Lasse Sandborg

Alle vidste det – ingen var i tvivl. Det begyndte at lugte af et nyt politisk parti, da Lars Løkke Rasmussen stiftede Foreningen af 8. januar 2021. Men længe ville han ikke selv sige det højt. Han skulle købe sig tid. Offentligheden måtte vente flere måneder med at høre mere om projektet. Faktisk helt til Grundlovsdag den 5. juni 2021, hvor Lars Løkke Rasmussen annoncerede sit nye politiske projekt, som han døbte Moderaterne.  Et nyt parti placeret midt i dansk politik, som ikke længere skulle bero på yderfløjene. Det var hverdagens eksperter, de almindelige danskere. En revolution fra midten, lød skudsmålet af Danmarks nye parti, som officielt blev stiftet præcis et år senere. Men Frihedsbrevet kan nu tilføje et andet lag til fortællingen og tage offentligheden med bag kulissen på det, der udadtil blev brandet som en græsrodsbevægelse, men som indadtil havde helt andre ting for øje: At kanalisere store pengestrømme fra anonyme donorer ind i et kommende politisk parti. Gennem en række interne dokumenter, referater og korrespondancer kan man følge arbejdet med finansieringen – og her var det helt centralt, at holde pengemændene langt væk fra offentlighedens søgelys. 

Jens Heimburgers stræben efter magt var for 25 år siden så voldsom, at det var med til at koste ham en politisk karriere hos Det Konservative Folkeparti.  Men gennem de seneste år har den kontroversielle og driftige erhvervsmand indtaget en central og meget magtfuld rolle i Moderaterne, hvor han har haft en finger med i spillet alle steder. “Det er ham, der styrer Moderaterne,” lyder det fra en central kilde i miljøet omkring partiet. På baggrund af interne dokumenter og samtaler med en lang række kilder afdækker Frihedsbrevet i denne artikel Heimburgers magt hos regeringspartiet og tegner et portræt af Moderaternes edderkop. 

Det var en solstrålehistorie uden lige, da Moderaterne kort tid efter partiets stiftelse tog vælgerne med storm, blev Danmarks tredjestørste parti og nappede 16 mandater ved folketingsvalget i 2022. Med klare politiske dagsordener og en skarp iscenesættelse af partiformand Lars Løkke Rasmussen formåede Moderaterne at få en plads i det gode selskab og skrive sig ind i Danmarkshistorien ved at indtage regeringskontorerne, bare seks måneder efter at partiet – på selveste grundlovsdag den 5. juni 2022– havde set dagens lys. Det har altid blafret i vinden, hvem der støbte det økonomiske fundament bag Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen. Der er skrabet millioner af kroner ind gennem den hemmelighedsfulde erhvervsklub Det Erhvervspolitiske Mødested, der er skabt af en forening med det noget ukarakteristiske navn Foreningen af 8. januar 2021, som lagde kimen til det, der blev til Moderaterne på grundlovsdag 5. juni 2022. Men en praksis om mørklagte regnskaber og skjulte erhvervsfolk i pengeklubben har gjort det umuligt for offentligheden at få indblik i, hvilke donorer der gjorde folketingsdrømmen mulig for Lars Løkke og co. Indtil nu. Frihedsbrevet kan i dag afsløre, hvem der i det skjulte har finansieret Løkkes drøm. Vi kan samtidig beskrive den sammensatte gruppe af erhvervsinteresser og rigmænd, der gennem foreningen har postet penge i partiet – og hvor afgørende erhvervsklubbens midler har været for partiets opstart.

Frihedsbrevet har tidligere kunnet beskrive, hvordan advokaturchefen for Københavns Politi først dansede for tæt og ragede en kvindelig medarbejder og fik en såkaldt tjenstlig irettesættelse for derefter at blive tilbudt en anden topstilling hos politiet. Nu, tre år efter, har advokaturchefen igen opført sig upassende overfor en kvindelig medarbejder og løjet for sin chef omkring det. Alligevel slipper han med en bøde og fortsætter i sin chefstilling.

Det er noget nær umuligt at finde gode og centrale overnatningsmuligheder på Folkemødet på Bornholm. Alle steder i eller lige omkring havnen i Allinge er booket månedsvis i forvejen – hvis ikke år. Derfor er det også belejligt for lobbybureauet Rud Pedersen, at de hvert år råder over hele Hotel Klostergaarden i Allinge, som de kan leje ud til deres kunder og de personer, deres kunder gerne vil møde. Og for andet år i træk kan man være heldig at støde ind i en minister over morgenkaffen.

