Flemming Rose

Vladimir Putin vil snart have det som Palle alene i verden.  Sådan forlød det umiddelbart efter starten på USA's og Israels angreb på Iran og likvideringen af landets religiøse og militære ledelse som følge af en imponerende magtdemonstration, der decimerede Irans militære kapacitet. Vi ignorerer for tankeeksperimentets skyld, at verden ikke længere er delt op i distinkte blokke og alliancer; at det kan skifte fra situation til situation, som vi selv har måttet sande i forhold til USA, og at Rusland, uanset hvad der sker i Iran, sidder med ved bordet i nogle af de seneste årtiers vigtigste internationale nyskabelser, nemlig BRIKS+ og Shanghai Cooperation Organization (SCO).   Den ene såkaldt nære allierede efter den anden faldt, hed det. Først Assad-regimet i Syrien i 2024, dernæst Maduro i Venezuela i januar, dog uden et regimeskifte, og nu Irans ayatollah Ali Khamenei, hvor mange for et par uger siden forestillede sig, at præstestyret ville kollapse, mens flere inklusive præsident Trump selv forudså, at Cuba ville blive den næste i rækken.  Samtidig er Ruslands indflydelse i sit nære udland, ikke mindst i Centralasien og det sydlige Kaukasus, blevet svækket som følge af krigen i Ukraine. Både fordi Ukraine er Kremls udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioritet nummer ét, og hovedparten af landets ressourcer kanaliseres den vej, og fordi flere af republikkerne i det tidligere Sovjetunionen har udnyttet situationen til at kigge i andre retninger, uden at Moskva kan gøre så meget. Set fra Moskva vil udfaldet af krigen i Ukraine bestemme landets position i verden i mange år fremover. Hvis man taber krigen, vil det blive mere end almindeligt svært at opretholde forestillingen om Rusland som stormagt.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske forfatter og journalist, George Packer, som er aktuel med romanen The Emergency, en dystopisk fortælling, en fabel eller et folkeeventyr skrevet med det moderne Amerika i tankerne, og stående på skuldrene af en lang tradition af forfattere fra George Orwell og Aldous Huxley til Margaret Atwood og J.M. Coetzee, om end der i Packers roman ikke er nogen Big Brother eller brutal diktator, der overvåger alle og griber til undertrykkelse og tortur. Til gengæld overvåger borgerne hinanden.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på, hvordan krigen i Ukraine har drænet russiske ressourcer og muligheden for at varetage Moskvas interesser andre steder i verden. Ifølge Putin-kritiker Dmitrij Nekrasov bør der ikke være anledning til overdreven optimisme i Vesten. Han opfordrer vestlige beslutningstagere og medier til at være opmærksom på de ting, som lykkes for den russiske regering på den økonomiske front. I modsat fald ender vores risikoanalyse som hos den, der køber en lottobillet og regner med at vinde jackpot for at kunne dække alle sine udgifter. 

I denne uges Fri Tænkning gør jeg status på fire års krig i Ukraine, og jeg gør det med fokus på tabstal. Den officielle vestlige fortælling lyder, at Rusland lider langt større tab end Ukraine, men det udfordrer en ung ph.d.-studerende fra King’s College i London. Vil 2026 blive året, hvor krigen i Ukraine slutter?   På tærsklen til fireåret for den russiske invasion sætter nogle deres lid til, at de igangværende forhandlinger i Geneve vil gøre en ende på krigen, mens andre kalder det spil for galleriet.    De fleste peger fingre af Vladimir Putin, andre gør Volodymyr Zelenskyj til skurken, mens atter andre retter skytset mod enten Donald Trump eller Ukraines allierede i Europa.   Det er selvfølgelig en politisk vigtig diskussion, hvor man skal placere ansvaret, og det kan bruges til at skærpe presset på den ene eller anden aktør, men det er nok en øvelse af begrænset værdi, og den afspejler mest, hvor sympatien hos den enkelte kommentator ligger.   Grundlæggende er det lige nu svært at forestille sig et bæredygtigt kompromis mellem Ukraine og Rusland, som kan gøre en ende på krigshandlingerne og etablere rammerne for en fredsaftale, der kan holde på længere sigt. For ingen af parterne synes at være i en situation, hvor de er villige til at give indrømmelser i forhold til deres officielle krav.

Jeg håber, at du vil se med, når Friis Arne Petersen og jeg sender Friis' diplomatpost direkte fra Frihedsbrevets studie mandag den 30. marts kl. 20.00. Det er nemlig en verden ude af balance, vi lever i lige nu. Krige og konflikter, økonomisk usikkerhed, klimaforandringer og en verden, hvor det er svært at blive klog på, hvad man skal prioritere. Hvem der er allieret, og hvem der er fjende. Hvem der er vindere, og hvem der er tabere. Det går vi helt tæt på denne aften – hvor vi vil sidde klar til at besvare de spørgsmål, som du måske brænder inde med.

