Andreas Munk

Villaggio La Pescaccia, 3. september, 2025 kl. 22.30 Jeg sidder på dækket ved min flydende hytte i et feriecenter en halv times kørsel fra den italienske badeby Rimini. Ved siden af mig bobler en jacuzzi. Vandet lyser op i en markant skriggrøn farve.  Det blev tændt som noget af det første, da en ekstremt imødekommende mand fra hotelpersonalet skulle vise mig min booking: En “floating suite”, der er en ud af fem flydende hytter på feriecentrets sø, som jeg hurtigt konkluderer med mig selv må være kunstig. “Det er 38 grader,” siger han og viser mig med et grin, hvordan jeg ændrer lyset fra grøn til rød til blå. Men jeg er her ikke for at bade i den lille og lidt sørgelige jacuzzi. For skråt over for min flydende hytte, inde på søens bred, ligger luksustelt nummer 39. Nu bor der nye gæster, fortæller han, men for præcis to uger siden var teltet med to dobbeltsenge, et lille køkken, hems og terrasse med udsigt til søen scene for en storstilet politiaktion, hvor den 49-årige ukrainer Serhii Kuznietsov blev anholdt. Italieneren, der også er bartender på hotellet, hvilket kan mærkes på hans humør, var vidne til aktionen. Han fortæller, at den var udført med stor professionalisme, og at politiet var rullet op på en lille vej tæt på luksusteltet, inden de gik i aktion. Målet for aktionen havde ikke påkaldt ham den store opmærksomhed inden, men han havde vistnok serveret ham kaffe.  Ukrainere var der som sådan ikke noget unormalt ved, fortæller han. Her på stedet var man især inden krigen i Ukraine vant til at få besøg af slavere. “Der kom mange, men ikke mere,” siger han.  Serhii Kuznietsov ankom den 19. august i sin Toyota Land Cruiser med ukrainske nummerplader til det afsides beliggende trestjernede feriecenter, der råder over en sø, tre pools samt jacuzzi tilhørende alle værelser, hytter på vand og land og luksustelte.  Hvad Serhii Kuznietsov formentlig ikke vidste, da han trådte ind på stedet for at feriere med sin kone og to børn på ni og fem, var, at tysk politi den 18. august 2025 – altså blot to dage før hans anholdelse – havde udstedt en europæisk arrestordre på ham, der udløste en alarm, efter at han ligesom jeg skulle aflevere pas i receptionen: “Den sigtede Serhii Kuznietsov er stærkt mistænkt for, sammen med andre medgerningsmænd og på grundlag af en forud fælles udarbejdet plan, senest den 8. september 2022 i havnen i Wiek på Rügen at være gået om bord på sejlyachten ‘Andromeda’,” står der i arrestordren, der fortsætter: “og efterfølgende, i arbejdsdelt udførelse, nordøst og sydøst for øen Bornholm at have anbragt mindst fire sprængladninger, hver på 14 til 27 kilogram, bestående af en blanding af hexogen (RDX) og oktogen (HMX) med tidsudløsere, på de der på cirka 70 til 80 meters dybde på havbunden forløbende rørledninger til gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2”.

Under skandalen om den stærkt omdiskuterede og nu afpublicerede dokumentar 'Grønlands hvide guld' fik DR’s nyhedsdirektør Sandy French kritiske spørgsmål om sit fravær i den journalistiske proces og kvalitetssikring. Fraværende kan man ikke ligefrem beskylde hende for at være i hyrevognene hos Dantaxi.  Her er hun en helt ekstremt flittig og tilstedeværende kunde.  Et godt eksempel på det er en dag i september 2020, hvor Sandy French måtte tage taxa syv gange for at passe sit arbejde.

Dette er tredje kapitel af Blekingegadens Akademi: En artikelserie i tre dele om den åndelige genfødsel af den berygtede danske bande, som i revolutionens navn plyndrede Danmark i to årtier og sendte pengene til en terrorgruppe i Mellemøsten – en praksis, som i forlængelse af Gaza-konflikten nu studeres af en ny generation. Hvis du ikke har læst eller lyttet til de første to kapitler, anbefaler vi, at du gør det først.  Artikelserien kan også lyttes som en lydfortælling: Det sidste budskab, Torkil Lauesen sørgede for at levere, da han sad på scenen i baglokalet i Amsterdam i juni, var, at ungdommen er historisk og moralsk forpligtede til at udnytte det “momentum”, som deres antiimperialistiske bevægelse befinder sig i:  “Det næste årti bliver afgørende”, sagde Torkil Lauesen og uddybede: I tre årtier har bevægelsen ligget i dvale, fordi “neoliberalismen” lagde sig som en kapitalistisk og amerikaniseret dyne henover Europa efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning.  Men nu kan bevægelsen endelig vejre morgenluft igen, vurderede den gamle røver. Og spørger man den danske efterretningstjeneste PET, er Torkil Lauesens analyse faktisk ikke helt ved siden af.  Også de vurderer, at den palæstinensiske dagsorden er blevet “genaktiveret”– og at truslen fra venstreekstremister er vokset efter terrorangrebet 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig. “Det er en dagsorden, hvor man samles og mobiliseres omkring konflikten i Mellemøsten og den palæstinensiske sag,” fortæller Michael Hamann, chef for Center for Kommunikation og Strategi i PET.

