Mikkel Bruun Zangenberg

Jeg må tilstå, at jeg elsker den tyske filminstruktør og forfatter Werner Herzog (f. 1942), og apropos kulde skal jeg straks henvise til hans lille mesterværk om Antarktis, nemlig Netflix-dokumentarfilmen Encounters at the End of the World fra 2007. Herzog laver her som altid sin egen voice-over med en uefterlignelig, gebrokken og hæs tysk stemmeføring, og vi kommer ned under vandet i det sære, absurd kolde Sydpols-hav og op blandt de spøjse kongepingviner, hvor Herzog straks øjner et eksistentielt drama.

Få forfattere i verdenshistorien har været mere stenhårde end Leo Tolstoj (1828-1910). Folk tror typisk, at det er Dostojevskij, der er den mørke, og at Tjekhov er den desillusionerede, og at Gogol er den gakkede. Men Tolstoj er på mange måder den hårdeste litterære bandit iblandt dem.

Hvem er det, der dedikeret går i rette med de totalitære mørkemænd? Ja, i dag og i denne sammenhæng er det en virkelig broget flok, og de går til sagen på vidt forskellige måder. Det er Salman Rushdie, der i Kniv (Gyldendal) beretter om følgerne af det morderiske attentat, han den 12. august 2022 i Chautauqua – nordpå i staten New York – blev udsat for. Det er den legendariske tyske filminstruktør Werner Herzog, der fra den 23. november til den 14. december 1974 gik til fods fra München til Paris for med en slags hvid magi at sørge for, at hans gode veninde filmhistorikeren Lotte Eisner ikke skulle dø af sin alvorlige sygdom. Undervejs skrev han et mesterværk, Om at gå i is, der nu udkommer på det fænomenale forlag A Mock Book. Og så er det endelig vores hjemlige Naser Khader, der på People’s Press med Vejen. Fra koranskole til folkekirke, desværre snarere har begået et makværk end et værk. I Khaders tilfælde kan man godt blive i tvivl om, hvorvidt han er mest dedikeret til at tilvejebringe sit eget comeback som foredragsholder eller til at imødegå mørkemændene fra Islam. Der er veje, og så er der vildveje.

Vores hjemlige danske semi-geni Signe Gjessing er netop nu barslet med sit syvende værk, det udkommer på Gyldendal og er betitlet I kan da også bare skrive om stjernerne!, komplet med udråbstegn. Set i lyset af et interview, Gjessing lavede med Weekendavisen, er det svært ikke også at læse titlen som en åben opfordring til hendes digterkolleger: Det er altså muligt – og måske endda interessant – at løfte blikket fra egen navle og eget liv, skue udad og opad og skrive om noget andet end det private og selvoplevede.

Undertiden kan man godt drømme sig tilbage til Island omkring år 1000 – det var dengang, en vred mand tog en økse og plantede den i panden på sin nabo, hvis der var en strid om hegnspæle og skel. Så var det problem klaret. Verden var lidt enklere, og folk blev ikke bombarderet med beskeder på Instagram, WhatsApp, Messenger og mail 24-7. Det var selvfølgelig ikke så sjovt for den nabo, der fik kløvet panden, men i det mindste var der ikke lange, udtrukne beskedudvekslinger og retssager, hvor advokaterne mest af alt kanaliserede penge ned i egne lommer.

Vi er ovre i noget, der hedder Danmark anno 1950, små fem år efter at nazisterne blev smidt ud af landet, og Hitler skød sig selv, sin schäferhund og Eva Braun i førerbunkeren i Berlin. Vi er midt i noget, der hedder Heretica-kredsen, opkaldt efter et dengang kendt litterært tidsskrift. Vi er et sted, hvor hvide litterære mænd sad tungt på både den symbolske og den reelle magt i kulturens rige, og så er vi er sted, hvor de fleste unge mænd traskede rundt med alpehuer, olivengrønne Loden-frakker, havde fuldskæg og røg pibe og var frygteligt alvorlige og oprigtige. Patos var ikke alene tolereret, men rådyrket, og ironi var kun en fjern drøm i de unge kvinders forestilling om de børnebørn, der skulle vokse op i 1980’erne og 1990’erne.

Vrinsk, vrinsk! Der findes næppe noget mere gak i den litterære verden end hestepige-romaner, altså romaner om og med hestepiger; de der tweens og teens, der elsker at opholde sig i stalde, tager til ridestævner, strigler og passer heste og ponyer, og som kan have et næsten semi-seksuelt forhold til de store, smukke hestekroppe. Markedet for heste-romaner er meget stort, og der findes en skov af dem derude. Men i dag skal vi zoome ind på en meget pudsig, bizar og vanvittig udgave af hestepige-romanen. Nemlig forfatteren og digteren Bjørn Rasmussens Kirstens hævn, der har den vidunderlige undertitel ”Hestepigeroman” og netop er udkommet på Gyldendal.

