Flemming Rose

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den gryende økonomiske krise, som truer med at hive tæppet væk under Ukraine. Det er en krise, hvor EU også risikerer at blive ramt, hvis man, som statsminister Mette Frederiksen i sin egenskab af EU-formand har lagt op til, konfiskerer russiske aktiver i EU – selvom man formelt kalder det noget andet – og giver dem til Ukraine, fordi man ikke selv kan finde pengene til den fortsatte finansiering af krigen og den ukrainske stat, efter at USA har indstillet al finansiel og militær støtte til Ukraine. Denne krise intensiveres, mens der parallelt udspiller sig både en politisk og militær krise i Ukraine, og alt dette foregår, netop som USA har præsenteret en 28-punkts fredsplan for Ukraine, som indebærer en række indrømmelser til Moskva, som er uacceptable for Ukraine og EU. Fredsplanen vil blive revideret undervejs, og dens endelige skæbne er uvis, men i sidste ende vil betingelserne for krigens afslutning blive afgjort af, hvad der sker på slagmarken og i det ukrainske bagland, økonomisk og politisk. Derfor giver det god mening at se nærmere på, hvad der sker på den økonomiske front. En af Ukraines førende historikere, Jaroslav Hrytsak, gav i sidste weekend et opsigtsvækkende interview til den italienske avis Corriere Della Sera, hvor han i forlængelse af flere episoder og bekymrende tendenser advarede om, at Ukraine er tættere på et sammenbrud end nogensinde.  Ifølge Hrytsak er der tale om tre parallelle kriser: En militærkrise, en økonomisk krise og en moralsk og politisk krise. Den 65-årige Hrytsak er professor ved det katolske universitet i Lviv og har været gæsteprofessor ved Harvard University og Columbia University i USA samt ved Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest. Han er forfatter til en populær bog om, hvordan det moderne Ukraine blev til, og står også bag en prisvindende biografi om Ivan Franko, digter og en hovedfigur i den anti-marxistiske socialistiske og nationale bevægelse i det vestlige Ukraine i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. Hrytstak har også siddet i et rådgivende organ for anti-korruptionsmyndighederne i Ukraine. Hrytsak frygter et statssammenbrud forårsaget af de tre parallelle kriser, der for det første er en følge af russernes fremrykning på slagmarken, og som ifølge ham skyldes, at USA har lukket for pengekassen til våben og skruet ned for den politiske støtte til Ukraine.  Selvom det er en vigtig faktor, så er det næppe den eneste forklaring på, at Ukraine er under pres på den militære front. Den ukrainske hær lider under en akut mangel på soldater, og det begynder nu for alvor at kunne mærkes på slagmarken.  Formanden for det ukrainske parlaments forsvarsudvalg, Roman Kostenko, sagde således for nylig til ukrainske medier, at antallet af soldater, der enten er deserteret eller har forladt deres militære enheder, snart vil være lige så stort som antallet af dem, der er indrulleret i de væbnede styrker. Kostenko tilføjede, at 80 procent af de mobiliserede stikker af fra de lejre, hvor man forbereder dem til at blive sendt til fronten. Det er omkring 20.000 af de omkring 25.000, som Ukraine mobiliserer hver måned, heraf en vis andel med magt. Det betyder altså, at den ukrainske militære ledelse reelt tilfører hæren blot 5.000 nye folk om måneden, mens man i snit mister 20.000 mand, enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de pådrager sig skader, som gør, at de ikke kan sendes tilbage til fronten. Det indebærer, at de ukrainske styrker for hver måned skrumper med cirka 15.000 mand. Man skal ikke have en doktorgrad i matematik for at kunne se, at det regnestykke ikke er bæredygtigt i længden. Det betyder altså, at den ukrainske militære ledelse reelt tilfører hæren blot 5.000 nye folk om måneden, mens man i snit mister 20.000 mand, enten fordi de bliver slået ihjel, eller fordi de pådrager sig skader, som gør, at de ikke kan sendes tilbage til fronten. Det indebærer, at de ukrainske styrker for hver måned skrumper med cirka 15.000 mand. Man skal ikke have en doktorgrad i matematik for at kunne se, at det regnestykke ikke er bæredygtigt i længden.