Præsidenten for en Hells Angels-afdeling på Fyn – toprockeren Nick Carsten Nielsen – har været dybt involveret i en spritny millionrenovering af havnebadet på Islands Brygge. Det dokumenterer billeder, som Frihedsbrevet har taget under byggeriet.  Faktisk har HA-præsidenten ifølge Frihedsbrevets oplysninger fungeret som en form for leder af det kommunale renoveringsprojekt.  Forelagt sagen og Nick Carsten Nielsens status som toprocker oplyser Københavns Kommune, at man ikke har været “bekendt med de her oplyste oplysninger om vedkommende”.

Dette er andet kapitel af Blekingegadens Akademi: En artikelserie i tre dele om den åndelige genfødsel af den berygtede danske bande som i revolutionens navn plyndrede Danmark i to årtier og sendte pengene til en terrorgruppe i Mellemøsten – en praksis, som i forlængelse af Gaza-konflikten nu studeres af en ny generation.  Hvis du ikke har læst eller lyttet til det første kapitel, anbefaler vi, at du gør det først. Artikelserien kan også lyttes som en lydfortælling.  Torkil Lauesens masterclass i Amsterdam i juni var rig på detaljer. Men også på udeladelser.  For mens Torkil Lauesen med stolthed i stemmen indførte den nye generation af revolutionære unge i, hvordan Blekingegadebanden med grundighed og stor kreativitet undgik at blive afsløret gennem to årtier, sprang han behændigt over de blodige og mest ekstreme kapitler i fortællingen om banden. Vil man forstå, hvilke erfaringer og idéer, som den nye generation af revolutionære faktisk dyrker, når de hylder Torkil Lauesen, må vi derfor genfortælle historien om ham og Blekingegadebanden med afsæt i alt det, som han ikke selv fortæller.  Historien om den livslange dedikation til PFLP og verdensrevolutionen begynder i en ørken for et halvt århundrede siden. Begyndelsen, Jordan, 1970 Ved en nedlagt militærflyvebase står et dansk par og observerer en palæstinensisk terrorgruppe udføre en gidseltagning af flere end 400 passagerer fra tre forskellige fly, der er plastret til med sprængstoffer.  Synet er ikke noget, den 47-årige Gotfred Appel fra Taastrup eller hans ti år yngre kæreste, Ulla Hauton, forarges eller rystes af.

