage sig i verden, vil få en endnu mere central rolle i Det Republikanske Parti, når Trump er væk. Længere tilbage i sin karriere, nærmere bestemt i 2012, havde Oren Cass en strategisk post i kampagnestaben hos Mitt Romney, da denne sikrede sig nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat og senere tabte valget til præsident Obama. I en alder af blot 29 år havde Cass som jurastuderende ansvaret for Romneys indenrigspolitiske forslag, og han fik i den forbindelse til opgave at se på USA's handelspolitik med særligt blik på Kina, fordi Romney var skeptisk over for den daværende kurs. Cass siger: ”Romney mente ikke, at vores samhandel med Kina fungerede, mens konsensus blandt stort set alle økonomer lød, at frihandel med Kina var en vidunderlig ting, så jeg fik til opgave at studere det og finde folk med forskellige holdninger.”