Flemming Rose

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en af de mest indflydelsesrige stemmer i det, som i USA har fået betegnelsen “Det Nye Højre”. Navnet er Oren Cass, 42 år, økonom og tæt på USA's nuværende vicepræsident J.D. Vance.  Vi talte om, hvad der har været galt med den liberale verdensorden, hvad for en verdensorden, Oren Cass i stedet forestiller sig, og hvem han ser som kandidater til en ny amerikansk ledet blok, og hvilke krav USA bør stille til sine allierede.  Cass giver også sit bud på, hvorfor EU kan få det svært i sådan en ny orden. Endelig forklarer Cass, hvad han ser som problemet med frihandel, hvorfor han går ind for importafgifter, og hvordan han gør regnebrættet op efter et halvt år med præsident Trumps afgifter. Hvilke politiske mål skal det konservative USA forfølge, når Donald Trump forlader scenen?  Eller sagt på en anden måde:  Hvad kommer efter Trump, og hvem og hvad kommer på længere sigt til at tegne Det Republikanske Parti? Det var med ambitionen om at besvare det spørgsmål og øve indflydelse på det konservative Amerikas langsigtede retning, at Oren Cass for fem år siden stiftede tænketanken American Compass.  Før da havde han arbejdet for den konservative tænketank Manhattan Institute i New York, hvor han skrev bogen The Once and Future Worker: A Vision for the Renewal of Work in America, som USA's nuværende vicepræsident J.D. Vance har kaldt ”en blændende bog” og blandt de vigtigste, han nogensinde har læst. J.D. Vance er blandt favoritterne til at vinde nomineringen som Republikanernes kandidat ved det næste præsidentvalg om tre år.  Bogen fik også rosende ord med på vejen af nuværende udenrigsminister Marco Rubio, en potentiel konkurrent til Vance som det Republikanske Partis bud på en præsidentkandidat i 2028. Det er sandsynligt, at Oren Cass og hans revision af forståelsen af, hvad det vil sige at være konservativ i USA, og hvilken rolle USA skal påtage sig i verden, vil få en endnu mere central rolle i Det Republikanske Parti, når Trump er væk. Længere tilbage i sin karriere, nærmere bestemt i 2012, havde Oren Cass en strategisk post i kampagnestaben hos Mitt Romney, da denne sikrede sig nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat og senere tabte valget til præsident Obama. I en alder af blot 29 år havde Cass som jurastuderende ansvaret for Romneys indenrigspolitiske forslag, og han fik i den forbindelse til opgave at se på USA's handelspolitik med særligt blik på Kina, fordi Romney var skeptisk over for den daværende kurs. Cass siger: ”Romney mente ikke, at vores samhandel med Kina fungerede, mens konsensus blandt stort set alle økonomer lød, at frihandel med Kina var en vidunderlig ting, så jeg fik til opgave at studere det og finde folk med forskellige holdninger.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske journalist og forfatter Misha Glenny, der til daglig er rektor for Institut for Humane Videnskaber i Wien, hvor man har fokus på især Europa og demokrati. Den 67-årige Glenny har en fortid som korrespondent for BBC og the Guardian på Balkan og i Østeuropa, og han er forfatter til en række bøger, heriblandt The Balkans: Nationalism, War, and the Great Powers 1804-2011 (2012), og The Fall of Yugoslavia: The Third Balkan War (1992). Glenny er også en førende ekspert, når det gælder mineraler og sjældne jordarter, Kina og USA’s kapløb om at sikre sig en dominerende position inden for den digitale teknologi, ikke mindst inden for kunstig intelligens, og han har også svar på, hvorfor Europa ser ud til at blive den store taber i dette spil. I 2008 udgav Misha Glenny sin internationale bestseller McMafia, der senere blev til en populær britisk tv-serie af samme navn. Det er historien om, hvordan kombinationen af østblokkens sammenbrud, først og fremmest Sovjetunionen og Jugoslavien, og globaliseringens afregulering af pengestrømme og Vestens finansielle institutioner tjente som et optimalt miljø for en ny grænseoverskridende, organiseret kriminalitet. For Glenny er Donald Trumps overtagelse af Det Hvide Hus i Washington på en måde den naturlige kulmination på den udvikling, der begyndte med Sovjetunionens opløsning i 1991 og Jugoslaviens sammenbrud