Kathrine Elmose Jørgensen

16 års fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud på livstid. Sådan lød dommen til den 35-årige Ali Al Masry. Dommen faldt den 15. december sidste år, og der er tale om den hårdeste straf nogensinde i en terrorsag i Danmark. I denne udgave af Fri Jihad ser jeg nærmere på, hvordan han har forsøgt at afdæmonisere sig selv ved hjælp af en lang række tragikomiske søforklaringer – lige fra simpel glemsomhed til en fyrværkeri-hobby, der rækker langt ud over, hvad der er realistisk.

Vestlige medier – og efterretningstjenester tilsyneladende – ved meget lidt om Mullah Omar på trods af hans centrale rolle. Men meget tyder på, at verden nu har muligheden for at blive klogere på, hvem Mullah Omar var, og hvor han befandt sig i tiden efter 9/11 med den hollandske, undersøgende journalist Bette Dams bog Looking for the enemy – Mullah Omar and the unknown Taliban, som udkom på engelsk tidligere på året. I denne uges Fri Jihad zoomer jeg ind på nogle af de fund, som Bette Dam når frem til og fremlægger i sin bog.

I takt med at forskellige versioner af ekstremismen har taget form, er flere og flere ekstremister begyndt selv at sammensætte deres radikale trossystem. De vælger med andre ord frit fra buffeten og tager lidt fra forskellige (indimellem modstridende) ekstremismer. Dét fænomen har flere eksperter omtalt som “salad bar extremism” eller den mindre mundrette, danske version “salatbuffet-ekstremisme”. De terrorangreb, som den sidste tid er blevet begået af “ensomme ulve”, altså personer, som ikke formelt set har været en del af et organiseret netværk, er en del af denne tendens. I denne uges Fri Jihad ser jeg nærmere på ekstremismens tag-selv-bord og på, hvordan den skræddersyede og overlappende voldelige ekstremisme skaber nye udfordringer for terrorbekæmpelsen.

Siden den 11. september 2001 har forskere, politikere, sikkerhedseksperter, advokater, journalister, kunstnere og den generelle offentlighed over hele verden og i særdeleshed i Vesten været optaget af at undersøge og forklare salafi-jihadisme, islamistisk ekstremisme, radikalisering og terror fra en lang række forskellige perspektiver. I 2008 blev det i en undersøgelse vurderet, at der hver sjette time bliver publiceret en ny bog om terrorisme, og i tiden efter 9/11 steg antallet af videnskabelige artikler omhandlende salafi-jihadistisk terror markant. I søndags var det 21 år siden, at 2.977 mennesker døde i fire brutale, blodige jihadistiske terrorangreb, og kampen mod den voldelige jihadisme har kun vokset sig større. Er der stadig nyt at lære om angrebene i forhold til den måde, vi håndterer problemer knyttet til voldelig jihadisme på? Det kigger jeg på i denne uges Fri Jihad.

En af de sager om jihadistiske fremmedkrigere fra Vesten, som har fyldt mest i internationale medier – og i særdeleshed i Storbritannien – er sagen om Shamima Begum. Hun rejste i 2015 til Syrien og blev en del af Islamisk Stat bare 15 år gammel sammen med sine veninder Kadiza Sultana og Amira Abase, som begge er døde. Under sit ophold hos IS blev Begum gift med den hollandske IS-kriger Yago Riedijk, og sammen fik de tre børn, som alle sidenhen er døde. Begum opholder sig nu i den kurdiskkontrollerede fangelejr al-Roj i det nordøstlige Syrien. Sagen er interessant, fordi den viser kompleksiteten i sagerne om de vestlige fremmedkrigere og samtidig på ny rejser spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med dem. Derfor stiller jeg i denne uges Fri Jihad skarpt på sagen om Shamima Begum.