Ginn djinn, kære læser af Frihedsbrevet. Ja, hvis du er lytter, opdager du det selvfølgelig ikke, men læseren vil kunne se, at ”gin” er stavet som i den gennemsigtige alkoholiske drik, mens ”djinn” er stavet d-j-i-n-n, og altså er det islamiske eller arabiske navn for en art ånd eller sagnvæsen. Jeg klasker de to ord sammen her, fordi vi i dag først skal læse Lone Hørslevs roman Svømmende, rygende, grædende (Politikens Forlag), der kort fortalt handler om en 47-årig kvindelig forfatter, der er alkoholiker. Men lige efter Hørslev skal vi kaste et blik på Elias Sadaqs ganske omdiskuterede tredje værk, digtsamlingen Djinn, der for nylig udkom på Gyldendal, men på forskellige leder og kanter har vakt debat.

Sikke et påskedrama, vi lige overlevede; al den død og genopstandelse og det evige liv – for ikke at tale om påskekyllinger, påskebryg og påskefrokoster i så endeløse mængder, at det er lige før, man tænker, at nu kommer døden, men ikke genopstandelsen. Men søreme om ikke de fleste af os vågner glade og veloplagte tirsdag morgen til endnu en omgang i den faldne verden. For Fri Kritiks vedkommende skal man nu ikke glæde sig for hurtigt, for i dag skal vi både forbi malabariske slagterier på krigens slagmarker (et motiv, der er ubehageligt aktuelt) og feberhede revolutionsdrømme fra Amerika.

Nu skete der gudskelov det, at Eriksen som en anden Jesus genopstod fra de døde – digteren og forfatteren Adam Drewes modtog i 2022 et stipendium fra Velux Fonden, så han sammen med syv kolleger kunne rykke ind på forskellige danske universiteter og frit skrive løs i to år. Adam Drewes valgte at arbejde på en såkaldt ”montage-roman” om Christian Eriksens bratte fald. Den er betitlet Christian Eriksens fald og udkommer på forlaget Kronstork.

I dag skal Fri Kritik handle om kvinder og sex, magt og penge, vold og kærlighed. Altså alt det, der virkelig betyder noget her i livet. Resten er lidt geopolitik og en smule klimakrise, det er småtterier i sammenligning. Eller rettere, alle de ting hænger nøje sammen, som franske Bruno Latour skrev i et essay for et par år siden.

I 1913 foreslog patriarken Sigmund Freud i værket Totem og tabu, at alle sønner på et tidspunkt må begå et symbolsk fadermord for at komme til verden som mænd i deres egen ret. Det er noget, som henholdsvis Victor Boy Lindholm og Daniel Dalgaard bakser med i romanerne En del af hjertet går ud af kroppen (Turbine) og Vulkanø (Gutkind), som vi skal granske lidt nærmere i dag.

For lidt siden debuterede kong Frederik den 10. på Politikens Forlag med en lille bog indeholdende hans kongelige højheds såkaldte Kongeord filtreret gennem den uhyre drevne og meget, meget kapable skribent Jens Andersen. Titlen er også det navn, som Kong Frederik giver sit valgsprog; der straks ved sin fremkomst sarkastisk blev anholdt som noget af et retorisk benspænd – “Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark”.

Vi låner alle sammen hinandens og de dødes brugte, men nu genoplivede ord. Selv den simpleste sætning er et slags ”citat” fra kulturens og sprogets grænseløse overflod af vendinger, talemåder og skam også klicheer og floskler. I en berømt tekst betitlet Forfatterens død skrev Roland Barthes: ”Teksten er et væv af citater hentet fra kulturens utallige arnesteder” – her citeret fra Carsten Meiners oversættelse i Roland Barthes, ”Forfatterens død og andre essays”, Kbh., Gyldendal 2004, s.180.

Ballard udkommer som en del af mikroforlaget A Mock Books fantastiske Gaia-serie. Der er noget Linda og Valentin over Ballard – hvis nogle ellers kender Christin og Mézières geniale scifi-tegneserier fra 1970’erne. Vi kan også sige, at Verden under vand er 1960’ernes svar på Joseph Conrads Heart of Darkness – bare endnu mere dystopisk og endnu mere udsyret.

