Mia Skovby

Jeg vil afholde mig fra at redegøre alt for meget for, hvad der den 21. maj skete inde i Folketingssalen. Det var dagen for den årlige afslutningsdebat, der begyndte klokken otte om morgenen og varede til klokken halv et om natten, hvilket altså betød, at debatten varede mere end 16 stive timer.  I korte træk kan debatten opsummeres således: Hårdere straffe, udlændinge, Forsvaret, udlændinge, noget om nogle hunde, udlændinge, Gaza, ulve, udlændinge, pensionsalderen. Hvis man er sadistisk af natur og gerne vil læse en udførlig oversigt over, hvad, hvem og hvornår, vil jeg anbefale, at man slår et smut forbi et af dagbladene. For at gøre smerten mindst mulig vil jeg i stedet holde mig til at fremhæve de allermest interessante og sigende begivenheder, der udspillede sig i løbet af den 21. maj på Christiansborg.  Jeg ankommer til Christiansborg lidt efter otte, hvor nogle tilsyneladende har taget ulovlig opstilling ude foran indgangen. “Det er sidste gang, jeg beder jer om at gå nu,” siger en politibetjent til de fire fyre, der ser så usoignerede ud, at man kun kan gisne om deres politiske ståsted. Hvis nu jeg absolut skulle gætte, pistolen for panden og alt det der, så ville mit bud nok være noget om Gaza, ikke mindst grundet de tørklæder, de bærer om halsen. Et emne, der har fået et ekstra skud morfin ind i årerne, da Mette Frederiksen i et Instagram-opslag forleden konkluderede, at den humanitære situation i Gaza er “dybt alarmerende”, hvilket blev understreget med et par knuste hjerte-emojis.  Inde i Folketingssalen har Mette Frederiksen indtaget talerstolen, hvor hun stiller sig selv spørgsmålet:  “Hvad har en ulv, en ældrecheck, fertilitetsbehandling, kørekort til 17-årige og en kølehætte med hinanden at gøre?”  For så at svare: “Det er fem konkrete eksempler på, hvad politik kan,” inden hun begynder at snakke om både ulve og stigende supermarkedspriser. Så nævner hun kræft, inden hun siger: “Alt det, jeg her har nævnt, er eksempler på politiske beslutninger, som skaber konkrete forbedringer for rigtige mennesker.” Og så gør hun noget rigtig irriterende, da hun går i gang med sin næste sætning:  “Jeg kunne også have nævnt de faste teams, vi udbreder i ældreplejen, eller juniormesterlæren, der lige nu gør, at skoletrætte teenagere kan få lov til at arbejde i en virksomhed i stedet for at sidde på skolebænken. Jeg kunne også have nævnt den grønne trepart, der genopretter store dele af den danske natur. Jeg kunne også have nævnt, at vi nu afsætter flere milliarder til vores sundhedsvæsen, end nogen anden regering nogensinde har gjort,” siger hun, som om hun ikke lige har nævnt alle de ting. Efter lidt mere end en halv time er hun færdig med at nævne alle de ting, hun kunne have nævnt, hvis hun ville, og således kan debatten for alvor gå i gang.  Der går ikke lang tid, før man begynder at spotte slikposernes ankomst til Folketingssalen.  Af uransagelige årsager går der slikpose i den, når Folketinget skal samles til både åbnings- og afslutningsdebatten. Det virker til, at de har gang i en intern konkurrence om, hvilket parti der kan lave flest opslag på de sociale medier, hvori der indgår slik.  Det minder mig om dengang, man gik i niende klasse og skulle til de afsluttende skriftlige eksamener. Til de almindelige skoletimer måtte man naturligvis ikke have mad med, men det måtte man altså gerne til eksamenerne, hvilket halvdelen af 9.b’s drenge udnyttede til at tage to poser gifler, tre Dumle-slikkepinde, en pose Stjernemix og tre af de der sorte sambaer med. Bare fordi de kunne. Ligeledes er forskellige partier gået amok.  Kort før frokostpausen klokken 12 møder jeg en, der arbejder for Moderaterne, som står ude foran døren til Folketingssalen med en bakke med rød-hvide slikposer og venter på, at de voksne mennesker kan komme ud at hente dem.  Inger Støjberg har skrevet en personlig hilsen til hver af sine partikollegaer på en pose og uddelt disse. Angiveligt åbnede Susie Jessen (DD) allerede sin klokken 10. Anderledes fornuftig var Mette Abildgaard, der står for de Konservatives. Hun venter med at dele ud til efter frokost. Jeg spørger Sólbjørg Jakobsen (LA), der varetager Alex Vanopslaghs opgaver, mens han er på barsel, om også de har slik med.  “Nej! Ole (Birk Olesen, red.) synes, det er for børnehavet at gå og dele slik ud,” svarer hun. Senere på dagen lægger Socialdemokratiet en video på Instagram, hvor de spørger medlemmerne, hvad de har i deres taske. Uopsigtsvækkende mange af dem går rundt med slik.

