Christina Lagoni

Udenlandske studerende har de sidste to år været en fast del af politiets arbejde. Det er strømmet ind med ansøgninger fra særligt Bangladesh og Nepal til de danske universiteter og erhvervsskoler i en årrække. Det har medført en lang række politisager, der hovedsageligt handler om illegalt arbejde. Helt præcist har politiet haft 160 anmeldelser om udenlandske studerende i 2023 og 2024 på tværs af de danske politikredse, viser en opgørelse, Frihedsbrevet har fået aktindsigt i. 61 af sagerne drejer sig om studerende fra Nepal, 42 fra Indien og 35 fra Bangladesh. Især har mange af de studerende gået på Niels Brock – her er det samlet set løbet op i 67 politianmeldelser, mens International Business Academy i Kolding har haft 11 politianmeldelser vedrørende studerende.

I dag skal der kæmpes. Eller procederes, som det retteligt hedder. Lars Findsens advokat Lars Kjeldsen og Anklagemyndighedens advokat Tomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten skal argumentere for, hvorfor de mener/ikke mener, at tidligere FE-chef Lars Findsen er blevet krænket i sådan et omfang, at han skal have 50.000 kroner for det.  Krænket af PET, vel at mærke, da PET’s chef, Finn Borch Andersen, til en fortrolig briefing på Christiansborg fortalte partiledere om, at Lars Findsen i sin fritid stjæler cykler og dyrker SM-sex. Det er på baggrund af offentliggørelsen af de oplysninger, at Lars Findsen nu vil have 50.000 kroner i tort. Som en del af søgsmålet havde man fra Lars Findsens lejr i går, til retssagens første dag, indkaldt Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt, så han kunne fortælle, hvad der rent faktisk skete til briefingen med PET-chefen Finn Borch Andersen.  Om det sagde han følgende: “Jeg gik derfra relativt rystet. Det, jeg husker meget klart, er en beskrivelse fra Finn Borch Andersen af, at Lars Findsen har eller havde et sexliv, der baserer sig på at stjæle cykler, cykler af høj kvalitet, dyre cykler, som så udveksles med hans kæreste, der så, som belønning for cyklerne, giver ham ydelser i form af SM-sex.” Mens cykeltyveriet og SM-sexen før har været fremme i pressen hver for sig, var i går første gang, der skete en decideret kobling mellem de to. Og første gang, at et sommerhus i Nordsjælland blev bragt i spil. Man kunne med andre ord argumentere for, at Lars Findsen ved at vælge at føre denne erstatningssag er kommet til at forårsage sit eget privatliv endnu en krænkelse. I stedet for blot at være en cykeltyv, der var SM-entusiast ved siden af, præsenteres han altså nu som en, der stjæler dyre cykler, som han transporterer til et sommerhus i Nordsjælland, hvor han bruger dem til at bytte sig til SM-sex.

Der er borgfred i Kalundborg for nu. Byens mangeårige borgmester Martin Damm (V) fik på et lukket møde slukket ilden, fjernet utilfredsheden hos modstanderne og sparket det store spørgsmål til hjørne. Kalundborg Kommune afviste alle anklager, der gik på, at kommunens embedsværk var gået for langt ved at agere ejendomsmægler for Novo Nordisk. Det skete på et lukket møde – så offentligheden har ikke mulighed for at validere kommunens forsvarsværk – dog er samtlige af byrådets politikere enige om, at Ankestyrelsen skal vurdere sagen. Nye dokumenter, som Frihedsbrevet har fået aktindsigt i hos Kalundborg Kommune, giver nu et forklaringsproblem for kommunen, vurderer flere eksperter. Dokumenterne bekræfter, at kommunen i udpræget grad har forhandlet direkte med en række af de private grundejere, der solgte til Novo Nordisk.

