Christina Lagoni

Villaggio La Pescaccia, 3. september, 2025 kl. 22.30 Jeg sidder på dækket ved min flydende hytte i et feriecenter en halv times kørsel fra den italienske badeby Rimini. Ved siden af mig bobler en jacuzzi. Vandet lyser op i en markant skriggrøn farve.  Det blev tændt som noget af det første, da en ekstremt imødekommende mand fra hotelpersonalet skulle vise mig min booking: En “floating suite”, der er en ud af fem flydende hytter på feriecentrets sø, som jeg hurtigt konkluderer med mig selv må være kunstig. “Det er 38 grader,” siger han og viser mig med et grin, hvordan jeg ændrer lyset fra grøn til rød til blå. Men jeg er her ikke for at bade i den lille og lidt sørgelige jacuzzi. For skråt over for min flydende hytte, inde på søens bred, ligger luksustelt nummer 39. Nu bor der nye gæster, fortæller han, men for præcis to uger siden var teltet med to dobbeltsenge, et lille køkken, hems og terrasse med udsigt til søen scene for en storstilet politiaktion, hvor den 49-årige ukrainer Serhii Kuznietsov blev anholdt. Italieneren, der også er bartender på hotellet, hvilket kan mærkes på hans humør, var vidne til aktionen. Han fortæller, at den var udført med stor professionalisme, og at politiet var rullet op på en lille vej tæt på luksusteltet, inden de gik i aktion. Målet for aktionen havde ikke påkaldt ham den store opmærksomhed inden, men han havde vistnok serveret ham kaffe.  Ukrainere var der som sådan ikke noget unormalt ved, fortæller han. Her på stedet var man især inden krigen i Ukraine vant til at få besøg af slavere. “Der kom mange, men ikke mere,” siger han.  Serhii Kuznietsov ankom den 19. august i sin Toyota Land Cruiser med ukrainske nummerplader til det afsides beliggende trestjernede feriecenter, der råder over en sø, tre pools samt jacuzzi tilhørende alle værelser, hytter på vand og land og luksustelte.  Hvad Serhii Kuznietsov formentlig ikke vidste, da han trådte ind på stedet for at feriere med sin kone og to børn på ni og fem, var, at tysk politi den 18. august 2025 – altså blot to dage før hans anholdelse – havde udstedt en europæisk arrestordre på ham, der udløste en alarm, efter at han ligesom jeg skulle aflevere pas i receptionen: “Den sigtede Serhii Kuznietsov er stærkt mistænkt for, sammen med andre medgerningsmænd og på grundlag af en forud fælles udarbejdet plan, senest den 8. september 2022 i havnen i Wiek på Rügen at være gået om bord på sejlyachten ‘Andromeda’,” står der i arrestordren, der fortsætter: “og efterfølgende, i arbejdsdelt udførelse, nordøst og sydøst for øen Bornholm at have anbragt mindst fire sprængladninger, hver på 14 til 27 kilogram, bestående af en blanding af hexogen (RDX) og oktogen (HMX) med tidsudløsere, på de der på cirka 70 til 80 meters dybde på havbunden forløbende rørledninger til gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2”.

Hvis man ikke skulle lade sine tanker vandre, når man overværer en samtale med en berømt filosof, hvornår så? Sådan rationaliserede jeg i onsdags, da jeg cyklede hjem fra Nørrebro Teater og fandt et behov for at forsvare overfor mig selv, hvorfor jeg allerede havde glemt en god portion af den samtale, jeg netop havde overværet.  På scenen sad filosoffen Peter Sloterdijk, og det var ikke, fordi jeg kedede mig under den tilrejste tyskers oplæsning af sit seneste oversatte værk, Prometheus’ anger. Heller ikke hans klimabevidste meningsudveksling med Minik Rosing, den dansk-grønlandske geolog, som sad placeret over for Sloterdijk, var søvndyssende. Jeg nikkede endda troligt med, da de to kloge herrer indledte deres refleksioner over den antikke myte om titanen Prometheus, som bragte ilden fra himlen til jorden og dermed skænkede menneskeheden evnen til at omsætte energien. En gerning, som Prometheus i dag, ifølge Sloterdijk, ville angre, hvis han så, hvor ansvarsløst vi har håndteret friheden til at udvinde, forbruge og udnytte jordens ressourcer.  Vi har ikke været opgaven voksen, lød det. Værst har den vestlige del af civilisationen været; industrialisering, imperialisme, velstand, storforbrug, altid mere brænde på bålet. Mådehold er en kristen dyd, vi har prædiket, men ikke efterlevet, og prisen er vores egen undergang. Underforstået: Vi har opført os forkælet i sådan en grad, at vi har tabt viljen til at ofre os. Når først man har lært at beherske flammerne, er det ikke så let at underkaste sig dem igen. Det er, som samtalens overskrift lød, “ildens forblændende magt”.