I den nye bandepakke nævnes hverken ekstremisme eller terrorisme. I regeringens ”Fremmedkrigerpakke” fra 2020 fremgår det til gengæld, at forslaget om at idømme dømte fremmedkrigere et opholds- og kontaktforbud er inspireret af ”den eksisterende mulighed for at give personer, der dømmes for rocker- eller banderelateret kriminalitet, et lignende opholdsforbud”. Men hvad er egentlig forbindelsen mellem militant islamisme og banderelateret kriminalitet? Og bør vi tænke mere på den forbindelse i forhold til, hvordan man sætter ind? Det handler denne uges Fri Jihad om.

Jihadistisk ekstremisme antager mange former. Den voldelige ideologi findes i store dele af verden, og dens måde både at manifestere sig og påvirke sine omgivelser på er vidtrækkende, komplekse og svære at acceptere. I denne uges Fri Jihad vil jeg forsøge at tydeliggøre en del af den kompleksitet, som hver uge breder sig til mange forskellige sfærer.

For et år siden overtog Taliban magten i Afghanistan, efter USA havde trukket de sidste tropper ud af landet. Med magtovertagelsen blev kvinder og pigers rettigheder indskrænket, for eksempel er pigeskoler fra 7.-12. klasse blevet lukket, og kvinder er blevet pålagt at være fuldt tildækkede, når de bevæger sig i offentlige rum. Det undertrykkende kvindesyn og den indskrænkede livsførelse har ramt millioner af kvinder i Afghanistan. Den er et eksempel på den jihadistiske ekstremismes forsøg på at kontrollere kvinder og deres kroppe. Det undertrykkende kvindesyn kendetegner også andre ekstremistiske grupperinger, som er udbredte i Vesten – det gælder særligt højreekstreme grupper og de såkaldte incel-miljøer på nettet, som er centreret omkring et had til kvinder. Selvom disse former for ekstremisme adskiller sig væsentligt fra hinanden, er der altså visse fællestræk, hvad angår deres kvindesyn, som langt hen ad vejen er kvindeundertrykkende – endda ofte direkte misogyne. I denne uges Fri Jihad zoomer jeg ind på det syn på kvinder, som karakteriserer forskellige former for ekstremisme.

Tidligt om morgenen den 31. juli likviderede amerikanske styrker lederen af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, mens han stod på en balkon i et hus i velhaverkvarteret Sherpur i Kabul. I denne uges Fri Jihad ser jeg nærmere på, hvordan Zawahiris død er blevet modtaget i jihadistiske kredse. Derudover ser jeg på, hvilken funktion terrorledere har for en terrorgruppes medlemmer – særligt vestlige fremmedkrigere.

Forleden dag havde jeg en samtale med én, som spurgte mig, hvad der egentlig er sket med de mange fremmedkrigere, som var en del af Islamisk Stat efter det endelige kollaps i Baghuz i Syrien den 23. marts 2019. Vedkommende undrede sig over, hvor de befinder sig nu, og hvad der er sket med dem. Udover at mange personer formentlig deler min samtalepartners undren, er spørgsmålet vigtigt, fordi der trods kalifatets fysiske opløsning stadig findes IS-tilhængere. Svaret rummer imidlertid flere nuancer, og de tusindvis af personer, som levede under IS’ faner, har naturligvis hver sin fortælling om tilværelsen efter faldet, men de har også en del til fælles. I denne uges Fri Jihad tegner jeg et billede af nogle af de forskellige livsløb efter Islamisk Stat.

Gennem tiden har ikke-jihadister produceret kulturelt indhold om jihadisme og terrorisme i form af film, tv-serier, podcasts og bøger. Men har jihadisterne selv et kulturelt forbrug? Og hvordan kan det i så fald karakteriseres? Det handler denne uges Fri Jihad om.

I denne uges Fri Jihad anbefaler jeg, hvad man kan dykke ned i, hvis man vil vide mere om terror og ekstremisme. Det er ikke det mest opmuntrende emne på en sommerdag, men ikke desto mindre er det interessant og vigtigt. Måske man kan bruge tiden i en hængekøje, undervejs i bilen eller på sofaen til at fordybe sig og blive klogere.