“Ordentligt godmorgen, ordentligt godmorgen, ordentligt godmorgen.” Sådan indleder Lars Findsen sin dag den 21. oktober med at gå rundt til de fremmødte journalister i Retten i Lyngby og præsentere den bedste udgave af sig selv.  Han er iklædt en blå blazer over en lyseblå skjorte, hvis øverste knapper er efterladt åbne. Midt på panden sidder et par sorte, firkantede læsebriller, som han skiftevis har på, nærstuderer med, tager af, drejer mellem fingrene.  Klokken er lidt i ni, og om lidt begynder hans erstatningssag; næste og måske sidste kapitel i den årelange FE-sag. Det hele handlede oprindeligt om, hvorvidt Lars Findsen, mens han var FE-chef, havde begået landsforræderi.  Sagen begyndte at rulle i august 2020, da flere chefer i FE, herunder Findsen, blev hjemsendt, fordi Tilsynet med Efterretningstjenesterne beskyldte FE for at tilbageholde og give urigtige oplysninger samt muligvis overvåge danskere ulovligt. Det kom kort efter frem, at det handlede om et hemmeligt samarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA; det, der efterfølgende er blevet kendt som kabelsamarbejdet.  I december 2020 blev der nedsat en undersøgelseskommission, og et år senere, den 9. december 2021, landede Findsen fra en udlandsrejse, hvor han ved gaten i lufthavnen blev mødt af Politiets Aktionsstyrke, der anholdt ham. Han var sigtet for at have lækket statshemmeligheder og forblev varetægtsfængslet indtil den 17. februar 2022.

Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen har gjort sig en særdeles god handel. Med en investering i den svenske virksomhed Klarna scorede Danmarks rigeste mand milliarder, da virksomheden blev børsnoteret tidligere i år. På mange af de mest populære online-butikker i Danmark kan man benytte Klarna som led i betalingsprocessen. Med ganske få klik kan kunder dele deres betalinger op i flere rater eller benytte sig af en “køb nu, betal senere”-løsning.  Men Klarnas metode til at udstede lån kan være på kant med loven.  For Klarna giver sine kunder lån uden at undersøge, om deres kunder overhovedet er i stand til at tilbagebetale lånet, lyder kritikken.

Som traditionen foreskriver det for en jødisk pige, kunne Hannah Bentow som 12-årig fejre sin bat mitzvah. Den blev holdt med venner og familie i et selskabslokale i forlængelse af Københavns Synagoge den 15. februar 2015. Festlighederne kom dog til en ende, da det blev mål for et terrorangreb. Siden er Hannah Bentow flyttet til Israel med sin familie, hvor hun også har gjort tjeneste som soldat i den israelske hær, IDF. Her fortæller hun om at bo som jøde i Danmark, og hvad der får en til at give sit liv op i det trygge, ukrigeriske velfærdssamfund til fordel for en tilværelse i det spændingsfyldte Israel. Det var kort efter midnat den 15. februar 2015, og i Københavns Synagoges selskabslokale var den 12-årige Hannah Bentow i færd med at fejre sin bat mitzvah, da Omar Abdel Hamid El-Hussein ankom til Krystalgade.  Tidligere på dagen var han dukket op på Krudttønden, et kulturhus på Østerbro, hvor den svenske kunstner Lars Vilks var på scenen for at deltage i et debatmøde om ytringsfrihed og blasfemi; noget, han for alvor havde fået mandat til at tale om, efter at han i 2007 blev verdenskendt for sin afbildning af profeten Muhammed som en rondellhund. Debatmødet havde været i gang i en halv times tid, da Omar Abdel Hamid El-Hussein pludselig åbnede ild. Han nåede at affyre 28 skud i det korte øjeblik, han var til stede.  I angrebet døde filmproduceren Finn Nørgaard, da han forsøgte at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein. Fire betjente blev såret under angrebet. Terroristen flygtede fra stedet i en stjålet bil til Mjølnerparken. Et andet sted i byen var Hannah Bentow og hendes familie i gang med at gøre klar til bat mitzvah-fejringen, da de modtog et opkald fra venner i Israel. De ringede for at høre, om familien Bentow havde tænkt sig at aflyse festen. Det havde de ikke tænkt over. Hvorfor skulle de gøre det? Fordi der var en meget større trussel mod dem nu, pointerede vennerne i telefonen. Mod jøderne. Og inden for de seneste år var det blevet et mønster, at en terrorist først ville angribe noget med ytringsfriheden og så derefter noget jødisk, som man så det med angrebene i 2015 i Paris; først Charlie Hebdo, så et jødisk supermarked.

Hvem har magten?  Sådan lyder titlen på en podcast, hvor stifteren af skofirmaet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, i samspil med magtfulde personer taler om magt, respekt for kvinder og magtudøvelse på øverste-øverste hylde i samfundet.  Nu fristes man til at spørge, om der i Roccamore-stifterens drejebog for, hvordan man når godt og sikkert til tops, også indgår et kapitel om, at man skal ignorere de mange tidligere ansatte, som beskylder hende for at være en dårlig leder, der mobber, udskammer og råber ad sine ansatte.  Frederikke Antonie Schmidt har nemlig kvitteret med absolut tavshed, efter at Frihedsbrevet for nylig bragte en artikel, hvori 13 tidligere ansatte retter en skarp kritik af hende. De tidligere ansatte – hvoraf flertallet er kvinder – beskriver et ganske horribelt og giftigt arbejdsmiljø.  Som en af dem forklarer det: “Jeg fik det fysisk dårligt, når lyden af stiletterne nærmede sig. Man vidste aldrig, hvad der ventede en.”  Andre beskriver, hvordan Frederikke Antonie Schmidt udøvede mobning og råbte og skreg ad sine ansatte. Det er en voldsom og hård kritik, der bliver rejst. Og så meget desto mere hyklerisk er det, at Roccamore-stifteren ikke vil svare på kritikken.