året efter ledsaget af en række krige på Balkan og i Kaukasus. ”Hvis jeg i dag skulle skrive en toer til McMafia, så ville Trump være den her nøglefigur, der gennem sin karriere har bevæget sig mellem den legale og illegale verden, og som har udnyttet sin position, netværk og forbindelser til at overvinde en serie af konkurser, og som også har samarbejdet i Atlantic City med mafiaen i New Jersey.” Glenny tilføjer: ”På en måde er det en passende og nærmest forudsigelig kulmination på de processer, der begyndte med Sovjetunionens opløsning og neoliberalismen på steroider. De to komplementerede hinanden på overraskende og uventet vis.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mikkel Thorup om hans seneste bog Ustyrligt demokrati: Verdens vildeste eksperiment. Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og var indtil for nylig den eneste af sin slags i Danmark.  Vi talte om demokratiets krise, forudsætningerne for demokrati, hvordan man kan forestille sig en afvikling af demokratiet, om alternativer til det liberale demokrati, og hvorfor sammenligningen af demokratiets aktuelle krise med 1930’erne er en falsk analogi. Vi talte også om den aktuelle situation i Frankrig og USA, om magtens inderste væsen, hvordan demokratier hader, og hvorfor konspirationsteorier skal ses som magtkritik. Mikkel Thorup havde egentlig regnet med, at han skulle skrive endnu en bog om demokratiet i krise, om demokratiet, der synger på sidste vers, om demokratiet, der befinder sig i sin yderste, terminale fase, men undervejs indså han, at demokratiet på en måde altid har været i krise; at krisen nærmest er en del af demokratiets væsen, og at demokratiet er mere modstandsdygtigt, end mange forestiller sig. Han siger: ”Jeg begyndte at reflektere over, hvorfor dette syn på demokratiet i krise er så udbredt og populært. Hvorfor har så mange haft så stor forkærlighed for dette gennemgående tema? Der har jo altid været nogen, der kunne sælge en bog på ideen om, at demokratiet oplevede sin sidste tid.” Thorup tilføjer: ”Det betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert i den aktuelle situation, men det er interessant, at den forestilling altid har fulgt demokratiet.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den prisvindende finske forfatter Kjell Westö om hans seneste roman Skumring 41, der foregår i perioden fra januar 1940 til det tidlige efterår 1941.  Westö tilhører det svensktalende mindretal i Finland, finlandssvenskere, som udgør omkring 290.000 borgere svarende til 5,2 procent af befolkningen. Svensk er på linje med finsk et officielt anerkendt sprog i Finland. Skumring 41 er Westös niende roman. Hans bøger er oversat til flere end 20 sprog. Vi talte om Finlands historie i det 20. århundrede, om tabuer og ømme punkter, hvad der adskiller Finland fra de øvrige nordiske lande, og hvorfor Westö i en tid, hvor den autofiktive genre dominerer litteraturen, insisterer på retten til at skrive fiktion og skabe karakterer, der alene er et produkt af forfatterens fantasi. Endelig bad jeg Westö anbefale tre romaner fra en krigstid, som han ikke selv er forfatter til.   Kjell Westö har skrevet romaner i over 30 år. Han har skrevet historiske romaner og samtidsromaner. Han har skrevet romaner om, hvordan det moderne Finland blev til; fra 1890’erne og til selvstændigheden i 1917, om den efterfølgende borgerkrig i 1918 og de urolige og utrygge år frem mod Anden Verdenskrig.  Den 64-årige Westö har også skrevet romaner om Finland i efterkrigstiden, heriblandt Den svovlgule himmel, den første af hans romaner, jeg selv læste, og som blæste mig omkuld.  Men Anden Verdenskrig og Finlands to krige mod Sovjetunionen, den første – vinterkrigen – i 1939 og 1940 og den anden – fortsættelseskrigen – fra sommeren 1941 til 1944, er Westö indtil nu gået i en stor bue udenom. Det tabu bryder han imidlertid i sin seneste roman Skumring 41, der udkom på dansk sidste år. Bogen er dedikeret til forfatterens bedsteforældre på hans fars og mors side: Erling Westö (1911-1940) og Gunnar Hedberg (1912-1941), og netop deres tragiske skæbne og de skygger, det har kastet over familiehistorien, holdt i mange år forfatteren tilbage fra at skrive om den tid.

