Mads Brügger

Man skulle næsten tro, at Hunter S. Thompson før sin død var rejst frem i tiden og havde overværet den en time og 57 minutter lange Demokratiets Aften i går på DR1 med alle de fjorten partiledere på rad og række i Koncerthuset. Til sidst i debatten, da Oh Land afsang Michael Falchs fade og klæge “I et land uden høje bjerge”, havde undertegnede i hvert fald en distinkt følelse af, at dansk politik ikke kunne blive mere absurd. Og frastødende. For jo mere DR forsøger at hygge om folk og betone, at vi alle er fælles om noget, forstår man, at der er tale om en indre driftsimpuls, som ændres til det modsatte på ydersiden. Altså en ubevidst reaktionsdannelse, som skal skjule‚ at dansk politik er fuld af had, vrede og frygt. Mere om dette besynderlige antiklimaks før klimakset længere fremme, her i mit nyhedsbrev nummer 75.

Hermed velkommen til mit nyhedsbrev nummer 74. Mit første nyhedsbrev, som er bag betalingsvæggen. Det kalder selvfølgelig på, at jeg gør mig ekstra umage som pennefører og ikke spilder læsernes tid med mine personlige kæpheste. Så lad os straks komme til sagen, nemlig min tredje stuegang i Folketinget.

Man kan sove så lidt – og dårligt – at slutresultatet minder om tømmermænd. Man vågner op med kvalme og hovedpine, og som dagen skrider frem, bliver man mere og mere grådlabil og støjfølsom. Altså med andre ord den perfekte tilstand at befinde sig i, når man skal gå stuegang på Christiansborg.

Amatørerne dækkede de 14 timers åbningsdebat. De professionelle derimod; det er dem, der dukker op dagen derpå, hvor Folketinget ligger tomt og øde hen som et udplyndret medborgerhus efter et halmbal for Gremlins. Det er i hvert fald, hvad jeg siger til mig selv, da jeg svinger cyklen ind i Rigsdagsgården og parkerer ved hovedindgangen til Christiansborg. På vejen får jeg et glimt af Holger K Nielsen på sin jernhest. Han bærer en hvid cykelhjelm, og i ansigtet ligner han et menneske, som har stirret ind i en grævlings røvhul det meste af sit liv. Det er sådan, man ender med at se ud, hvis man ikke kommer ud af politik i tide. Og journalistik for den sags skyld. Men jeg har stadig nogle gode år foran mig, før jeg bliver helt forgræmmet. Og noget af tiden vil jeg bruge hver fredag på at gå stuegang på Christiansborg. Bagefter vil jeg skrive mine indtryk ned i en journal, der altså udkommer her.

Omkring 50 artikler, hvor Mette Frederiksen taler om ostemadder, når Frihedsbrevets politiske redaktion altså frem til i deres optælling. Helt utroligt. Ingen kan da elske ostemadder så meget over så lang tid? Hvad der også er utroligt er, hvad Mette Frederiksen siger om sin kærlighed til ostemadder i podcasten Det sidste måltid. Hun siger, at hun gerne har en ostemad med sig i sin håndtaske, når hun er på arbejde – et billede, jeg virkelig godt kunne have været foruden, som den latente turofobiker jeg altid har været. Og så siger Mette Frederiksen guddødemig, at når hun kommer til den yderste dag og lige skal have sig et stykke mundgodt, inden hun stempler ud for altid, ja, så skal denne godbid – det sidste hun putter i munden nogensinde overhovedet – være en ostemad. Det synes jeg simpelthen er så trist og nedslående en udmelding at komme med, at jeg mangler ord for det. Ikke fordi Mette Frederiksen nødvendigvis skal vælge sig belugakaviar, tasmanske østers eller paté af nattergale-tunger som den sidste snack, men hvem vil dog sige farvel til livet med noget så fladt og trivielt som en skive danbo på en skive rugbrød? Det vil vores statsminister åbenbart.