Vid­ste du, at Ukrai­ne-kri­gen har sin helt egen skyg­ge­ver­den, som man sjæl­dent hører om? Den får du nu mulig­hed for at bli­ve klo­ge­re på. Man­dag den 8. decem­ber fra klok­ken 20 til 21 tager jeg en live snak onli­ne med Mar­tin Tamm Ander­sen om Ukrai­ne-kri­gens skyg­ge­si­der – og du kan føl­ge med onli­ne som med­lem… Continued

Da Donald Trump i 2016 til manges chok og forundring vandt præsidentvalget i USA, indledte det vestlige establishment en febrilsk jagt på en ny leder af Den Frie Verden. Først overdrog man nøglerne til Den Frie Verden til Tysklands daværende kansler Angela Merkel – det var Hillary Clintons forslag, da hun tabte valget til Trump – men da hendes stjerne begyndte at falme, flyttede man opmærksomheden til en yngre og ambitiøs fransk præsident ved navn Emmanuel Macron. Det gik som bekendt heller ikke så godt, så da Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj i februar i år konfronterede Trump på et herostratisk berømt møde i Det Hvide Hus og for rullende kameraer fremstillede krigen i Ukraine som lysets kamp mod mørket, det gode mod det onde og som demokratiets eksistentielle kamp mod diktaturet, var ikke et øje tørt hos opinionsdannere i den vestlige verden: Zelenskyj kunne nu krones som den ubestridelige leder af Den Frie Verden, en titel, han havde gjort krav på fra krigens start med et dommedags-lignende verdensbillede, der vandt genklang hos eliter på begge sider af Atlanten, hvor man så sig selv som værende involveret i en kamp på liv og død.  Det gjaldt Den Frie Verdens overlevelse. Hverken mere eller mindre. Det virkede så indlysende, naturligt og rigtigt. Knapt så klart var det, at denne episode indskrev sig i en historie med flere end 250 år på bagen. En historie, der ifølge Peter Slezkine begyndte med de første nybyggere, der flygtede til Amerika fra Europas tyranni, fra religiøs forfølgelse, fattigdom og hungersnød for at søge lykken i den nye verden på den anden side af Atlanterhavet og lægge den gamle verden bag sig. Det er her fortællingen om Den Frie Verden og dens fjender begynder; en fortælling der har præget Amerikas selvforståelse og udenrigspolitik, og efter Anden Verdenskrig banede vej for etableringen af et amerikansk imperium, der set med Slezkines øjne har været én stor fejltagelse.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den amerikanske instruktør Kathryn Bigelows nye film A House of Dynamite om et atomangreb på USA, der netop har haft premiere på Netflix, og på den debat, filmen har udløst. Mandag den 10. oktober 1983 tilbragte USA's daværende præsident Ronald Reagan på sit landsted Camp David i Marylands skovklædte bjerge, hvor han så tv-filmen The Day After. Den handler om følgerne af et atomangreb på USA og foregår i det, der indtil da havde været Kansas City og omegn, og som dengang havde en befolkning på godt en million indbyggere. Filmen gjorde indtryk på præsidenten.  Reagan betroede sin dagbog, at filmen var ”stærkt lavet”, ”meget effektiv” og at den gjorde ham ”virkelig deprimeret”, hvorpå han tilføjede: ”Om den vil være til hjælp for dem, der er imod atomvåben, kan jeg ikke sige. Min egen reaktion var, at vi er nødt til at gøre alt for at kunne afskrække og sikre, at der aldrig bliver atomkrig.” Reagans tilgang indebar altså i første omgang hverken nedrustning eller et ønske om at få afviklet verdens atomvåben, men i stedet var han optaget af at sørge for, at USA havde så mange af dem, at det ville afskrække Sovjetunionen fra at affyre sine atomvåben mod USA. Det var det, man under Den Kolde Krig kaldte MAD, Mutual Assured Destruction, Gensidig Garanteret Ødelæggelse – en strategi, hvor USA og Sovjetunionen havde så mange atomvåben, at de ville være i stand til at svare igen med et totalangreb, hvis modparten skulle finde på at slå til først.  