Kathrine Elmose Jørgensen

16 års fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud på livstid. Sådan lød dommen til den 35-årige Ali Al Masry. Dommen faldt den 15. december sidste år, og der er tale om den hårdeste straf nogensinde i en terrorsag i Danmark. I denne udgave af Fri Jihad ser jeg nærmere på, hvordan han har forsøgt at afdæmonisere sig selv ved hjælp af en lang række tragikomiske søforklaringer – lige fra simpel glemsomhed til en fyrværkeri-hobby, der rækker langt ud over, hvad der er realistisk.

Vestlige medier – og efterretningstjenester tilsyneladende – ved meget lidt om Mullah Omar på trods af hans centrale rolle. Men meget tyder på, at verden nu har muligheden for at blive klogere på, hvem Mullah Omar var, og hvor han befandt sig i tiden efter 9/11 med den hollandske, undersøgende journalist Bette Dams bog Looking for the enemy – Mullah Omar and the unknown Taliban, som udkom på engelsk tidligere på året. I denne uges Fri Jihad zoomer jeg ind på nogle af de fund, som Bette Dam når frem til og fremlægger i sin bog.

I takt med at forskellige versioner af ekstremismen har taget form, er flere og flere ekstremister begyndt selv at sammensætte deres radikale trossystem. De vælger med andre ord frit fra buffeten og tager lidt fra forskellige (indimellem modstridende) ekstremismer. Dét fænomen har flere eksperter omtalt som “salad bar extremism” eller den mindre mundrette, danske version “salatbuffet-ekstremisme”. De terrorangreb, som den sidste tid er blevet begået af “ensomme ulve”, altså personer, som ikke formelt set har været en del af et organiseret netværk, er en del af denne tendens. I denne uges Fri Jihad ser jeg nærmere på ekstremismens tag-selv-bord og på, hvordan den skræddersyede og overlappende voldelige ekstremisme skaber nye udfordringer for terrorbekæmpelsen.

Siden den 11. september 2001 har forskere, politikere, sikkerhedseksperter, advokater, journalister, kunstnere og den generelle offentlighed over hele verden og i særdeleshed i Vesten været optaget af at undersøge og forklare salafi-jihadisme, islamistisk ekstremisme, radikalisering og terror fra en lang række forskellige perspektiver. I 2008 blev det i en undersøgelse vurderet, at der hver sjette time bliver publiceret en ny bog om terrorisme, og i tiden efter 9/11 steg antallet af videnskabelige artikler omhandlende salafi-jihadistisk terror markant. I søndags var det 21 år siden, at 2.977 mennesker døde i fire brutale, blodige jihadistiske terrorangreb, og kampen mod den voldelige jihadisme har kun vokset sig større. Er der stadig nyt at lære om angrebene i forhold til den måde, vi håndterer problemer knyttet til voldelig jihadisme på? Det kigger jeg på i denne uges Fri Jihad.

En af de sager om jihadistiske fremmedkrigere fra Vesten, som har fyldt mest i internationale medier – og i særdeleshed i Storbritannien – er sagen om Shamima Begum. Hun rejste i 2015 til Syrien og blev en del af Islamisk Stat bare 15 år gammel sammen med sine veninder Kadiza Sultana og Amira Abase, som begge er døde. Under sit ophold hos IS blev Begum gift med den hollandske IS-kriger Yago Riedijk, og sammen fik de tre børn, som alle sidenhen er døde. Begum opholder sig nu i den kurdiskkontrollerede fangelejr al-Roj i det nordøstlige Syrien. Sagen er interessant, fordi den viser kompleksiteten i sagerne om de vestlige fremmedkrigere og samtidig på ny rejser spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med dem. Derfor stiller jeg i denne uges Fri Jihad skarpt på sagen om Shamima Begum.

I den nye bandepakke nævnes hverken ekstremisme eller terrorisme. I regeringens ”Fremmedkrigerpakke” fra 2020 fremgår det til gengæld, at forslaget om at idømme dømte fremmedkrigere et opholds- og kontaktforbud er inspireret af ”den eksisterende mulighed for at give personer, der dømmes for rocker- eller banderelateret kriminalitet, et lignende opholdsforbud”. Men hvad er egentlig forbindelsen mellem militant islamisme og banderelateret kriminalitet? Og bør vi tænke mere på den forbindelse i forhold til, hvordan man sætter ind? Det handler denne uges Fri Jihad om.

Jihadistisk ekstremisme antager mange former. Den voldelige ideologi findes i store dele af verden, og dens måde både at manifestere sig og påvirke sine omgivelser på er vidtrækkende, komplekse og svære at acceptere. I denne uges Fri Jihad vil jeg forsøge at tydeliggøre en del af den kompleksitet, som hver uge breder sig til mange forskellige sfærer.

For et år siden overtog Taliban magten i Afghanistan, efter USA havde trukket de sidste tropper ud af landet. Med magtovertagelsen blev kvinder og pigers rettigheder indskrænket, for eksempel er pigeskoler fra 7.-12. klasse blevet lukket, og kvinder er blevet pålagt at være fuldt tildækkede, når de bevæger sig i offentlige rum. Det undertrykkende kvindesyn og den indskrænkede livsførelse har ramt millioner af kvinder i Afghanistan. Den er et eksempel på den jihadistiske ekstremismes forsøg på at kontrollere kvinder og deres kroppe. Det undertrykkende kvindesyn kendetegner også andre ekstremistiske grupperinger, som er udbredte i Vesten – det gælder særligt højreekstreme grupper og de såkaldte incel-miljøer på nettet, som er centreret omkring et had til kvinder. Selvom disse former for ekstremisme adskiller sig væsentligt fra hinanden, er der altså visse fællestræk, hvad angår deres kvindesyn, som langt hen ad vejen er kvindeundertrykkende – endda ofte direkte misogyne. I denne uges Fri Jihad zoomer jeg ind på det syn på kvinder, som karakteriserer forskellige former for ekstremisme.

Tidligt om morgenen den 31. juli likviderede amerikanske styrker lederen af al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, mens han stod på en balkon i et hus i velhaverkvarteret Sherpur i Kabul. I denne uges Fri Jihad ser jeg nærmere på, hvordan Zawahiris død er blevet modtaget i jihadistiske kredse. Derudover ser jeg på, hvilken funktion terrorledere har for en terrorgruppes medlemmer – særligt vestlige fremmedkrigere.

Forleden dag havde jeg en samtale med én, som spurgte mig, hvad der egentlig er sket med de mange fremmedkrigere, som var en del af Islamisk Stat efter det endelige kollaps i Baghuz i Syrien den 23. marts 2019. Vedkommende undrede sig over, hvor de befinder sig nu, og hvad der er sket med dem. Udover at mange personer formentlig deler min samtalepartners undren, er spørgsmålet vigtigt, fordi der trods kalifatets fysiske opløsning stadig findes IS-tilhængere. Svaret rummer imidlertid flere nuancer, og de tusindvis af personer, som levede under IS’ faner, har naturligvis hver sin fortælling om tilværelsen efter faldet, men de har også en del til fælles. I denne uges Fri Jihad tegner jeg et billede af nogle af de forskellige livsløb efter Islamisk Stat.