“Vi skal have flere som Eva-Marie.” Sådan lyder det med stor iver fra fortællerstemmen i en velproduceret kampagnevideo for regeringspartiet Moderaterne, der er timet og tilrettelagt efter, at Lars Løkke Rasmussen og kompagni præsenterede det stort anlagte pensionsudspil, som blev lanceret i forlængelse af partiets sommergruppemøde i sidste uge. Ordene i videoen falder, lige efter at Eva-Marie Møller har fortalt, hvor glad hun er for stadig at arbejde, selvom hun er senior. I en alder af 73 år arbejder hun nemlig stadigvæk på freelancebasis som journalist – og altså redaktionel medarbejder – på DR’s flagskibe P1 Morgen og P1 Orientering, som tilsammen har flere hundredetusinde lyttere dagligt. Og det gør hendes medvirken i Moderaternes politiske reklame yderst problematisk for DR, lyder det samstemmende fra flere eksperter.  “Det svækker troværdigheden for DR som institution. Når lytterne tænder for P1 Morgen, skal de ikke være i tvivl om, hvorvidt der er interessekonflikter hos journalisterne,” siger Maria Bendix Wittchen, studielektor i nyhedsjournalistik og ph.d. i presseetik på Roskilde Universitet.

Flere bosteder herhjemme har forbindelser til organiseret kriminalitet. Det viser en lang række afsløringer i Frihedsbrevet. Mens ejerne tjener millioner på at sælge tvivlsomme velfærdsydelser, svigtes de udsatte børn og voksne i deres varetægt. Regeringen vil nu gå i krig mod de kriminelle. Men deres seneste lovændring har resulteret i omfattende nedskæringer, der har efterladt et blødende socialtilsyn, der fører tilsyn med bostederne. Socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S) mener dog, at besparelserne vil styrke tilsynet. “Det er på sin plads, at man effektiviserer socialtilsynet på en måde, så de får endnu mere fokus på de brodne kar,” siger ministeren i et interview med Frihedsbrevet. Vi talte med ministeren om privatisering af velfærd, kommunernes ansvar og de store besparelser, som regeringen har lavet hos socialtilsynet.

Knapt nåede Moderaterne at gå i luften den 16. januar 2022, før et spørgsmål begyndte at presse sig på. Hvem ville Lars Løkke pege på som statsminister? Sig selv? Jakob Ellemann-Jensen? Søren Pape? Eller måske endda Mette Frederiksen, som i godt et trekvart årti havde været hans hovedmodstander i dansk politik?  Udadtil var ingen udelukket, svarede Løkke på netop det spørgsmål i et længere interview med Weekendavisen tre dage inden lanceringen af partiet: “Det ved jeg simpelthen ikke noget om. En eller anden,” lød det kækt fra Løkke, og selvom han forklarede sit comeback til dansk politik med, at han ikke ikke kunne sidde coronakrisen og Mette Frederiksens "formynderiske" og "egenrådige" ledelsesstil overhørig, ville han ikke udelukke hende.  Men indadtil i partiet var det dog på tegnebrættet at sende Frederiksens statsministerdrømme til tælling. For få dage forinden florerede et udkast til en spinmanual blandt Moderaternes politiske top, som den nuværende kulturminister og på daværende tidspunkt sekretariatsleder i partiet Jakob Engel-Schmidt havde sendt til Lars Løkke i en mail. En spinmanual og mail, som Frihedsbrevet er i besiddelse af, og som rummer en plan for mediehåndteringen i forbindelse med partiets lancering.  Øverst på side ét i manualen kan man læse, hvem der i hvert fald ikke kunne blive statsminister på Løkkes vagt:

Da en gruppe politibetjente i ly af natten slog til mod en bungalow ud for den norditalienske ferieby Rimini, gik der ikke mange timer, før hele verden var på den anden ende.  Klokken var 23.50 onsdag den 20. august 2025, da betjentene anholdt den 49-årige ukrainske mand Serhii K., efter at hans pas havde aktiveret en alarm et sted i systemet, da han indskrev sig i ferieboligen.  På et splitsekund gik denne mand fra at være en familiefar på badeferie i Italien med sin kone og deres to børn til at sidde bag tremmer, anholdt under en europæisk arrestordre.  “He’s a strong man,” udtalte hans advokat Luca Montebelli, da Frihedsbrevet nogle dage senere spurgte, hvordan hans klient havde det i fængslet i Bologna.  Advokatens påstand bliver underbygget af de billeder, som er taget foran appeldomstolen i Bologna af en muskuløs, skaldet mand i sort t-shirt, der bliver ført af uniformerede betjente. Ud over den fysiske fremtoning viser billedet også, at Serhii K. nærer stærke sympatier for den ukrainske sag, da han giver verdenspressen et lille hint om, hvad han er for en starut, ved at række de tre midterste fingre i vejret; en gestikulation for ukrainernes protest mod Rusland. Serhii K. formodes også at besidde en viden, der rummer svaret på et af de største og mest betændte spørgsmål de seneste år:  Hvem saboterede Nord Stream-gasrørledningerne ud for Bornholm? Sagen indgår i Frihedsbrevets nye podcastserie Taskforce Nord Stream, som vi netop har lanceret.  I podcasten kommer vi til at vende hver en sten i sagen, forfølge nye og gamle spor og teorier og grave nye oplysninger frem.