Reagan så filmen endnu engang, da den seks uger senere blev vist i fjernsynet efterfulgt af en debat, hvor hans udenrigsminister George Shultz deltog.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med en af de mest indflydelsesrige stemmer i det, som i USA har fået betegnelsen “Det Nye Højre”. Navnet er Oren Cass, 42 år, økonom og tæt på USA's nuværende vicepræsident J.D. Vance.  Vi talte om, hvad der har været galt med den liberale verdensorden, hvad for en verdensorden, Oren Cass i stedet forestiller sig, og hvem han ser som kandidater til en ny amerikansk ledet blok, og hvilke krav USA bør stille til sine allierede.  Cass giver også sit bud på, hvorfor EU kan få det svært i sådan en ny orden. Endelig forklarer Cass, hvad han ser som problemet med frihandel, hvorfor han går ind for importafgifter, og hvordan han gør regnebrættet op efter et halvt år med præsident Trumps afgifter. Hvilke politiske mål skal det konservative USA forfølge, når Donald Trump forlader scenen?  Eller sagt på en anden måde:  Hvad kommer efter Trump, og hvem og hvad kommer på længere sigt til at tegne Det Republikanske Parti? Det var med ambitionen om at besvare det spørgsmål og øve indflydelse på det konservative Amerikas langsigtede retning, at Oren Cass for fem år siden stiftede tænketanken American Compass.  Før da havde han arbejdet for den konservative tænketank Manhattan Institute i New York, hvor han skrev bogen The Once and Future Worker: A Vision for the Renewal of Work in America, som USA's nuværende vicepræsident J.D. Vance har kaldt ”en blændende bog” og blandt de vigtigste, han nogensinde har læst. J.D. Vance er blandt favoritterne til at vinde nomineringen som Republikanernes kandidat ved det næste præsidentvalg om tre år.  Bogen fik også rosende ord med på vejen af nuværende udenrigsminister Marco Rubio, en potentiel konkurrent til Vance som det Republikanske Partis bud på en præsidentkandidat i 2028. Det er sandsynligt, at Oren Cass og hans revision af forståelsen af, hvad det vil sige at være konservativ i USA, og hvilken rolle USA skal påtage sig i verden, vil få en endnu mere central rolle i Det Republikanske Parti, når Trump er væk. Længere tilbage i sin karriere, nærmere bestemt i 2012, havde Oren Cass en strategisk post i kampagnestaben hos Mitt Romney, da denne sikrede sig nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat og senere tabte valget til præsident Obama. I en alder af blot 29 år havde Cass som jurastuderende ansvaret for Romneys indenrigspolitiske forslag, og han fik i den forbindelse til opgave at se på USA's handelspolitik med særligt blik på Kina, fordi Romney var skeptisk over for den daværende kurs. Cass siger: ”Romney mente ikke, at vores samhandel med Kina fungerede, mens konsensus blandt stort set alle økonomer lød, at frihandel med Kina var en vidunderlig ting, så jeg fik til opgave at studere det og finde folk med forskellige holdninger.