Christina Lagoni

For 10-15 år siden var jeg til et middagsselskab med en højtstående dansk embedsmand. Det meste af aftenen blev der snakket udenrigspolitik, og på et tidspunkt henledte jeg embedsmandens opmærksomhed på det stadigt tættere forhold mellem Kina og Rusland, som nu også omfattede fælles militærøvelser ude i Fjernøsten. Måske, spurgte jeg, er det på tide at følge den udvikling tættere, måske bliver det et problem for os i Vesten? Embedsmanden viftede afværgende med hænderne og sagde: Nej, nej, Rusland og Kina vil aldrig få et tæt forhold, de er dybt mistænksomme overfor hinanden, så det er der ingen grund til at være bekymret for. Som bekendt er det ikke gået, som embedsmanden forudsagde, og lidt af den samme ønsketænkning var vi vidne til for tre år siden efter den russiske invasion af Ukraine, hvor mange i vores del af verden troede, at Kina ville tilslutte sig Vestens fordømmelse af Rusland og lægge sin nabo på is. Kina valgte i stedet en interessedrevet kurs i forhold til krigen, som trumfede normer og værdier – et valg, et flertal af de kinesiske eliter ifølge et nyligt essay på den kinesiske nyhedsside Guancha forfattet af den sikkerhedspolitiske ekspert Chen Yawen er ganske godt tilfredse med.  Samhandlen mellem de to lande er siden krigsudbruddet vokset eksplosivt og rundede sidste år 244,8 milliarder dollar, det højeste nogensinde. I 2021, altså før krigen, tegnede Kina sig for 18 procent af Ruslands samhandel med omverdenen, mens EU stod for godt halvdelen, 51 procent. Sidste år var Kinas andel af Ruslands udenrigshandel vokset til 34 procent, altså næsten en fordobling på bare tre år. For at tage temperaturen på det russisk-kinesiske forhold fra et amerikansk perspektiv har jeg talt med Brian Carlson, der er professor på US Army War College i Pennsylvania, hvor han forsker i sikkerhed i Stillehavsregionen med særligt fokus på forholdet mellem Kina og Rusland.  For en god ordens skyld: I denne sammenhæng taler Brian Carlson på egne vegne, ikke på vegne af det universitet, han er ansat på. Brian Carlson har boet en årrække i både Rusland og Kina, så han kan vurdere situationen set fra både Moskva og Beijing.

For lige at tage sorgerne på forskud‚ så bliver dette min sidste stuegang i et længere stykke tid. I værste fald i hele seks måneder. Jeg er nemlig blevet idømt karantæne af Folketingets præsidium for noget så specielt som  “manglende situationsforståelse”, og hvis man som læser hænger på til slutningen af denne beretning, har jeg tænkt mig at uddybe, hvordan jeg er havnet i denne prekære situation. Men først skal vi tilbage til den 27. marts, om eftermiddagen, hvor jeg i udkanten af Borgens perimeter observerede forhenværende folketingsmedlem og nuværende direktør for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn (S). Han stod i det funklende klare solskin og talte i telefon, og vi fik lige vinket til hinanden, og ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Prehn var i bedre humør end nogensinde. Jeg taler om supergodt humør, simpelthen. Der er heller ikke noget, der er så befordrende for folketingsmedlemmernes sindstilstand som at slippe ud af Borgens musehjul og så få sig en ordentlig, fed lobbytjans. Som Kamala Harris sikkert ville sige det, var Rasmus Prehn blevet en person, der nu var “ubebyrdet af det, der kunne have været.” 

