Jesper Berg

To gange om året udlægger chefen for den amerikanske centralbank, Jeremy Powell, teksten for lovgiverne i Kongressen. Det er en vigtig del af den parlamentariske kontrol med centralbanken, og derfor vejes ordene på en guldvægt. Det seneste besøg i Repræsentanternes Hus og Senatet fandt sted den 6. og 7. marts, og her sendte centralbankchefen signaler om, at det med stor sandsynlighed snart er tid til en rentesænkning.

Hvis man rejser rundt i Afrika, bliver det hurtigt klart, at Kina spiller en stigende rolle. På tværs af kontinentet vil man se en stor mængde kinesere i bybilledet, og det er der en særlig grund til. Kina har nemlig pumpet enorme pengesummer ind i Afrika og har dermed været med til at gældsætte det – blandt andet for at sætte sig på kontinentets råstoffer. Det er Zambia et eksempel på. Heldigvis ser vi også en udvikling, hvor Kina er med til at betale regningen.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der netop er fyldt 70, havde i mange år det usædvanlige synspunkt, at høje centralbank-renter skaber inflation. Spørger man økonomer, er det lige modsat: centralbanker bekæmper inflationen ved at sætte renten op. Efter det tyrkiske præsidentvalg sidste forår vendte Erdogan dog på en tallerken, og den tyrkiske centralbank har nu sat renten op. I denne uge kan du blive klogere på den problemstilling og på udviklingen i den tyrkiske økonomi, der har geopolitiske implikationer.

De toneangivende centralbanker, heriblandt den amerikanske og den europæiske centralbank, der i høj grad påvirker vores allesammens pengepung, har over de seneste godt 15 år ekspanderet deres balance med en faktor 10 – de har både lånt penge ud og købt obligationer i mængder, der ikke er set før. Nu er de i gang med at reducere balancen som en del af normaliseringen af pengepolitikken i lys af, at vi er gået fra en frygt for deflation til en frygt for inflation. Der er en vis nervøsitet, herunder på de finansielle markeder, forbundet med den rejse – det er nemlig ikke uden risiko at hive flere tusinde milliarder euro og dollar ud af det finansielle system.

Gennem historien har økonomer betragtet ny teknologi som et gode. Den øger nemlig produktionskapaciteten, og derfor bliver der en større “kage” at fordele mellem alle i samfundet. De seneste år er økonomerne imidlertid begyndt at blive mere kritiske over for ny teknologi. Senest har en række prominente økonomer givet udtryk for, at det er vigtigt at styre den kunstige intelligens for at undgå en negativ påvirkning af samfundet.

Det engelske ord resilience, som bedst kan oversættes til modstandskraft, er det gennemgående begreb i Den Internationale Valutafonds (IMF) seneste opdatering af forventningerne til udviklingen i verdensøkonomien. Selvom verdensøkonomien har fået flere brutale kindheste på det seneste, så klarer den sig forbløffende godt. Den sprinter ikke derudaf, men den er heller ikke faldet ned i det hul, de fleste forventede.

Guldprisen er i dag på over 2.000 USD per ounce. Det har givet fornyet interesse i guld som investeringsobjekt. Gulds fordel er, at der ikke er ret meget af det. Når det er sagt, så har guld i lange perioder ikke været en god investering.

For snart to år siden skabte Silicon Valley Bank panik på de finansielle markeder, da den kollapsede. På den amerikanske økonomforenings årsmøde kom det for nylig frem, at bankens ustabilitet ikke var et enestående tilfælde. Mange andre amerikanske banker havde nemlig også gjort sig sårbare i forhold til en af de mest ventede rentestigninger nogensinde. Hvorfor? Det ser jeg på i denne uge.

Hvert år i den første weekend i januar samles nogle af verdens dårligst klædte mænd og et mindre antal bedre klædte kvinder og lytter til de seneste budskaber fra økonomstanden, også kendt som the dismal profession, den dystre profession. Det drejer sig om årsmødet i den amerikanske økonomforening. Økonomer holder på pengene, og derfor finder mødet sted i årets billigste hotel-weekend. Lokationen skifter fra år til år, men det har dog aldrig fundet sted i Las Vegas, hvor hotelpriserne ellers er lave – økonomer spiller nemlig ikke, fordi de kender de dårlige odds, så hotellerne i Las Vegas ønsker ikke at have dem som gæster.

Da jeg var ansat i Den Internationale Valutafond (IMF) omkring 1990, lød det hyppigt på gangene, at inflation var et monetært fænomen. Hvis centralbankerne førte en tilstrækkelig restriktiv pengepolitik, så ville der ikke være inflation. Det var en gentagelse af den amerikanske økonom Milton Friedmans berømte ord – han var monetarismens fader og fik i 1976 nobelprisen for sin indsats. Nu er nogle af Milton Friedmans efterfølgere begyndt at tale om, at inflation kan være drevet af underskud på de offentlige finanser – eller med andre ord, inflation er måske blevet et fiskalt fænomen.