Flemming Rose

I dagens Fri Tænkning dvæler jeg ved et amerikansk-russisk topmøde, der fandt sted for snart to årtier siden, da uenigheden mellem Rusland og Vesten på den sikkerhedspolitiske front for alvor begyndte at tage form.  Uoverensstemmelserne er nøjagtig de samme i dag, men dengang foregik det i en anden atmosfære end den, der hersker nu om stunder. Dengang var der selvfølgelig heller ikke krig i Ukraine. Det er i øvrigt tankevækkende, at tre af de fire deltagere på den russiske side af bordet over for USA's præsident George W. Bush og hans hold fortsat tegner Moskvas udenrigspolitik, nemlig udenrigsminister Sergej Lavrov, den nationale sikkerhedsrådgiver Jurij Usjakov, der dengang var Ruslands ambassadør i Washington, og Putin selv.  Mødet fandt sted den 5.-6. april 2008 på den russiske præsidents landsted i Sotji tæt på Sortehavet. Det var sidste gang, Putin og Bush mødtes som præsidenter.  Alverdens medier dækkede topmødet dengang, men først for nylig har omverdenen fået et indblik i, hvad der rent faktisk foregik bag kulisserne. Det skyldes, at det nationale sikkerhedsarkiv i Washington i december sidste år publicerede det amerikanske referat af det nævnte møde og af to andre, og derpå i januar i år offentliggjorde otte andre referater af samtaler mellem Bush og Putin fra perioden fra 2001 til 2003. 

Vi har ikke stemt om det. Og ingen har officielt fortalt os, at vi lever under et nyt politisk regime, der er uforeneligt med det liberale demokrati. Men det gør vi altså, siger Jacob Siegel. Ifølge Siegel er det nye regime uforeneligt med fundamentale principper som privat ejendomsret, individuel frihed og selvforvaltning. Det er principper, der er nedfældet i forfatninger overalt i den demokratiske verden, og som opfattes som ukrænkelige, men som ifølge Siegel er ophævet i det politiske regime, der er blevet etableret i takt med, at den digitale teknologi og internettet har bredt sig. Siegel kalder det informationsstaten, The Information State, som er titlen på hans nye bog med undertitlen Politics in the Age of Total Control Hans definition af informationsstaten lyder således: “Det er et politisk regime, der regerer ved hjælp af kontrollen med digitale koder, internettets infrastruktur. Det sker gennem de digitale platformes påbud og håndhævelsen af dem og ved hjælp af de usynlige koder hos disse platforme. Det er fundamentet for informationsstaten som politiske regime.”

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på to opsigtsvækkende analyser i et førende russisk tidsskrift, som begge identificerer en alarmerende international udvikling, hvor risikoen for en atomkrig er stigende.  Vi lever i en tid præget af krig, men foreløbig er verden sluppet for direkte væbnede sammenstød mellem de stormagter, der er i besiddelse af atomvåben. Sådan en krig forbereder Kina sig imidlertid på ifølge russiske eksperter.  I Ruslands toneangivende udenrigspolitiske tidsskrift Rusland i Global Politik, som indtil bruddet mellem Vesten og Rusland samarbejdede med sin amerikanske pendant, Foreign Affairs, gør eksperterne rede for en omfattende mobilisering af en lang række kapaciteter i Kina, der har stået på de seneste år. De russiske eksperter peger på, at der er en iøjnefaldende modsætning mellem det, den kinesiske ledelse proklamerer officielt, og så det, der reelt foregår på de indre linjer. Udadtil tales der om en inkluderende og retfærdig globalisering og menneskehedens fælles skæbne, men indadtil forbereder Kina sig på apokalyptiske scenarier med en atomkrig som det mest mareridtsagtige.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på et par aktuelle analyser af krigen i Mellemøsten og dernæst på tre scenarier for, hvordan verden vil se ud efter Trump. Det kan være svært at finde hoved og hale på en verden, der er løbet løbsk. Strømmen af nyheder virker som en kakofoni, et hav af mislyde, der stikker i forskellige retninger og varsler kaos og turbulens, og hvor intet er som før. Tag vores forhold til USA.  Indtil for nylig insisterede vores statsminister på, at der aldrig måtte være så meget som et A4-ark mellem Washington og København, men nu udgør USA den største trussel mod Danmarks territoriale integritet, og selvom det kan ændre sig, så vender vi aldrig tilbage til fortidens nære alliance mellem USA og Europa. Eller tag krigen i Mellemøsten.  De lærde strides om, hvem der foreløbig har vundet. Er det USA og Israel, som har lagt store dele af Irans militære kapacitet i ruiner og likvideret store dele af den iranske ledelse, eller er det Iran, som har overlevet seks ugers bombardementer, har taget kvælertag på den globale økonomi og vist verden, at man godt kan overleve et amerikansk forsøg på regimeskifte og tilføje Washingtons nære allierede i regionen alvorlig økonomisk skade?

