Christina Lagoni

“Han sagde, han ville være her i god tid, men det er han så ikke,” siger Armin Kavousis forsvarer, få minutter før retsmødet er sat til at starte klokken 9.30. Han rejser sig for at sikre sig, at han er havnet i den rigtige retssal. Eller blot, at hans klient er dukket op.  Det optimistiske ankomstsestimat er nemlig ikke første gang, at Kavousi ikke er til at stole på. Faktisk er det grunden til, at han i dag vil være at finde i retslokale nummer ni – et af de mindste af de 42 slags, der er i Københavns Byret – hvor Frihedsbrevet sidder alene på tilhørerrækken. Kavousi er tiltalt for opløsningsbaseret markedsmanipulation. Eller oversat til uforblommet dansk: Han har løjet, så vandet drev.  Det var nemlig en rosenrød fortælling, han tilbage i 2023 turnerede med om sig selv og ikke mindst den nu hedengangne virksomhed MeeW, da det kun var et øjeblik fra at blive børsnoteret på den svenske børs Spotlight. En ny hjertescanner med den enestående egenskab at afhjælpe stress og gøre livet med ADHD lettere havde gjort MeeW til et velrenommeret firma, som blev kaldt “Mini Google”, påstod Armin Kavousi.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Robert English, der er historiker, forfatter og professor i internationale forhold på University of Southern California. Han er ekspert i det moderne Central- og Østeuropa samt i det tidligere Sovjetunionen og Rusland.  English arbejder i øjeblikket på et studie af russisk identitet med udgangspunkt i Ruslands forhold til Serbien.  I begyndelsen af sin karriere i 1980’erne var Robert English under præsident Reagan ansat i først det amerikanske forsvarsministerium og dernæst i Komiteen for National Sikkerhed, hvorpå han valgte en akademisk levevej. Baggrunden for vores snak var en meningsmåling, English sidste år gennemførte i fire centraleuropæiske lande, Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet om holdninger til krigen i Ukraine. I strid med den officielle vestlige fortælling viser det sig, at de fleste i de lande i dag er tættere på Ungarns kontroversielle leder, Viktor Orbán, end på lederne af EU og NATO i Bruxelles, og Ukraine og præsident Zelenskyj er i stigende grad genstand for kritik. Robert English har gennem årtier rejst i Centraleuropa og på Balkan. Som ung studerende i USA tilbragte han et semester ved Zagreb Universitet i Kroatien, hvor han også har sine rødder, da hans mor er halv slovener, halv kroat. Siden har han med jævne mellemrum besøgt regionen, talt med folk og studeret landene professionelt. Politiske milepæle som oprøret i Østtyskland i 1953, Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og Solidaritet i Polen i 1980 og 1981 har fyldt meget. Alt sammen oprør, der i sidste ende var rettet mod den socialistiske lejrs centrum i Moskva. Robert English har også interesseret sig for, hvad der er sket i Centraleuropa under krigen i Ukraine, og for et par år siden begyndte han at notere en afstand mellem, hvad han hørte i samtaler med lokale folk i lande som Polen og Tjekkiet, og det han læste i den lokale presse på den ene side, og så de synspunkter, der som en homogen lind strøm flød gennem vestlige medier, tænketanke og meningsmålinger. English siger: “Den absolutte opbakning til Ukraine, snakken om solidaritet og hjælp til flygtninge, som var tydelig i krigens første år, havde ændret sig. Det samme havde synet på EU og NATO. Almindelige mennesker sagde noget andet til mig, end det man kunne læse i vestlige medier. Der var en stigende utilfredshed, især fordi krigen i de lande havde store økonomiske konsekvenser, og fordi de ikke er så rige.”

Samsam havde knap nok vundet anerkendelse som agent i Højesteret, før der dumpede et advokatbrev ind på Politiets Efterretningstjenestes hovedkvarter i Søborg. Nu vil Morten Storm nemlig også have statslig anerkendelse for at have været agent. Ifølge ham infiltrerede han Al-Qaeda i fem år for PET og var blandt andet med til at få Al-Qaedas næstkommanderende Anwar Al-Awlaki dræbt ved et droneangreb i Yemen. “Vil PET ikke af sig selv anerkende mig – selv efter at have fået brevet – så må vi jo tage retslige skridt,” siger Morten Storm til Frihedsbrevet.