I denne udgave af Fri Tænkning taler jeg med den britiske forsvarsanalytiker, forfatter og ruslandsekspert, Andrew Monaghan. Det gør jeg, fordi Monaghan er aktuel med bogen Blitzkrieg and the Russian Art of War, der handler om russisk krigsførelse og strategi i det 20. og 21. århundrede – altså fra Første Verdenskrig og Den Russiske Borgerkrig i årene efter revolutionen i 1917 over Anden Verdenskrig til senere krige og militæroperationer i Tjekkoslovakiet, Afghanistan, Tjetjenien, Georgien, Syrien og Ukraine.  En af Storbritanniens førende militærhistorikere har anbefalet Monaghans bog med ordene: ”Alle officerer i NATO bør læse den”. Monaghan identificerer en gennemgående spænding i russisk militærhistorie mellem krige, hvor Moskvas mål er et hurtigt knockout-slag og udmattelseskrige. Ofte begynder de som knockout-forsøg, der slår fejl, hvorpå Moskva skifter kurs og satser på at slide fjenden op. Sådan var det med Vinterkrigen mod Finland i 1939, i Tjetjenien i 1994 og 1999 og i Ukraine i 2022, mens Moskva havde succes med massive og hurtige anslag mod Polen i 1939, Manchuriet i 1945 og Tjekkoslovakiet i 1968. Andrew Monaghan forsker i russisk strategi og fremtidige scenarier. Han er knyttet til NATO’s Defense College, og han er også direktør for konsulentvirksomheden AM Research Limited. Monaghan beskriver sit arbejde på denne måde: ”Mit job er at iagttage, vurdere og tolke, hvad russerne har gang i, hvad de pønser på, og hvad deres planer er på baggrund af, hvad de selv siger, og hvad de rent faktisk investerer i og gør.” Lad os begynde med et overordnet spørgsmål, som mange sikkert går og stiller sig selv. Hvad vil Rusland? Hvordan definerer Moskva sejr og nederlag i den igangværende konflikt med Vesten og i krigen i Ukraine? Andrew Monaghan mener, at man i Moskva vurderer succes og fiasko på en række parametre, ikke alene det militære. Økonomi, diplomati, sammenhængskraften i samfundet, mobiliseringen af befolkning og ressourcer ved hjælp af institutioner som kirken, uddannelsesinstitutioner, veterangrupper, folkefronter, medier og andet. Ifølge Monaghan har Rusland et fundamentalt anderledes perspektiv end Vesten på krigen i Ukraine. Han siger: ”I Vesten er det en udbredt opfattelse, at det centrale går ud på, om vi er i stand til at forhandle en afslutning på en krig, der foregår i det østlige Ukraine, mens Moskva ser det som åbningssalven i en trediveårskrig. Man kan sammenligne det med den oprindelige trediveårskrig i det 17. århundrede, eller man kan sammenligne det med perioden fra 1914 til 1945, hvor der var en periode med fred undervejs mellem to verdenskrige. Der er tale om en konfrontation, der vil strække sig over årtier, og som drejer sig om forandring af verden.” - Hvad er målet? ”Et minimumsmål handler om at styrke Ruslands geoøkonomiske position. Man har fået kontrol med Det Azovske Hav nede ved Krim, og det er nu Ruslands indre farvand. Man ønsker at få kontrol med handelsruter fra Sortehavet, neutralisere Ukraine som eksport-konkurrent i regionen. Det er vigtige, indledende elementer, og så vil man holde det euro-atlantiske fællesskab på armslængde. Det handler ikke så meget om Ukraine i sig selv, men om at sikre Ruslands position i verden i bredere forstand.” - Hvordan vil du vurdere det foreløbige resultat set med Moskvas øjne? ”Resultaterne er kommet med enorme omkostninger, men de har som nævnt fået Det Azovske Hav. Europa bekymrer sig om, hvordan et russisk angreb vil folde sig ud, og Putin er blevet inviteret til Alaska. Fra London ser billedet ikke godt ud. Den russiske ledelse mener, at de vinder. Det er dårligt nyt for Kyiv, og det er på mange måder dårligt nyt for den ukrainske befolkning, og det er en stærk påmindelse til europæerne om, hvad krig er for en størrelse, behovet for brug af statens ressourcer til at afskrække, og hvad det kræver. I den forstand ser jeg som brite ikke noget som helst positivt.” - Du sagde, at krigen i Ukraine set med Moskvas øjne synes at være den første salve i en trediveårskrig. Hvad ser du som Ruslands næste skridt i denne strid? ”Hvis den vurdering er korrekt, så taler vi om en strukturel konflikt, der vil vare en generation. Jeg tror, at der vil være en fundamental politisk uenighed om Moldova, som ikke er medlem af NATO. Jeg tror også, at den russiske horisont rækker langt videre, end folk forestiller sig. Vi ser dette som et europæisk problem, men jeg ser ikke en russisk landinvasion af de baltiske lande som det mest realistiske scenarie.”

