Andreas Steno

Tidligere skribent på Fri Værdi. Andreas Steno er kendt som den danske bankverdens helt egen enfant terrible, som sidder i haserne på de kapitalinteresser, som borgerne ikke har transparens omkring.

steno@frihedsbrevet.dk

Pen­gepe­s­si­mis­me i det dan­ske sommerland

Her sidder jeg i de sidste dage af min sommerhusferie og reflekterer over de meldinger, jeg har leveret til jer gennem året i Fri Værdi. Vi har diskuteret europæisk recession, inflationens forsvinden som dug for solen og risikoen for en europæisk bankkrise. Lad os nu samle op på, hvordan tingene er gået, og hvordan fremtiden ser ud.

Pen­ge­ne strøm­mer ud af stikkontakterne

I weekenden vågnede jeg op til en besked fra mit elselskab om, at jeg ville blive betalt for at forbruge elektricitet. I spidsbelastningstimerne i tidsrummet kl. 16-17 blev prisen sat til -1.000 DKK/MWh i Vestdanmark og tæt på -1.900 EUR/MWh lige syd for grænsen i Tyskland. Dette er hidtil usete prisniveauer og helt uudforsket terræn for elpriser. Historisk har prisen ligget mellem cirka 200 og 300 DKK/MWh i Danmark, og vi har aldrig været i nærheden af så negative priser før.

I Euro­pa er vi ver­dens­me­stre i selvmål

Vidste du, at man i den forgangne uge har besluttet sig for at lukke Europas største naturgasfelt ved Gronningen i Holland ved udgangen af året? Det lyder næsten tragikomisk i en tid, hvor vi har haft vanskeligt ved at få energikassen til at stemme, men det er ikke desto mindre den skinbarlige sandhed.

Hvil­ken kri­se har vi afblæst?

Vismænd, bureaukrater og de resterende dele af regeringen har sidenhen givet den som beredvillige klakører og har én efter én klappet i takt til tonerne af den bløde økonomiske landing. Selv vores ellers forrygende overvismand Carl Johan Dalgaard har måttet stemme i, efter at den danske økonomi har gjort vismændenes dystre beskæftigelsesprognose til skamme.

Er ener­gi­køb­mæn­de­ne de nye gullaschbaroner?

2022 var på mange måder et tungt år for verden. Krigen i Ukraine trak lange skygger over den globale økonomi, mens forbrugerpriserne bragede i vejret grundet en pludselig mangel på energi og fødevarer. Det er dog sjældent, at noget er så skidt, at det ikke er godt for nogen, og især energikøbmændene har haft et næsten mellemøstligt 2022.

Hel­le­re Micha­el Vind­feldt end en franskmand

Forud for den økonomiske krise, som jeg efterhånden finder lige så sikker som amen i kirken, skal vi igen høre på, at europæiske embedsmænd har fundet en type regulering, som vil forhindre de værste genvordigheder i at gentage sig. Problemet er, at embedsværket altid vil være et skridt bagud og ikke et skridt foran, og sådan vil det også vise sig at være denne gang.

Ryg­ter­ne om dol­la­rens død er stærkt overdrevne

I 1972 udtalte den kinesiske premierminister Zhou Enlai, at "det var tidligt at sige noget endegyldigt” om effekterne af den franske revolution, der som bekendt fandt sted i 1789. Det er både et dybt idiotisk, men også meget fængende citat, for det indkapsler, hvor stor forskellen er på tidshorisonterne i kinesisk og vestlig politisk tænkning. Det fik vi en yderligere smagsprøve på i denne uge.