Ho ho ho – om blot fire dage er det juleaften, og kapitalismen fejrer nye triumfer. I den anledning skal vi kort forbi Charles Dickens’ næsten udødelige juleklassiker A Christmas Carol, for på sin egen særlige og meget engelske måde er den uhyre kapitalismekritisk. Uden at Dickens dog på den anden side bliver socialdemokrat og en varm tilhænger af Mette Frederiksen. Hvordan dét nu hænger sammen, skal vi høre mere om om lidt, for først skal vi forbi tre ganske heftige sager.

Ja, beklager ugens titel på Fri Kritik, der behandler litteraturen som en anden overleveret Kristus-figur. Men sagen er den, at den jødiske franske filosof og offentlige intellektuelle Alain Finkielkraut (f. 1949) netop på dansk er udkommet med en serie essays, i hvilke han slår fast, at Vestens litterære kultur er stendød, og at alt går ad Helvede til.

I denne uges Fri Kritik runder litteraturkritiker Mikkel Bruun Zangenberg værker af Anne Carson, Viktor Sklovskij, Martin Bigum og endelig en meget ung James Joyce, hvis prosadebutværk Dubliners fra 1914 nu via Niels Lyngsøs glimrende oversættelse er udkommet som Dublinere (Turbine).

Vi skal runde østrigske Stefan Zweigs roman Verden af i går (1941), og vi skal forbi den græske tragediedigter Sofokles’ totalt uopslidelige superklassiker Kong Ødipus, der nu er gendigtet af et oversætter-dream team, nemlig filologen Jørgen Mejer og digteren Søren Ulrik Thomsen, det er også besørget af Gyldendal. Og så har jeg simpelthen været nødt til at inkludere en lille, let og lys bog, der minder os om, at livet også kan være herligt og vidunderligt, nemlig Anne Marie Borcherts queer kærlighedsromance Lykkelig med M – den udkommer på forlaget OVBIDAT.

Men! Men det er altså helt utroligt befriende at læse en roman, der på ingen måde handler det mindste om forfatteren selv og hans venner, ikke dvæler ved psykiatrien og traumerne, ikke er samtidsaktivistisk, ikke er klassekritisk. Men simpelthen er en fænomenal røverhistorie, helt som de sidst blev skrevet i det nittende århundrede. Jeg har i de sidste to uger opholdt mig i Edens have. For jeg har fået lov til – ligesom dengang jeg var dreng – at træde fuldt og helt ind i et komplet færdigt og formfuldendt romanunivers. Og det er alt sammen Kristian Bang Foss’ skyld.

Kan man, kan vi, tale sammen om sex på måder, der styrer uden om pik og patter på den ene side, og klinisk sexologi på den anden side? Sådan formulerede litteraten og forfatteren Maja Lucas forleden sit ærinde i et interview med Information. Hendes projekt foldes ud i Måden du rører mig på (Gyldendal), et stort anlagt, kringlet værk, der kombinerer samtaler om sex med mange og meget forskellige mennesker, med en slags fiktive og autofiktive digte og tekster om sex og intimitet i forfatterens eget liv.

Det er måske både logisk og naturligt, at vi her på Frihedsbrevet undertiden kredser en smule om, hvad det vil sige at være fri. For hvad er frihed egentlig? Idet Frihedsbrevets motto er, at vi ikke er i lommen på nogen, kun på dig – så antydes det jo, at frihed er frihed fra for eksempel statslig indblanding. Det er det filosofferne kalder negativ frihed, at blive fri for noget.

Har diplomaten Jonas Parello-Plesner skrevet godt om Taiwans betydning for geopolitikken, og har digterne Jacob Kamp Rosendal og Nicolaj Stochholm digtet godt fra og om livet som midaldrende mand? Og hvad forener i givet fald de tre nylige udgivelser, bortset fra noget så statistisk tilfældigt som forfatternes køn, etnicitet og aldersgruppe?

”Det er trods alt enormt, livet. Man farer vild overalt.” – disse urimeligt sande ord falder i sidste års fuldkommen enorme litterære sensation i Frankrig, nemlig opdagelsen af et Céline-manuskript, der blev stjålet fra hans lejlighed i 1944, da han over hals og hoved flygtede fra anklager om at være nazi-sympatisør og kollaboratør. Utroligt nok dukkede manuskriptet op 60 år senere, og det blev sidste år udgivet i hans hjemland, Frankrig. Nu er det imidlertid kommet på dansk under titlen Krig (Gyldendal), og det skal vi høre mere om i denne uges Fri Kritik.

Theis Ørntoft har i barslet med en kæmpe mursten af noget, der er svært at beskrive som andet end Den Store Danske Samtidsroman, garneret med historiske blik lidt tilbage og lidt frem i tid. Den har navnet Jordisk (Gyldendal). Og dén skal vi høre mere om i dag og også om digtene hos en person med det ret så vidunderlige navn, der lyder som lidt af en talefejl, Nynne Roberta Pedersen Pedersen. Mange af Pedersen Pedersens digte er faktisk ret gode – og så har de den fine titel Vi hopper på åkander (Forlaget Antipyrine).