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en ny bog af den udenrigspolitiske tænker, Emma Ashford, med titlen First Among Equals: U.S. Foreign Policy in a Multipolar World. Her analyserer Ashford, hvad der er gået galt med amerikansk udenrigspolitik siden afslutningen på Den Kolde Krig, og hvorfor der ikke mere er konsensus om Washingtons udenrigspolitiske kurs, samt hvilke grupper der tegner debatten om en ny amerikansk strategi, og endelig giver forfatteren sit bud på en bæredygtig amerikansk udenrigspolitik videre frem i det 21. århundrede. Ashford mener, at USA skal omfavne en multipolær verden i stedet for at se den som en trussel mod amerikansk dominans, og at Washington på den måde kan befæste en position som den første blandt ligemænd – deraf titlen – ved dels at styrke sine allierede i Europa og Asien i stedet for at forsøge at underminere dem, dels ved at etablere partnerskaber og løsere alliancer, som ikke binder USA og giver større fleksibilitet og manøvrerum for Washington i en turbulent verden.  Emma Ashford er til daglig seniorforsker ved tænketanken The Stimson Center i Washington. Desuden underviser hun i sikkerhedspolitik ved Georgetown University i den amerikanske hovedstad, og hun er også tilknyttet The Modern War Institute på USA's forsvarsakademi i West Point. Ashford skriver en fast klumme i det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy og har tidligere udgivet bogen Oil, the State, and War: The Foreign Policies of Petrostates (2022).

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om et herostratisk berømt dokument, det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994. Det fylder sølle 365 ord fordelt på seks punkter, men har siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 fyldt meget i den offentlige debat om krigen i Ukraine.  Selvom alle taler om Budapest-memorandummet og påstår at referere, hvad det indeholder, så gentager flertallet de samme myter om, hvad Ukraine dengang blev lovet af USA, Rusland og Storbritannien.  Hvilke myter handler det om, og hvad skete der egentlig i de tre år fra 1991 til 1994, hvor forhandlingerne om de sovjetiske atomvåben i Kasakhstan, Belarus og Ukraine stod på? Det fortæller jeg om i denne udgave af Fri Tænkning. Volodymyr Zelenskyj har sagt det.  Det samme har Søren Pind, når han skal samle penge ind til Ukraine, og Danmarks Radio og et hav af andre kommentatorer, politikere og medier. Nemlig at Ukraine i december 1994 opgav sine atomvåben til gengæld for sikkerhedsgarantier fra USA, Storbritannien og Rusland, men at ingen af parterne levede op til deres forpligtelser.  Rusland ved at invadere Ukraine og dermed krænke landets suverænitet og anerkendte grænser. USA og Storbritannien ved som garanter for Ukraines suverænitet ikke at komme Ukraine militært til undsætning. Det skete i Budapest på et topmøde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), så derfor har det fået navnet Budapest-memorandummet. Nyheden blev i øvrigt på topmødet totalt overskygget af den russiske præsident Boris Jeltsins udfald mod USA og kritik af rygter om en udvidelse af NATO, der ifølge Jeltsin ville føre til nye skillelinjer i Europa og indvarslede en kold fred. Jeltsin holdt i den anledning en tale, der på mange måder minder om den, Vladimir Putin holdt godt 12 år senere på sikkerhedskonferencen i München, og som betragtes som et vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Vesten.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Robert English, der er historiker, forfatter og professor i internationale forhold på University of Southern California. Han er ekspert i det moderne Central- og Østeuropa samt i det tidligere Sovjetunionen og Rusland.  English arbejder i øjeblikket på et studie af russisk identitet med udgangspunkt i Ruslands forhold til Serbien.  I begyndelsen af sin karriere i 1980’erne var Robert English under præsident Reagan ansat i først det amerikanske forsvarsministerium og dernæst i Komiteen for National Sikkerhed, hvorpå han valgte en akademisk levevej. Baggrunden for vores snak var en meningsmåling, English sidste år gennemførte i fire centraleuropæiske lande, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet om holdninger til krigen i Ukraine. I strid med den officielle vestlige fortælling viser det sig, at de fleste i de lande i dag er tættere på Ungarns kontroversielle leder, Viktor Orbán, end på lederne af EU og NATO i Bruxelles, og Ukraine og præsident Zelenskyj er i stigende grad genstand for kritik. Robert English har gennem årtier rejst i Centraleuropa og på Balkan. Som ung studerende i USA tilbragte