Frihedsbrevet kunne onsdag fortælle, hvordan stifteren af skotøjsfirmaet Roccamore, Frederikke Antonie Schmidt, blev anklaget for giftig ledelse og mobning af sine tidligere medarbejdere. Frederikke Schmidt har i medierne og igennem en lang række kampagner gjort sig som kvindeforkæmper.  Med kilderne mener, at Schmidts behandling af sine tidligere medarbejdere og værdier på de indre linjer står i skarp kontrast til de budskaber, som hun med sit brand har slået sig op på.  Roccamore og Schmidt har med kampagnerne forsøgt at skabe forandring med budskaber om at få flere kvinder ind i bestyrelseslokalerne og i ledende stillinger.  Ligeledes har de slået et slag for mere lige og fair vilkår for kvinder i forbindelse med barsel. De har også kæmpet for respekt for kvinder - både i form af retten til at gå klædt, som man har lyst til - og for færre nedladende kommentarer rettet mod kvinder.  Kilderne tegner dog et helt andet billede af Frederikke Schmidt. De mener, at hendes budskaber er hykleriske og falske. “Kvindekampen var falsk,” sagde en af de tidligere medarbejdere til Frihedsbrevet. De tidligere medarbejdere har fortalt til Frihedsbrevet, at Frederikke Schmidt har råbt og skreget ad sine ansatte, mobbet nogle af dem og krævet lange overarbejdstimer uden betaling. På samme tid fortæller flere kilder, at der i lang tid ikke var betalt barsel i Roccamore. De fleste af Frederikke Schmidts tidligere ansatte er kvinder. Schmidts brand står på ryggen af en lang række kendisser og erhvervsprofiler, som har ageret reklamesøjler for hendes højhælede sko og budskaber i kampagnerne. På listen finder man profiler som medieboss Bjarne Corydon, erhvervsmand og filosof Morten Albæk, skuespiller Ellen Hillingsø, EU’s tidligere konkurrencekommissær Margrethe Vestager, forfatter Leonora Christina Skov, musiker Kira Skov og Podimo stifteren Morten Strunge.

Til denne uges Fri Tænkning har jeg talt med Mikkel Thorup om hans seneste bog Ustyrligt demokrati: Verdens vildeste eksperiment. Thorup er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet og var indtil for nylig den eneste af sin slags i Danmark.  Vi talte om demokratiets krise, forudsætningerne for demokrati, hvordan man kan forestille sig en afvikling af demokratiet, om alternativer til det liberale demokrati, og hvorfor sammenligningen af demokratiets aktuelle krise med 1930’erne er en falsk analogi. Vi talte også om den aktuelle situation i Frankrig og USA, om magtens inderste væsen, hvordan demokratier hader, og hvorfor konspirationsteorier skal ses som magtkritik. Mikkel Thorup havde egentlig regnet med, at han skulle skrive endnu en bog om demokratiet i krise, om demokratiet, der synger på sidste vers, om demokratiet, der befinder sig i sin yderste, terminale fase, men undervejs indså han, at demokratiet på en måde altid har været i krise; at krisen nærmest er en del af demokratiets væsen, og at demokratiet er mere modstandsdygtigt, end mange forestiller sig. Han siger: ”Jeg begyndte at reflektere over, hvorfor dette syn på demokratiet i krise er så udbredt og populært. Hvorfor har så mange haft så stor forkærlighed for dette gennemgående tema? Der har jo altid været nogen, der kunne sælge en bog på ideen om, at demokratiet oplevede sin sidste tid.” Thorup tilføjer: ”Det betyder ikke nødvendigvis, at det er forkert i den aktuelle situation, men det er interessant, at den forestilling altid har fulgt demokratiet.”