Onsdag den 29. juni blev Salah Abdeslam idømt fængsel på livstid. Han deltog i terrorangrebet i Paris i november 2015 og var den eneste af de medvirkende, der overlevede. I april undskyldte Abdeslam over for ofrene under et af retsmøderne, og to dage før domsafsigelsen undskyldte han endnu engang i retten. Sagen rejser spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med terroristers undskyldninger. Det er temaet for denne uges Fri Jihad.

Søndagens skudangreb i storcenteret Field’s har efter alt at dømme intet med hverken jihadistisk eller højreekstrem terror at gøre, selvom mange formentlig gjorde sig tanker i den retning - inklusiv mig selv. Uanset motivet var angrebet i Field’s koldblodigt og dybt tragisk. Et lignende angreb er heldigvis ikke set på dansk jord siden det jihadistisk motiverede terrorangreb i København i 2015. Derfor kommer denne uges nyhedsbrev til at handle om søndagens brutale og ulykkelige skudangreb.

I denne uges Fri Jihad tager jeg fat på et emne, som er yderst relevant, men som ikke desto mindre har fået begrænset opmærksomhed i medierne og forskningen: Forbindelsen mellem narkotika-markedet, stofbrug og jihadistisk terror.

I denne uges Fri Jihad fortæller jeg om, hvordan det står til med den empiriske (datadrevne) forskning inden for terrorisme-studier og forklarer, hvorfor den både er vanskelig og vigtig, hvis man gerne vil have svar på nogle af de spørgsmål, som den forgangne uges begivenheder på jihadisme-fronten har rejst.

Det er heldigvis de færreste, som i løbet af deres liv kommer til at overvære terrorhandlinger uden, at det skyldes, at de formidles gennem medier og online platforme. Derimod har de fleste unge og voksne formentlig set videoer af de fly, som fløj ind i World Trade Center i 2001, og mange har også set propagandavideoer og eksplicit voldelige optagelser af mord og tortur i den jihadistiske terrors navn. Men hvilken effekt har disse grufulde videoer på forskellige grupper af beskuere – og hvad bliver der gjort for at mindske omfanget af online terrortilskyndelse? Det handler denne uges Fri Jihad om.

I onsdags blev to mænd i begyndelsen af 20’erne, Mohammad Ikram Karim og Mustafa Awad, idømt 12,5 års fængsel i Københavns Byret for forsøg på terror gennem bombefremstilling. Den ene fik derudover frataget sit danske statsborgerskab og blev udvist for bestandigt. Samtidig blev en 40-årig kvinde, Mardiyya Kahina Birdouz, idømt fire års fængsel for at have givet økonomisk støtte til personer med tilknytning til Islamisk Stat og for dermed at have fremmet terrorvirksomhed. Sagen er opsigtsvækkende af flere grunde, men én af dem er, at den ene af de to unge mænd og Birdouz i tirsdags blev borgerligt viet i en pause under et af retsmøderne. De to terrordømte gik dermed fra blot at være sammensvorne i forbindelse med terrorstøtte til også at være ægtefolk. Det er interessant i forhold til jihadistiske terrornetværk – for i hvor høj grad er disse forbundet via familierelationer? Og hvilken rolle spiller familiemedlemmer, som ikke selv er ekstremister? Det ser jeg på i denne uges Fri Jihad.

Den 8. september 2021 begyndte retssagen mod de 20 personer, der menes at stå bag terrorangrebene i Paris den 13. november 2015. Islamisk Stat påtog sig ansvaret for angrebene, og således menes alle 20 personer at have tilknytning til IS. Angrebene er nogle af de mest dødelige i Frankrig i nyere tid, og sagens akter fylder over en million A4-sider, mens 330 advokater er involveret i retssagen. I denne uges Fri Jihad ser jeg nærmere på en af de største terrorsager i Europa, som IS står bag – og på sagens gerningspersoner.

Vi har efterhånden en del viden om mandlige salafi-jihadister og deres handlemønstre. Men hvad motiverer kvinder til at blive en del af salafi-jihadistiske miljøer og for nogens vedkommende deltage i fremmedkrig? Dét ser jeg nærmere på i denne uges Fri Jihad.

