Tobias Bruun Kristiansen

Det er en af den senere tids mest opsigtsvækkende kulturfejder og kan både ses som en principiel tvist om ytringsfrihed og om retten til egen fortælling.  Men retssagen mellem Sara Omar og Manyar Parwani er nok først og fremmest en historie om et samarbejde, der aldrig nogensinde skulle have været. Det lader til at være det eneste håndfaste faktum, som kan forene retssagens parter, og det eneste, som de mange journalister, familierne og andre tilhørere, der mødte op i retten, kan være enige om. Over 30 timer hen over seks retsdage har der udspillet sig en kamp om, hvilke advokater der bedst kunne sandsynliggøre det virkelige hændelsesforløb mellem filminstruktøren Manyar Parwani og forfatteren Sara Omar. Sagen tager udgangspunkt i et dokumentarfilmsprojekt og et venskab, som gik eftertrykkeligt galt. 

Den ene skandalehistorie efter den anden har de senere år klistret sig til en nordsjællandsk transportkæmpe. Virksomheden har været ramt af flere belastende møgsager med beskyldninger om ulovligt dumpet jord og forsøg på at presse en privat borger til tavshed. Nu bliver der føjet et nyt lag til den del af historien, som omhandler aflæsning af jord ved en gammel råstofgrav i Nordsjælland. Region Hovedstaden har nemlig i det skjulte overdraget oplysningerne til politiet, som efterforsker sagen.

Det hele startede i Kolding, hvor den i dag 63-årige dansker John Christensen arbejdede som eksportchef for et firma, der lavede fladskærme. Da firmaet ville udvide til USA, flyttede han til Palm Beach i Florida for at starte filialen. Firmaet gik konkurs i slutningen af 90’erne. Men John Christensen blev boende i Palm Beach, hvor han skulle finde på noget nyt at lave. Sammen med sin kone, som var fotomodel, mødte han flere skuespillere og folk fra underholdningsbranchen, og da han tidligere havde arbejdet på femstjernede hoteller, så han en mulighed for at starte sit eget firma og blive ejendomsforvalter for milliardærerne. John Christensen begyndte at arbejde for nogle af verdens rige og berømte – nogle, som helst ville leve i diskretion væk fra offentlighedens søgelys. Han fik opbygget et kulørt kundekartotek, som blandt andre tæller Steven Spielberg, Celine Dion og en unavngiven royal familie i Abu Dhabi. Og i 2014 fik han en helt speciel kunde – nemlig Jeffrey Epstein.

Tirsdag blev et forbud mod den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir endnu engang diskuteret i Folketingssalen, da Danmarksdemokraternes forslag om opløsning skulle behandles. Peter Skaarup (DD) har forsøgt sig med lignende forslag før i regi af Dansk Folkeparti, ligesom flere partier har haft det samme ønske gennem årene. Dog har anklagemyndigheden ikke på noget tidspunkt fundet, at der har været et stærkt nok grundlag til at rejse en sag. Men da regeringen siden har lykkes med at opløse gadebanden LTF ved lov, mente Skaarup, at der nu var en ny farbar vej for en sag mod Hizb ut-Tahrir.

I sin tale til World Economic Forum krævede præsident Trump øjeblikkelige forhandlinger med Danmark om USA’s overtagelse af “det store, smukke stykke is,” som han kalder Grønland. Præsidenten påstod, at Danmark ikke kan forsvare Grønland. Han nævnte blandt andet, at vi efter få timers kamp kapitulerede til Tyskland under 2. Verdenskrig. Han lovede ikke at bruge magt for at overtage Grønland, men ytrede dog også, at NATO-landene ville opleve konsekvenser, hvis de ikke hjælper USA med at få ejerskabet. Men hvad er den sande årsag til, at Trump så gerne vil have fingre i Grønland? Frihedsbrevet har talt med to tidligere rådgivere, som oplevede præsidenten på tæt hold under hans første præsidentperiode. De fortæller om, hvordan Trumps ønske begyndte at tage form – og de siger, at Trump ikke giver den rigtige forklaring til offentligheden, når han forklarer, hvorfor USA har brug for Grønland. Forklaringen skal nemlig findes et andet sted.

Grønland bør forhandle direkte med USA, lyder det fra det grønlandske parti Naleraq.  Men solokursen kritiseres nu i hårde vendinger. Det er nemlig helt urealistisk, lyder vurderingen fra juraprofessor. Og ekstremt farligt, siger Det Konservative Folkepartis grønlandsordfører. Pele Broberg, formand for Naleraq, siger til Frihedsbrevet, at det ikke har noget med Danmark at gøre og opfordrer til at læse Selvstyreloven.

Under Den Kolde Krig var det ikke alle danskere, der var bange for Sovjetunionens trusler. En lang række fremtrædende danskere var nemlig så filtret ind i kommunismen, at de var på partiskole i Moskva.  Frihedsbrevet kan efter at have gennemgået flere hundredvis af siders arkivmateriale tage læserne med helt ind på første række på en sovjetisk partiskole for fremtidens kommunistiske ledere fra 70’erne til slutningen af 80’erne.

Han er et af de mest toneangivende navne i erhvervslivet gennem de seneste årtier. Når historien om den moderne arbejderbevægelse i Danmark skal skrives, er han en af de mest centrale skikkelser. Nu kan Frihedsbrevet føje nye lag til fortællingen om Danmarks ukronede pensionskonge, der var glødende kommunist og var på elitepartiskole i Moskva under Den Kolde Krig.

Justitsminister Peter Hummelgaard får nu kritik fra flere sider af folketingssalen. Kritikken kommer, efter at Frihedsbrevet har kunnet afsløre, at hashhandlen er i fuld gang igen på Christiania, og at det er folk fra bande- og rockermiljøet, der trækker i trådene. “Det virker, som om myndighederne har et billede af situationen på Christiania, mens der også eksisterer et andet ved siden af,” siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen

Det store opgør med banderne “Banderne og den organiserede hashhandel er revet op og smidt væk sammen med brostenene.”  Sådan sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) i november, da han overrakte Den Kriminalpræventive Pris til Christiania og de myndigheder, som havde samarbejdet om at få bugt med den organiserede hashhandel og banderne på Christiania. Men selvom brostenene er væk, spøger banderne stadig på Christiania.