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den britiske journalist og forfatter Misha Glenny, der til daglig er rektor for Institut for Humane Videnskaber i Wien, hvor man har fokus på især Europa og demokrati. Den 67-årige Glenny har en fortid som korrespondent for BBC og the Guardian på Balkan og i Østeuropa, og han er forfatter til en række bøger, heriblandt The Balkans: Nationalism, War, and the Great Powers 1804-2011 (2012), og The Fall of Yugoslavia: The Third Balkan War (1992). Glenny er også en førende ekspert, når det gælder mineraler og sjældne jordarter, Kina og USA’s kapløb om at sikre sig en dominerende position inden for den digitale teknologi, ikke mindst inden for kunstig intelligens, og han har også svar på, hvorfor Europa ser ud til at blive den store taber i dette spil. I 2008 udgav Misha Glenny sin internationale bestseller McMafia, der senere blev til en populær britisk tv-serie af samme navn. Det er historien om, hvordan kombinationen af østblokkens sammenbrud, først og fremmest Sovjetunionen og Jugoslavien, og globaliseringens afregulering af pengestrømme og Vestens finansielle institutioner tjente som et optimalt miljø for en ny grænseoverskridende, organiseret kriminalitet. For Glenny er Donald Trumps overtagelse af Det Hvide Hus i Washington på en måde den naturlige kulmination på den udvikling, der begyndte med Sovjetunionens opløsning i 1991 og Jugoslaviens sammenbrud året efter ledsaget af en række krige på Balkan og i Kaukasus. ”Hvis jeg i dag skulle skrive en toer til McMafia, så ville Trump være den her nøglefigur, der gennem sin karriere har bevæget sig mellem den legale og illegale verden, og som har udnyttet sin position, netværk og forbindelser til at overvinde en serie af konkurser, og som også har samarbejdet i Atlantic City med mafiaen i New Jersey.” Glenny tilføjer: ”På en måde er det en passende og nærmest forudsigelig kulmination på de processer, der begyndte med Sovjetunionens opløsning og neoliberalismen på steroider. De to komplementerede hinanden på overraskende og uventet vis.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mikkel Thorup om hans seneste bog Ustyrligt demokrati: Verdens vildeste eksperiment. Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og var indtil for nylig den eneste af sin slags i Danmark.  Vi talte om demokratiets krise, forudsætningerne for demokrati, hvordan man kan forestille sig en afvikling af demokratiet, om alternativer til det liberale demokrati, og hvorfor sammenligningen af demokratiets aktuelle krise med 1930’erne er en falsk analogi. Vi talte også om den aktuelle situation i Frankrig og USA, om magtens inderste væsen, hvordan demokratier hader, og hvorfor konspirationsteorier skal ses som magtkritik. Mikkel Thorup havde egentlig regnet med, at han skulle skrive endnu en bog om demokratiet i krise, om demokratiet, der synger på sidste vers, om demokratiet, der befinder sig i sin yderste, terminale fase, men undervejs indså han, at demokratiet på en måde altid har været i krise; at krisen nærmest er en del af demokratiets væsen, og at demokratiet er mere modstandsdygtigt, end mange forestiller sig. Han siger: ”Jeg begyndte at reflektere over, hvorfor dette syn på demokratiet i krise er så udbredt og populært. Hvorfor har så mange haft så stor forkærlighed for dette gennemgående tema? Der har jo altid været nogen, der kunne sælge en bog på ideen om, at demokratiet oplevede sin sidste tid.” Thorup tilføjer: ”Det betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert i den aktuelle situation, men det er interessant, at den forestilling altid har fulgt demokratiet.”