Kunne det – helt grundlæggende – ikke være interessant at komme så tæt som muligt på de ti embedsmænd, som hjalp statsministeren med at bryde loven? Det synes jeg. Normalt er embedsmænd nogle efemeriske væsener, som har deres gang i skyggerne. Man ser dem ikke. Man hører dem ikke. De fleste ved ikke engang, hvad de hedder. Men når de har så meget magt, som de allermest magtfulde mandariner jo har, er det kun sundt og godt at få dem frem i lyset – især når de har forbrudt sig mod loven. Det er præcis dét, som er kongstanken bag min ide; at gøre det muligt for offentligheden at se en vellignende fysisk repræsentation af de ti embedsfolk, som hele miseren drejer sig om. At komme tæt på de usynlige magthavere, vi ellers aldrig får lov til at møde.

Om nogen ved jeg, at der er langt fra København til Pyongyang. Der er hele verdener til forskel. Alligevel kan jeg ikke stå for fristelsen i at bemærke, at Socialdemokratiets nye valgslogan “Lad os passe på fremtiden” – som der stod skrevet på det røde scenetæppe til landsmødet i Aalborg her i weekenden – i mine ører faktisk lyder som en sætning sakset fra en nordkoreansk propagandaplakat. Fordi jeg ved så meget om Nordkorea, ved jeg nemlig, at mange af Den Kære Leders slogans netop starter med opfordringen “lad os …”, hvilket man kan forvisse sig om her. Som for eksempel: “Lad os blive menneskelige bomber for dedikeret at forsvare den respekterede leder Kammerat Kim Jong-un!” Eller: “Lad os frembringe substantielle forandringer og fremskridt i det første år af fuldbyrdelsen af fem-års planen!” Og nu har vi så fået: “Lad os passe på fremtiden.” Sossernes valgslogan er selvfølgelig kortere, og der mangler et udråbstegn, men ellers passer pengene. Og dermed ikke sagt at Danmark er Nordkorea, eller at Mette Frederiksen er en diktator. Det er bare et lidt pudsigt sammenfald.

Som tidligere generalkonsul for Liberia til Den Centralafrikanske Republik er jeg naturligvis meget optaget af Det Konservative Folkepartis partiformand Søren Papes pudseløjerlige eksperimenter med privat diplomati i skrøbelige, korruptionsplagede stater – nærmere bestemt i Den Dominikanske Republik. Og som 1,2% ashkenazi er jeg selvfølgelig også optaget af, at Papes ægtefælle – den enigmatiske Josue Medina Vasquez Poulsen – og jeg tilsyneladende tilhører det samme etno-religiøse fællesskab: Så det vil jeg skrive om. Og så er der selvfølgelig smertensbarnet Danmarks Radio, hvorom man igen må spørge sig selv, hvordan det mon kan gå til, at et udgangspunkt som er, at man får 3,5 milliarder skattekroner kørt ind ad ladeporten hvert år, nok engang resulterer i had og tænders gnidsel. Det vil jeg også skrive om, men først er det selvfølgelig Frihedsbrevet, som jo altid ligger mig meget på sinde.

I dag vil jeg spænde cilice-bæltet så hårdt som muligt og fortælle den utrolige historie om, hvordan det dog kunne gå til, at jeg i denne uge stod og spillede fransk klovn til et møde i Dansk Folkepartis pengeklub. Det er jeg nødt til at gøre, for det hører jo ingen steder hjemme, hvis Frihedsbrevet skriver om hvem, der er i bogklub med hvem, og hvem, der går til fest med hvem, og hvem, der er i madklub med hvem – hvis jeg så samtidig holder hånden over mig selv. Desuden tænker jeg, det er ganske underholdende at læse historien om, hvordan min edderkoppesans endnu engang har svigtet mig, og her tænker jeg på, at jeg i forvejen er skyld i, at den kontroversielle it-iværksætter Sahra-Josephine Hjort skulle meldes ind i Frihedsbrevets bestyrelse.

I mit nyhedsbrev nummer 66 vil jeg både skrive om de konservatives partiformand Søren Pape Poulsen og fødevareminister Rasmus Prehn (S), og så skal vi også lige runde den seneste udvikling i Minksagen. Og hvis det ikke bliver for langt, vil jeg riste en rune til Søren Pind, der jo efterhånden opfører sig som en skuespiller, der er blevet bestilt til at lave en satire på Søren Pind.