“Der er et godt samarbejde mellem DSB og Knorr-Bremse, og vi har en fælles tro på, at vi kommer på plads.” Sådan lød det forhåbningsfulde svar i december fra DSB’s underdirektør for driftsværksteder, Carsten Dam, da Frihedsbrevet sidste år kunne afsløre, at DSB med åbne øjne har betalt overpriser på op til 15 procent for forsinkede vedligeholdelser af togkomponenter hos leverandøren Knorr-Bremse. Overpriser, som skatteyderne vel at mærke har betalt, da DSB er et offentligt selskab. Men nu – knap fire måneder efter underdirektørens forsikringer om, at overfaktureringen ville komme på plads  – er der tilsyneladende ikke sket nogen forbedringer. For udover at Knorr-Bremse i et tilfælde forsøger at få DSB til at punge ud for defekte togkomponenter, er der eksempler på vedligeholdelser, der pludselig er blevet dyrere end normalt. Og det er sket uden nogen forklaring. Det viser mails sendt fra de DSB-ansatte, der godkender fakturaer for toggiganten, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i.

Kong Frederik og dronning Mary kan øjensynligt ikke bare fotograferes af hvem som helst. Derfor har kongeparret sørget for, at deres fotograf gennem mere end 25 år, Steen Evald, har fået eneret på de såkaldte gallaportrætter af dem. Portrætterne hænger blandt andet på ambassader og andre offentlige institutioner, og nu skal de også op på de danske kaserner og andre statslige institutioner.  En opgave, der efter at have været i udbud er endt med direkte tildeling til kong Frederiks faste fotograf. Kongehuset har nemlig gjort klart, at det kun er Steen Evalds billede, der må bruges, og at han har eneret på at fremstille og indramme billedet. Derfor er det kun ham, der kan vinde opgaven.

Der findes to forskellige versioner af et centralt dokument i sagen om den kriseramte Frederikshavn Havn.  Det oprindelige dokument, som havnen sendte til kommunen, i håb om at det ville nå frem til byrådet, og en censureret udgave af samme dokument, hvor datoen og en central passage om, hvordan havnens økonomi kunne reddes, er fjernet. Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af begge notater og kan på baggrund af dem afsløre, hvordan kommunens kommunaldirektør, Thomas Eriksen, og den nu daværende borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S) i flere måneder tilbageholdt det afgørende notat for byrådet. Da byrådet endelig fik adgang til notatet, var det den mørklagte udgave, de fik: Datoen var overstreget, og et afsnit var på mystisk vis forsvundet.  Ifølge Roger Buch, kommunalekspert og forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har læst begge udgaver, skylder kommunen en forklaring. “Det giver borgmesteren en kæmpe fordel at kende til materialet i flere måneder før byrådet. Hun har haft tid at tænke og udvikle strategier og løsningsmodeller, hvorimod byrådet ikke har haft samme mulighed for at være velforberedt,” siger han og fortsætter:

Danmark mangler både kanoner og nogen, der kan fyre dem af. Men hvor mange soldater, Forsvaret mangler, eller hvor mange de i det hele taget har, er umuligt at få et klart svar på. Chef for Hærkommandoen, generalmajor Peter Harling Boysen, begrunder tavsheden med et sikkerhedshensyn. Ifølge forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen hænger lukketheden “nok også sammen med, at det ikke er så kønt, det Danmark kan vise frem.”

Den danske regering har været blind for Donald Trumps store og vedvarende interesse i Grønland, og fra dansk side har man ikke forstået vigtigheden af at pleje relationerne med Grønland i en tid med spændinger i Arktis. Sådan lyder det nu fra flere udenrigs- og sikkerhedspolitiske eksperter på baggrund af en hidtil ukendt rapport fra USA’s tidligere ambassadør i Danmark Carla Sands, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i hos Statsministeriet. Dokumentet tegner et billede af, at den danske regering burde have forberedt sig bedre på, hvad den ventede med Trump ved magten, lyder det fra professor i statskundskab ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen, som har læst den 27 sider lange rapport. “Rapporten er endnu et eksempel på, at i det øjeblik Trump vinder præsidentvalget, burde den danske regering forberede sig på, at spørgsmålet om Grønland vil komme op igen.”