Mads Brügger

Det lyder jo lidt som den næste Harry Potter-roman; Kongen af Shamballa og de døde borgerlige. På sin vis er der heller ikke så langt fra Hogwarts – skolen for magi og trolddomskunst – og så til Folketinget. Begge steder sker der totalt vanvittige ting, folk går mærkeligt klædt, anvender trylleformularer i flæng, og ligesom på Hogwarts er der stærke klikedannelser, som deler slottets beboere op i forskellige grupperinger. En aldrende troldmand, der har en nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn, står i spidsen for hele. Borgen er i sandhed et magisk sted.

Forleden dag sendte en god bekendt mig denne tekstbesked: “Tilfældighedens lov er det smukkeste, der findes: For lidt tid siden mødte jeg dig på restaurant Locale 21. Nu er jeg tilbage. Og hvem sidder præcis på den stol, du sad på? Barbara Bertelsen. Er det ikke smukt?” Jeg svarede, at det lød som en novelle af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Eller som en monolog af Doctor Manhattan i tegneserien Watchmen. Til sidst blev vi enige om, at hændelsen mest af alt var udtryk for filosoffen Nietzsches idé om den evige genkomst, som går ud på, at alle begivenheder gentager sig. Der er, ifølge Nietzsche, ingen begyndelse, ingen afslutning og dybest set heller ingen død. Det ene øjeblik sidder du i en stol på en restaurant i København, og det næste øjeblik sidder statsministeriets departementschef i den samme stol. Det hele er forbundet. Det hele hænger sammen. Alt er det samme.

Set i bakspejlet kan det ikke komme som en overraskelse, at det var et parti, der i sin tid blev stiftet og anført af en CIA-agent, som var udslagsgivende for, at undersøgelsen af FE-skandalen kommer til at foregå i mørket i stedet for i Folketinget. Jeg taler naturligvis om SF’s beslutning om at bakke op om regeringens plan om at gennemføre granskningen hos et tribunal af landsretsdommere, som hører under Justitsministeriet. Her kan de stille og roligt arbejde sig frem til den konklusion, regeringen selv har bestilt på forhånd, som forfatterne bag kommissoriet. Altså med andre ord får vi en skueproces, der ikke er til skue.

Man kan jo ikke være over det hele. Således var jeg ikke med, da finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterede finansloven for 2024, og kaldte det for “en historisk aftale”. Glip gik jeg også af Juletræsfesten i Folketinget, som blev afholdt lørdag den anden december. Hvilket jeg faktisk er særligt ked af, for her – har jeg ladet mig fortælle – optrådte SF’s Karsten Hønge som julemand, og det havde jo ellers været en lækkerbisken for min pen.

Øverst i indbakken ligger selvfølgelig gårsdagens ministerrokade i Venstre, en ouverture til den helt store ministerrokade, der kommer til sommer, når – gætter jeg – enten Nicolai Wammen (S) eller Dan Jørgensen (S) skal ned til Bruxelles for at være EU-kommissær. Så denne lille rokade er mestendels udtryk for, at Venstres nye formand Troels Lund Poulsen vil stemple ind med sit bud på en frisk start for et gammelt magtparti, der er gået helt i frø. Bemærk i øvrigt, at når der tales om en frisk start, så er det i nær sagt i alle livets forhold udtryk for, at man ikke rigtigt tror på det selv.

Jeg har været til reception for at fejre udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beks (S) nye bog. Jeg har set den spanske konge sammen med formanden for Esbjerg Havn. Jeg har været til samråd med Udenrigspolitisk Nævn om situationen i Gaza. Og så har jeg været til udvidet spørgetime og hasteforespørgsel med statsminister Mette Frederiksen (S) om FE-skandalen, som samlet set var en mageløs anskueliggørelse af, hvor afmægtigt Folketinget er blevet.

Vi fik at se, for først stod den på frygt, had og lede, nemlig til samråd med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i Klimaudvalget. Det var her, Løkke skulle stå skoleret og besvare alle de mange spørgsmål, der har rejst sig, efter det er kommet frem, at manden har sat sig i spidsen for noget så besynderligt som et udvalg for havvind inde i Udenrigsministeriet.

Medlemmerne af Folketinget havde efterårsferie i den forgangne uge. Så det har jeg også haft, men jeg har taget arbejde med hjem, så jeg kunne vende tilbage med nok en stuegang fra magtens korridorer. Men det følgende er ikke lettere fermenteret stof alt sammen, for da jeg stod op i morges, var der invitation til pressemødet, hvor Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, meldte sin afgang. Det ville jeg naturligvis ikke gå glip af, så der er også dagsfrisk materiale på bedding til sidst her i dette mit nyhedsbrev nummer 111.

Det var en uge, som havde det hele: Folketingets åbning, statsministerens tale, åbningsdebatten, starten på det nye folketingsår. Alt, hvad en politisk nørd kan drømme om. Jeg havde glædet mig så meget til denne uge, at jeg flottede mig og købte et nyt jakkesæt til lejligheden; et dobbeltradet sæt i gråt tweed. Som jeg var iført tirsdag formiddag, den tredje oktober, da jeg nok engang kom cyklende ind i Rigsdagsgården. Her var der ordentligt meget gang i den: Der var rullet en rød løber ned fra hovedindgangen, hvorpå de kongelige snart ville defilere forbi. Og i et hjørne for sig, hegnet ind af spærrebånd og politi, stod krudtuglerne fra de Danske Patrioter og hylede og skreg i en megafon. Bag dem hang et stort banner, hvor der stod “Fuck Islam”.

Dette nyhedsbrev bliver en relativt enstrenget affære, men til gengæld vil jeg vove den påstand, at indholdet har en valør, der vejer op for den manglende variation. I hvert fald synes jeg selv, at det, jeg nu vil berette, er interessant nok til at fylde det hele. Og om ikke andet så føjer det en ny facet til historien om bruddet mellem folketingsmedlemmet Jon Stephensen og regeringspartiet Moderaterne.