Bastian Emil

Sæsonen har nået sin ende. Tadej Pogačar vandt lørdag Lombardiet Rundt og sluttede sæsonen af, som han begyndte den: Med sejr. Fra februar til oktober har han strøet sin styrke ud. Han vandt i februar Clasica Jaen Paraiso Interior og så fulgte Ruta del Sol, Paris-Nice, Flandern Rundt, Amstel Gold Race og Fleche Wallone.

Vuelta a España sluttede søndag i Madrid. På en aftenetape fra hestevæddeløbsbanen Zarzuela lidt nord for byen, forbi Pradomuseet til Paisaje de la Luz’ majestætiske storhed, kørte rytterne de sidste kilometer af årets sidste grand tour. Det hollandske storhold Jumbo-Visma er det bedste cykelhold i moderne tid. De knuste al modstand og besatte podiets tre øverste trin, da fejringen fandt sted i aftensolen. Det er en kendsgerning, at de har vundet alle årets Grand Tours med tre forskellige ryttere. Det maner til respekt og beundring. Cykelløbene er deres.

Ganske overraskende er det hverken Jonas Vingegaard eller Primož Roglič, holdets to kaptajner, som fører løbet. Det er i stedet den loyale hjælperytter Sepp Kuss, som bærer den røde førertrøje. Han kørte sig i stilling til førstepladsen på løbets 6. etape til Javalambre i Aragon. Den dag satte Jumbo-Visma et massivt og overraskende angreb ind på den forsvarende vinder, Remco Evenepoel, og resten af klassementets udfordrere. På en kuperet, men ellers lidt uanseelig etape sendte de halvdelen af deres hold i udbrud, heriblandt den trofaste løjtnant Kuss.

Vuelta a España er startet. Den forsvarende vinder fra Bruxelles, Remco Evenepoel, stiller til start med rygnummer 1. Han udfordres fra en fælles front af Jonas Vingegaard, som vandt Tour de France, og Primož Roglič, som vandt Giro d’Italia. Det er stort for løbet, at tre Grand Tour-vindere står klar i forreste geled. At Tour de France-vinderen har meldt sin ankomst og skal kæmpe mod den tidligere verdensmester, fænomenet Evenepoel, for første gang i en Grand Tour, giver løfter om et godt cykelløb. Det er den røde førertrøje, som er på højkant de næste tre uger.

Det er et stort dynasti, Mathieu van der Poels navn er en del af. I hvert løb han stiller op i, sammenlignes han med sin families storhed. Efter verdensmesterskaberne i Glasgow er der ikke længere nogen tvivl. Mathieu er sin families fineste cykelrytter. I silende regnvejr krydsede han målstregen langt fra sin rival van Aert. Han rystede på hovedet. Tog sig til hjelmen og forsøgte at begribe sejren. 1 minut og 37 sekunder efter kom van Aert slukøret kørende. Endnu en andenplads. Hans karriere står nu en anelse i skyggen af van der Poels.

Ønsker man at se et cykelløb fra vejkanten så vælg et løb hvor Remco Evenepoel fra Belgien stiller til start. I lørdags oplevede jeg ham i sit sidste løb i verdensmestertrøjen. Den trøje, som han erobrede langs Stillehavets kyst i Wollongong i Australien for næsten et år siden med et soloangreb langt fra mål. Som dengang gjorde det i dag stort indtryk at se den 23-årige belgier passere forbi med sin aerodynamiske stil og sin høje fart, altid forrest. Fordi det tilfører cykelløbene en magi, når hans navn står på startlisten.

“Jeg er ikke ung mere”. Sådan sagde Tadej Pogacar på Champs Élysées efter gårdagens målgang i Paris. Han sad og gav sine sidste interviews i ungdomstrøjen, som har været hans fire år i træk. Om et par måneder fylder han 25 år og er ikke længere en del af ungdomsklassementet. “Jeg siger farvel til min elskede hvide trøje. Det var et utroligt løb for mig og mit hold. Jeg er meget glad for at nå podiet i Paris”. Pogacars gode humør er et af hans mange våben som cykelrytter. Ud over sine angreb i bjergene og på brostenspavéerne, sin charmerende og ærlige facon, er hans smil en del af hans overbevisende udtryk som menneske. Det er simpelthen svært ikke at holde af ham.

På to dage har Kasper Asgreen fra Kolding gjort umådeligt indtryk på alle, der holder af Tour de France og følger cykelrytternes bedrifter. Efter en lang periode med voldsom modgang fangede han alles blik, da han de sidste to dage har præget Tour de France i fineste grad.

Cykelløbet er i sin grundidé en undersøgelse af det ekstreme. Det balancerer på den tynde line, der spændes ud på de 21 etaper, mellem det mulige og det umulige. Som det er ønsket i Tour de France, blev årets løb i går afgjort på det højeste bjerg Col de la Loze. At Jonas Vingegaard definitivt distancerede sin rival Pogacar på den lange og stejle stigning op mod skiområdet Courchevel er en opfyldelse af ønsket om, at Tour de France skal vindes der, hvor løbet er hårdest.

"Hver eneste Orestes ved, før han overhovedet rører en cykel, at han vil få en Pylades. Hver Girardengo ved, at han får sin Ganna, hver Binda sin Guerra, hver Bartali sin Coppi.“ Sådan skriver den italienske forfatter Curzio Malaparte i sit essay om Fausto Coppi og Gino Bartali, der udkom som optakt til Tour de France i 1949. Malaparte beskriver rivalen som en broderlig fjende. En forbindelse til en konkurrent, som er så stærk, at det imiterer et blodets bånd. Jeg forstår ham efter at have overværet denne weekends cykelløb i Jurabjergene og Alperne, hvor Tadej Pogacar har udfordret Jonas Vingegaard.