Charlie Kirk, en indflydelsesrig højrefløjsaktivist og tæt allieret med USA’s præsident, døde onsdag, efter at han blev skudt i halsen under et debatarrangement på et universitet i Utah.  De forfærdende billeder blev transmitteret verden over på sociale medier og sendte chokbølger gennem det amerikanske samfund.  Tusindvis af unge var samlet udenfor på Utah Valley Universitys campus for at høre ham debattere med studerende om alt fra transkønnede og immigration til udenrigspolitik ved et af hans famøse Prove Me Wrong-arrangementer, som den 31-årige politiske kommentator gjorde en levevej ud af. Frihedsbrevet har talt med flere personer, som har været tilknyttet Charlie Kirks konservative ungdomsorganisation Turning Point USA. En organisation, han startede som 18-årig, og som har spillet en enorm rolle i Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus. Det seneste årti er den vokset til at blive en større bevægelse, der har forandret den amerikanske højrefløj og konverteret tusindvis af unge amerikanere til Trump-lejren.

Igennem flere år er udsatte børn og unge blevet anbragt i et hus på Bågø. Senest har en 13-årig psykisk syg pige i næsten ni måneder været anbragt i huset, der drives af velfærdsmastodonten Carelink.  Mens pigen var i Carelinks varetægt, stak hun flere gange af fra øen, hvor hun blev udnyttet seksuelt. Det er Næstved Kommune, der står bag anbringelsen, der varede fra november til juli i år og kostede 2,5 millioner skattekroner. Penge, der endte hos Carelink.  Nu viser det sig, at anbringelsen af den mindreårige pige ifølge en ekspert var ulovlig.  I et svar til Frihedsbrevet erkender Næstved Kommune, “at den anvendte lovhjemmel”, som den 13-årige pige var anbragt efter, ikke er hensigtsmæssigt ift. den konkrete sag.”

Sammen med en blandet landhandel af blåt godtfolk tilbragte jeg min lørdag i en mørk messehal i udkanten af Fredericia; en overvejende socialdemokratisk by – faktisk fik de fire blå partiformænd, der er samlet her i dag, blot 24,9 procent af de stemmer, Fredericias borgere havde at uddele ved Folketingsvalget i 2022. Men Fredericia er et knudepunkt, rent trafikalt, og det er her Mona Juul (K), Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA) og Morten Messerschmidt (DF) har valgt, at de vil holde den første, og måske eneste, udgave af det arrangement, de har valgt at kalde Borgerligt Konvent. De fire partiledere har nemlig oprettet en borgerlig supergruppe, der går under navnet Borgerligt Fundament, og foruden at holde dagens arrangement i Messe C har de også skrevet en række fælles kroniker, holdt fælles blå 1. maj og fremsat fælles beslutningsforeslag i Folketinget. Som led i dagens arrangement er de sågar kommet med et udspil om 50 forandringer, de vil foretage i løbet af de første 100 dage i en eventuel kommende blå regerings levetid. Flere af forslagene handler direkte om Mette Frederiksen og den nuværende regering, herunder at bededagen skal tilbage, og koranloven skal væk. Borgerligt Fundaments eksistensberettigelse er at kunne gøre fælles ting som dette. Og hvorfor skal man gøre fælles ting som dette, jamen, det skal man for at vise vælgerne, at der er et alternativ til en Mette Frederiksen-ledet regering. Det er det, de repræsenterer. Det er det, der er gruppens egentlige primus motor; at ikke være Mette Frederiksen.  Og tre af de fire partier har da også udelukket at gå i regering med Socialdemokratiet. Den eneste, der står uden for det spørgsmål og dermed står bag en begyndende revne i lakken, er Konservatives Mona Juul, der står fast på sin ret til ikke at udelukke noget. Sværere er spørgsmålet om udenrigsministeren og Moderaterne-formanden, Lars Løkke Rasmussen, der ifølge Epinions popularitetsmåling er den mest upopulære minister overhovedet; 57 procent af de adspurgte danskere svarede, at de har et negativt syn på ham. Noget, de deler med Morten Messerschmidt, der kategorisk har afvist at ville indgå i en regering med den tidligere statsminister. De tre andre er dog mere vævende i deres svar om, hvorvidt de vil være villige til at bruge hans mandater, skulle de få brug for dette, hvilket de nuværende meningsmålinger tyder på, at de muligvis vil. Mens Mette Frederiksen er en anelse mere populær, er hun bestemt heller ikke en publikumsfavorit. 45 procent er negativt stemt over for hende.  Ser man på tallene, virker det ikke ligefrem som en dårlig ide at stille sig i position som alternativet til disse upopulære skikkelser. Så er spørgsmålet nærmere, om det er bæredygtigt.  Og det er det, de vil forsøge at vise, at det er ved at holde et fælles arrangement en lørdag i Fredericia. Ved ankomst til Messe C i Fredericia mødes man først af et billboard, der byder velkommen fra de fire partiledere. Motivet forestiller dem photoshoppet ind foran en collage af nogle danske ting såsom Den Lille Havfrue, Nyhavn, Dannebrog, et træ og et frimærke. Som en skygge over parkeringspladsen hænger en kæmpe bannerudgave af samme motiv, jeg vil skyde på, det er på størrelse med en håndboldbane, og lader man øjnene vandre længere op i lodret retning, vil man få øje på, at der i flagstængerne i dag er hejst marineblå flag, der pyntes af samlingens navn, Borgerligt Fundament.

