Mads Brügger

Måske de fleste læsere af mit nyhedsbrev er trætte af, at jeg hele tiden forsøger at pushe Frihedsbrevet til dem, der endnu ikke har tegnet abonnement, men jeg helmer altså ikke, før alle har fået øjnene op for, hvor meget godt indhold Frihedsbrevet tilbyder sine medlemmer. Som for eksempel podcastserien Marathonmanden, et stykke true crime af den anden verden, som Frihedsbrevet havde premiere på i fredags.

Den alarmistiske overskrift er ikke min egen. Det var overskriften på det sidste interview, som den italienske filminstruktør, digter og forfatter Pier Paolo Pasolini gav tilbage i november måned 1975, kun få timer før han blev fundet myrdet på en strand ved det tyrrhenske hav. Han var nøgen, han var blevet kørt over flere gange med sin egen bil, hans testikler var blevet knust med en metalstang, og så var der blevet hældt benzin på liget og sat ild til det.

Som en præst siger i Jesper Dalsgaards dokumentarfilm Kandis for Livet: “Der er nogle mennesker, hvor det dybe ligger ret højt.” Ergo kan man sagtens selv sidde med fornemmelsen af at sige noget gevaldigt dybt, mens andre tænker, man skøjter rundt på overfladen som en glad idiot. Så tænk på det, når jeg skriver, at dette mit nyhedsbrev nummer 41 byder på nogle morderligt dybe indsigter.

Det første, jeg vil sige til dig, er, at hvis du allerede bruger Frihedsbrevets app og ikke har opdateret den, så skal du skynde dig at gøre det. Er du ikke medlem hos Frihedsbrevet, bør du sporenstregs melde dig ind og hente appen. For så kan du komme i gang med at lytte til vores nye podcast Fri Ukraine, hvor chefredaktør Flemming Rose øser af sin enorme viden om Rusland. For som Flemming Rose siger i det indledende afsnit, har hans speciale aldrig været Muhammedtegninger. Hans speciale er derimod Rusland. Han taler russisk, han er russisk gift, og han har tjent sine sporer som udenrigskorrespondent i Moskva, mens landet forvandlede sig fra Politbureauets Sovjetunion til Putins Rusland. Så hvis du savner dyb viden, eftertanke og refleksion om en krig, der er så ny, at den ikke engang har fået et navn endnu, så er Fri Ukraine svaret på alle dine bønner. Podcasten beværtes af vores journalist Sofie Frøkjær, og har du spørgsmål til Flemming Rose om, hvad der foregår i Rusland og Ukraine, så send dem straks til sofie@frihedsbrevet.dk.

Som man siger på engelsk: Always leave your audience wanting more. For mit eget vedkommende har jeg gjort den opdagelse, at mit publikum glædes ved, at jeg giver regeringens ministre tørt på. Så det vil jeg styre udenom denne gang, her i mit nyhedsbrev nummer 39, om ikke andet for at bevare mit overraskelsesmoment. I stedet vil jeg kigge tilbage på den forgangne uge, og så vil jeg gribe til et af mine andre slagnumre, hvilket selvfølgelig er det farligste emne, man overhovedet kan skrive om i disse tider: vacciner. Sagen er nemlig den, at jeg i fredags interviewede den amerikanske videnskabsmand Jonathan Max Berman, forfatter til bogen Anti-vaxxers: How to Challenge a Misinformed Movement. Og hvad det førte med sig, kan du læse mere om nedenfor.

Min genialske plan er, at mit nyhedsbrev nummer 38 åbner med to scener. Den ene scene handler om klimaminister Dan Jørgensen (S), og den anden scene handler om dansk diplomati. Begge dele tilhører i øvrigt kategorien anekdotisk bevisførelse, men som mine faste læsere vil vide, er det en gænge, jeg gerne gør mig i. Desuden skriver jeg om, hvad der udkommer fra Frihedsbrevets side i denne uge. Plus lidt af det løse, som for eksempel hvad jeg ellers går og tænker på. Velkommen til.

Nå, jeg kan forstå på fagbladet Journalisten, at jeg i forrige uges nyhedsbrev gjorde mig skyldig i hele to “vilde overdrivelser”. Den ene af dem havde jeg selv opdaget og rettet online, før Journalisten bragte historien. Det var nemlig en fejl, at jeg oprindeligt skrev, at der er blevet indberettet flere end 60.000 langvarige corona-vaccine-bivirkninger til myndighederne.

Var det corona-pressemøde nummer 26 eller 27 med Mette Frederiksen i Statsministeriet forleden? Det er svært at holde styr på antallet, for det hele glider ind og ud af hinanden. Som i en drøm. Der er noget grundlæggende drømmeagtigt over den nuværende S-regering. Der sker hele tiden ting, som normalt kun sker i drømme, hvorfor det er passende, at pressemøderne foregår i et rum, der hedder Spejlsalen.

“Der kan være 117 grunde til, at man får stress,” skriver TV 2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev om Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der sygemeldte sig med stress i den forgangne uge. Så hvis man gik og troede, at sygemeldingen kunne hænge sammen med de afsløringer, som Frihedsbrevet bragte om de suspekte forbindelser mellem byggematador Jesper Skovsgaard, borgmesteren og Socialdemokratiet i Aalborg, kan man godt tro om igen – i hvert fald hvis det står til Søren Wormslev. I sin analyse fremhæver Wormslev blandt andet, at sygemeldingen i stedet kan skyldes, at borgmesteren går og døjer med “en følelse af at have knoklet for kommunens ve og vel uden at blive anerkendt for det af vælgerne”. Og så bør vi lige skænke det en tanke, mener Wormslev, at den gode borgmester er blevet skilt, og at borgmesteren “på de indre linjer har givet udtryk for, at han synes, prisen i forhold til familien til tider er for høj”. Hvad Søren Wormslevs analyse dog ikke melder noget om er, at selvsamme Wormslev er bestyrelsesformand for Aalborg Kloster, hvor man som medlem selvfølgelig finder – wait for it – borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Man hører jo så meget. Især som chefredaktør. Noget er sandt, andet er ikke. Det som er sandt, kan ofte kendes på smagen, men det kræver mange års gang på rygtebørsen at udvikle nogle smagsløg, der kan skelne skidt fra kanel.