Andreas Munk

Det store opgør med banderne “Banderne og den organiserede hashhandel er revet op og smidt væk sammen med brostenene.”  Sådan sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) i november, da han overrakte Den Kriminalpræventive Pris til Christiania og de myndigheder, som havde samarbejdet om at få bugt med den organiserede hashhandel og banderne på Christiania. Men selvom brostenene er væk, spøger banderne stadig på Christiania.

Søren Pind er en farlig mand.  Hans mange udfald mod den danske presse er de seneste år blevet så vanvittige, at det er ufatteligt, at der stadig er nogen, der tager ham seriøst.  Han opfører sig som en rabiat talsmand for en gruppe magtfulde mennesker i Danmark, der påstår, at de skam går ind for en fri presse, men hvor sandheden er, at de ønsker den frie presse hen, hvor peberet gror. Kontrolleret, bundet og bange, som man ser det i de totalitære regimer, disse mennesker ellers påstår at foragte.

En narkodom sendte rockerlærlingen Jesper Steenberg Larsen – alias Tupac – bag tremmer i Sdr. Omme Statsfængsel, hvor han besluttede sig for at drage i krig for Danmark mod Taliban. Men hvordan blev han som prøveløsladt med forbindelser til Hells Angels sikkerhedsgodkendt til en officiel mission? Tidligere chef for Jægerkorpset fortæller, at PET bad om et møde med Jesper Steenberg Larsen, inden han blev udsendt.

På Frihedsbrevet får du historier, som du vil få svært ved at finde andre steder. Det synes jeg i al beskedenhed, at vi beviser igen og igen og uge efter uge. Et godt eksempel er vores nye podcast I krig med HA. Første afsnit af serien udkom i mandags, og den er blevet taget ekstremt godt imod.  Podcastserien handler om krigsveteranen Jesper Steenberg Larsen, der ikke bare har været udsendt til Afghanistan ad to omgange. Han havde samtidig tætte forbindelser til rockerklubben Hells Angels, for hvem han havde bestyret en hashklub i hjertet af Viborg. I rockermiljøet var Jesper kendt under navnet “Tupac”, og de danske efterretningstjenester vidste udemærket godt, at han havde disse forbindelser.

Jesper Steenberg Larsen var kendt som “Tupac” i den kriminelle underverden, hvor han var højre hånd for en Hells Angels-rocker. Men Danmark sendte ham til Afghanistan for at kæmpe mod Taliban trods bånd til flere HA-toprockere. I dag føler krigsveteranen sig svigtet af myndighederne, som han beskylder for at placere ham i livsfare ved at sende ham i krig med en bagtanke om at gøre ham til meddeler i rockermiljøet. Hør med i Frihedsbrevets nye podcast I krig med HA, hvor vi afdækker “Tupacs” rejse fra underverdenen til at tage imod fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussen i Helmand-provisen.

Man siger, at Rusland er en gåde, pakket ind i et mysterium, der gemmer på en hemmelighed. Det er nok meget mere simpelt med den pæredanske bacon-konge Bent Kjærgaard Jensen. Han har fået rubler i øjnene.  Manden har af uvisse årsager officielt adresse i det jyske, men han skulle altså også være blevet russisk statsborger. Du har nok ikke hørt om ham før, og det tilgiver jeg dig. Men præcis derfor synes jeg, at du skal læse Frihedsbrevets fascinerende historie fra denne uge om manden, der er ved at bygge et kæmpe landbrugsimperium i Rusland. Mens de fleste vestlige virksomheder flygtede ud af Rusland efter invasionen af Ukraine, så gik han den anden vej og udvidede sit engagement i Putins rige.  For den bedrift og “sit bidrag til udviklingen af bryggeriindustrien i Rusland” har han da også fået en flot medalje. Det er nemlig ikke kun Datsky Bekon, som han forsyner russerne med. Når de skal have en øl til at skylle det danske svin ned, så har den entreprenante Bent måske også været involveret med sine maltmarker. Sagen trækker desuden tråde til superlandmanden Jørgen Tørnæs. Hver gang hans navn bliver nævnt, så kommer jeg til at tænke på miseren om smugling af ornesæd i shampooflasker til Australien. Det er en helt anden snak, men bestemt en Google-søgning værd. Tilbage til Rusland: Nej, Bent Kjærgaard Jensen gør intet ulovligt. Når Frihedsbrevet alligevel fortæller historien, er det, fordi det selvfølgelig er interessant og på sin vis også fascinerende, når danske forretningsmænd spinder guld i Rusland.