I årevis er børn forsvundet fra det nordsjællandske Børnecenter Sandholm. Men det har hverken fået Nordsjællands Politi eller myndighederne til at slå alarm. Alene i år er seks helt små børn forsvundet fra asylcenteret.  Børnene er såkaldte uledsagede mindreårige, en særlig beskyttet gruppe, som er ankommet til Danmark uden forældre eller familie. Det betyder, at den danske stat har ansvaret for børnene, mens de opholder sig i landet.  På trods af det har Nordsjællands Politi ikke fundet det nødvendigt at forsøge at finde de børn, der forsvinder. Det viser politisager på børnene fra Nordsjællands Politi, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. I 19 ud af 20 sager, hvor børn under 13 år er forsvundet fra Børnecenter Sandholm i perioden 2021 til 2025, har politiet ikke afhørt et eneste vidne. Politiet har end ikke taget turen ud til Børnecenter Sandholm. I en enkelt sag har de talt med ét vidne; en ansat på asylcenteret.

Det var en tirsdag i midten af august, at jeg igen nærmede mig Folketinget. Jeg havde fået mit skilt tilbage, det privilegerede adgangskort med det blå bånd, som var blevet taget fra mig, da jeg blev idømt tre måneders karantæne fra Christiansborg for … hvad var det nu, det var? … åh jo;  “manglende situationsforståelse”.  Ligesom med fængselsfanger, der typisk udsluses på en søndag, hvor verden ikke kører på fuldt blus og samlet set virker mindre farlig, havde en læser af mine stuegange anbefalet, at jeg vendte tilbage til Borgen på en dag, hvor der ikke skete så meget, at jeg ville blive overstimuleret og gå helt fra snøvsen. Altså i modsætning til at vente til den syvende oktober, hvor Folketinget åbner officielt efter sommerpausen med hele det fulde orgelbrus.  Det var et godt råd, så derfor valgte jeg at dyppe foden i badekarret den 14. august, hvor jeg kunne se, at det eneste, der var på bedding, var et møde i salen. Mødet omhandlede i øvrigt førstebehandlingen af et stykke lovgivning, der kommer til at give forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og hans lille øjentjener beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) uhyggeligt meget magt.  I mellemtiden havde jeg haft tid til at tænke det hele igennem. For som vi ved fra formand Mao, er det aldrig for sent med selvkritik. Og når jeg regnede efter, kunne jeg godt se, at jeg faktisk var trådt ved siden af. For mit oprindelige løfte til Frihedsbrevets læsere var jo, at jeg kun ville kigge og aldrig gribe ind, præcis som den intergalaktiske voyeur The Watcher fra Marvels tegneserieunivers bærer sig an.  “He will never interfere,” som løftet lyder på engelsk.  Men det var jo netop det, jeg havde gjort mig skyldig i, da jeg tog Rasmus Paludan med på min stuegang; jeg havde grebet ind og introduceret et stykke udefrakommende virkelighed i Borgens gange, nemlig Rasmus Paludan. Og det var jo denne sociale intervention, der endte med at føre til min karantæne. Så fra nu af var jeg fast besluttet på aldrig mere at gribe ind igen, men kun at kigge. Hvorfor jeg også havde skudt en løs idé om at holde en reception på Borgen i anledning af min tilbagekomst til hjørne.  En anden årsag var, at en opklarende telefonsamtale med Snapstinget havde åbenbaret, at man ikke bare sådan kan holde en reception i Folketinget. Jeg skulle skrive til Folketingets eventafdeling og alt muligt, og for enden af denne vej kunne jeg klart fornemme, at jeg sagtens kunne havne et sted, hvor jeg på ny havde gjort mig skyldig i manglende situationsforståelse. For det er jo sådan, det virker, når man får et rap over nallerne; man bliver håndsky af det.  Noget andet, jeg havde brugt min sommerferie på, var at undre mig over, at så få af mine kolleger på Borgen havde protesteret over min karantæne. Det virkede snarere‚ som om de var lettede over at slippe af med mig, for det var hvert fald ikke meget frontgemeinschaft, jeg mærkede fra Presselogens side. Men det skaber jo unægteligt også ro i hønsegården, når der engang imellem forsvinder et uregerligt stykke fjerkræ. I dette tilfælde en rød amerikaner, som vel må være betegnelsen for den høneart, jeg selv tilhører.  De altid flinke folketingsbetjente tog venligt imod mig, og snart stod jeg på den anden side af sikkerhedsslusen. Det føltes rart at være tilbage igen, men også lidt usikkert. Ligesom i en drøm‚ hvor man pludselig befinder sig i sin gamle folkeskole.  Så mødte jeg en kollega fra pressekorpset, der ved selvsyn kunne konstatere, at jeg var tilbage.  “Du er tilbage,” sagde han.  Han fortalte så, at han lige kom fra en briefing med Alex Vanopslagh (LA), som handlede om, hvad der skulle ske til Liberal Alliances sommergruppemøde.  “Men sådan noget bliver du jo ikke inviteret med til,” sagde min kollega og understregede, at jeg ikke var gået glip af noget.  Nu gjaldt det mødet i salen, som var sat til at starte om 10 minutters tid. Men Presselogen, hvorfra jeg normalt følger med i det arbejdende folkestyre, var nu under ombygning, fordi der skulle gøres plads til simultantolkning til grønlandsk, hvilket formanden for Esbjerg Havn – Søren Gade – ellers tilbage i september 2023 havde forklaret til DR, var alt for dyrt. “En af årsagerne er rent praktisk, at så skal vi bygge Folketinget om for godt 40 millioner, og hvis man skulle tage den fulde model, vil det koste yderligere 200 millioner om året,” sagde Søren Gade dengang.  Men efter at USA’s præsident Donald Trump rettede sit dræberblik mod Grønland, er pengene pludselig dukket op, så nu kan Folketingets medlemmer snart høre Aki-Matilda Høegh-Dam holde taler på grønlandsk oversat til dansk, og hun kan høre danske taler oversat til grønlandsk … hvis det da ikke lige var, fordi hun har søgt orlov fra Folketinget for at “kunne optimere sine kræfter” i det grønlandske parlament, hvor hun også har fået en plads. Her er det lige værd at bemærke, at den eneste årsag til hele øvelsen med simultantolkning til grønlandsk i Folketinget er, at Aki-Matilda Høegh-Dam, som er født i Hillerød og taler klingende dansk, har insisteret på at holde sine taler på grønlandsk. Altså lidt som hvis man ringer til værten, som har inviteret til middag, og gør gældende, at man både er veganer og nøddeallergiker og afholdsmand for så helt at blive væk.