Det var blevet den første tirsdag i oktober, og som Grundloven kræver det, skulle Folketinget åbnes. Når det var ordnet, fulgte så åbningsdebatten, og så gik de ellers alle sammen på efterårsferie.  Samme procedure som sidste år.  Samme procedure som alle år.  Men der var trods alt nogle ting, der stak ud i landskabet denne tirsdag morgen på Borgen, noget der var usædvanligt, også for den trænede iagttager. For oppe i Vandrehallen, der summede af hektisk aktivitet, var Folketingets formand Søren Gade ved at give et interview til TV 2’s journalist Camilla Stampe. Han havde ellers forsøgt at undgå hende i månedsvis, efter hun for alvor begyndte at grave i Søren Gades nebengesjæft som formand for Esbjerg Havn.  “Det er historisk, det der,” hviskede en ansat hos TV 2 til mig, mens vi på afstand fulgte med i mødet mellem Gade og Stampe.  Længere nede i hallen stod Dansk Folkepartis grundlægger Pia Kjærsgaard i en rosa spadseredragt og strålede af glæde. En ny meningsmåling havde løftet partiet langt op fra spærregrænsen og op mod højder, der indikerede, at DF står til at blive det største parti i blå blok. I forhold til at Pia Kjærsgaards livsværk havde været lige ved at styrte i grus, havde hun således god grund til at føle lettelse.  Hvad skete der ellers? Politiet gik rundt med en bombehund, og inde i Landstingssalen var DR ved at gøre klar til en særudgave af DR2’s program Debatten med alle partilederne minus den præsidentielle statsminister Mette Frederiksen (S). Senere skulle det vise sig, at det mest bemærkelsesværdige ved udsendelsen var, at Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti til lejligheden havde valgt at iføre sig en blød, humanistisk kloge-Åge-brille.    Ude i Rigsdagsgården havde aktivisten og koranafbrænderen Lars Theilade taget opstilling med et banner, der kræver et forbud mod Islam. Han havde smidt et israelsk flag over skuldrene, lidt som en kappe, og stod og råbte i en megafon.  “Er der nogen, der vil blive fornærmede over, at vi brænder det palæstinensiske flag?” lød det fra Lars Theilade.  Omtrent ti politibetjente fulgte med i alt, hvad Lars Theilade foretog sig.  Så fik han øje på mig, der stod oppe ved Folketingets hovedindgang og røg en cigaret. Han råbte, at jeg var drevet af “nogle meget paranoide forestillinger om lukningen af Radio24syv”, men ikke desto mindre – og desværre, kan man sige – erklærede Lars Theilade, at han elsker mig.  “JEG ELSKER DIG MERE END NOGEN ANDRE!” skreg han.  Tilbage i Vandrehallen var der i mellemtiden gået frilandsmuseum i den. Med det forstås at der pludselig vandrede folk rundt i folkedragter, heriblandt politikeren Zenia Stampe (RV), som efter eget udsagn var klædt i en folkedragt fra Hedebo-egnen (som er området mellem det sydlige København, Roskilde og Køge). I forbifarten fik jeg øje på de Radikales Stinus Lindgreen, der var helt klædt i sort, og som med det lange hår samlet i en hestehale efterhånden godt kunne ligne en russisk ortodoks munk med noget satanisme i ascendanten.   Klokken nærmede sig 10, og folketingspolitikerne kom nu dryppende ovre fra Christiansborgs Slotskirke, hvor de traditionen tro havde været til gudstjeneste. Kendte man sin besøgelsestid som journalist, tog man opstilling ved afspærringsbåndet lige ved trappen, der fører op til Vandrehallen, og håndplukkede blandt politikerne, når de kom forbi.  Hvis de altså havde lyst til at tale med pressen.  Det havde Venstres Jan E. Jørgensen ikke. Han skyndte sig videre sammen med sin ægtefælle, Jane Jørgensen.  Til gengæld ville Danmarksdemokraternes leder Inger Støjberg gerne tale med mig. Jeg benyttede lejligheden til at minde hende om, at hun har sagt, at den partileder i Blå Blok, der får flest stemmer til næste folketingsvalg, skal være kongelig undersøger. Spørgsmålet var så, om hun stadig mener det nu, hvor Dansk Folkeparti har fået førertrøjen på? “Ja da. Selvfølgelig. Jeg står ved mit ord. Jeg mener det samme både før og efter et valg,” svarede hun.  Så kom Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt gående med sin førstedame, bakkesangerinden Dot Wessman. Jeg spurgte, om han kunne se sig selv i rollen som kongelig undersøger:  “Træerne vokser ikke ind i himlen. Vi afventer folketingsvalget, men det er en god måde at starte folketingsåret på,” svarede Morten Messerschmidt.