Bastian Emil

Mens jeg stod langs vejkanten og betragtede enkeltstarten, og en ukendt rytter fra Malta kørte forbi, og jeg hørte publikum sige “Wow, det er den hurtigste, vi har set i dag, han vinder,” og da Yves Lampaert lidt efter kørte forbi, vinderen fra enkeltstarten i København, kiggede folk på en måge ved en skraldespand. Jeg hørte flere blive enige om, at tiderne fra i dag fungerede ligesom kvalifikationen til Formel 1, og at rytterne kørte om pole position til på søndag. Jeg kunne fortsætte længe med lignende observationer. At Wollongong udover sin smukke naturlige beliggenhed og sin interessante minehistorie ellers er en ukarakteristisk by uden et eneste smukt hus eller en eneste smuk kirke, øger min undren over, at løbet er placeret her.

Da jeg så Evenepoel på vej op ad det afsluttende bjerg Peñas Blancas, var hans ansigt blegt, alvorligt, vredt, og hans ærgerrige stil var ikke slået i stykker. Han vil vinde dette løb. Som han styrter, må han fortsætte. Hvis han får kriser i Sierra Nevada i weekenden, må han komme sig over dem. Han vil til Madrid i den røde trøje. Det følte jeg i det blik, jeg mødte, som han passerede forbi i 1200 meters højde i Andalusien i en eksklusiv gruppe bestående af løbets forreste ryttere: Enric Mas, Primož Roglič, Juan Ayuso. Evenepoel og Quick Step Alpha Vinyl havde ladet udbruddet slippe afsted, og flere minutter forinden havde jeg set Richard Carapaz køre forbi. Ecuadorianeren har jeg ikke nævnt med et ord, siden han led det store nederlag på Marmolada i Giro d’Italia. Sådan kan det mærkes, at sæsonen nærmer sig sin afslutning.

Årets Danmark Rundt kørtes over fem etaper fra Sjælland over Fyn til Jylland, hvor løbet sluttede i Vejle. På første etape fra Allerød til Køge var jeg med Brian Holm i Quick Steps bil. Arbejdet som sportsdirektør er intenst. Det kræver overblik og ro, for rollen er vigtigst, når løbet er mest turbulent, uforudsigeligt og farligt. Jeg sagde intet i bilen, men fulgte med blikket landskabet og rejsen fra by til by, hvor rytterne badede sig i glade tilråb og klapsalver fra publikum langs vejkanten. Magnus Cort, der kørte i bjergtrøjen i Tour de France og vandt en etape, var sammen med OL-guldvinderen Michael Mørkøv de ryttere, der blev hyldet mest konsekvent, og hyppigt så jeg bannere og skilte, hvorpå deres navne stod skrevet med store bogstaver. Fra bilruden så jeg tusindvis af smilende ansigter, som mødte rytterne, der ufortrødent gik i gang med endnu en dags arbejde, en ny dag med slid, bevægelse og jagten på sejr.

Det er fjerde gang, jeg ser Remco Evenepoel køre alene mod målstregen som sejrherre. Jeg har oplevet det to gange under Post Nord Danmark Rundt, i foråret under Liège-Bastogne-Liège og i går langs strandpromenaden i Baskerlandets største by San Sebastián. Det er ikke noget, jeg vænner mig til. Hans sejre har et format, som sætter tanker i gang: Hvad kan man nå med sit liv, hvad kan man nå som ung? Her er en mand med selvtillid. Evenepoel er kun 22 år gammel, men han taler med pressen som en succesfuld veteran. Han er rolig og har et afklaret og direkte blik.

Der findes de dage, som er umulige at glemme, og så er der alt det resterende, som passerer, som er at bygge op og vokse, falde fra hinanden, forsøge igen, at køre en nedkørsel og en stigning. Sådan kan Tour de France og livet beskrives og Jonas Vingegaard, den 25-årige Thybo, blev i går kronet som vinder af årets løb som en total kulmination på sit livs slidsomme indsats som cykelrytter i et uforglemmeligt sceneri på Champs-Élysées. På den store boulevard, som er navngivet efter de elysiske marker i den græske mytologi, hvor helte blev stedt til hvile efter deres bedrifter, i den enorme menneskemængde, mens aftensolen sænkede sig bag Napoleons triumfbue, stod dette menneske, som har klaret så mange udfordringer de seneste tre uger og afvist al modstand, i sit livs mest strålende øjeblik, med et bevæget blik i øjnene og oplevede, hvad det vil sige at indfri sine egne forventninger og modtage folkets hyldest.

Etapen i går var en påmindelse om vækkelsen af fascinationen for sejr, nederlag og den store kamp. I sin grundform så vi to gode i mennesker i deres bedste øjeblik, som angreb hinanden med alt, hvad de havde, og hvor den ene til sidst måtte give op. Det var et vindue til de samme gammeldags begreber, som Illiaden omfavner.

Fire af de 10 danskere, der stillede til start, er nu udgået – fra Asgreen med smerter i knæet, over Cort med corona og Fuglsang med et brækket ribben til Mørkøv med sygdom. En af de danskere, der fortsat er med i løbet, kører som en drøm: Mads Pedersen. På etapen til Saint-Étienne, blot to dage efter Vingegaards sejr på Granon og tre dage efter Corts triumf i Megeve, var det Pedersens tur.

En atlet er et symbol på at holde en drøm i live. Drømmen om sejr og styrke. Om at håndtere modgang og nederlag. At prøve alt og nå så langt man kan. Når jeg som det første skriver om drømme, er det, fordi Jonas Vingegaard, som sensationelt vandt gårsdagens store bjergetape i Tour de France og erobrede den gule trøje med mere end to minutter ned til Tadej Pogačar, århundredets cykelrytter, i interviewet efter etapen sagde: “Dette er min drøm.” Her følger min reportage fra den historiske 11. etape.

På trods af at være iført både løbets gule førertrøje og den grønne pointtrøje var van Aert ikke tilfreds på podiet i Sønderborg søndag aften. Jeg så ham i øjnene, og han virkede stolt og bevidst om sin position øverst i hierarkiet, men det skurrede i hans triumftog, at han ikke havde vundet en etape.

Tour de France i Danmark er kørt. Her følger reportagerne fra 2. og 3. etape af løbet, som blev en jubelfest i folkemasser præcis så store, som arrangørerne havde håbet på. Dagene bød på en rørende sejr til en sprinter, som var dømt ude for evigt, styrt på storebæltsbroen, Magnus Cort alene i angreb, holdbussernes chaufførers indbyrdes kapløb for at vinde løbet i løbet og en speciel vinder på løbets 3. etape med en direkte og dyster forbindelse til den foregående dags vinder.