Dette er første kapitel af Blekingegadens Akademi: En artikelserie i tre dele om den åndelige genfødsel af den berygtede danske bande som i revolutionens navn plyndrede Danmark i to årtier og sendte pengene til en terrorgruppe i Mellemøsten – en praksis, som i forlængelse af Gaza-konflikten nu studeres af en ny generation.  Artiklen kan også lyttes som en lydfortælling. Undervejs finder du desuden udvalgte, længere klip med skjulte optagelser fra Torkil Lauesens oplæg, som kan lyttes særskilt. Amsterdam, klokken 21.00 Meningen var, at Torkil Lauesens masterclass i lavpraktisk voldsromantik skulle vare to timer, men nu er der gået fire, og den historiske danske forbryder ligner ikke en mand, der har tænkt sig at forlade gerningsstedet frivilligt.  Ikke nu, hvor spotlyset endelig er tændt igen, og slet ikke her, hvor chefideologen fra Blekingegadebanden er meget mere end et fortidslevn: Herinde, i denne højloftede, hvidmalede sal med tykke, blå søjler, er Torkil Lauesen et forbillede for en ny generation af aktivister, der idoliserer bandens handlekraft. Dagens lære er, hvordan fortiden forbindes til nutiden, hvordan Torkil Lauesen forbinder Vietnamkrigen med den aktuelle Gaza-krig og med den anti-imperialistiske bevægelse som sådan.  Pensum består af Lauesens praktiske erfaring med at plyndre sit eget land og smugle penge og våben videre til den palæstinensiske terrorgruppe kaldet Folkefronten til Palæstinas Befrielse i håbet om, at netop de ville føre an i kommunistisk verdensrevolution. PFLP, som terrorgruppens navn forkortes, findes stadig og markerede sig senest ved at deltage i Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023. Det er med afsæt i den historie, at Torkil Lauesen for et øjeblik siden løftede blikket, spejdede ud over de unge aktivister og opfordrede dem til at spørge hinanden: “Fører vores praksis os videre på rette vej?” Kan vi gøre mere eller andet for at “støtte palæstinenserne direkte”? Den moralske opsang, han er blevet bedt om at give, leverer han i et langsommeligt men intenst toneleje uden udsving, siddende på en firkantet scene dækket af et stort, persisk tæppe. Med et rød-hvid-ternet partisanertørklæde hvilende som et sjal over skuldrene, let foroverbøjet ryg, spredte ben, én hånd i lommen og den anden konstant gestikulerende ud i luften. Og det unge publikum i Amsterdam sidder da også som hypnotiserede, mens den 73-årige storkriminelle faderfigur rokker langsomt frem og tilbage i stolen og messer sin forberedte lekture.  I den civile verden lever Torkil Lauesen et stille liv langt væk fra offentligheden, men i den åndelige er han mere aktuel, end han har været i mange år. Den nye generation af villige aktivister er nemlig kommet for at blive klogere på, hvordan de bedst imiterer Torkil Lauesens idéer, strategier og handlinger. For i både deres og i Blekingegadebandens verden er “Palæstina Vietnam samme kamp” (sic), som et andet medlem af banden, Jan Weimann, engang graffitimalede på en sjællandsk motorvejsbro. Netop de to politiske generationers gensidige spejling er årsagen til, at også Frihedsbrevet har fundet en stol blandt publikum. For hvordan skulle vi ellers kunne indlede vores nye artikelserie om den berygtede, og for mange glemte, Blekingegadebandes åndelige genfødsel? Københavns Lufthavn, klokken 09.30 Tidligere samme formiddag sidder Torkil Lauesen i Københavns Lufthavn på en bænk og venter på at boarde EasyJet-flyet mod Amsterdam. Det er mandag i slutningen af juni, sommerens feriemylder er til at mærke, og Torkil Lauesen har i god tid fundet lufthavnens mest afsides afdeling, hvor han har rullet sin kuffert gennem gatens priority boarding.  Den laborantuddannede mand fra Korsør er klædt i tilforladelige lyse chinos og et par blå gummisko af den praktiske slags med støttende såler, som man ofte ser på aldrende mænds fødder. På overkroppen er Lauesen mere beredvilligt klædt i en armygrøn skjorte og sort læderjakke. I hånden holder han et udprintet dokument, der ser ud til at være hans flybillet.  Som han sidder der på bænken og venter, ser den kostskoleuddannede mand ganske gennemsnitlig ud. Måske er det hensigten. Den danske offentlighed har ikke set meget til ham de seneste tre årtier, og heller ikke en eneste af de øvrige passagerer ser ud til at genkende ham eller hans karakteristiske korte, gråhvide frisure.  Hvad ville Torkil Lauesen mon stille op, hvis en nysgerrig, ferieramt dansker prikkede ham på skuldrene og spurgte, om han ikke er manden, som engang lænkede og kneblede en otteårig pige i kælderen, hvor hendes bedstefar, en bankdirektør, boede – og truede med at slå både pigen og bedstemoderen ihjel, hvis ikke direktøren låste en udvalgt bankboks op?  Det var netop Lauesen, der strammede grebet, sagde den samme pige senere, da hun som 17-årig blev spurgt, om hun kunne genkende gerningsmanden. Det skete, efter banden blev afsløret i 1989. Lauesen og de andre blev sigtet i sagen, men sigtelserne frafaldt senere. Man havde ikke beviser nok. Faktisk var det kun en brøkdel af bandens gerninger, som myndighederne kunne dokumentere, da de blev dømt i 1991. Lauesen selv blev dømt ti års afsoning og blev løsladt efter godt fire. Heller ikke bandens mest kendte forbrydelse blev opklaret, drabet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen, der blev skudt af en passager i bandens flugtbil under det sidste, skæbnesvangre millionkup i Købmagergade. En af passagererne var Lauesen, flankeret af tre bandekammerater, som siden da har dækket over hinanden, hvorfor drabsofferet aldrig har fundet sin morder.  