Julie Gufler

Ágota Kristóf (1935-2011) og Elizabeth Bishop (1911-1979) er begge forfattere, som skriver oven på en traumatisk personlig historie om tab, hjemløshed og med den ensomhed, der er deres skygge. I modsætning til en stor del af nutidens – og deres egen samtids – skønlitterære forfattere er det autobiografiske stof dog ikke noget, de villigt deler ud af, men snarere forbundet med en forhandling, som måske især kommer til udtryk i nærværende bøger. Det skal vi bl.a. se nærmere på i det følgende.

Et forord, tænker du måske – er det ikke sådan en lang og akademisk smøre, der hører til i klassikerne fra Penguin og Oxford University Press, printet med mikroskopiske bogstaver, pagineret med romertal, og som ingen fatter en brik af (ikke mindst fordi de forklarer noget, man ikke har læst endnu), men alle må igennem; som en slags obligatorisk tørsvømning, før man kan få lov at svømme en tur i den “rigtige” bog? Eller er du en af de frække, der springer over køen til stigen ned i bassinet og hopper i, direkte fra kanten?

I sidste uge så jeg Francis Ford Coppolas film om Vietnamkrigens gru, Dommedag Nu (1979). En uhyre voldelig film, som jeg aldrig før havde fundet anledning til eller haft mod på at sætte mig ned og se – på trods af (eller måske på grund af) dens massive kanonisering og popularitet op gennem min egen ungdom i både 00’erne og et godt stykke op i 10’erne. Er det mon mig, der endelig er blevet voksen, eller tiden, der nu er moden?!

Hører du til blandt dem, som (stadig) synes, at dansk litteratur er en navlebeskuende omgang krænkelser og kagebagning, så kan du godt begynde at glæde dig. Heck! – skænk dig selv en whisky og tænd for cigaren, for i dag skal vi stifte bekendtskab med to nye bøger fra den store, vide verden.

I søndags var jeg inde på Strøget i København og se Magtens Voksmuseum. En udstilling, der – frem for at smide en gipsbuste af kongen i havnen – hænger “dronningens” bagmænd til tørre ved at genskabe dem 1:1 i voks. Op og stå stift og glossy, frem for ned fra piedestalen og svømme rundt i egen opløsning. Det er da et nyt perspektiv. Jeg skriver dronning i anførelsestegn, fordi der naturligvis ikke er tale om Hendes Majestæt, men derimod dronningen af bagerkager, som vi skal se i det følgende. Her skal du nemlig ud over investeringsguiden girls just wanna have funds høre mere om den politiske biografi Lev med det. Begge er bøger, som deler vandene (høj- og lavvande?), og som både beskæftiger og beskæftiger sig med den velkendte magtens tredeling mellem at gøre, mene og vide.

I denne uge har jeg valgt at præsentere dig for en ny udgivelse fra en af de mest mytologiserede skikkelser i dansk litteratur, nemlig Mikkel Thykiers essay Omveje til Mississippi. Dertil den debuterende forfatter Benedicte Huang, hvis roman Døtreskole skildrer borgerskabet som et hus lidt uden for skoven, hvor Guldlok må vælge mellem at spille en lille eller en stor pige, men helst bare vil være et ubeskrevet blad.

Hvad er din hoflitteratur? Er det den, du spiser til morgenmad? Kald mig bare tolvtalspige, for i denne uges Fri Kritik, som også er min første, bevæger jeg mig lukt ud på det dybe med en præsentation af tre aktuelle poesiudgivelser. Værkerne af den hippe japanske og i Californien-bosiddende Hiromi Itō, den danske ENDELIG-debutant Nath Krause, samt den amerikanske 2020 Nobelprisvinder Louise Glück har på hver sin måde et ærinde med døden, med naturen og med fællesskabet og giver anledning til en diskussion om, hvad der er dyrt og kostbart anno 2023.