Verden står i flammer. Klimakrisen gør, at alt enten bliver knastørt og brændende hedt, eller drukner i skybrud. Men det er ikke alene verden, der står i flammer. Det gør Koranen også, muslimernes hellige bog. Tosser som Rasmus Paludan fra Stram Kurs har i flere år provokeret ved at tage rundt til ghettoer i Danmark og Sverige og sætte ild til Koranen. Og en masse tosser i ghettoerne er bidt på krogen, sådan at Paludan skal politibeskyttes 24-7. Tosserne har i det hele taget en fest i disse dage.

Folketinget holder ferie, alle danskere holder ferie, og der sker simpelthen ingenting. En filosof ville straks sige, at ingenting er noget, der sker, men gudskelov er min egen hjerne alt for branket til at tænke filosofisk i heden. Derfor skal jeg for en første bemærkning indskrænke mig til at berette, hvad jeg selv læser i sommerferien, og derfra anbefale lidt læsestof. Og min beretning bliver lidt sær, for denne klassisk uddannede elitelitterat (det er min egen alt for smigrende betegnelse om mig selv) burde jo egentlig benytte sommerferien til at læse faglige værker og alt det ypperste fra verdenslitteraturen. Men næ nej. For jeg opdagede for mange år siden, at der lå en sublim lykke gemt i at læse krimier i sommerferien. Og det helt afgørende vigtige er, at disse krimier hverken er for elendige eller for gode.

Nu dukker Derrida pludselig op på dansk. Og det med en tekst, der oprindelig blev holdt som forelæsning på Freud-museet i London i 1994. Senere kom der diverse udvidelser, indledninger og efterord til, og endnu en gang havde Derrida barslet med en ganske lang bog. Men emnet er faktisk dybt interessant og vigtigt. Det angår – meget bredt fortalt – hvordan vi generelt omgås ideen om erindring, det at huske noget. Hver for sig kan vi siges at være omvandrende kataloger over alt, hvad der er sket i vores liv. Hjernen er på en vis måde et kolossalt arkiv, der rummer alt vi nogensinde har set, læst og hørt.

Pyyyyh, kære læser og lytter af Frihedsbrevet: Det var sandelig godt, jeg læste Jokum Rohdes psykedeliske scifi-noir roman Vinterufo (Forlaget Bangsbohave) færdig, mens det var 25 grader varmt, og sveden løb ned ad mig. Strengt taget burde jeg også have drukket en flaske cognac og taget lidt kokain for at komme i den helt rigtige stemning.

Her i Fri Kritik skal vi fulde af ydmyghed forsøge at leve op til Kants fordring. Det gør vi nu ved at gå videre til forfatteren Simon Holm Pedersens barokke og sjove roman Dødsmoden (Gyldendal); ved derfra at spurte videre til Ingeborg Bachmanns noveller i Det tredivte år (Sisysfos), ved at strejfe Samuel Becketts ungdomsessay Proust (Multivers), og ved til slut at annoncere, hvad der skal ske næste gang. Det sidste kræver måske ikke umiddelbart den helt store tankeindsats, men lad os nu se, om ikke vi kan tvinge en lille forkrøblet tanke frem.

Der var for nylig i den hjemlige litterære andedam en debat om, hvilke køn der læser hvilke. En undersøgelse viste (en eller anden undersøgelse ”viser” altid et eller andet), at kvinder overvejende læste både mænd og kvinder, mens mænd stort set kun læste bøger af mænd, typisk faglitteratur, eller for eksempel krimier og historisk lekture. Så var scenen sat for en fuldkommen forudsigelig og kedsommelig pseudo-debat på de sociale medier om, at mænd var fy fy, og kvinder var mægtig gode. Senere viste det sig selvfølgelig, at undersøgelsens resultater var noget mindre forudsigelige og entydige, men da var flokken allerede galoperet videre til næste pseudo-debat. Alt dette blot for at pudse glorien. For i denne uge skal vi forbi tre kvindelige forfattere – og tre meget indbyrdes forskellige kvindelige forfattere.

”Det eneste, der er værd at skrive om, er mord og kærlighed.” Det er en berømt sætning fra en af det dansk-norske geni Aksel Sandemoses romanhovedpersoner. Men i dag skal vi omformulere sætningen en lille smule, sådan at den lyder: Det eneste, der er værd at skrive om, er mord og sex. Det kunne næsten lyde som de digitale avisredaktørers morgenbøn, men det er også indgangen til en ny bog fra Gyldendal, der handler om, hvordan kvinder onanerer.

