Mads Brügger

Det første rygte, der kom mig i møde, da jeg trådte ind på Christiansborg fredag den 26. april, var, at alle socialdemokrater var blevet kaldt på arbejde. Det var de, sagde jungletelegrafen, for at bevise, at sosserne selvfølgelig bakkede op om afskaffelsen af store bededag ved selv at møde op på arbejde den dag, hvor danskerne ellers plejede at have fri.

Når dette læses – eller lyttes – er den forkætrede Mads Fuglede vendt tilbage til Christiansborg, nu som medlem af Danmarksdemokraterne, og dermed er SVM-regeringen officielt blevet en mindretalsregering (hvis man altså fraregner de nordatlantiske mandater). Så meget kan siges med sikkerhed. Det er også nagelfast at skrive, at der fortsat er murren i krogene hos Socialdemokratiet. Et tryk tager til i styrke. En skygge vokser i mørket. En dårlig stemning har bidt sig fast. Pilen peger på statsminister Mette Frederiksen (S) som værende problemets kerne.

Som digteren T.S. Eliot har lært os, er april den grusomste måned. Ikke mindst for de Radikales leder Martin Lidegaard, som tirsdag i den forgangne uge erklærede, at han nu havde samlet et flertal udenom regeringen om et beslutningsforslag, der handler om, at der fremover skal tages referat til møderne i regeringens koordinationsudvalg. I øvrigt en ganske fornuftig ide, for det forekommer stadig helt absurd, at der ikke er skriftlighed i det kammer, hvor magten er størst.

Tænk at være så heldig at sidde på klods hold af både Mette Frederiksen (S) og Søren Gade (V) i selveste det øjeblik, hvor bunden gik ud af SVM-regeringen. For det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Jeg sad på anden række i Landstingssalen, til høringen om krigen i Ukraine, med direkte udsigt til formanden for Esbjerg Havn og statsministeren, der sad og fumlede med mikrofonerne i panelet og ikke helt havde styr på, om de var tændt eller slukkede. Desværre for dem begge var mikrofonerne tændt.

Tilbage i 1960'erne instruerede amerikanske John Frankenheimer skrækfilmen Manden, der skiftede ansigt. Her møder vi Arthur Hamilton, en midaldrende og anonym funktionær, der arbejder i en bank i New York. Som livet har formet sig, er det klart, at der ikke rigtigt er mere at komme efter for den gode Arthur Hamilton. Hans datter er fløjet fra reden. Udsigten til en forfremmelse er væk. Erotik og kærtegn er fordampet fra ægteskabet. Fremtiden er bag ham, spillet er tabt.

Min ugentlige stuegang i Borgen begynder oppe i æteren, for hvad mange vist har misset, men som bestemt bør highlightes her er, at tidligere gruppeformand i Socialdemokratiet samt forhenværende erhvervsminister Henrik Sass Larsen lørdag den 10. februar var gæst i radioprogrammet Svingdøren på DR’s P1.

I begyndelsen af året 2024 kom det så endelig; den sagnomspundne systemomvæltende omkalfatring af ældreplejen, som patriarker og profeter havde drømt om i årtier. Hvad jeg taler om er selvfølgelig det, som statsminister Mette Frederiksen (S) kalder for paradigmeskiftet.

Lad os begynde dette nyhedsbrev med det sjoveste, jeg har med i posen. Som er, at så vidt jeg er orienteret, er der en morsom sjæl i Folketingets administration, der har besluttet, at løsgængeren Mike Fonseca – der stadig er sygemeldt – er blevet tildelt et kontor ude på Ridebanen ved siden af privatisten Jon Stephensen. At netop disse to manthers (altså det kønslige modstykke til cougars) skal bo ved siden af hinanden, er nok et eksempel på, at virkeligheden har en udpræget sans for humor.

Det lyder jo lidt som den næste Harry Potter-roman; Kongen af Shamballa og de døde borgerlige. På sin vis er der heller ikke så langt fra Hogwarts – skolen for magi og trolddomskunst – og så til Folketinget. Begge steder sker der totalt vanvittige ting, folk går mærkeligt klædt, anvender trylleformularer i flæng, og ligesom på Hogwarts er der stærke klikedannelser, som deler slottets beboere op i forskellige grupperinger. En aldrende troldmand, der har en nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn, står i spidsen for hele. Borgen er i sandhed et magisk sted.

Forleden dag sendte en god bekendt mig denne tekstbesked: “Tilfældighedens lov er det smukkeste, der findes: For lidt tid siden mødte jeg dig på restaurant Locale 21. Nu er jeg tilbage. Og hvem sidder præcis på den stol, du sad på? Barbara Bertelsen. Er det ikke smukt?” Jeg svarede, at det lød som en novelle af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Eller som en monolog af Doctor Manhattan i tegneserien Watchmen. Til sidst blev vi enige om, at hændelsen mest af alt var udtryk for filosoffen Nietzsches idé om den evige genkomst, som går ud på, at alle begivenheder gentager sig. Der er, ifølge Nietzsche, ingen begyndelse, ingen afslutning og dybest set heller ingen død. Det ene øjeblik sidder du i en stol på en restaurant i København, og det næste øjeblik sidder statsministeriets departementschef i den samme stol. Det hele er forbundet. Det hele hænger sammen. Alt er det samme.