Andreas Munk

Sandheden om dronerne over Danmark lader vente på sig.  Kun en lille gruppe mennesker ved, hvad der virkelig skete, da myndighederne fortalte, at der fløj droner over lufthavne og militære anlæg for nu seks måneder siden. I slutningen af februar stod danskerne til endelig at få svar på i hvert fald Forsvarets version af hændelserne med den længe ventede droneredegørelse. Den blev dog udskudt af forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), et par timer inden folketingsvalget blev udskrevet.  Men nu er der nyt fra tre forskellige politikredse, som har taget del i den højprofilerede efterforskning af droner rundt i Danmark.

Forleden skete der noget meget urovækkende i Politikens Hus. En seance, der understregede, at det er vigtigt, at Frihedsbrevet eksisterer. Politikens chefredaktør Christian Jensen skulle have en samtale med statsminister Mette Frederiksen. Det er der jo som udgangspunkt intet galt i, og det er ikke, fordi jeg er mavesur over, at det ikke var os, der havde statsministeren på tomandshånd foran et klappende publikum.  Der er og skal være forskel på medier, og Politiken er indiskutabelt en vigtig bidragsyder til den såkaldte demokratiske samtale, som nogle ynder at kalde det. Problemet er, at Christian Jensen mere virkede som en k-popfan til meet and greet end en journalist og chefredaktør, som havde mulighed for at stille statsministeren kritiske spørgsmål. 

Har der været fjendtlige droner over Danmark? Det spørgsmål så Folketingets medlemmer frem til at få svar på, da droneredegørelsen skulle lande i forsvarsforligskredsens hænder i sidste uge. Men sådan gik det ikke. For samme dag, som der blev udskrevet valg, meddelte Forsvarsministeriet, at redegørelsen var udskudt. Nu viser det sig, at der ikke kommer svar på de helt centrale spørgsmål i droneforløbet på den her side af et folketingsvalg.

Torsdag udskød forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen en længe ventet redegørelse i sagen om de påståede fjendtlige droner, der sværmede over lufthavne og militære anlæg i september sidste år. Redegørelsen vil først blive klar og præsenteret for forsvarsordførerne senere i marts, lød det. Man var desværre ikke nået at blive færdig.  Det var godt nok belejligt for regeringen, men ærgerligt for et frit samfund og en ærlig valghandling. For senere samme dag havde statsminister Mette Frederiksen som bekendt en meddelelse af særlig karakter om, at danskerne skal til valg. Når valget bliver udskrevet, ophører alt det normale, og fordi ministerier under en valgkamp ikke må agere politisk, så betyder det også, at denne redegørelse med altovervejende sandsynlighed bliver udskudt til efter valget.  I den anledning vil jeg også komme med en meddelelse af særlig karakter. Nogle ville måske kalde den af særlig polemisk karakter, men det skal ikke holde mig tilbage: Jeg mener, at drone-sagen har potentiale til at blive en skandale af uoverskuelige dimensioner. Og jeg tror, at når vi om fem-ti år kommer til at kigge tilbage på den, så vil den stå som endnu et skoleeksempel på, hvordan medier, myndigheder og politikere ikke skal agere i pressede situationer. Samtidig vil den illustrere, hvor dybt amatørismen stikker i dele af det danske myndighedsapparat. 

Den tidligere spionchef Lars Findsen har i Østre Landsret forklaret, at han brugte journalisten Simon Andersen “operativt” i flere sammenhænge, blandt andet til at stoppe en bogudgivelse og til at “lægge en dæmper på sig selv og holde igen med artikler”. Simon Andersen og hans arbejdsgiver, Berlingske, har efterfølgende sagt, at der ikke var noget at komme efter. Det var muligvis Findsens oplevelse, men ikke virkeligheden, for der var ikke en finger at sætte på journalistikken, og Simon Andersen har ikke lagt en dæmper på sig selv, har forklaringen lydt. Men nu kan Frihedsbrevet bringe helt nye oplysninger, der stiller Simon Andersens og ledelsen på Berlingskes forklaring i et noget andet lys. 