Jeg tror ikke, de tre unge hovedpersoner i Malte Tellerups tredje roman, 'Spræng fabrikken' (Ovo Press), nødvendigvis har læst Carl Schmitt eller ville være enig med ham. Og så dog. For lige over for hele det etablerede systems accept af den modbydeligt forurenende fabrik Cheminova beslutter de sig for at forbigå den svæklingeagtige palaver for i stedet at handle, at tage sagen i egne hænder. De sprænger simpelthen Cheminova i luften.

Østrigske Thomas Bernhard (1931-1989) indskriver sig i en perlerække af det tyvendes århundredes allerbedste forfattere, der alle udmærker sig ved ikke at have fået Nobelprisen i litteratur. Den er kun gået til de næstbedste og nogle gange endnu værre i nedadgående retning. Proust, Joyce, Kafka, Sandemose derimod – glem det, de var alt for gode og umoralske til Nobelprisen.

Det var aldrig sket for mig før. Der findes simpelthen sådan noget som en filantropidirektør, og nu havde sådan en inviteret mig og min kæreste til Snoop Dogg-koncert i Royal Arena. Jeg kendte intet til Snoop Dogg, intet. Så horisonten var helt tom, åben og fri. Men ind på scenen spankulerede en høj, mager fyr i indiske gevandter; rundt omkring ham vred 5-6 halvnøgne poledancere sig om pæle, og en anden fyr dansede slasket rundt med en enorm, overdimensioneret abemaske på hovedet. Musikken bankede løs, og Snoop Dogg tændte en joint, der lignede en trompet til 5-årige.

Hvad åbner Doktor Glas døren ind til? Meget tæt på i tid skrev polsk-engelske Joseph Conrad Heart of Darkness (på dansk: Mørkets hjerte), hvor han beskriver en dæmonisk rejse dybt ind i Congo og undergangen. Og på sæt og vis er det netop sådan en rejse, Henrik Stangerups morfar Hjalmar Söderberg kortlægger i sin store, korte roman. Jeg brugte ordet ”mesterværk” og binder det nu sammen med Conrads ubestridelige mesterværk, og for en sjælden gangs skyld er det ikke kritikeren, der overdriver. Ordet er på sin plads.

Jeg sad øverst oppe på Landgreven 3 midt i København K, i hjertet af den liberale tænketank CEPOS’ hovedsæde; neonlyset skinnede ned i hovedet på os, en stor flok stole var stillet op, kraftige saltstænger var gavmildt drysset ned i skåle – og ude på sidelinjen stod dagens hovedperson, Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, der netop efter en stresskrise var vendt tilbage til Folketinget, og som tilmed nu havde begået en bog om den hedengangne legende, lagerforvalter Peter Rindal (1923-2009), manden fra folkedybet, der i 60’erne var blevet til en regulær -isme: Rindalisme. Bogen hedder Rindal. Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten og er udkommet på forlaget Grønningen 1.

Anna Juul har barslet med endnu en ret stærk tekst efter Penge & Bacon; denne gang en vistnok knap autofiktiv, måske næsten old-school selvbiografisk, tekst (ordet ”selvbiografisk” er nu bandlyst) om at få et hav af psykiske diagnoser, men ingen rigtig hjælp. Den hedder Superskurk (Lindhardt og Ringhof). Ungarske Agota Kristofs I går (Gyldendal) er enigmatisk, trist og syret, og så har vi det pudsige, skønne mesterværk Op i bjergene (Forlaget Atlanten) af schweiziske Ludwig Hohl – en lillebitte sag på 98 små sider, som Hohl skrev og omskrev i samfulde 49 år! Det kan man kalde schweizisk grundighed. Endelig går der et lyslevende lyrisk geni rundt i Københavns gader. Hun hedder Signe Gjessing, og hun barsler med Illuminationen af alt (Gyldendal).

Hvad er det for en bog, alle taler om lige nu? Det er ikke franske Édouard Louis’ autofiktive og selvbiografiske Forvandlingens metode (Gyldendal) – hvor Louis ellers lige forleden fyldte Det Kongelige Biblioteks Dronningesal med 600 åndeløse tilhørere. Det er heller ikke Katrine Marie Guldagers roman om en vred, kvindelig, midaldrende folkeskolelærer, der hedder Birgithe med th (Gyldendal); selvom den ellers er ret synlig på de fleste sociale medier. Og det er slet ikke den amerikansk-filippinske journalist og Nobelprismodtager Maria Ressas How To Stand Up To A Dictator (HarperCollins), selvom den ellers har et forord af selveste George Clooneys viv, den mondæne forsvarsadvokat Amal Clooney.