Hvis en bokser slog en mand i en lovlig boksekamp, ville retten ikke kunne dømme bokseren for vold. Eller hvis en kirurg brugte en lang kniv til at udføre sit arbejde, ville kirurgen heller ikke blive dømt for at være i besiddelse af en ulovlig kniv. “Selvfølgelig er det en acceptabel handling,” sagde Henrik Sass Larsens advokat, Berit Ernst.  På samme måde burde Henrik Sass Larsen ikke dømmes for at være i besiddelse af ekstreme mængder billeder og filmsekvenser indeholdende seksuelt materiale med børn, hvoraf 252 billeder og 197 filmsekvenser har været i den groveste kategori 3, hvor ofrene eksempelsvis udsættes for voldtægt. Grunden til, at vi skulle høre om boksning og kirurgi, var, at forsvarer Berit Ernst ville have retten til at fundere over begrebet materiel atypicitet. Helt kort går det ud på, at selvom noget i princippet er ulovligt, så er det ikke sikkert, det var ideen med loven: Har personen med sin adfærd overtrådt det strafbare område i lovbestemmelsen? Eller var der derimod tale om en atypisk situation, som ikke var formålet at forhindre med loven? Berit Ernst talte for, at ja, det var der altså tale om her. En atypisk situation. For ja, han har besiddet materialet – det betvivler ingen – men han gjorde det for at finde frem til gerningsmændene. Den forklaring har vi hørt tidligere fra Sass Larsen selv, men i dag på sidste retsdag i sagen mod Sass Larsen i Københavns Byret gentog forsvarer Berit Ernst motivationen.  Det var derfor, han burde frikendes eller i det mindste fritages for straf. Ligesom dengang en journalist gik rundt med en grillkniv i Københavns Lufthavn for at afsløre en sikkerhedsbrist i lufthavnen.

Forleden genoptog Donald Trump sit mangeårige korstog mod brevstemmer og stemmemaskiner i et længere opslag på sit sociale medie Truth Social. “Jeg vil lede en bevægelse for at afskaffe brevstemmer, og mens vi er i gang, også de stærkt ‘unøjagtige,’ meget dyre og dybt kontroversielle STEMMEMASKINER,” skrev han og meddelte, at han vil underskrive et dekret for at “bringe ÆRLIGHED ind i midtvejsvalget i 2026.”  Hvad dekretet kommer til at indebære, har hverken præsidenten eller Det Hvide Hus uddybet.  Men senere samme dag, under et møde i Det Ovale Værelse med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, sagde Trump, at “de bedste advokater i landet” var ved at udarbejde dekretet, som vil “afskaffe alle brevstemmer”, fordi stemmemetoden er “korrupt” og resulterer i snyd – en påstand, der er blevet modbevist gentagne gange. “Man kan ikke have et reelt demokrati med brevstemmer,” erklærede Trump, til trods for at USA har brugt metoden siden borgerkrigen i 1800-tallet.

Prøv at tænke på Bandidos. Hvilket indtryk af rockerklubben tegner der sig ud fra især mediernes dækning de seneste 32 år? Historier om vold, drab og konflikter? Prøv at tænke på det som et billede, der fremkaldes for det indre blik. Og slet det så. Nogenlunde sådan lød det, da forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen fredag formiddag for sidste gang tog ordet i Helsingør Byrets sal F, hvor den maratonlange forbudssag mod Bandidos har været på programmet siden den 15. januar. En sag, der ene og alene handler om, hvorvidt Bandidos på baggrund af grundlovens paragraf 78 stykke 2 skal gøres ulovlig: “Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.” Ved Eriksens side sad en kollega samt to såkaldte partsrepræsentanter fra Bandidos. Ved sagens begyndelse var det klubbens europapræsident Michael “Kok” Rosenvold, der sad på pladsen til venstre for advokaten, men efter hans pludselige død i april blev der skiftet ud.

En råkold vinterdag for to år siden sad jeg i et skrabet kontorlokale i kælderetagen på Krakows hovedbanegård og blev skarpt irettesat af en polsk teenagedreng. Vi var midt i et ellers tilforladeligt interview om hans frivillige arbejde med ukrainske flygtninge, som i de dage ankom i hobetal med toget fra det krigshærgede naboland og blev hjulpet videre fra stationen af UNICEF. Irettesættelsen faldt, da jeg spurgte fyren, om hans indsats for netop ukrainerne bundede i en særlig sympati med andre østeuropæere?