Mikkel Bruun Zangenberg

”Bæk og Ullebæk” – nogenlunde sådan udtales de to på dansk, de to forfattere, vi i dag skal høre nærmere om. Den unge danske homoseksuelle mand Glenn Bech har skrevet et både rasende og fortvivlet ”manifest” for en bedre verden – det hedder Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, og det er et slag lige i solar plexus. Den ældre, franske og heteroseksuelle mand Michel Houellebecq har brudt med sit eget mønster og skrevet en roman med titlen tilintetgøre. Det er en roman, hvor tingene, langt fra at blive tilintetgjort, tværtimod peger frem mod både håb, fortrøstning og kærlighed. Det er stærkt atypisk for Houellebecq, der plejer at være kulsort, pessimistisk og fuld af en dejligt forudsigelig livslede og menneskeforagt. Så hvem skal vi tage til os? Bech, der siger, at verden skal laves om? Eller Houellebecq, der konstaterer, at verden alligevel er ok?

I denne uges Fri Kritik skal vi blandt andet forbi Kirsten Hammanns nye roman Georg-komplekset. Georg er 55 år gammel, gift, tidligere succesforfatter med talrige lange interviews i aviser og magasiner, oversættelser til engelsk og fransk, alenlange køer af læsere, der vil have en autograf i bøgerne, modtager af litterære priser og medaljer fra Dronningen. Nu er han imidlertid en frygteligt falleret forfatter. Han lider af en mangeårig skriveblokering. Forlaget har dumpet ham. Kollegerne undgår ham, fordi bitterheden og misundelsen står ud af ham i lange, giftiggrønne stråler. Læserne har glemt alt om ham – og imens bader alle kollegerne sig selvfølgelig i succes og seks stjerner, som de straks beretter om på Facebook. Georg tror ikke det kan blive meget værre. Men så beslutter hans viv sig for at ville skrive en bestseller. Det tegner til at blive en dundrende succes. Hun sidder inde på sit arbejdsværelse og klukker af grin; forlaget er ved at kløjes af begejstring, og filmrettighederne er allerede ved at blive solgt for en formue. Nu begynder Georgs mareridt for alvor. Nu bliver det ondt.

I dag skal det handle om kvindekønnet. Tilfældigvis er det sådan, at forfatteren Niels Frank lige har udgivet et stort værk om sin søster Elin, der sidst i marts 2021 blev myrdet af sin mand, som hun var ved at blive skilt fra. Manden skød hende foran parrets to voksne sønner. Det er en tragisk historie, der meget passende har fået titlen Fanden tage dig. Samtidig har digteren Harald Voetmann udgivet nogle virkeligt spøjse digte betitlet Hetærebreve; de er inspireret af en terrakotta-figur af en prostituerets sko fra det 2. århundrede. Under terrakottaskoen står der på græsk ”Følg mig”. Så kunne kunden finde beskeden og følge i sporet på kvinden. I sine digte lader Voetmann hetæren få ordet. Endelig har en af dette lands mest suveræne forfattere, nemlig meget kvindelige Ida Jessen, udgivet en god håndfuld essays, der handler om litteratur, om liv og død og kærlighed, men også visse steder om det med kønnet. Den essaysamling hedder Endnu en bog jeg aldrig skrev, og den skal vi også gennemstrejfe.

I dag skal vi endnu engang bese litteraturens mægtige sociale og politiske kraft – det skal vi gøre ved at høre om Salman Rushdie; ved at flimre forbi nogle af de største begivenheder og navne på årets Louisiana Literature; og endelig ved at dykke ned i et par af sæsonens vigtigste tidlige udgivelser; den unge journalist Johan Varning Bendtsens fremragende reportagebog om Sverige, Det svenske eksperiment (Gads Forlag); George Orwells desværre udødelige klassiker Animal Farm (Lindhardt & Ringhof) og endelig Nobelpris-modtageren Peter Handke, der skildrer litteraturen som ”det andet sværd”.

En, der med særlig ret kan tale med om emnet "frihed", er den verdensberømte kinesiske aktivist og kunstner Ai Wei Wei (f. 1957), der nu udkommer på dansk med bogen 1000 års sorger og glæder. Værket er på den ene side et dobbeltportræt af Wei Wei og hans far, digteren Ai Qing (f. 1910). På den anden side er bogen en ætsende kritisk skildring af det moderne Kina og af det totalitære regime i Beijing.