I dag skal vi meget vidt omkring i Fri Kritik – friheden bringer os til en udsyret tysk science fiction-klassiker fra 1913, til en hjerteskærende amerikansk klassiker fra The Harlem Renaissance (der udkom i 1937), hvorefter vi lander midt i samtidslitteraturen og Paris med franske Édouard Louis. Det, der forbinder disse tre litterære værker, er forskellige ideer om rejsen. Vi står foran et 2023, der udgør endnu et kapitel i menneskehedens vilde og hæsblæsende ekspedition ud i fremtiden, så lad os se, hvad litteraturen gør med ideen om rejsen. Eller måske rejser vi ikke så meget, men vi bliver snarere skudt ud af en kanon. Nu skal vi kigge lidt nærmere på et par af granaterne.

I dag skal vi læse den franske filosof Michel Serres’ lille bog Krisetider (Forlaget Mindspace), der netop er kommet på dansk, og vi skal forbi en amerikansk kvinde, Shoshana Zuboff; hun er professor på Harvard Business School og begik i 2019 en kæmpe mursten ved navn I overvågningskapitalismens tid. Kampen for en human fremtid på magtens frontlinje. I fredags var hun på besøg på CBS her i København for at fortælle om sit projekt – og det gav mig ideen til at sætte Michel Serres og Shoshana Zuboff sammen. Serres udgav oprindeligt sin bog i 2009, Zuboff som nævnt ti år senere, men de er kun blevet mere aktuelle siden da; og de deler den helt overordnede idé om, at vi lever i ganske dramatiske krisetider. Men de går til ideen på lidt forskellige måder, og det skal vi høre nærmere om nu.

Vi skal se lidt nærmere på en håndfuld julenoveller udgivet af Politikens Forlag. De er dybt ambivalente og indbyrdes forskellige i forhold til det grumme fænomen, julen, men afspejler nok på den led, hvor blandet de fleste af os har det med det unævnelige, der sker om blot ti dage. Vi skal ikke drukne i jul, så det er også blevet tid til at inspicere komikeren Anna Juuls parforholds-og lockdownroman Penge & Bacon og norske Tomas Espedals fotobog Mit privatliv. Samtidig skal vi forbi Jesper Wung-Sungs essays og noveller i Så lad det ske, der er årets julebog fra Gyldendal. Og hvis vi får tid og plads, skal det klassiske avantgarde-tidsskrift Victor B. Andersens Maskinfabrik hyldes.

I dag skal vi besøge nogle eksempler på det, jeg personligt ville kalde for virkeligt god litteratur. Julen er et orgie i kitsch og dårlig smag, så lad os holde fanen højt og gå i den modsatte retning. Vi skal runde tjekkisk-polsk-svenske Andrzej Tichys vilde roman Elendigheden (Forlaget Basilisk), danske Sabitha Söderholms uhyre fine tekst om sorg, Månens urt (Ovbidat), og ungarske Agota Kristofs tekst om at være emigrant og forfatter, Analfabeten (Forlaget Gutkind); og så skal jeg synge Forlaget Virkeligs pris.

Hele denne uge har jeg haft den mærkeligste følelse af litterært at være transporteret tilbage til det Herrens år 1955. Enten har fortiden indhentet mig, eller også har jeg været trukket tilbage til fortiden. Uanset hvad så har journalisten Tonny Vorms thriller fra Anden Verdenskrig og historikeren Bent Jensens selvbiografi været utroligt effektive maskiner til at skabe en litteraturhistorisk stemning af 1955. Derfor skal vi ikke tilbage til fremtiden, som den herlige film med Michael J. Fox sagde det, men vi skal derimod regelret tilbage til fortiden. Vi har også tid til et rasende faderopgør hos digteren Thomas Boberg, og det er litterært ret så nutidigt, så der er vi gudskelov tilbage i 2022.

Men tag nu en dyb indånding, for vi skal rejse i tid, helt tilbage til 1955, for 67 år siden. Det var dengang, man skrev barske spændingsromaner med rigtige mænd, og dengang man skrev old-school gammeldags selvbiografier, ikke autofiktion og exofiktion. Det var dengang, alt handlede om Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig mellem øst og vest. Sådan er det i hvert fald i Tonny Vorms roman Spor i sneen og i Bent Jensens selvbiografi Modløber.