På Frihedsbrevet ser vi det som en af vores kerneopgaver at tage vores medlemmer med på en lytter, når de, der har magten, ikke tror, at nogen lytter med – om det så er i en kælder med Lars Løkke, til masterclass med et medlem af Blekingegadebanden, eller når en gammel kending af en løgnhals er på spil igen.  Et andet godt eksempel er, når Folketingets formand, Søren Gade (V), har ordet. Efter han kom for skade at sige sandheden om, hvad han synes om sit job og sine kolleger, og Frihedsbrevet gengav det, er han kommet i modvind.  Enhedslisten og Alternativet har trukket støtten til ham som formand, og der skal nu afholdes en afstemning i Folketinget om, hvorvidt Søren Gade skal genvælges til den prestigefyldte post.  Balladen har stået på i flere måneder og har handlet om, hvorvidt Søren Gade både kan være formand for Folketinget og Esbjerg Havn på en og samme tid.  Men nu har flere partiet altså fået nok, efter at Søren Gade en lun sommeraften i august holdt hof under et arrangement på Tisvilde Kro, hvor Frihedsbrevet sneg sig med og efterfølgende rekonstruerede denne herlige aften i en reportage.

Armin Kavousi blev ikke kendt for sine fortræffeligheder som hverken iværksætter eller frontfigur i tech-virksomheden MeeW. Det var Kavousis omfattende spind af løgne, der gjorde ham til den ufrivillige hovedperson i en børsskandale i 2023. På målstregen – ni dage før en børsnotering– blev Kavousi afsløret, og hans virksomhed gik nedenom og hjem. Nu er han på spil igen, selvom han har konkurskarantæne. Det kan Frihedsbrevet i dag afsløre ved hjælp af en skjult optagelse, der viser, at Kavousi på ny turnerer med usandheder.