Lad os begynde med et opsigtsvækkende mord.  Den 2. marts 2022 om aftenen får Denys Kirejev et opkald af den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU. Chefen for landets kontraspionage, Oleksandr Poklad, vil gerne mødes med ham.  Tre dage tidligere har den 45-årige Kirejev som medlem af den ukrainske delegation deltaget i de første forhandlinger mellem Kyiv og Moskva i Belarus, efter at russiske tropper den 24. februar indledte deres invasion af Ukraine. Kirejev har en karriere i den finansielle sektor bag sig med topjobs i både ukrainske og vestlige banker, heriblandt Citibank, Rabobank og Credit Lyonnais, men han har også arbejdet for to brødre tæt på den tidligere præsident Viktor Janukovytj, der måtte flygte til Rusland i 2014 efter at være blevet afsat. Derudover er han i dybeste hemmelighed blevet rekrutteret af Ukraines efterretningstjeneste GUR, hvis øverste chef, Kyrylo Budanov, senere afslører, at de efterretninger om de russiske planer, Kirejev leverer umiddelbart før invasionen, sandsynligvis forhindrer hovedstaden Kyivs fald. Ifølge Budanov er det ham, der har bedt Kirejev deltage i forhandlingerne, og han har instrueret sin agent i at gøre, hvad han kan, for at trække dem i langdrag, så Ukraine kan vinde tid til at mobilisere sit forsvar.

Hvor ofte går du på kompromis?   Synes du, at man sælger ud af sine værdier, når man går på kompromis, eller har de, der er parate til at indgå kompromiser, i virkeligheden ingen værdier, og netop derfor er de mere bøjelige og letpåvirkelige?   Eller er det at kunne praktisere kompromisets kunst i virkeligheden et aktiv, som er nødvendigt for fredelig sameksistens mellem mennesker og nationer?   Det har jeg talt om med den israelske filosof Avishai Margalit, forfatter til bogen On Compromise and Rotten Compromises, der udkom i 2009, men som med tiden bare er blevet endnu mere aktuel, for vi lever i en tid, hvor kompromiset er en truet art.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med den amerikanske graverjournalist Jefferson Morley om det seneste års udvikling omkring opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord, nemlig drabet på præsident John F. Kennedy i Dallas den 22. november 1963.  Det skyldes, at præsident Donald Trump for et år siden gav ordre til at frigive alle resterende dokumenter – omkring 80.000 sider.  Den 67-årige Morley er nok den journalist, der ved mest om sagen og i de forløbne tre årtier har dækket den tættest. Han er chefredaktør for JFK Facts, et digitalt medie, der løbende bringer nyt og graver videre i arkiverne. Morley er desuden forfatter til tre biografier om nogle af mordgådens centrale figurer:  James Angleton, chef for CIA’s kontraspionage i perioden 1954-1975; Richard Helms, operativ chef for CIA 1962-1965 og efterretningstjenestens direktør 1966-1973 og Winston Scott, CIA-chef i London og Vesteuropa i årene efter Anden Verdenskrig og derpå i perioden fra 1956 til 1969 stationschef i Mexico, som den påståede gerningsmand Lee Harvey Oswald besøgte, kort før Kennedy blev skudt. Morley arbejder i øjeblikket på en ny bog, som, hvis alt går vel, udkommer senere i år. Her zoomer han ind på Kennedy-mordet med CIA-operationer som sin kameralinse. Fokus vil være på de CIA-topfolk, vi taler om i denne uges Fri Tænkning, som Morley har lært nyt om i det forgangne år, hvilket har bestyrket hans opfattelse af, at nøglen til mordgåden skal findes i CIA.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Seymour Hersh, der er hovedperson i en ny prisvindende Netflix-dokumentarfilm med titlen Cover-Up. Den 88-årige Hersh har siden slutningen af 1960’erne stået bag snesevis af afsløringer af magtmisbrug og ulovligheder begået af den amerikanske regering. Frihedsbrevet er det første medie i verden, der har fået hul igennem til den journalistiske legende for at tale om filmen og hans enestående karriere.

I denne uges Fri Tænkning kaster jeg ved hjælp af efterretningstjenesten i Estland og anerkendte internationale eksperter et kritisk blik på den internationale bestseller Hvis Rusland vinder – et scenarie, som er skrevet af den tyske professor i international politik, Carlo Masala.