Nu skal det hele ikke gå op i pik og blå briller, så inden vi går videre med Tobias Rahim, skal vi forbi to kvinder: Agnete Braads exofiktion Franciska (Gyldendal) om malerinden Franciska Clausen; ”exofiktion” er navnet på en slags meget litterær biografi, hvor skribenten med fri brug af fantasi og lidt research går ind i sin hovedperson. Og Linn Ullmanns selvbiografiske erindring, om dengang hun i 1983 i Paris som knap sekstenårig blev forført af en 44-årig, amerikansk modefotograf. Den hedder Pige, 1983 (Gyldendal). Efter de to kvinder vender vi tilbage til Rahim og hans tissemand, der i den forgangne uge satte en del anmeldere i forlegenhed.

Kald mig Mikkel. Ja, pardon, kære læser og lytter, det er nok ikke, fordi nogen sidder med en overvældende trang til at kalde netop mig ved fornavn. Men i dag skal vi sammen foretage et lille mord, og så er det måske meget godt at droppe formaliteterne. Men derudover skyldes sætningen ”Kald mig Mikkel”, at den er et ekko af første linje i Herman Melvilles roman Moby-Dick, som lyder: ”Call me Ishmael”. Mesterværket Moby-Dick udkom i 1851, men det var først omkring 1920, at den for alvor begyndte at blive livsfarlig for amerikanske forfattere. Hvorfor nu det? Det skal vi høre mere om om et øjeblik, for inden da skal jeg haste med at sige, at vi i dag skal bese John Irvings nye 912 sider lange roman The Last Chairlift. Irving er nok mest kendt for at være manden bag Verden ifølge Garp (1978) og senere filmatiseringer af hans romaner som for eksempel Æblemostreglementet, hvor Irving i øvrigt modtog en Oscar for sit eget manuskript til filmen. The Last Chairlift er hans første roman i hele syv år.

I dag skal vi forbi østrigske Ingeborg Bachmanns ufuldendte roman Franzas bog (Forlaget Sidste Århundrede), vi skal runde digteren Rasmus Nikolajsens Måske sjælen, en ”familieversfortælling”, som undertitlen siger (Forlaget Gutkind), og endelig skal vi gå i clinch med den gamle tyske galning, filosoffen Friedrich Nietzsche, der nu på dansk og på en ganske særegen måde introduceres af den franske litterat og forfatter Georges Bataille i en bog, der er betitlet Nietzsche. Memorandum. Nietzsche selv, og hans elev Bataille, insisterer på, at vi ikke hverken kan eller skal læse ham uden bagefter radikalt at ændre vores liv.

I går var det valgdag, og i dag skal vi høre om nogle heroiske og uheroiske mænd. Men ikke før et udflippet forslag om, at vi egentlig burde have et “Litteraturparti”, forstået som et parti, der systematisk kæmper for litteraturen og forfatterne. Vi lever nemlig vores liv gennem fortællinger. Det er trivielt sandt, men det har store konsekvenser. For stjernekokken Anthony Bourdain blev visse fortællinger fatale. For den danske filosof og virksomhedsleder Morten Albæk lykkedes det tværtimod at finde frem til nogle sunde og livgivende beretninger. Vi skal stifte bekendtskab med Albæks nye bog, Falske sandheder i livet (Gyldendal), og samtidig forbi Bourdains vilde liv via Charles Leerhsens biografi Down and Out in Paradise. The Life of Anthony Bourdain (Simon & Schuster). Ude på sidefløjene har vi den gamle romerske senator og retoriker Cicero (106-43 f.Kr.), der i sit værk Forpligtelser (Gyldendal) kan siges at være ret enig med Albæk; og vi har polarforskeren og eventyreren Knud Rasmussen med Den store slæderejse. Den fantastiske polarekspedition nord om Amerika (Gyldendal). Kom det til et rent litteraturvalg, kunne vi uforbeholdent stemme på dem alle fire; men i forhold til at leve sit liv godt er det nok klogt at vælge et par af dem fra.

Litteraturens rige er bogstavelig talt uendeligt – der er altid nye opdagelser at gøre, hjørner, der kan drejes omkring, mørke kontinenter, der skal udforskes, vilde urskove, der skal trænges ind i. Det gælder også i denne uge, hvor vi sammen med to yngre mænd skal på en både virkelig og svimlende opdagelsesrejse i den 12.000 år gamle Hambach-skov nede i det sydlige Tysklands Nordrhein-Westfalen. Vi skal runde den schweiziske forfatter Christian Krachts fænomenale roadtrip med sin oldgamle mor i romanen Eurotrash; vi skal forbi et par vigtige litterære nyheder og til slut lægge op til næste uges uhørte sensationer.

Jeg gad vide, om nogen af Frihedsbrevets læsere og lyttere er jægere? Hvis det skulle være tilfældet, er det nok godt at vide, at vi på dansk har fået en brillant nyoversættelse af russiske Ivan Turgenevs (1818-1883) En jægers optegnelser (Forlaget Turbine). En jægers optegnelser var den unge aristokrat Turgenevs gennembrudsbog i 1852, og den er egentlig lidt spøjst konstrueret. Teksten består af tyve løst sammenflikkede noveller eller ”optegnelser”, der ikke rigtigt er bundet sammen af andet, end at fortælleren strejfer planløst omkring i det mægtige Rusland.

