Mads Brügger

Jeg var taget på årets sidste stuegang. Det var torsdag den 22. december, og Folketinget var ved at lukke ned. En af de vildeste sæsoner i dansk politik nogensinde var ved at finde sin afslutning. Folk var udmattede. Tænk lige på alt det, de havde været igennem, de 179 medlemmer af Folketinget: Oplukningen, afstemningen om forsvarsforbeholdet, FE-sagen, Minkskandalen og så til sidst et folketingsvalg, som havde været et festfyrværkeri af gak og løjer. Alle trængte til et time out, til at få slikket deres sår og gøre gevinster og tab op.

Klokken var blevet kvart i to om eftermiddagen, da jeg omsider nåede frem til Christiansborg, denne fredag den 16/12. Lidt vel rigeligt sent at begynde sin stuegang, kan man mene, men det var prisen for at læse sig igennem regeringsgrundlaget. Forude ventede mig møder med profiler som transportminister Thomas Danielsen (V), tidligere MF’er Frank Aaen (Ø) og konservativ partiformand Søren Pape Poulsen. I sig selv interessant, men endnu mere interessant er det, at jeg hen ad vejen opfangede kvalificerede rygter om, hvilken ministerpost forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) oprindeligt var blevet tilbudt, men havde takket nej til.

Der har gået et rygte på Christiansborg om, at den nye regering bliver meldt ud på onsdag. Det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har selv været med til at bære rygtet rundt på Borgen og har endda hvisket det i ørene på medlemmer af Folketinget og andre journalister. Alle må vi gøre vores for at holde gryden i kog – også undertegnede.

Når jeg ser tilbage på det hændte, er det sidste, jeg husker, at jeg trådte ind i Folketinget i lørdags, hvor det var som at træde ind i Rødovre Centrum i december måned. Udenfor, en skånselsløs, kontinental kulde og et skydække, der lå som en dome af bly henover Slotsholmen. Indenfor, en kæmpemæssig julestue, draperet i rødt lys, der strakte sig ud over hele Vandrehallen og videre ned i Fællessalen. Deltagerne bestod af funktionærer ansat i Folketinget, tidligere medarbejdere, MF’ere med børn, og så udefrakommende borgere, der havde sikret sig en billet.

Det er altid vigtigt at bevare sit overraskelsesmoment. Derfor har jeg denne gang bidt min ugentlige stuegang i Folketinget over i to dele. Første del fandt sted i torsdags, og så tog jeg en ny turnus om fredagen, der jo er min sædvanlige besøgstid. Hvad der følger nedenfor er en sammenfatning af min journal, som jeg har forsøgt at holde short and sweet. Blandt højdepunkterne kan jeg nævne, at jeg har fået skæld ud af MF Theresa Scavenius fra Alternativet, og så har jeg været nede i kælderen under Folketinget og her set et forladt kommandorum, der skulle have været brugt til forsvaret af Slotsholmen under Den Kolde Krig.

Denne gang er min stuegang foregået i tre tempi. Først havde jeg en aftale med Jan E. Jørgensen fra Venstre, der skulle ned i tingets kunstdepot for at se, om der var nogle gode værker, der var kommet retur, efter at mange af de gamle MF’ere er røget ud. Det var om tirsdagen, den 15/11. Om onsdagen var jeg med til ceremonien i Fællessalen, hvor de 52 nye medlemmer af Folketinget skulle skrive under på, at de vil overholde grundloven. Og så, vanen tro, var jeg Folketinget rundt om fredagen for at gå min sædvanlige stuegang. Som altid har jeg kun været observerende og har ikke grebet ind. Jeg kigger bare.

Dér, hvor det sner på Christiansborg, denne fredag formiddag den 11/11 2022, er oppe ved grøn gang, anden sal, til højre. Altså gangen, der fører ind til Statsministeriet. De fleste kontorer langs dette afsnit er beboet af de konservative MF’ere, heriblandt selveste Señor Pape, og ironien er selvfølgelig, at lige netop nu, hvor Team Pape er allermest pressesky og særligt sensitiv, ja så er de blevet belejret af en hær af pressefolk, der venter på nyt fra de igangværende regeringsforhandlinger inde hos Statsministeriet. Det eneste medlem af den konservative folketingsgruppe, der har udnyttet mediernes tilstedeværelse i nærmiljøet, er Mai Mercado, som er kommet ud på gangen for at optage en video til sin profil på TikTok – og det til lyden af “Kute & Neat” med Sasique.

Som med resten af Folketinget denne første fredag i november måned forekommer også tredje sal til højre, gul gang midt for, renset for al menneskelig aktivitet. Bortset fra nogle enkelte folketingsbetjente, der vandrer hvileløst rundt, som var de Non Playable Characters i et meningsløst computerspil, sker der slet ingenting. Men scenografien og rekvisitterne taler dog sit eget sprog om, hvor grusomt et folketingsvalg kan være for taberne. Hårdest gik det ud over den blå blok, og især partiet Venstre, der næsten blev halveret af vælgerne. Som resultat heraf er der allerede nu – blot to dage efter valget – blevet stillet flyttekasser og ruller med hvide plasticposer op foran dørene til velkendte Venstre-profiler. Som for eksempel Eva Kjer Hansen. En meget underspillet måde at sige “god tur hjem” på. Det eneste, de bortviste kan glæde sig over, er, at de nu kan blive medlem af den sagnomspundne loge F.F.F., kort for Foreningen af Forhenværende Folketingsmedlemmer, der faktisk holder til oppe på tredje sal, gul gang.

Man skulle næsten tro, at Hunter S. Thompson før sin død var rejst frem i tiden og havde overværet den en time og 57 minutter lange Demokratiets Aften i går på DR1 med alle de fjorten partiledere på rad og række i Koncerthuset. Til sidst i debatten, da Oh Land afsang Michael Falchs fade og klæge “I et land uden høje bjerge”, havde undertegnede i hvert fald en distinkt følelse af, at dansk politik ikke kunne blive mere absurd. Og frastødende. For jo mere DR forsøger at hygge om folk og betone, at vi alle er fælles om noget, forstår man, at der er tale om en indre driftsimpuls, som ændres til det modsatte på ydersiden. Altså en ubevidst reaktionsdannelse, som skal skjule‚ at dansk politik er fuld af had, vrede og frygt. Mere om dette besynderlige antiklimaks før klimakset længere fremme, her i mit nyhedsbrev nummer 75.

Hermed velkommen til mit nyhedsbrev nummer 74. Mit første nyhedsbrev, som er bag betalingsvæggen. Det kalder selvfølgelig på, at jeg gør mig ekstra umage som pennefører og ikke spilder læsernes tid med mine personlige kæpheste. Så lad os straks komme til sagen, nemlig min tredje stuegang i Folketinget.