Der findes to forskellige versioner af et centralt dokument i sagen om den kriseramte Frederikshavn Havn.  Det oprindelige dokument, som havnen sendte til kommunen, i håb om at det ville nå frem til byrådet, og en censureret udgave af samme dokument, hvor datoen og en central passage om, hvordan havnens økonomi kunne reddes, er fjernet. Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af begge notater og kan på baggrund af dem afsløre, hvordan kommunens kommunaldirektør, Thomas Eriksen, og den nu daværende borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S) i flere måneder tilbageholdt det afgørende notat for byrådet. Da byrådet endelig fik adgang til notatet, var det den mørklagte udgave, de fik: Datoen var overstreget, og et afsnit var på mystisk vis forsvundet.  Ifølge Roger Buch, kommunalekspert og forskningslektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har læst begge udgaver, skylder kommunen en forklaring. “Det giver borgmesteren en kæmpe fordel at kende til materialet i flere måneder før byrådet. Hun har haft tid at tænke og udvikle strategier og løsningsmodeller, hvorimod byrådet ikke har haft samme mulighed for at være velforberedt,” siger han og fortsætter:

Som medlem af fagforeningen Dansk Journalistforbund har man en særlig fordel, hvis man er utilfreds med sin arbejdsgiver.  Med åbne øjne omgår Dansk Journalistforbund nemlig reglerne i den danske model og kører rundt og afleverer kuverter med kontanter i til deres medlemmer, når de strejker i strid med overenskomsten og derfor er blevet trukket i løn af deres arbejdsgiver. En gylden regel er ellers, at medarbejdere kun må strejke i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Hvis det sker, har forbundet en strejkekasse, der kan dække ens tabte lønindtægter.  Men hvis medarbejderne til gengæld nedlægger arbejdet, mens overenskomsten er gældende – i det, man kalder fredstid – er strejken overenskomststridig. Her bliver medarbejderen trukket i løn uden kompensation fra fagforeningen. “Den slags sager må DJ (Dansk Journalistforbund, red.) ikke støtte, hverken økonomisk eller politisk,” hedder det i et internt dokument fra Dansk Journalistforbund, som Frihedsbrevet er kommet i besiddelse af. 

Seks tidligere ansatte fra den skandaleramte bostedskæde Frisk-Pust fortæller om en kultur med voldsomme magtanvendelser imod de psykisk sårbare beboere på bostederne. De fortæller blandt andet, at personalet flere gange bevidst har undladt at indberette magtanvendelser til myndighederne – andre gange er indberetningerne blevet omskrevet.

Danske læger er vilde med at købe aktier i Novo Nordisk og arbejder i stor stil for medicinalindustrien. Det kan Frihedsbrevet beskrive efter at have lavet en omfattende granskning af de økonomiske bånd, som viser, at Novo Nordisk og andre aktører har udbetalt over 100 millioner kroner til de danske læger siden 2023. Ifølge flere kritikere er læger afkoblet fra den virkelighed, der gælder for andre offentligt ansatte.

124 ansatte hos Nordisk Råd betaler ikke en krone af deres løn til skat. Det har de nordiske politikere besluttet. I stedet betaler de ansatte en afgift af lønnen til Nordisk Råd. Reglen vækker undren blandt skatteeksperter, mens to skatteordførere kalder det “urimeligt” og “tåbeligt”. Selv svarer Nordisk Råd, at den afgift, de ansatte i stedet betaler til Nordisk Råd, kommer alle de nordiske lande til gode.

Fri­heds­bre­vet får kri­tik for annon­ce­vi­deo Fri­heds­bre­vet brag­te i peri­o­den fra den 26. april til den 15. maj 2024 en annon­ce­vi­deo som en del af Fri­heds­bre­vets kampag­ne ”Ope­ra­tion 5000” om kampag­ne­mål om nye med­lem­mer. I video­en udtal­te ansvars­ha­ven­de che­fre­dak­tør Mads Brüg­ger, at en for­mand for en orga­ni­sa­tion, som hjæl­per sår­ba­re og udsat­te kvin­der, ”udsæt­ter kvin­der for… Continued

