Andreas Steno

Her sidder jeg i de sidste dage af min sommerhusferie og reflekterer over de meldinger, jeg har leveret til jer gennem året i Fri Værdi. Vi har diskuteret europæisk recession, inflationens forsvinden som dug for solen og risikoen for en europæisk bankkrise. Lad os nu samle op på, hvordan tingene er gået, og hvordan fremtiden ser ud.

I weekenden vågnede jeg op til en besked fra mit elselskab om, at jeg ville blive betalt for at forbruge elektricitet. I spidsbelastningstimerne i tidsrummet kl. 16-17 blev prisen sat til -1.000 DKK/MWh i Vestdanmark og tæt på -1.900 EUR/MWh lige syd for grænsen i Tyskland. Dette er hidtil usete prisniveauer og helt uudforsket terræn for elpriser. Historisk har prisen ligget mellem cirka 200 og 300 DKK/MWh i Danmark, og vi har aldrig været i nærheden af så negative priser før.

Vidste du, at man i den forgangne uge har besluttet sig for at lukke Europas største naturgasfelt ved Gronningen i Holland ved udgangen af året? Det lyder næsten tragikomisk i en tid, hvor vi har haft vanskeligt ved at få energikassen til at stemme, men det er ikke desto mindre den skinbarlige sandhed.

Vismænd, bureaukrater og de resterende dele af regeringen har sidenhen givet den som beredvillige klakører og har én efter én klappet i takt til tonerne af den bløde økonomiske landing. Selv vores ellers forrygende overvismand Carl Johan Dalgaard har måttet stemme i, efter at den danske økonomi har gjort vismændenes dystre beskæftigelsesprognose til skamme.

2022 var på mange måder et tungt år for verden. Krigen i Ukraine trak lange skygger over den globale økonomi, mens forbrugerpriserne bragede i vejret grundet en pludselig mangel på energi og fødevarer. Det er dog sjældent, at noget er så skidt, at det ikke er godt for nogen, og især energikøbmændene har haft et næsten mellemøstligt 2022.

Californien er i brand, og denne gang er det ikke skovene, som står i flammer. Den demokratiske foregangsstat er i dyb krise. De store teknologivirksomheder nedskalerer, beskatningsniveauet er ude af trit med levestandarden og de større byer har spøgelseslignende karakter.

Sandhederne kommer på bordet, når man laver forretning i Asien, men min nylige rundtur i det asiatiske har vakt min interesse for den spirende økonomiske optimisme i regionen. Der er også god grund til at hænge mindre med mulen østpå end i Vesten.

Forud for den økonomiske krise, som jeg efterhånden finder lige så sikker som amen i kirken, skal vi igen høre på, at europæiske embedsmænd har fundet en type regulering, som vil forhindre de værste genvordigheder i at gentage sig. Problemet er, at embedsværket altid vil være et skridt bagud og ikke et skridt foran, og sådan vil det også vise sig at være denne gang.

I 1972 udtalte den kinesiske premierminister Zhou Enlai, at "det var tidligt at sige noget endegyldigt” om effekterne af den franske revolution, der som bekendt fandt sted i 1789. Det er både et dybt idiotisk, men også meget fængende citat, for det indkapsler, hvor stor forskellen er på tidshorisonterne i kinesisk og vestlig politisk tænkning. Det fik vi en yderligere smagsprøve på i denne uge.

Hvis man ikke i forvejen var økonomisk depressionsramt, så føjer en tur med det flyvende DSB med sikkerhed altid spot til økonomisk skade. Der er lige nu stilhed før stormen i den globale økonomi, men tendenserne ser ikke lyse ud.

Det er stadigvæk ikke gået op for hverken centralbanker eller centraladministrationer, hvad de underliggende årsager til den verserende bankkrise går ud på, hvilket risikerer at gøre krisen værre. Her er bankkrisens ABC.

I skrivende stund sidder jeg på et Iberia-fly med retning mod Madrid for at møde en stribe spanske banker. Iberia er et af de ganske få Europæiske flyselskaber, som har et nogenlunde anstændigt serviceniveau tilbage på de dyre rækker, mens SAS’ tilsvarende såkaldte værditilbud med sikkerhed er udarbejdet af en århusianer, som har analyseret sig frem til, at det vigtigste ved en forretningsflyrejse er bæredygtig ymer og smoothie. En kaospilot kunne ikke have gjort det bedre.