Ytringsfriheden er på tilbagetog over det meste af verden – men hvorfor sker det netop nu, og hvad betyder det for vores demokrati? Jeg har inviteret Jacob Mchangama, en af verdens førende stemmer i debatten om ytringsfrihed og demokrati, i studiet til en aktuel samtale om denne foruroligende udvikling. I dag ser vi eksempler på, at også normalt lovlydige borgere i vestlige demokratier kan blive opsøgt af politiet på deres privatadresse for ting, de har ytret online. Hvordan hænger den globale tilbagegang i ytringsfriheden sammen med, at vi samtidig kan ytre os i et hidtil uset omfang takket være smartphonen? Og hvad kommer kunstig intelligens til at betyde for vores ytringsfrihed – både på kort og lang sigt? Se med og bliv klogere på netop det, når jeg taler med Jacob Mchangama direkte fra Frihedsbrevets studie tirsdag den 28. april kl. 20.00. Undervejs vil der også være mulighed for at stille spørgsmål, som vi besvarer live.

Lige siden den russiske invasion af Ukraine i 2022 har Vesten forsøgt at ramme Kremls olieindtægter med henblik på at svække Ruslands evne til at føre krig. Det er primært sket på to måder. For det første ved at holde russisk olie væk fra de globale markeder og for det andet ved at presse prisen på russisk olie ned. Den politik har været en blandet succes. For eksempel har EU i stedet for som tidligere at købe olie direkte af Rusland besluttet at importere olie fra Indien, som i virkeligheden er russisk olie. Det har Indien tjent godt på, mens det har kostet EU ekstra.  Til gengæld har Rusland været nødt til at give både Indien og Kina en pæn rabat, dog ikke mere end at indtægterne fra olieeksport stadig skæpper i statskassen. Rusland har fortsat et pænt overskud på sin udenrigshandel, og underskuddet på statsbudgettet er mindre end i de store vestlige lande, selvom sanktionerne har skærpet presset på de offentlige finanser.

 I denne uges Fri Tænkning ser jeg på den aktuelle situation omkring Iran. Det trækker op til økonomisk recession, og præsident Donald Trumps muligheder er begrænsede, så længe Iran sidder med nøglerne til Hormuzstrædet, regimets helt afgørende trumf. Hvis Trump ikke kan levere de nødvendige indrømmelser til præstestyret, kan han føle sig tvunget til at eskalere krigen ved at indsætte tropper på land – med uoverskuelige konsekvenser. Da general Jay Garner i 2003 vendte hjem til USA efter at have haft ansvaret for den indledende amerikanske besættelse af Irak, spurgte præsident George W. Bush, om han ikke havde lyst til at stå i spidsen for håndteringen af den næste militære offensiv på dagsordenen, nemlig Iran.    På det tidspunkt havde USA efter terrorangrebet den 11. september 2001 store planer for en omkalfatring af Mellemøsten i sit eget billede. Det ene autoritære regime efter det andet skulle omstyrtes med militær magt, og i stedet skulle der med kampvogne og missiler indføres folkestyre inspireret af Thomas Jefferson og andre af USA's stiftere. Det skulle ifølge planen sætte gang i en domino-effekt, således at man til sidst ikke ville kunne se forskel på styreformen i Idaho og Illinois på den ene side og Irak og Iran på den anden.   Hele det neokonservative establishment fra vicepræsident Dick Cheney til kommentatorer som Charles Krauthammer, Robert Kagan og Bill Kristol anbefalede præsidenten at fjerne det iranske regime med magt.   Bushs planer for Iran blev imidlertid forpurret af to ting.    For det første gik det ikke med pacificeringen og demokratiseringen af Irak, som hans rådgivere havde forudset, og for det andet konkluderede de amerikanske efterretningstjenester i 2007 med ”stor sikkerhed”, at Iran for flere år siden havde stoppet sit atomprogram.    Det betød ifølge Bush selv, at han militært blev bundet på hænder og fødder og ikke længere kunne retfærdiggøre en invasion af Iran. Man husker, at invasionen af Irak i 2003 netop skete med henvisning til falske efterretninger om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.   I en gennemgang af forholdet mellem USA og Iran siden revolutionen i 1979 i The New Yorker gør historikeren Daniel Immerwahr opmærksom på, at Washington er flippet ud over præstestyret lige fra dets første færd, da ayatollaherne tvang en amerikansk støttet monark til at flygte, etablerede en islamisk republik og holdt 52 amerikanere som gidsler på landets ambassade i Teheran i 444 dage.