I den støvede horisont uden for den nybyggede villas vinduer er solen på vej ned – men selvom det tiltagende mørke fremhæver maleriernes pangfarver, må Kristian von Hornsleth både sprælle, pege og tysse for at bevare sit publikums opmærksomhed.  “Hvem er det, der snakker?,” halvråber Hornsleth gennem stuen i den til lejligheden lånte villa med et mønstret vægtapet så gyldent, at man på intet tidspunkt glemmer, at det er Dubai, vi befinder os i.  Nok har respektløshed altid været en dyd i Hornsleths værker, men jo ikke over for kunstneren selv, så hvad ligner det at stå og sludre nede i baren, bare fordi den er gratis?  “Ssssh!” Opgaven tager han alvorligt, for i aften er det kunstneren, der har købt billet for at se publikum, ikke omvendt. Dels af nysgerrig, dels af nød: Sagen er, at Kristian von Hornsleth, den arkitektuddannede provokunstner på 61 år, i årtier har levet af at forarge og forføre befolkningen. Hornsleth, du ved, manden, der “privatiserede” 100 britiske hjemløse og stiftede et anpartsselskab, der udelukkende investerer i våbenaktier. Ham, der med et beskedent antal geder overbeviste en hel afrikansk landsby om at tage Hornsleth som efternavn.  Alt sammen for at “spejle” danskernes påståede vulgære, asociale, narcissistiske og kalorielette tilværelse i en verden, der lider. Det er ham, Hornsleth, som tager alle farverne og den bredeste pensel i brug og signerer hvert et produkt med sit eget navn, med dollar-tegn og det tilkøbte “von” i centrum af det hele. Har kritikere fortalt ham, at hans kunst er usmagelig, har han svaret, at det håber han skam også, at vedkommende synes. For den smag er, hvad Hornsleth mener at have udstillet siden slutningen af 1990'erne: Danskernes magelige og vulgære dårligdomme. Vi har lullet os selv i søvn og glemt at tro på andet end os selv, har den underliggende, men også demonstrativt højlydte pointe fra Hornsleth lydt: Vi er for nihilistiske, for kapitalistiske, for egoistiske og individualiserede. For åndeligt dovne. For amerikanske.  Sådan lød hans mantra op gennem de frie 90'ere, de rige 00'ere og i løbet af de globale 10’ere, hvor Hornsleth, trods manglende anerkendelse fra det kunstneriske parnas, har formået at kommercialisere som få af sine kollegaer. MEN. Dén mand vækker ikke længere den nødvendige opsigt hjemme i Danmark.  Det gør han til gengæld herude, i det golde ørkenlandskab, hvor Hornsleth øjner chancen for at genvinde troværdighed som ham, der spidder og spejler sin samtid med provopop og dårlig samvittighed. Hvad fortæller den erkendelse om den danske folkesjæl? At Hornsleth nu erkender, at det hjemlige marked er mættet af hans provokunst, og at han ser et større potentiale i at sælge sine værker til danskere bosiddende i Dubai – et autoritært islamisk regime uden ytringsfrihed og demokrati, et de facto skattely med påstået geopolitisk neutralitet.  Spørgsmålet har naget mig, siden jeg for et par måneder siden hørte om Hornsleths ambition.  For hvis det er sandt, at værdien af Hornsleths kunst, som kunsthistoriker Jonas Bergstrøm beskriver i coffeetable-bogen SUPER CRASH, er, at den er “konfrontatorisk spejlende”, må man nødvendigvis spørge:  Hvad ser vi i Hornsleths spejl anno 2025? Det er det, jeg har inviteret mig selv med til festen og er rejst til Dubai for at observere.

Johnny, “Skomager”, “Badass”. Kært barn har som bekendt mange navne; således også Hells Angels-veteranen Johnny Engelhof Nielsen, som i den forgangne uge døde, 58 år gammel. Dødsfaldet var naturligt. Forstået på den måde at han under boksetræning forleden fik et ildebefindende og blev overført til et hospital i Marbella-området i Sydspanien, hvor han de seneste mange år har boet.