21 børn er forsvundet fra asylcenter: Politiet anklages for svigt
Når børn forsvinder i Danmark, sættes himmel og jord i bevægelse for at finde dem. Politiet udsender pressemeddelelser og opdaterer den bekymrede befolkning på timebasis, medier går i breaking, pårørende deler opslag i lokale Facebook-grupper, og frivillige møder talstærkt op til eftersøgninger. Frihedsbrevet kan nu afdække, hvordan 21 helt små uledsagede børn er forsvundet fra Børnecenter Sandholm, der har til huse ved Center Sandholm – også kendt som Sandholmlejren – uden at politiet har slået alarm. I en rapport om et syrisk barns forsvinden bemærker en-medarbejder fra børnecentret: “Særlig bekymring: Er 7 år gammel.” Den rapport og 20 lignende har politiet modtaget, tilsyneladende uden at starte en omfattende efterlysning. Alle 21 børn står i hvert fald stadig angivet som forsvundne i politiets kriminalregister. Det afviger i høj grad fra, hvordan man generelt handler på anmeldelser om børn, der forsvinder, mener politiforsker Adam Diderichsen.