Mads Brügger

Ydermere skinnede solen udenfor. Kun de allermærkeligste mennesker kunne finde på at gå rundt inde på Borgen på en dag som denne. Jeg var en af dem. Nå ja, nede i Fællessalen var der faktisk en konference i gang, beværtet af interesseorganisationen Dansk IT. Den handlede om den digitale inklusion, men dette arrangement havde virket så Gudsjammerligt trist på mig, at jeg drejede om på hælene, så snart jeg havde fået stukket hovedet indenfor. I stedet var jeg gået op i Vandrehallen for at ligge på lur.

Det var endnu en dag i Farcørernes Fyrstendømme. Helt præcist den 31. maj, og klokken var lidt over ét om eftermiddagen. Foran mig ventede min længste stuegang nogensinde; nemlig selveste afslutningsdebatten. Alt, hvad jeg havde gjort, sagt og skrevet indtil nu, havde blot været en opvarmning til denne begivenhed: Denne den sidste dans med kliken, før alle disse stressede politikere skulle på sommerferie. Og måske, måske var det statsminister Mette Frederiksens sidste tale i Folketinget nogensinde. Hvis hun altså snart skal ned til Bruxelles og være generalsekretær for NATO. Skal hun ikke det, er der efterhånden blevet klemt så meget pasta ud af tuben, at hun får svært ved at få dette rygtebaserede fludium mingeleret ind i foderalet igen.

Mandag den 22/5, 2023: Nogle gange skal man bare lade dem komme til sig. I stedet for at jagte dem. Som for eksempel i dag, ved frokosttid, i Rigsdagsgården foran hovedindgangen til Folketinget, hvor jeg sad på kanten af en blomsterkumme og nød en cigaret i solen. Pludselig stod Enhedslistens Pelle Dragsted foran mig.

Ambitionerne var kæmpestore fra min side; dette skulle være min stuegang nummer 29, til hvad der er mit nyhedsbrev nummer 100. Betød det så, at jeg nu ville gå helt over gevind som med den britiske forfatter Wilf Self, der tilbage i 1987 blev fyret fra avisen The Observer for at tage heroin ombord på et indenrigsfly som fragtede Tony Blairs kampagnehold til East Midlands? Will Self havde ellers haft som ambition at lave en rigtigt flot gonzo-reportage fra hjertet af britisk politik, men så var det hele kommet lidt ud af kontrol.

Var det snyd at tage på stuegang ovre i Forsvarsministeriet? Muligvis, men det er jo en satellit til planeten Christiansborg, som endda kan ses i fugleflugtslinje fra Folketinget, hvis man stiller sig ved rytterstatuen af kong Frederik 7. og kigger mod øst.

Min syvogtyvende stuegang tog sin begyndelse ved Borgens hovedindgang. Her løb jeg ind i Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Han var røget ud af Folketinget efter valget, men efter at Sofie Carsten Nielsen lod sig lokke af Dansk Industri og strøg gennem svingdøren for at blive noget så abstrakt – og sikkert også lukrativt – som EU Bio Project Director, var Stinus Lindgreen nu vendt tilbage. Denne dag, den første maj, var hans første dag som genfødt på tinge, men som Stinus Lindgreen selv konstaterede, da jeg mødte ham, skete der absolut ingenting derinde. Stinus Lindgreen havde ret. Der var helt dødt derinde, men det er jo noget, jeg tager i stiv arm.

Tirsdag den 25. april sagde kalenderen. Klokken 12.35 sagde uret. Jeg stod i Vandrehallen i Folketinget. Nedenunder, ved indgangen til Fællessalen, var der gang i en større konference om inklusion og diversitet i de nationale beredskaber. Det var De Danske Beredskaber, som stod for arrangementet, og lige nu var der frokostpause, og alle de medvirkende stod uden for Fællessalen og guffede løs af nogle kæmpestore sandwiches, der lignede dejagtige portobellosvampe.

Hvis Mojitoen ikke allerede var skrantende, for ikke at sige døende, så har Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne nu slået den helt ihjel, og bagefter har han danset på dens grav til lyden af Safri Duos “Samb-Adagio”. Jeg ved det, fordi jeg var selv med, da Mojitoen endegyldigt afgik ved døden – hvilket skete til Peter Skaarups 25 års jubilæum som medlem af Folketinget, der blev afholdt i tirsdags i Snapstinget.

Så blev det torsdag den 30 marts, og klokken var omtrent 12.30 om eftermiddagen, da jeg kiggede forbi Folketinget til nok en stuegang. Det var sidst på ugen, og mine biorytmer hang i bremsen, men der er ingen kære mor, når det gælder opgaven med at dokumentere det arbejdende folkestyre. Så jeg fattede pen og papir og gik til vaflerne.

Denne min stuegang nummer 23 – som så samtidig er mit nyhedsbrev nummer 94 – starter ikke i Folketinget, men i et helt andet parlament, nemlig i den tyske Rigsdag. Eller i resterne af den, der var engang, for vi skal helt tilbage til slutningen af februar 1933, til dengang hvor den unge hollandske kommunist Marinus van der Lubbe var blevet anholdt og sigtet for at være gerningsmanden, der havde stukket ild til den tyske Rigsdag.