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den prisvindende finske forfatter Kjell Westö om hans seneste roman Skumring 41, der foregår i perioden fra januar 1940 til det tidlige efterår 1941.  Westö tilhører det svensktalende mindretal i Finland, finlandssvenskere, som udgør omkring 290.000 borgere svarende til 5,2 procent af befolkningen. Svensk er på linje med finsk et officielt anerkendt sprog i Finland. Skumring 41 er Westös niende roman. Hans bøger er oversat til flere end 20 sprog. Vi talte om Finlands historie i det 20. århundrede, om tabuer og ømme punkter, hvad der adskiller Finland fra de øvrige nordiske lande, og hvorfor Westö i en tid, hvor den autofiktive genre dominerer litteraturen, insisterer på retten til at skrive fiktion og skabe karakterer, der alene er et produkt af forfatterens fantasi. Endelig bad jeg Westö anbefale tre romaner fra en krigstid, som han ikke selv er forfatter til.   Kjell Westö har skrevet romaner i over 30 år. Han har skrevet historiske romaner og samtidsromaner. Han har skrevet romaner om, hvordan det moderne Finland blev til; fra 1890’erne og til selvstændigheden i 1917, om den efterfølgende borgerkrig i 1918 og de urolige og utrygge år frem mod Anden Verdenskrig.  Den 64-årige Westö har også skrevet romaner om Finland i efterkrigstiden, heriblandt Den svovlgule himmel, den første af hans romaner, jeg selv læste, og som blæste mig omkuld.  Men Anden Verdenskrig og Finlands to krige mod Sovjetunionen, den første – vinterkrigen – i 1939 og 1940 og den anden – fortsættelseskrigen – fra sommeren 1941 til 1944, er Westö indtil nu gået i en stor bue udenom. Det tabu bryder han imidlertid i sin seneste roman Skumring 41, der udkom på dansk sidste år. Bogen er dedikeret til forfatterens bedsteforældre på hans fars og mors side: Erling Westö (1911-1940) og Gunnar Hedberg (1912-1941), og netop deres tragiske skæbne og de skygger, det har kastet over familiehistorien, holdt i mange år forfatteren tilbage fra at skrive om den tid.

I denne udgave af Fri Tænkning taler jeg med den britiske forsvarsanalytiker, forfatter og ruslandsekspert, Andrew Monaghan. Det gør jeg, fordi Monaghan er aktuel med bogen Blitzkrieg and the Russian Art of War, der handler om russisk krigsførelse og strategi i det 20. og 21. århundrede – altså fra Første Verdenskrig og Den Russiske Borgerkrig i årene efter revolutionen i 1917 over Anden Verdenskrig til senere krige og militæroperationer i Tjekkoslovakiet, Afghanistan, Tjetjenien, Georgien, Syrien og Ukraine.  En af Storbritanniens førende militærhistorikere har anbefalet Monaghans bog med ordene: ”Alle officerer i NATO bør læse den”. Monaghan identificerer en gennemgående spænding i russisk militærhistorie mellem krige, hvor Moskvas mål er et hurtigt knockout-slag og udmattelseskrige. Ofte begynder de som knockout-forsøg, der slår fejl, hvorpå Moskva skifter kurs og satser på at slide fjenden op. Sådan var det med Vinterkrigen mod Finland i 1939, i Tjetjenien i 1994 og 1999 og i Ukraine i 2022, mens Moskva havde succes med massive og hurtige anslag mod Polen i 1939, Manchuriet i 1945 og Tjekkoslovakiet i 1968. Andrew Monaghan forsker i russisk strategi og fremtidige scenarier. Han er knyttet til NATO’s Defense College, og han er også direktør for konsulentvirksomheden AM Research Limited. Monaghan beskriver sit arbejde på denne måde: ”Mit job er at iagttage, vurdere og tolke, hvad russerne har gang i, hvad de pønser på, og hvad deres planer er på baggrund af, hvad de selv siger, og hvad de rent faktisk investerer i og gør.” Lad os begynde med et overordnet spørgsmål, som mange sikkert går og stiller sig selv. Hvad vil Rusland? Hvordan definerer Moskva sejr og nederlag i den igangværende konflikt med Vesten og i krigen i Ukraine? Andrew Monaghan mener, at man i Moskva vurderer succes og fiasko på en række parametre, ikke alene det militære. Økonomi, diplomati, sammenhængskraften i samfundet, mobiliseringen af befolkning og ressourcer ved hjælp af