”Bæk og Ullebæk” – nogenlunde sådan udtales de to på dansk, de to forfattere, vi i dag skal høre nærmere om. Den unge danske homoseksuelle mand Glenn Bech har skrevet et både rasende og fortvivlet ”manifest” for en bedre verden – det hedder Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, og det er et slag lige i solar plexus. Den ældre, franske og heteroseksuelle mand Michel Houellebecq har brudt med sit eget mønster og skrevet en roman med titlen tilintetgøre. Det er en roman, hvor tingene, langt fra at blive tilintetgjort, tværtimod peger frem mod både håb, fortrøstning og kærlighed. Det er stærkt atypisk for Houellebecq, der plejer at være kulsort, pessimistisk og fuld af en dejligt forudsigelig livslede og menneskeforagt. Så hvem skal vi tage til os? Bech, der siger, at verden skal laves om? Eller Houellebecq, der konstaterer, at verden alligevel er ok?

I denne uges Fri Kritik skal vi blandt andet forbi Kirsten Hammanns nye roman Georg-komplekset. Georg er 55 år gammel, gift, tidligere succesforfatter med talrige lange interviews i aviser og magasiner, oversættelser til engelsk og fransk, alenlange køer af læsere, der vil have en autograf i bøgerne, modtager af litterære priser og medaljer fra Dronningen. Nu er han imidlertid en frygteligt falleret forfatter. Han lider af en mangeårig skriveblokering. Forlaget har dumpet ham. Kollegerne undgår ham, fordi bitterheden og misundelsen står ud af ham i lange, giftiggrønne stråler. Læserne har glemt alt om ham – og imens bader alle kollegerne sig selvfølgelig i succes og seks stjerner, som de straks beretter om på Facebook. Georg tror ikke det kan blive meget værre. Men så beslutter hans viv sig for at ville skrive en bestseller. Det tegner til at blive en dundrende succes. Hun sidder inde på sit arbejdsværelse og klukker af grin; forlaget er ved at kløjes af begejstring, og filmrettighederne er allerede ved at blive solgt for en formue. Nu begynder Georgs mareridt for alvor. Nu bliver det ondt.

I dag skal det handle om kvindekønnet. Tilfældigvis er det sådan, at forfatteren Niels Frank lige har udgivet et stort værk om sin søster Elin, der sidst i marts 2021 blev myrdet af sin mand, som hun var ved at blive skilt fra. Manden skød hende foran parrets to voksne sønner. Det er en tragisk historie, der meget passende har fået titlen Fanden tage dig. Samtidig har digteren Harald Voetmann udgivet nogle virkeligt spøjse digte betitlet Hetærebreve; de er inspireret af en terrakotta-figur af en prostituerets sko fra det 2. århundrede. Under terrakottaskoen står der på græsk ”Følg mig”. Så kunne kunden finde beskeden og følge i sporet på kvinden. I sine digte lader Voetmann hetæren få ordet. Endelig har en af dette lands mest suveræne forfattere, nemlig meget kvindelige Ida Jessen, udgivet en god håndfuld essays, der handler om litteratur, om liv og død og kærlighed, men også visse steder om det med kønnet. Den essaysamling hedder Endnu en bog jeg aldrig skrev, og den skal vi også gennemstrejfe.

I dag skal vi endnu engang bese litteraturens mægtige sociale og politiske kraft – det skal vi gøre ved at høre om Salman Rushdie; ved at flimre forbi nogle af de største begivenheder og navne på årets Louisiana Literature; og endelig ved at dykke ned i et par af sæsonens vigtigste tidlige udgivelser; den unge journalist Johan Varning Bendtsens fremragende reportagebog om Sverige, Det svenske eksperiment (Gads Forlag); George Orwells desværre udødelige klassiker Animal Farm (Lindhardt & Ringhof) og endelig Nobelpris-modtageren Peter Handke, der skildrer litteraturen som ”det andet sværd”.

En, der med særlig ret kan tale med om emnet "frihed", er den verdensberømte kinesiske aktivist og kunstner Ai Wei Wei (f. 1957), der nu udkommer på dansk med bogen 1000 års sorger og glæder. Værket er på den ene side et dobbeltportræt af Wei Wei og hans far, digteren Ai Qing (f. 1910). På den anden side er bogen en ætsende kritisk skildring af det moderne Kina og af det totalitære regime i Beijing.