Mads Brügger

Har du bemærket, hvad Frihedsbrevet fik ud af Folkemødet? Modsat andre medier brugte vi ikke kræfterne på at leje en bod, hvor vi serverede fadøl og delte muleposer ud. Som jeg har forklaret fagbladet Journalisten, tænker jeg, det er spild af penge. Vi har i forvejen rigeligt med medier, som helst vil hygge om folk. Jeg tror meget mere på værdien i, at folk ser Frihedsbrevets Mathias Blædel Lorentzen interviewe fødevareminister Rasmus Prehn om sin skatteyderbetalte safari hos erhvervsmanden Karsten Ree i Kenya. Eller at de ser Frihedsbrevets Sofie Frøkjær, der interviewer sundhedsminister Magnus Heunicke om sine anklager om, at de borgerlige partier spreder gift for demokratiet. Eller kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen som stikker af fra Frihedsbrevets Emil Findalen. For det er nemlig, hvad Frihedsbrevet går ud på i praksis; frygtløs og magtkritisk journalistik uden dikkedarer. Og hvis magthaverne ikke vil komme til os, så kommer vi til dem; på Folkemødet.

En af de første personer, man bemærker på billederne, er Casper Christensen, men det er ikke kun derfor, at sceneriet minder om tv-serien Klovn. For rundt om langbordet med den hvide dug og de tyndstilkede vinglas sidder et bizart miks af kendisser fra så vidt forskellige miljøer, at det ligner det bedste afsnit af Klovn, der aldrig er blevet lavet.

Det aner mig, at fyringen af Jon Stephensen som teaterdirektør på Aveny-T på Frederiksberg er en politisk skandale, der burde tiltrække langt mere opmærksomhed, end den gør. For tænk, hvis det er sandt, dét som Jon Stephensen selv siger er grunden til, at han fik sparket fra Aveny-T; nemlig at han skrev en kronik om dansk kunst- og kulturliv i Politiken sammen med stifteren af partiet Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen. I så fald er det en særdeles alvorlig sag, som handler om ytringsfrihed og måske endda om et politisk parti, der bag kulissen blander sig i ledelsen af en kunstnerisk virksomhed. Dette parti er naturligvis Socialdemokraterne, men det kan også tænkes, at de konservative har en lillefinger med i spillet.

Ellen Imellem. For det første er det en rigtig god titel. Den har poesi og siger klart og elegant, hvad dette forkætrede DR-program handler om. Værten, Ellen Kirstine Jensen, er nemlig midt imellem. På den ene side har vi den person, som hun interviewer, og på den anden side – gemt væk ude i regiet – sidder så interview-ofrets værste mareridt, som hun gennem sin øresnegl agerer mundstykke for. Med Ellen Kirstine Jensen som interface kommer tykaktivisten således til at tale direkte med fedmeforskeren – en samtale, der ellers normalt aldrig ville finde sted.

Nå, givet at jeg i forvejen har udtalt mig om Mette Frederiksens nye podcast i både Politiken og Information, ville det jo være mærkeligt, hvis jeg ikke skrev om denne cause célèbre i mit ugentlige nyhedsbrev – som her udkommer i udgave nummer 52. Og ja, jeg ved godt, at emnet allerede forekommer udtømt – det er jo old hat, og hvorfor i det hele taget gøre så meget ud af en enkelt lille podcast i et land, hvor der snart er flere mennesker, som producerer podcasts, end der er folk, som lytter til dem?

Som det sikkert er mange bekendt, bekommer skørhed mig vel, så selvfølgelig skal mit nyhedsbrev nummer 51 handle om seneste afsnit i føljetonen om Claus Hjort Frederiksen. Desuden, og vanen tro, kommer jeg ind på, hvad man kan glæde sig til fra Frihedsbrevet i denne uge. Velkommen til.

Velkommen til mit nyhedsbrev nummer halvtreds. Jeg skriver om balladen med kostskolen Herlufsholm samt lidt om, hvad du kan glæde dig til fra Frihedsbrevets side i denne uge. Hvad sidstnævnte kategori angår, er der nyt om vores nyhedsbrev Fri Kritik.

Man ser det for sig: Med tårerne trillende ned af kinderne sætter Benny Engelbrecht (S) sig til tastaturet og skriver følgende på Facebook: “Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg lige har fældet en tåre. Det havde jeg slet ikke forventet, men at politik er et hårdt sted, ved vi jo begge. Tak for de mange ting, vi har nået at lave sammen, og tak for altid at være en ven og kammerat.”

Udtrykket mineralogiske processer er den magiske trylleformular, der udløser øjeblikkelig favørpris hos myndighederne, hvis man driver en virksomhed, som udleder meget kuldioxid og følgelig burde betale en klækkelig CO2-afgift. Som for eksempel med cementfabrikken Aalborg Portland, der tilsyneladende spiller den samme rolle for statsminister Mette Frederiksen, som Willy Wonkas chokoladefabrik gør det for den lille, fattige dreng Charlie Bucket i Roald Dahls berømte børnebog. Det er herom, alle hendes inderste drømme og vildeste fantasier kredser.

Mens det er blevet bemærket, at Storbritannien har lavet en aftale med det centralafrikanske autokrati Rwanda om – som det hedder på forvaltningssprog – at procesbehandle asylansøgere, har der været påfaldende stille om, hvor helt utroligt pinligt det egentlig er for den danske regering, at det netop er Boris Johnsons dybt skandaliserede og inkompetente konservative kabinet, som her går Danmark i bedene. For som de fleste nok er klar over, kom vi før englænderne med idéen om at offshore uønskede mennesker til Rwanda. Hvad de færreste til gengæld er klar over er, at det var Israel, som var de første til at lave en aftale med Rwanda om at være rasteplads for asylansøgere. Dette eksperiment stod på mellem 2014 og 2017 og gik så grueligt galt, at det kan undre denne skribent, at først Danmark og siden Storbritannien nu vil gøre Israel kunsten efter.