Julie Gufler

Som­mer­fe­ri­ens afslut­ning nær­mer sig med hasti­ge skridt, og kan­ske du (som man­ge andre) må kon­sta­te­re, at dine hede drøm­me om at lade dig syn­ke ned i de reste­ren­de bind af Prousts På spo­ret af den tab­te tid – eller bare at skin­ny-dip­pe dig gen­nem for­ri­ge års must read trans­ro­man-tre­kants­dra­ma Detran­si­tion, Baby – igen-igen er løbet… Continued

I denne uges Fri Kritik skal vi stifte bekendtskab med den seneste Hamsun-oversættelse i rækken, nemlig den første roman i hans såkaldte “vandrertrilogi”, Under høststjernen fra 1906. Dertil skal vi læse britiske Sheena Patels aktuelle millenial-debutroman Jeg er fan.

Aldrig er der blevet udgivet så mange nye bøger som nu, og aldrig har vi læsere haft så lidt at vælge imellem. Sådan tænker jeg nogle gange i mit stille sind – men den tyske forsker Thomas Bauer har skrevet en bog om det. Det vil sige: I Forsimplingen af verden, som udkom i 2018 og nu foreligger på dansk, tager han udgangspunkt i det faktum, at verden (og ikke bare bogverdenen!) bliver mindre og mindre flertydig og divers på trods af “den meget udbredte antagelse i samtiden” om det modsatte.

Hvem har ikke – her i overspringshandlingernes guldalder – drømt om den nødvendige kugle for panden til at færdiggøre denne eller hin artikel, rapport, eller [indsæt selv-]projekt? Og dog. Har du oplevet krig, tabet af en nærtstående eller måske selv været dødeligt syg, så er der også en stor sandsynlighed for, at du finder sådan et udsagn primitivt, hvis ikke skammeligt: En dødsdom er ikke noget, man hverken skal ønske sig eller bare spille smart med – men hvad med at lave kunst af den? For er kunst ikke i en vis udstrækning en spillen smart?

Den globale opvarmning nærmer sig, men agurketiden kommer først, og det er svært at fornægte, at da jeg til denne uge lagde ud med at læse den 426 sider lange krimi Skygger på Silkevejen, så var det især, fordi den ene af bogens forfattere er Danmarks måske mest berømte jurist og tidligere chef for FE, Lars Findsen.

Jeg har nævnt det før her i Fri Kritik, men den er tydeligvis ikke sådan at blive færdig med: Under corona-nedlukningerne begyndte vi igen at læse George Orwells populære klassiker, 1984. Ligesom der forresten var en lille gruppe magtkritiske mennesker, der begyndte at udgive Frihedsbrevet! Også den amerikanske historiker, aktivist og forfatter Rebecca Solnit genlæste Orwell i 2020, hvorefter – eller var det snarere imens? – hun skrev Orwells roser, som udkom første gang i 2021 og nu foreligger i dansk oversættelse; en både vild og ekvilibristisk essaybog om samspillet mellem politik, krig, kunst, skønhed og glæde, som vi skal høre mere om i denne uges Fri Kritik.

Pludselig blev jeg ramt af en tsunami af inspiration, det vil sige: En crescendo henover foråret af efter sigende inspirerede, mere eller mindre kendte og kreative personligheder, som anbefaler den amerikanske, grammy-vindende producer Rick Rubins bestseller The Creative Act: A Way of Being. Hvis du endnu ikke har hørt om den, så kan jeg love dig, at du kommer til det til dit næste middagsselskab, i den næste podcast du lytter til, eller hvem ved – trommehvirvel – måske i det næste afsnit af Deadline?

Du har sikkert hørt om Platons hulelignelse. I det mindste fra gymnasiet, fra det fag ingen fattede, hvad lavede der, og de få elskede grundløst, altså Oldtidskundskab. Nogle mænd sidder (fanget) i en hule og ser op på et billede på en væg; men det, de ser, er i virkeligheden skyggen af noget bag dem – den skjulte sandhed, som de ikke kan se. Er det i øvrigt ikke skørt at tænke på, at der sandsynligvis er flere på din årgang, der i dag er blevet kunstnere, end der er blevet filologer?

Femte og sidste del af schweiziske Kim de l’Horizons debutroman, Blodbog, er skrevet på engelsk – “the language that has other eyes than my mother tongue”. Her ankommer hovedpersonen Kim sammen med vennerne og skrivekollegerne Dina og Mo til en nedlagt chokoladefabrik i Blenio-dalen i alpelandet Ticino for at færdiggøre sit romanprojekt. Efter bad og velkomstdrinks foreslår Mo, at de ifører sig turkis glimmerneglelak – som et begyndelsesritual for deres tid sammen “i stedet for at blande blod”. Kim afslår afvigende, og Mo insisterer først kælent, så plagende, indtil Kim pludselig koger over:

At slutte på en high synes at være et motto i tiden (engang skulle man bare stoppe, mens legen var god!). Måske derfor har jeg så længe udsat at anmelde spansk-svenske Caterina Pascual Söderbaums debut, Sonetten om åndedrættet, som udkom i dansk oversættelse i september sidste år. Den er mærket af tabet og sorgens alvor.