institutioner som kirken, uddannelsesinstitutioner, veterangrupper, folkefronter, medier og andet. Ifølge Monaghan har Rusland et fundamentalt anderledes perspektiv end Vesten på krigen i Ukraine. Han siger: ”I Vesten er det en udbredt opfattelse, at det centrale går ud på, om vi er i stand til at forhandle en afslutning på en krig, der foregår i det østlige Ukraine, mens Moskva ser det som åbningssalven i en trediveårskrig. Man kan sammenligne det med den oprindelige trediveårskrig i det 17. århundrede, eller man kan sammenligne det med perioden fra 1914 til 1945, hvor der var en periode med fred undervejs mellem to verdenskrige. Der er tale om en konfrontation, der vil strække sig over årtier, og som drejer sig om forandring af verden.” - Hvad er målet? ”Et minimumsmål handler om at styrke Ruslands geoøkonomiske position. Man har fået kontrol med Det Azovske Hav nede ved Krim, og det er nu Ruslands indre farvand. Man ønsker at få kontrol med handelsruter fra Sortehavet, neutralisere Ukraine som eksport-konkurrent i regionen. Det er vigtige, indledende elementer, og så vil man holde det euro-atlantiske fællesskab på armslængde. Det handler ikke så meget om Ukraine i sig selv, men om at sikre Ruslands position i verden i bredere forstand.” - Hvordan vil du vurdere det foreløbige resultat set med Moskvas øjne? ”Resultaterne er kommet med enorme omkostninger, men de har som nævnt fået Det Azovske Hav. Europa bekymrer sig om, hvordan et russisk angreb vil folde sig ud, og Putin er blevet inviteret til Alaska. Fra London ser billedet ikke godt ud. Den russiske ledelse mener, at de vinder. Det er dårligt nyt for Kyiv, og det er på mange måder dårligt nyt for den ukrainske befolkning, og det er en stærk påmindelse til europæerne om, hvad krig er for en størrelse, behovet for brug af statens ressourcer til at afskrække, og hvad det kræver. I den forstand ser jeg som brite ikke noget som helst positivt.” - Du sagde, at krigen i Ukraine set med Moskvas øjne synes at være den første salve i en trediveårskrig. Hvad ser du som Ruslands næste skridt i denne strid? ”Hvis den vurdering er korrekt, så taler vi om en strukturel konflikt, der vil vare en generation. Jeg tror, at der vil være en fundamental politisk uenighed om Moldova, som ikke er medlem af NATO. Jeg tror også, at den russiske horisont rækker langt videre, end folk forestiller sig. Vi ser dette som et europæisk problem, men jeg ser ikke en russisk landinvasion af de baltiske lande som det mest realistiske scenarie.”

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en ny bog af den udenrigspolitiske tænker, Emma Ashford, med titlen First Among Equals: U.S. Foreign Policy in a Multipolar World. Her analyserer Ashford, hvad der er gået galt med amerikansk udenrigspolitik siden afslutningen på Den Kolde Krig, og hvorfor der ikke mere er konsensus om Washingtons udenrigspolitiske kurs, samt hvilke grupper der tegner debatten om en ny amerikansk strategi, og endelig giver forfatteren sit bud på en bæredygtig amerikansk udenrigspolitik videre frem i det 21. århundrede. Ashford mener, at USA skal omfavne en multipolær verden i stedet for at se den som en trussel mod amerikansk dominans, og at Washington på den måde kan befæste en position som den første blandt ligemænd – deraf titlen – ved dels at styrke sine allierede i Europa og Asien i stedet for at forsøge at underminere dem, dels ved at etablere partnerskaber og løsere alliancer, som ikke binder USA og giver større fleksibilitet og manøvrerum for Washington i en turbulent verden.  Emma Ashford er til daglig seniorforsker ved tænketanken The Stimson Center i Washington. Desuden underviser hun i sikkerhedspolitik ved Georgetown University i den amerikanske hovedstad, og hun er også tilknyttet The Modern War Institute på USA's forsvarsakademi i West Point. Ashford skriver en fast klumme i det udenrigspolitiske magasin Foreign Policy og har tidligere udgivet bogen Oil, the State, and War: The Foreign Policies of Petrostates (2022).