I 2024 blev Amira Smajic landskendt som Den sorte svane i TV 2-dokumentaren af samme navn. I dokumentaren stod hun frem og fortalte, hvordan hun gennem sit job som erhvervsjurist har medvirket til omfattende økonomisk kriminalitet. Som muldvarp for TV 2 afslørede hun, hvordan revisorer og advokater samarbejder med den kriminelle underverden om hvidvask og svindel – også med økonomiske midler fra statskassen. Nu har fortiden indhentet Amira Smajic, der er tiltalt for bedrageri begået i Odense tilbage i 2019. Det viser et anklageskrift, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. Ifølge anklagemyndigheden har Amira Smajic, sammen med advokaten Julie Bernholdt Moosmand, begået systematisk bedrageri og forsøg på bedrageri mod Lønmodtagernes Garantifond, som udbetaler løn til ansatte i virksomheder, der går konkurs.

Der er noget ved vores statsminister, som jeg ikke forstår.  Nok har kommunalvalget vist os, at vælgerne for alvor er ved at være godt trætte af hende og Socialdemokratiet. Luften er simpelthen ved at suse ud af den socialdemokratiske ballon, og hvis du vil helt tæt på det fænomen, så skal du læse eller lytte til Frihedsbrevets Mia Skovbys fortrinlige reportage fra valgnatten i København. Hvis der sidder nogle socialdemokrater derude, så vil jeg næsten fraråde jer at hoppe om bord i reportagen. For hvis det katastrofale valg ikke har gjort jer deprimerede nok i forvejen, så vil Mia Skovbys iagttagelser fra partiets valgfest på Arbejdermuseet i København med garanti gøre det.  Den sørgelige fest var kulminationen på et forløb, hvor Mette Frederiksen og resten af toppen af Socialdemokratiet har udvist en nærmest forbløffende politisk umusikalitet og manglende boldøje. Mette Frederiksen ville have sin gode veninde Pernille Rosenkrantz-Theil til at være overborgmester i København, hvor de ikke kan lide Mette Frederiksen. Hvordan skulle Pernille Rosenkrantz-Theil bare en smule troværdigt kunne distancere sig fra Socialdemokratiet på Christiansborg og Mette Frederiksen, som hun ovenikøbet ejer et sommerhus sammen med, når de to er pot og pande?

Hvis du aldrig nogensinde har set en kvadratmeter-hykler før, så kig godt på billedet af Enhedslistens overborgmesterkandidat Line Barfod. Når denne kvadratmeter-hykler skal overbevise vælgerne i København om, at de skal sætte kryds ved hende, så lyder det nogenlunde sådan her:  Der skal være plads til alle i København. Folk skal bo på mindre plads, gerne i bofællesskaber. Enlige og ældre kan sagtens leve på 40 kvadratmeter, så børnefamilierne kan få mere plads. Lejlighederne skal være billigere. Der skal være huslejeloft. Den solidariske tanke om andelsboligerne er for længst ved at gå tabt, og almindelige lønmodtagere kan ikke komme ind i foreningerne.  Når det så bliver virkelighed igen, og det bliver det jo også nogle gange selv for Line Barfod, så kunne en beskrivelse af hendes egen boligsituation lyde nogenlunde sådan her: Line Barfod og hendes mand ejer en andelsbolig på 214 kvadratmeter i et af Københavns mest attraktive kvarterer. Her kan ægteparret brede sig i de store stuer, men det er slet ikke nok kvadratmeter til dem. Line Barfods mand, Klaus Hansen, arbejder som direktør i FilmFyn, og ægterparret råder derfor også over en lejlighed i et charmerende byhus i Svendborg. Og parret er faktisk også medejere af et andet hus i området. I lejligheden i Svendborg er der bopælspligt, hvilket betyder, at manden skal opholde sig mindst 180 dage om året på Fyn. I praksis er han der i hverdagene, men kommer hjem til kvadratmeter-hykleren på Nørrebro i weekenden. Her bor Line Barfod så det meste af året helt alene på en masse dejlig plads. I en dejlig andelslejlighed, som hun kan sælge med en stor millionfortjenste.

Faste læsere af bogmærker skal vænne sig til, at det er en ny, der bestyrer disse spalter. Det skal I, fordi det er mig, der har overtaget stafetten efter omstruktureringer på Frihedsbrevet, hvor vi desværre har måttet sige farvel til chefredaktør Jeppe Findalen.  Jeg har ikke fået en helt lige så fin titel, så derfor ændrer nyhedsbrevets navn sig også en smule, men til gengæld har jeg fået æren af at skrive til dig og ikke mindst lede og fordele det journalistiske arbejde her på Frihedsbrevet, hvilket selvfølgelig er en udsøgt fornøjelse.    Mine meritter ud i det journalistiske vil jeg ikke trætte jer helt vildt med, men vil jeg gerne fortælle en kort anekdote: Da jeg var med til at starte Frihedsbrevet i sin tid, lavede jeg en historie om en stor ejendomskonge, der havde gemt millioner af kroner i et hemmeligt selskab i Panama. Da jeg kontaktede denne direktør med ondt i skatten og sagde, at jeg ringede fra Frihedsbrevet, så udbrød han: “Ååh, nej. Ååååh, nej”.