Så mange oplagte spørgsmål er der at stille Torkil Lauesen, men det sker ikke, for den gamle røver er rask på benene, idet stewardessen åbner for sluserne. Han tager lange skridt ud på landingsbanen, og måske er det, fordi han i store dele af sit voksenliv har vænnet sig til at blive skygget, at han straks skjuler sig bag sorte solbriller i køen til flyets trappe. Ombord finder Torkil Lauesen sin vinduesplads på sjette række. Så snart flyet er lettet, fisker han en større stak papirer op fra en taske og læner sig væk fra midtergangens nysgerrige øjne. Med en gul overstregningstusch giver han sig til at fremhæve udvalgte passager i den tætskrevne tekst. Mon det er talepapir til aftenens masterclass, hvor Lauesen ifølge den interne invitation vil undervise i “mulighederne for revolutionært forandring i dag”? Den slags er Torkil Lauesen nemlig stadig hvirvlet ind i. Ikke kun i Amsterdam, men også hjemme i Danmark. I fjor kunne Ekstra Bladet via Civilstyrelsen fortælle, at Torkil Lauesen “spiller en nøglerolle” i de omfattende pro-palæstinensiske demonstrationer på dansk jord, som arrangeres af organisationen Internationalt Forum. En særlig omdiskuteret organisation, som i deres butik på Nørrebro i København sælger merchandise til støtte for PFLP – altså den samme organisation, som Blekingegadebanden arbejdede for i Torkil Lauesens unge dage. Plantage Dok, Amsterdam, klokken 16.45 Syv timer senere sidder Torkil Lauesen ved et brunt træbord og slubrer klar suppe fra et hvidt kaffekrus. Aftenens moderator sidder ved hans side, klokken nærmer sig 17, der er få minutter til showtime. I mellemtiden er Lauesen trukket i en grå bluse og sit ternede tørklædesjal. Ternenes farver matcher Dannebrog, men det er næppe hensigten. Det var ikke svært at finde Plantage Dok, som aftenens venue hedder. På et stort banner ude foran indgangen stod Gaza-bevægelsens mantra – “FROM THE RIVER TO THE SEA” – og ved siden af hang to flag, det palæstinensiske og regnbueflaget, som i andres øjne menes at være gensidigt modstridende, men som her blafrer i samme retning. Også ved indgangsbordet, hvor en transmand giver en varm velkomst til en kvinde i limegrøn hijab.  Sådan er Plantage Dok, siger den hjemmevante bartender, mens hun knapper en Fritz Cola op: Helliget fredelige, inkluderede arrangementer. I aften går overskuddet fra baren til en forening for palæstinensiske landbrug i Gaza og på Vestbredden, tilføjer hun. Det samme gør overskuddet fra aftenens senere fundraisingmiddag, hvilket må generere et fornuftigt afkast, eftersom måltidet består af pasta med kikærter. En håndfuld frivillige kokke er allerede i gang i det smalle køkken. En af dem, en yngre mand i cremehvid bluse uden ærmer og med neongrønne briller i panden, sliber sine store knive så myndigt, at det lyder som en advarsel om, at man får som fortjent, hvis man ikke donerer nok.  Som kokkene står der, mast sammen bag gryder så rummelige, at de skal kunne mætte hundrede maver, fuldendes indtrykket af, at vi befinder os i en ombygget spejderhytte: Bordene ligner hjemmesnedkereret, massivt træ og væggene er plastret til med politiske dessiner, citater og slogans, og så er der selvfølgelig det faktum, at majoriteten af de tilstedeværende bærer enslignende ternede tørklæder.  Keffiyeh, som partisanertørklædet rigtigt hedder, er de fremmødtes foretrukne fysiske markering af at høre til. At være en del af den store, fælles sag, den såkaldte anti-imperialistiske revolution, som forener de fremmødte på tværs af generationer eller øvrige minoritetsforhold, der måtte adskille dem.  Skal man alligevel finde grænsen for den bløde sameksistens, kan man passende bladre i de flyers, der er lagt frem af aftenens arrangører. De ligger på bordet mellem transmanden og den hijabbærende kvinde og opsummerer på hver sin måde, hvad bevægelsen drejer sig om: Den ene flyer beskriver en seks dage lang protest mod samme uges NATO-topmøde i Haag få timer fra caféen. Eller mod “krigsmaskinen bygget på kolonial vold,” hvis “eksistens skal bekæmpes helhjertet,” som der står om NATO.  Flyer nummer to går hårdere til stålet med en utvetydig kritik af dem, der måtte have misforstået, hvad Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 handlede om: Det var nemlig ikke et bestialsk terrorangreb med 1.200 mord på civile israelere til følge, som “mainstreamedierne påstår”, men i stedet en sejr for “vores frihedskæmpere, som dalede fra himlen for at befri vores palæstinensiske fanger, bevæbnet med martyrernes ånd”. Datoen 7. oktober 2023 markerer ifølge flyeren "begyndelsen på enden for zionismen”, hvor en befolkningsgruppe “gjorde, hvad de fandt nødvendigt”. Og det skal de have tak for, lyder budskabet:  For “i lighed med tidligere kampe som Vietnamkrigen” har den 7. oktober “aktiveret en global vækkelse”.  Hvis du vil læse hele artiklen, skal du være medlem af Frihedsbrevet.

