Christina Lagoni

Fri­heds­bre­vet får kri­tik for annon­ce­vi­deo Fri­heds­bre­vet brag­te i peri­o­den fra den 26. april til den 15. maj 2024 en annon­ce­vi­deo som en del af Fri­heds­bre­vets kampag­ne ”Ope­ra­tion 5000” om kampag­ne­mål om nye med­lem­mer. I video­en udtal­te ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør Mads Brüg­ger, at en for­mand for en orga­ni­sa­tion, som hjæl­per sår­ba­re og udsat­te kvin­der, ”udsæt­ter kvin­der for… Continued

I den støvede horisont uden for den nybyggede villas vinduer er solen på vej ned – men selvom det tiltagende mørke fremhæver maleriernes pangfarver, må Kristian von Hornsleth både sprælle, pege og tysse for at bevare sit publikums opmærksomhed.  “Hvem er det, der snakker?,” halvråber Hornsleth gennem stuen i den til lejligheden lånte villa med et mønstret vægtapet så gyldent, at man på intet tidspunkt glemmer, at det er Dubai, vi befinder os i.  Nok har respektløshed altid været en dyd i Hornsleths værker, men jo ikke over for kunstneren selv, så hvad ligner det at stå og sludre nede i baren, bare fordi den er gratis?  “Ssssh!” Opgaven tager han alvorligt, for i aften er det kunstneren, der har købt billet for at se publikum, ikke omvendt. Dels af nysgerrig, dels af nød: Sagen er, at Kristian von Hornsleth, den arkitektuddannede provokunstner på 61 år, i årtier har levet af at forarge og forføre befolkningen. Hornsleth, du ved, manden, der “privatiserede” 100 britiske hjemløse og stiftede et anpartsselskab, der udelukkende investerer i våbenaktier. Ham, der med et beskedent antal geder overbeviste en hel afrikansk landsby om at tage Hornsleth som efternavn.  Alt sammen for at “spejle” danskernes påståede vulgære, asociale, narcissistiske og kalorielette tilværelse i en verden, der lider. Det er ham, Hornsleth, som tager alle farverne og den bredeste pensel i brug og signerer hvert et produkt med sit eget navn, med dollar-tegn og det tilkøbte “von” i centrum af det hele. Har kritikere fortalt ham, at hans kunst er usmagelig, har han svaret, at det håber han skam også, at vedkommende synes. For den smag er, hvad Hornsleth mener at have udstillet siden slutningen af 1990'erne: Danskernes magelige og vulgære dårligdomme. Vi har lullet os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den underliggende, men også demonstrativt højlydte pointe fra Hornsleth lydt: Vi er for nihilistiske, for kapitalistiske, for egoistiske og individualiserede. For åndeligt dovne. For amerikanske.  Sådan lød hans mantra op gennem de frie 90'ere, de rige 00'ere og i løbet af de globale 10’ere, hvor Hornsleth, trods manglende anerkendelse fra det kunstneriske parnas, har formået at kommercialisere som få af sine kollegaer. MEN. Dén mand vækker ikke længere den nødvendige opsigt hjemme i Danmark.  Det gør han til gengæld herude, i det golde ørkenlandskab, hvor Hornsleth øjner chancen for at genvinde troværdighed som ham, der spidder og spejler sin samtid med provopop og dårlig samvittighed. Hvad fortæller den erkendelse om den danske folkesjæl? At Hornsleth nu erkender, at det hjemlige marked er mættet af hans provokunst, og at han ser et større potentiale i at sælge sine værker til danskere bosiddende i Dubai – et autoritært islamisk regime uden ytringsfrihed og demokrati, et de facto skattely med påstået geopolitisk neutralitet.  Spørgsmålet har naget mig, siden jeg for et par måneder siden hørte om Hornsleths ambition.  For hvis det er sandt, at værdien af Hornsleths kunst, som kunsthistoriker Jonas Bergstrøm beskriver i coffeetable-bogen SUPER CRASH, er, at den er “konfrontatorisk spejlende”, må man nødvendigvis spørge:  Hvad ser vi i Hornsleths spejl anno 2025? Det er det, jeg har inviteret mig selv med til festen og er rejst til Dubai for at observere.

Johnny, “Skomager”, “Badass”. Kært barn har som bekendt mange navne; således også Hells Angels-veteranen Johnny Engelhof Nielsen, som i den forgangne uge døde, 58 år gammel. Dødsfaldet var naturligt. Forstået på den måde at han under boksetræning forleden fik et ildebefindende og blev overført til et hospital i Marbella-området i Sydspanien, hvor han de seneste mange år har boet. 

CIA har frigivet mere end 60.000 sider hemmeligholdt materiale om mordet på JFK. Men hvad står der egentlig bag de sorte bjælker? Og fører de nye oplysninger verden tættere på en opklaringen af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende mord? En af sagens største eksperter, graverjournalisten Jefferson Morley, som Flemming Rose tidligere har interviewet, er i ikke i tvivl. Hør hans vurdering i denne uges Fri Tænkning.