Den tidligere spionchef Lars Findsen afgav i februar 2022 en forklaring i Østre Landsret bag dobbelt lukkede døre, som offentligheden nu har fået indblik i, hvor særligt Findsens relation til journalisten Simon Andersen har spillet en rolle. Findsen har nemlig forklaret, at han har brugt Simon Andersen “operativt” i flere sammenhænge. Nu kan Frihedsbrevet bringe en ny passage fra retsbogen, som føjer til mystikken om den tætte relation mellem de to.

Dansk Folkepartis moder Pia Kjærsgaard er en af de mest indflydelsesrige personer i dansk politik gennem de sidste tre årtier.  Men det ville mildt sagt være en overdrivelse at sige, at hendes søn har samme politiske talent.  Det er der jo ingen skam i, for Pia Kjærsgaard er som antydet uden tvivl en af de dygtigste, vi har haft.  Alligevel har hendes søn, Troels Gamst, de seneste år fået en mere og mere fremtrædende rolle i Dansk Folkeparti. Ikke som politiker, naturligvis, men som vellønnet seniorkonsulent i partiets politiske sekretariat. 

Vi kunne ikke stille med nogen bedre, lød det fra mange sider. Hvis der var nogen, der kunne få styr på situationen, var det naturligvis Løkke.  Den storrygende, danske udenrigsminister, der blev snydt af en brandmand fra Køge med en skoleelev som kæreste, skulle flankeret af den grønlandske minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, nu snyde Det Hvide Hus. Med pibe, fistbumps og cigaretter virkede det da også til, at der var noget at fejre for Rigsfællesskabet. Da mødet med J.D. Vance og Marco Rubio var overstået, kunne de med lettelse berette, at man havde nedsat en arbejdsgruppe på højt niveau.  “A high level working group.” For os i kongeriget ved vi godt, hvad formålet med sådan nogle arbejdsgrupper er, og for en gangs skyld så det faktisk ud til at have et ædelt formål.  Men jeg gad godt se tossen i Det Hvide Hus i hovedet, hvis Rubio og Vance rent faktisk har aflagt rapport til den amerikanske præsident og meddelt, at man har besluttet at nedsætte en sådan “high level working group”.  Jeg forestiller mig ikke, at Trump i modsætning til danske politikere er superbegejstret for arbejdsgrupper. Men der skal omvendt lyde en applaus til de diplomater fra kongeriget, som har fået sneget den Trump-agtige passage ind om, at arbejdsgruppen skulle være “high level”. 

I Danmark hersker der en form for Novo Nordisk-syge. En hidtil nærmest ubeskrevet sygdom, som der kun er fundet forekomster af her i landet.  Symptomerne kan være svære at få øje på, men det mest fremtrædende symptom er, at man simpelthen mister sin sunde fornuft og evne til at tænke klart.  Dertil kommer en snert af storhedsvanvid, som patienter med Novo Nordisk-syge deler med direktøren for virksomheden, den er opkaldt efter. Men ulig Mike Doustdar risikerer man dog ikke at omtale sig selv i tredjeperson.

Mette Frederiksen har som dansk statsminister utvivlsomt sat et solidt aftryk på den moderne Danmarkshistorie. Først med corona, mink og med dertilhørende gentagne anklager om magtfuldkommenhed.  Men så gjorde hun det, som al logik tilsiger, at en magtfuldkommen statsleder ikke ville gøre: Hun delte ud af magtens kage til sine politiske modstandere, der byttede principper ud med ministerbiler. Med Ukraine-krigen stod Europa og Danmark dog også i den farligste situation i nyere tid. Der var brug for ro og brede politiske samarbejder hen over midten med ansvarlige politikere på begge sider af fløjene, lød det.  De irriterende og populistiske yderfløjspartier skulle skæres væk, og magten skulle ledes og fordeles fra “arbejdsfællesskabet” i SVM-regeringen. Den politiske debat var præget af manglende nuancer og alt for sort-hvide forestillinger om tingenes tilstand, måtte man forstå.  SVM-regeringen skulle være en form for “sandhedsregering”, hvor man ikke skulle bruge tid på al den mudderkastning, som den politiske debat ellers var plaget af.