han et semester ved Zagreb Universitet i Kroatien, hvor han også har sine rødder, da hans mor er halv slovener, halv kroat. Siden har han med jævne mellemrum besøgt regionen, talt med folk og studeret landene professionelt. Politiske milepæle som oprøret i Østtyskland i 1953, Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og Solidaritet i Polen i 1980 og 1981 har fyldt meget. Alt sammen oprør, der i sidste ende var rettet mod den socialistiske lejrs centrum i Moskva. Robert English har også interesseret sig for, hvad der er sket i Centraleuropa under krigen i Ukraine, og for et par år siden begyndte han at notere en afstand mellem, hvad han hørte i samtaler med lokale folk i lande som Polen og Tjekkiet, og det han læste i den lokale presse på den ene side, og så de synspunkter, der som en homogen lind strøm flød gennem vestlige medier, tænketanke og meningsmålinger. English siger: “Den absolutte opbakning til Ukraine, snakken om solidaritet og hjælp til flygtninge, som var tydelig i krigens første år, havde ændret sig. Det samme havde synet på EU og NATO. Almindelige mennesker sagde noget andet til mig, end det man kunne læse i vestlige medier. Der var en stigende utilfredshed, især fordi krigen i de lande havde store økonomiske konsekvenser, og fordi de ikke er så rige.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter og journalist Lee Smith om hans seneste bog Disappearing the President: Trump, Truth Social, and the Fight for the Republic. Det er Smiths tredje bog om Trump. De to tidligere udkom i 2019 og 2020, først The Plot Against the President: The True Story of How Congresssman Devin Nunes Uncovered the Biggest Scandal in U.S. History, der handler om den såkaldte Russiagate, som netop nu igen er kommet i fokus med offentliggørelsen af nye dokumenter, der ifølge Trump-regeringen afslører et plot tilbage i 2016 og 2017 baseret på falske og manipulerede efterretninger med det formål at få Trump neutraliseret. Og dernæst The Permanent Coup: How Enemies Foreign and Domestic Targeted the American President.  Senere på året udkommer Lee Smiths fjerde bog om Trump, den handler om den amerikanske præsident og USA's politik over for Kina de seneste 50 år. Tilbage i 2010 udgav Smith en bog om den arabiske verden. Den hedder The Strong Horse: Power, Politics, and the Clash of Arab Civilizations og blev til på baggrund af to års ophold i først Egypten og dernæst to år i Libanon. Smith er vokset op i New York, og han var litteraturredaktør på den legendariske ugeavis The Village Voice, da al-Qaeda i september 2001 angreb hans hjemby. Smith drog derpå til Mellemøsten for at blive klogere på de kræfter og samfundsdynamikker, der havde ført til terrorangrebet på New York. I hele den periode rapporterede han om Mellemøsten for magasinet The Weekly Standard. Ud over sin forfattergerning skriver Lee Smith i dag for The Tablet, et digitalt magasin med base i New York, der har fokus på jødisk identitet og liv. Han bor i Charleston i South Carolina. Vi talte om Russiagate, baggrunden og konsekvenserne. I vores del af verden er det en udbredt opfattelse, at Trump bærer en væsentlig del af ansvaret for polariseringen og splittelsen i USA. Den påstand er Lee Smith uenig i. Han mener, at Barack Obama er skurken i den historie og hovedårsagen til polariseringen i USA. Ifølge Smith stod Obama med sin rolle i Russiagate bag ”den mest ødelæggende konspirationsteori i landets historie”.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske historiker og forfatter, Jonathan Haslam, om hans nye bog Hubris: The Origins of Russia’s War Against Ukraine. Haslam er en af Vestens førende eksperter i russisk udenrigspolitisk historie og i vestlige og sovjetiske efterretningstjenesters historie samt de sovjetiske atomvåbens rolle i Europa i de sidste 20 år af Den Kolde Krig.  Haslam er forfatter til det vestlige standardværk om Den Kolde Krigs historie set fra Moskva: Russia’s Cold War: From the October Revolution to the Fall of the Wall (2011), og fire år senere udgav han på baggrund af adgang til nyt arkivmateriale et værk om den sovjetiske efterretningstjenestes historie Near and Distant Neighbors: A New History of Soviet Intelligence (2015). Haslams seneste bog før den aktuelle om, hvad der efter afslutningen på Den Kolde Krig gik galt mellem Rusland og Vesten, hedder The Spectre of War: International Communism and the Origins of World War II og udkom i 2021. Den leverer et nyt og originalt perspektiv på optakten til Anden Verdenskrig, hvor de vesteuropæiske regeringers frygt for kommunismen ifølge Haslam spillede en større rolle end hidtil antaget.