I denne uge havde jeg set frem til at bruge alle mine vågne timer på at snakke med folk, der bekymrer sig for PET-loven. Et lovforslag, der vil give PET en række yderligere muligheder for at overvåge danskerne for at gøre det nemmere at udpege potentielle trusler, og som i denne uge skulle have været førstebehandlet i Folketinget. Men justitsministeren, Peter Hummelgaard (S), anede skriften på væggen og på Twitter og har derfor udskudt lovforslaget, så det først skal til behandling en gang i efteråret.  Denne udskydelse betyder imidlertid, at Christiansborgs beboere, der havde udsigt til at bruge det meste af denne uge på at mene noget om PET-loven, nu skal finde noget andet at bruge deres tid på og noget andet at mene noget om. Derfor er jeg denne onsdag, den 14. maj, taget i Folketinget for at fornemme, hvad tiden går med, mens vi venter på PET-loven.

Det er altid spændende at ankomme til Rød Gang på Christiansborg en tirsdag klokken 10.30. Det er den gang, hvor de fleste partier har deres gruppelokale, hvori de fleste partier holder deres gruppemøde hver tirsdag lige omkring klokken 11. Hvis man som journalist vil have en hurtig kommentar, er Rød Gang lige inden klokken 11 et godt sted at befinde sig. Det spændende er ikke så meget, hvor pressen står, men derimod hvad pressen har valgt, at de vil forsøge at få Lars Løkke Rasmussen (M) til at svare på den givne dag. Som jeg ser det, er der i dag den 6. maj ikke det oplagte spørgsmål, hvilket efterlader en del mulige bud: Vil pressen mon spørge Lars Løkke ind til den nyeste meningsmåling, hvor Moderaterne står til at modtage blot 3,8 procent af stemmerne, og hvor regeringen kun står til at få 66 mandater? Vil pressen mon spørge til Moderaternes medlemstal? De er jo trods alt det eneste parti, der enten ikke vil eller kan oplyse dét. Eller vil pressen mon spørge ind til, hvordan det går med løsgængeren Jon Stephensen, som, det rygtes, kunne være på vej tilbage i partiet som tak for, at han reddede den stadigværende klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M)? Umiddelbart efter redningen mødte Moderaternes gruppeformand Henrik Frandsen pressen, hvor der blev spurgt om, hvorvidt Jon Stephensen var velkommen i partiet igen. "Jamen, det har ikke noget at gøre med, om Jon Stephensen er velkommen eller ej. Det her har noget at gøre med, at der er et flertal," svarede han. “Er Jon Stephensen velkommen tilbage i Moderaterne?” spurgte en anden journalist. “Jamen, Jon Stephensen er ikke medlem af Moderaterne.” “Så er svaret vel nej?” spurgte en tredje journalist.

I denne uge gør jeg to ting for første gang: Den ene er at deltage i arbejdernes internationale kampdag. Den anden er at gå stuegang. Mens Mads Brügger har karantæne fra Christiansborg, fordi han har udvist “manglende situationsforståelse”, har jeg nemlig fået æren af at skulle agere hans vikar. Ret skal være ret, så det hele indledes med, at jeg tager i Føtex for at købe en æske chokolade til en, der har fortjent sådan en. Med den under armen bevæger jeg mig ind på Christiansborg, forbi vagterne og hen til paternosteren, hvor Mohammed Rona fra Moderaterne er i gang med at vise en gruppe rundt. Det gør han meget ofte. Mere end den gennemsnitlige folketingspolitiker, vil jeg tro. Tryllebundne af den rullende elevator opdager gruppen end ikke, at de spærrer for den, men lad dog barnet, tænker jeg. “Den er effektiv,” siger en af dem. “Meget effektiv,” bekræfter Mohammed Rona. Det skulle den også gerne være. Den tog 14 millioner kroner og ni måneder at renovere. Sådan bliver de ved med at stå i en rum tid. Først kigger de på elevatoren, der kommer, så kigger de på elevatoren, der forsvinder, på elevatoren, der kommer, på elevatoren, der forsvinder, og da det er nok, går de et par skridt tilbage, vender rundt om hjørnet og bruger trapperne til at rejse højdemeterne op, hvilket efterlader rulleriet ledigt til mig.