Direktøren for det statsejede selskab Energinet, Thomas Egebo, bor igen og igen på ekstravagante luksushoteller, når han rejser ud i verden. Det viser Energinets interne rejseudgifter, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. Det er ingen hemmelighed, at statens selskaber som regel har stramme rejsebudgetter. Men noget kunne tyde på, at det ikke er gået op for Energinets direktør, Thomas Egebo.  Da han skulle deltage i konferencen Energy Transition Forum i USA i november 2024, foregik flyrejsen nemlig på business class med billetter, der kostede 16.190 kroner.  Turen gik til Washington D.C., og her tilbragte direktøren tre nætter på det femstjernede luksushotel St. Regis, der er kendt for sin italienske renæssancestil og for at have haft besøg af alle amerikanske præsidenter siden dets åbning i 1926. Hans tre overnatninger kostede 13.113 kroner svarende til 4.371 kroner per nat.

Det tidligere hovedbestyrelsesmedlem i Moderaterne Carsten Damgaard Møller siger nu til Frihedsbrevet, at han er sikker på, at Jon Stephensen er blevet tilbudt penge i en form for fratrædelsesordning med Moderaterne.  Det skulle være sket under forhandlinger med Jon Stephensen, da man på grund af en række møgsager forsøgte at få Jon Stephensen ud af partiet, men samtidig ville beholde hans mandat.  Lars Løkke Rasmussen har selv udtalt i et gammelt interview offentliggjort af DR i august 2023, at man tilbød Stephensen noget, så han kunne komme godt videre.  Den tidligere profil fra Moderaterne Jeppe Søe fortæller desuden i en skriftlig kommentar til Frihedsbrevet, at han er bekendt med, at Mike Fonseca ikke er den eneste, der har fået sådan et tilbud.  Frihedsbrevet erfarer derudover fra flere kilder, at Jon Stephensen har fortalt, at han fik tilbudt en aftale, som minder om Mike Fonsecas, men det har trods gentagne henvendelser til både Moderaterne og Jon Stephensen været umuligt at få bekræftet.

Flere partier i Folketinget vil nu have undersøgt, om Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne har tilbudt andre folketingsmedlemmer penge for at nedlægge deres mandat og overdrage det til Moderaterne.  Siden søndag har Moderaterne nægtet at svare på, om det udelukkende har været tilfældet med Mike Fonseca. Tre ud af fire tidligere politikere fra Moderaterne har alle afvist, at de har modtaget et lignende tilbud. Den eneste, der ikke har, er løsgængeren Jon Stephensen.  Da det blev offentligt, at Jon Stephensen havde meldt sig ud af partiet og blev løsgænger, sagde en skuffet Løkke, at man havde gjort det klart over for Jon Stephensen, at man ville bidrage til at “hjælpe ham godt videre”, hvis han forlod Folketinget og overlod sit mandat til Moderaterne.

Kan det passe, at Mike Fonseca er den eneste, der har fået tilbudt en pose penge for at overdrage sit mandat til Moderaterne? Spørgsmålet synes indlysende nemt at svare på, men Moderaterne har siden søndag ikke kunnet fremmane et svar.  Særligt når Frihedsbrevet spørger, om løsgængeren Jon Stephensen har fået et tilbud, der minder om Mike Fonsecas, bliver der stille.  “Det har jeg ingen kommentar til,” lyder det fra partisekretær Britt Bager til Frihedsbrevet. Til TV 2 lød det i går, at hun ikke vidste det, fordi det var før hendes tid.  Jon Stephensen nægter også at give en kommentar til Frihedsbrevet.  I et gammelt interview med DR om Jon Stephensen siger Lars Løkke Rasmussen, at man tilbød Jon Stephensen noget, “så han kunne komme godt videre”.