Hvis du ikke ved, hvad du skal tage dig til i dag, så har jeg en anbefaling:  Kl. 14 kan man i Malmø i biografen Spegeln se den ukrainske instruktør Sergej Loznitsas nye film De to anklagere, der foregår i Stalins Sovjetunionen i 1937, det år, der mere end noget andet er forbundet med Den Store Terror, en bølge af udrensninger overalt i det sovjetiske samfund, hvor man så folkefjender, sabotører og fremmede agenter overalt, og hvor tusindvis af mennesker med stor entusiasme stak kolleger, venner og bekendte.  Det hemmelige politi, NKVD, fandt på frit opfundne anklager, og de fængslede blev tortureret til at tilstå ting, de ikke havde gjort. I nogle af de efterfølgende skueprocesser fortalte de anklagede i detaljer, hvordan de havde planlagt de mest vanvittige og utænkelige forbrydelser såsom at grave underjordiske tunneller ved grænsen, således at fremmede magter kunne invadere Sovjetunionen, eller organiseret underjordiske spionnetværk i ledtog med fremmede tjenester på et tidspunkt, hvor landets grænser var hermetisk lukkede.     Formålet var at konsolidere Stalins magt, og det blev gjort ved at skabe et klima af frygt, total mistænksomhed og konformisme. Hvis man tror, at dette ikke vedrører os, vil jeg opfordre til at lytte til Danmarks Radios P1 Morgen fra slutningen af september sidste år, da vi på basis af rygter og halvkvædede viser i tre timer blev bombarderet med en katastrofe-fortælling om, at Danmark var under droneangreb. Journalister, som er sat i verden for at tænke kritisk, gik totalt i selvsving. De kastede sig over den mindste informationsbid, som om der var et atommissil på vej mod København. Statsminister Mette Frederiksen advarede os om, at dette kun var starten, og at vi i Europa kun har én primær fjende, og det er Rusland. Derfor bør vi være på vagt og gøre præcis, som hun og hendes regering ønsker. De, der ikke makker ret eller ikke accepterer fortællingen, går fjendens ærinde.   Samme teaterforestilling fik vi, da gasrørledningerne i Østersøen i september 2022 blev sprængt i stykker.    Og under pandemien greb statsministeren til en lignende metode. Hun forsøgte at skræmme os alle fra vid og sans, så vi var parate til at acceptere hvad som helst, og det virkede.

Vladimir Putin vil snart have det som Palle alene i verden.  Sådan forlød det umiddelbart efter starten på USA's og Israels angreb på Iran og likvideringen af landets religiøse og militære ledelse som følge af en imponerende magtdemonstration, der decimerede Irans militære kapacitet. Vi ignorerer for tankeeksperimentets skyld, at verden ikke længere er delt op i distinkte blokke og alliancer; at det kan skifte fra situation til situation, som vi selv har måttet sande i forhold til USA, og at Rusland, uanset hvad der sker i Iran, sidder med ved bordet i nogle af de seneste årtiers vigtigste internationale nyskabelser, nemlig BRIKS+ og Shanghai Cooperation Organization (SCO).   Den ene såkaldt nære allierede efter den anden faldt, hed det. Først Assad-regimet i Syrien i 2024, dernæst Maduro i Venezuela i januar, dog uden et regimeskifte, og nu Irans ayatollah Ali Khamenei, hvor mange for et par uger siden forestillede sig, at præstestyret ville kollapse, mens flere inklusive præsident Trump selv forudså, at Cuba ville blive den næste i rækken.  Samtidig er Ruslands indflydelse i sit nære udland, ikke mindst i Centralasien og det sydlige Kaukasus, blevet svækket som følge af krigen i Ukraine. Både fordi Ukraine er Kremls udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioritet nummer ét, og hovedparten af landets ressourcer kanaliseres den vej, og fordi flere af republikkerne i det tidligere Sovjetunionen har udnyttet situationen til at kigge i andre retninger, uden at Moskva kan gøre så meget. Set fra Moskva vil udfaldet af krigen i Ukraine bestemme landets position i verden i mange år fremover. Hvis man taber krigen, vil det blive mere end almindeligt svært at opretholde forestillingen om Rusland som stormagt.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter og journalist, George Packer, som er aktuel med romanen The Emergency, en dystopisk fortælling, en fabel eller et folkeeventyr skrevet med det moderne Amerika i tankerne, og stående på skuldrene af en lang tradition af forfattere fra George Orwell og Aldous Huxley til Margaret Atwood og J.M. Coetzee, om end der i Packers roman ikke er nogen Big Brother eller brutal diktator, der overvåger alle og griber til undertrykkelse og tortur. Til gengæld overvåger borgerne hinanden.