Endnu en overlæge får et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed for sin indblanding i psykiatriskandalen i Region Midtjylland.  Det skete i går, hvor det nye påbud blev tilføjet til overlæge Anders Lindelofs informationer i autorisationsregistret. Lindelof har hidtil været et ubeskrevet blad i den omfattende sag. I dag kom der så endnu en opsigtsvækkende nyhed fra Region Midtjylland. Tina Ebler, der er den øverste direktør for psykiatrien i regionen, fratræder sin stilling som hospitalsdirektør. “Jeg er taknemmelig for at have haft muligheden for at samarbejde med dedikerede og engagerede ledere og medarbejdere i Psykiatrien,” siger Tina Ebler i en pressemeddelelse.

Den sidste uges fejlslagne amerikanske charmeoffensiv i Grønland kan koges ned til én person: Thomas Emanuel Dans.  Det var hans organisation American Daybreak, opkaldt efter ideen om, at en “ny amerikansk dag snart gryr i Grønland,” der sammensatte hele pibetøjet. Og hvis man bedre vil forstå den seneste uges udvikling i trekantsdramaet, er Tom Dans et godt sted at starte. Ikke nok med at den tidligere arktiske kommissær personificerer Donald Trumps igangværende politik mod Rigsfællesskabet med sin fornægtelse og fordrejning af de faktiske forhold – det er også ham, der har orkestreret USA’s træk i det mærkværdige geopolitiske skakspil, der har udspillet sig den sidste uges tid.  Den texanske erhvervsmand har siden januar udført sit freelance-diplomati under dække af, at han blot er en uofficiel erhvervsmand, som elsker Arktis og ønsker at fremme kulturel udveksling mellem Grønland og USA – og tilfældigvis også har arbejdet for Trump og ført valgkamp for ham. Men efter Det Hvide Hus’ charmeoffensiv er blevet aflyst og ændret, og Grønland har fået sammensat en regeringskoalition uden det selvstændighedsivrige parti Naleraq, ser den kulturelle maske ud til at glide mere og mere af hans ansigt.  Nu er Tom Dans frustreret. For det, som han kalder et “godhjertet kulturelt besøg”, har udviklet sig til en PR-fiasko, der ikke ligefrem gør hans store ønske om at indlemme Grønland i USA lettere at realisere. Men ligesom med så mange andre urovækkende udviklinger i Grønlandsagaen, smiler Tom Dans sig igennem det hele og retter skylden mod utaknemmelige grønlændere og danskere. Amerikanernes pres på Grønland er, som Trump udlagde det til et kabinetmøde forleden, intet mindre end venskabeligt. I onsdags ringede Frihedsbrevet til Tom Dans for at høre mere om, hvordan han har fordøjet den sidste uge, hvordan Trump-lejren opfatter, hvad der ligner en fejlslagen charmeoffensiv, og hvad de har på tegnebrættet nu. For Tom Dans er på sin vis et slags vindue ind i MAGA, hvad Grønland angår. Det er ham, der åbner sprækker i marginalerne i Grønland, eksempelvis Jørgen Boassen og Kuno Fencker, som amerikanerne udnytter til at fremme deres sag, og han har USA’s nationale sikkerhedsrådgivers øre og rådgiver folk i Det Hvide Hus løbende om Grønland.

Lønmodtagerne betalte for dyre flybilletter, femstjernede hoteller og besøg på fashionable restauranter, da ATP’s top tog på et internt seminar og brugte store beløb i to amerikanske byer. En af deltagerne var fagbossen Morten Skov Christiansen fra Fagbevægelsens Hovedorganisation. Hele besøget løb op i knap 200.000 kroner, men ATP vil ikke oplyse, hvem ATP-toppen mødtes med, og hvad de lavede på turen.

USA’s vicepræsident J.D. Vances besøg i Grønland lå som en tung dyne over Christiansborg, som Frihedsbrevet besøgte onsdag. Regeringspartierne dansede en diplomatisk linedans for ikke at puste til gløderne, mens de grønlandske politikere lagde klar afstand til USA og Donald Trumps planer.

Danmark mangler både kanoner og nogen, der kan fyre dem af. Men hvor mange soldater, Forsvaret mangler, eller hvor mange de i det hele taget har, er umuligt at få et klart svar på. Chef for Hærkommandoen, generalmajor Peter Harling Boysen, begrunder tavsheden med et sikkerhedshensyn. Ifølge forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen hænger lukketheden “nok også sammen med, at det ikke er så kønt, det Danmark kan vise frem.”

Mens præsident Donald Trump slår fast, at Grønland er afgørende for USA’s sikkerhed, er han omgivet af milliardærinvestorer, der ser øen som et lukrativt sted at investere i minedrift.  Blandt dem er hans nyudnævnte viceforsvarsminister, Stephen Feinberg, som ifølge direktøren for et mineselskab i Grønland har en økonomisk interesse i mineprojektet ved Kvanefjeld i Sydgrønland.   Viceforsvarsministerens kontor afviser påstanden og hævder, at Feinberg har afhændet sine interesser i sin kapitalfond, Cerberus Capital Management, som ifølge minedirektøren nu er aktionær i mineselskabet.  Men et nærmere kig på Feinberg og fondens gøren og laden i forhold til Grønland og råstoffer indikerer, at interessen for grønlandsk minedrift blandt Trump-administrationens sikkerhedspolitiske top hverken er grebet ud af den blå luft eller uvæsentlig for USA’s nye Grønlandspolitik. Eksperter kalder det en “uhyggelig” interessekonflikt og advarer om, at “røde advarselslamper” blinker.