Mikkel Bruun Zangenberg

Jeg må tilstå, at jeg elsker den tyske filminstruktør og forfatter Werner Herzog (f. 1942), og apropos kulde skal jeg straks henvise til hans lille mesterværk om Antarktis, nemlig Netflix-dokumentarfilmen Encounters at the End of the World fra 2007. Herzog laver her som altid sin egen voice-over med en uefterlignelig, gebrokken og hæs tysk stemmeføring, og vi kommer ned under vandet i det sære, absurd kolde Sydpols-hav og op blandt de spøjse kongepingviner, hvor Herzog straks øjner et eksistentielt drama.

Få forfattere i verdenshistorien har været mere stenhårde end Leo Tolstoj (1828-1910). Folk tror typisk, at det er Dostojevskij, der er den mørke, og at Tjekhov er den desillusionerede, og at Gogol er den gakkede. Men Tolstoj er på mange måder den hårdeste litterære bandit iblandt dem.

Hvem er det, der dedikeret går i rette med de totalitære mørkemænd? Ja, i dag og i denne sammenhæng er det en virkelig broget flok, og de går til sagen på vidt forskellige måder. Det er Salman Rushdie, der i Kniv (Gyldendal) beretter om følgerne af det morderiske attentat, han den 12. august 2022 i Chautauqua – nordpå i staten New York – blev udsat for. Det er den legendariske tyske filminstruktør Werner Herzog, der fra den 23. november til den 14. december 1974 gik til fods fra München til Paris for med en slags hvid magi at sørge for, at hans gode veninde filmhistorikeren Lotte Eisner ikke skulle dø af sin alvorlige sygdom. Undervejs skrev han et mesterværk, Om at gå i is, der nu udkommer på det fænomenale forlag A Mock Book. Og så er det endelig vores hjemlige Naser Khader, der på People’s Press med Vejen. Fra koranskole til folkekirke, desværre snarere har begået et makværk end et værk. I Khaders tilfælde kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt han er mest dedikeret til at tilvejebringe sit eget comeback som foredragsholder eller til at imødegå mørkemændene fra Islam. Der er veje, og så er der vildveje.

Vores hjemlige danske semi-geni Signe Gjessing er netop nu barslet med sit syvende værk, det udkommer på Gyldendal og er betitlet I kan da også bare skrive om stjernerne!, komplet med udråbstegn. Set i lyset af et interview, Gjessing lavede med Weekendavisen, er det svært ikke også at læse titlen som en åben opfordring til hendes digterkolleger: Det er altså muligt – og måske endda interessant – at løfte blikket fra egen navle og eget liv, skue udad og opad og skrive om noget andet end det private og selvoplevede.

Undertiden kan man godt drømme sig tilbage til Island omkring år 1000 – det var dengang, en vred mand tog en økse og plantede den i panden på sin nabo, hvis der var en strid om hegnspæle og skel. Så var det problem klaret. Verden var lidt enklere, og folk blev ikke bombarderet med beskeder på Instagram, WhatsApp, Messenger og mail 24-7. Det var selvfølgelig ikke så sjovt for den nabo, der fik kløvet panden, men i det mindste var der ikke lange, udtrukne beskedudvekslinger og retssager, hvor advokaterne mest af alt kanaliserede penge ned i egne lommer.

Vi er ovre i noget, der hedder Danmark anno 1950, små fem år efter at nazisterne blev smidt ud af landet, og Hitler skød sig selv, sin schäferhund og Eva Braun i førerbunkeren i Berlin. Vi er midt i noget, der hedder Heretica-kredsen, opkaldt efter et dengang kendt litterært tidsskrift. Vi er et sted, hvor hvide litterære mænd sad tungt på både den symbolske og den reelle magt i kulturens rige, og så er vi er sted, hvor de fleste unge mænd traskede rundt med alpehuer, olivengrønne Loden-frakker, havde fuldskæg og røg pibe og var frygteligt alvorlige og oprigtige. Patos var ikke alene tolereret, men rådyrket, og ironi var kun en fjern drøm i de unge kvinders forestilling om de børnebørn, der skulle vokse op i 1980’erne og 1990’erne.

Vrinsk, vrinsk! Der findes næppe noget mere gak i den litterære verden end hestepige-romaner, altså romaner om og med hestepiger; de der tweens og teens, der elsker at opholde sig i stalde, tager til ridestævner, strigler og passer heste og ponyer, og som kan have et næsten semi-seksuelt forhold til de store, smukke hestekroppe. Markedet for heste-romaner er meget stort, og der findes en skov af dem derude. Men i dag skal vi zoome ind på en meget pudsig, bizar og vanvittig udgave af hestepige-romanen. Nemlig forfatteren og digteren Bjørn Rasmussens Kirstens hævn, der har den vidunderlige undertitel ”Hestepigeroman” og netop er udkommet på Gyldendal.

Ginn djinn, kære læser af Frihedsbrevet. Ja, hvis du er lytter, opdager du det selvfølgelig ikke, men læseren vil kunne se, at ”gin” er stavet som i den gennemsigtige alkoholiske drik, mens ”djinn” er stavet d-j-i-n-n, og altså er det islamiske eller arabiske navn for en art ånd eller sagnvæsen. Jeg klasker de to ord sammen her, fordi vi i dag først skal læse Lone Hørslevs roman Svømmende, rygende, grædende (Politikens Forlag), der kort fortalt handler om en 47-årig kvindelig forfatter, der er alkoholiker. Men lige efter Hørslev skal vi kaste et blik på Elias Sadaqs ganske omdiskuterede tredje værk, digtsamlingen Djinn, der for nylig udkom på Gyldendal, men på forskellige leder og kanter har vakt debat.

Sikke et påskedrama, vi lige overlevede; al den død og genopstandelse og det evige liv – for ikke at tale om påskekyllinger, påskebryg og påskefrokoster i så endeløse mængder, at det er lige før, man tænker, at nu kommer døden, men ikke genopstandelsen. Men søreme om ikke de fleste af os vågner glade og veloplagte tirsdag morgen til endnu en omgang i den faldne verden. For Fri Kritiks vedkommende skal man nu ikke glæde sig for hurtigt, for i dag skal vi både forbi malabariske slagterier på krigens slagmarker (et motiv, der er ubehageligt aktuelt) og feberhede revolutionsdrømme fra Amerika.

Nu skete der gudskelov det, at Eriksen som en anden Jesus genopstod fra de døde – digteren og forfatteren Adam Drewes modtog i 2022 et stipendium fra Velux Fonden, så han sammen med syv kolleger kunne rykke ind på forskellige danske universiteter og frit skrive løs i to år. Adam Drewes valgte at arbejde på en såkaldt ”montage-roman” om Christian Eriksens bratte fald. Den er betitlet Christian Eriksens fald og udkommer på forlaget Kronstork.