Søger man på ’radikalisering’ på Google, kommer der 622.000 resultater frem. Begrebet benyttes af en lang række aktører og organisationer til at beskrive ekstremisme og fremmedkrig. Dykker man ned i begrebet – og i den debat, der er knyttet til brugen af det – er der næsten lige så mange holdninger som definitioner. Men hvad menes der egentlig med radikalisering? Kan man overhovedet tale om, at jihadister – og andre ekstremister – er radikaliserede, eller overser vi vigtige aspekter ved at benytte os af denne betegnelse? Det ser jeg på i denne uges nyhedsbrev.

I sidste uge udkom rapporten Terrorism in Prisons, som den uafhængige analytiker Jonathan Hall Q.C. står bag. I rapporten undersøger Hall mandefængsler i England og Wales gennem flere end 100 interviews med fængselspersonale, anti-terror-politi, forskere og andre relevante aktører med tilknytning til det britiske fængselsvæsen. I et interview på BBC den 27. april kommenterede Hall rapportens konklusioner: ”Jeg var chokeret over terrordømtes dominans i fængslerne. Det var dén ting, som virkelig gjorde mig bekymret.”

I marts 2019 tabte Islamisk Stat officielt deres fysiske territorium i Syrien, og ’kalifatet’ gik i opløsning. Men IS – og salafi-jihadismen generelt – eksisterer stadig både online og analogt.

I denne uges Fri Jihad ser jeg nærmere på selve terrorhandlingen, og hvordan den kan imiteres af andre terrorister. Jeg fik idéen til at undersøge dette fænomen fra Netflix-dokumentarserien 800 meter, som handler om 2017-angrebene i Spanien. Derudover er spørgsmålet om imitation relevant i forbindelse med en af de retssager, som lige nu kører mod jihadister i Vesten.

I disse uger finder retssagen mod to medlemmer af den britiske gruppe jihadister, der – qua deres britiske ophav – har fået tilnavnet ’the Beatles’ sted i USA. I DR-podcasten Opgøret dækkes sagen grundigt. Her gennemgår Puk Damsgård retssagen, forhistorien og omstændighederne, og jeg kan i øvrigt på det varmeste anbefale podcasten. I dette nyhedsbrev vil jeg ikke dykke ned i selve retssagen, men i stedet fokusere på nogle af dem, der sidder (eller burde have siddet) på anklagebænken.

I denne uges nyhedsbrev beskæftiger jeg mig med dele af terrortrusselsvurderingen. Hvad ved vi om såkaldte ’ensomme ulve’? Og hvad kan være med til at styrke og modarbejde reintegrationen af tilbagevendte fremmedkrigere og deres børn?

Man bør være varsom med at se fremmedkrigere som én samlet gruppe. Derfor er det også essentielt at blive klogere på, hvor der er fællestræk, og hvor de forskellige grupperinger adskiller sig fra hinanden med hensyn til motiverne for at deltage i en fremmed krig. Så hvilke ligheder og forskelle kan vi på nuværende tidspunkt skitsere mellem de danske fremmedkrigere, som er rejst til Syrien og dem, der er rejst til Ukraine? Det handler denne uges Fri Jihad om.

I sidste uges nyhedsbrev nævnte jeg kort sagen om Ahmed Samsam, der er fængslet for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. Ifølge Samsam selv har han aldrig været en del af IS, men i stedet virket som spion for de danske efterretningstjenester. Også i den forgange uge har sagen været omtalt i medierne. Et af de grundlæggende spørgsmål, sagen rejser, er hvilke fortællinger om (mulige) jihadisters berøring med salafi-jihadistiske grupperinger, vi som samfund kan og skal tro på. Dét spørgsmål er særligt relevant i de tilfælde, hvor fortællingerne er modstridende.

Mit navn er Kathrine Elmose Jørgensen. Jeg er sociolog, men er til daglig tilknyttet Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, hvor jeg forsker i jihadisme. Jeg overtager fra denne uge stafetten fra Tore Hamming på nyhedsbrevet Fri Jihad. Jeg vil skrive om, hvad der aktuelt sker på jihad-fronten og vil indimellem også trække på indsigter og erfaringer fra min egen forskning.