Christina Lagoni

I denne uges Fri Tænkning skriver jeg om et herostratisk berømt dokument, det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994. Det fylder sølle 365 ord fordelt på seks punkter, men har siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 fyldt meget i den offentlige debat om krigen i Ukraine.  Selvom alle taler om Budapest-memorandummet og påstår at referere, hvad det indeholder, så gentager flertallet de samme myter om, hvad Ukraine dengang blev lovet af USA, Rusland og Storbritannien.  Hvilke myter handler det om, og hvad skete der egentlig i de tre år fra 1991 til 1994, hvor forhandlingerne om de sovjetiske atomvåben i Kasakhstan, Belarus og Ukraine stod på? Det fortæller jeg om i denne udgave af Fri Tænkning. Volodymyr Zelenskyj har sagt det.  Det samme har Søren Pind, når han skal samle penge ind til Ukraine, og Danmarks Radio og et hav af andre kommentatorer, politikere og medier. Nemlig at Ukraine i december 1994 opgav sine atomvåben til gengæld for sikkerhedsgarantier fra USA, Storbritannien og Rusland, men at ingen af parterne levede op til deres forpligtelser.  Rusland ved at invadere Ukraine og dermed krænke landets suverænitet og anerkendte grænser. USA og Storbritannien ved som garanter for Ukraines suverænitet ikke at komme Ukraine militært til undsætning. Det skete i Budapest på et topmøde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), så derfor har det fået navnet Budapest-memorandummet. Nyheden blev i øvrigt på topmødet totalt overskygget af den russiske præsident Boris Jeltsins udfald mod USA og kritik af rygter om en udvidelse af NATO, der ifølge Jeltsin ville føre til nye skillelinjer i Europa og indvarslede en kold fred. Jeltsin holdt i den anledning en tale, der på mange måder minder om den, Vladimir Putin holdt godt 12 år senere på sikkerhedskonferencen i München, og som betragtes som et vendepunkt i forholdet mellem Rusland og Vesten.

En lille fugl havde pippet om, at John Bolton – altså Donald Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, som nu er kommet på den amerikanske præsidents sorte liste – skulle gæste Folketinget for at mødes med det Udenrigspolitiske Nævn.  På selve dagen – den fjerde september – lod en anden lille fugl mig vide, at John Bolton sad nede i en sort limousine ved Folketingets hovedindgang og ventede på, at klokken nærmede sig 11 formiddag, hvor han ville blive hentet.  Så jeg tog opstilling ved siden af bilen og beredte mig på at møde manden, der i amerikansk politik er kendt som moustachet – på grund af hans hvalrosoverskæg – og som kondoren, fordi han er en udenrigspolitisk høg af rang.  I disse tider er Bolton dog først og fremmest på spanden, nu hvor Donald Trump har set sig sur på ham, og senest har FBI-agenter ransaget hans hjem i Bethesda, Maryland, og her beslaglagt telefoner, mapper og USB-nøgler. Og når vi nu ved, hvor ømskindet, nøjeregnende og hævngerrigt et menneske USA’s præsident er, er spørgsmålet selvfølgelig, om det nu også er klogt for et lille land som Danmark at beværte John Bolton inde i vores nationale parlament? Da klokken var lidt i elleve, kom partihopperen Christian Friis Bach (V) og Lars-Christian Brask (LA) og to funktionærer fra præsidiet ud for at tage imod Bolton. Og så trådte John Bolton ud af bilen og hilste pænt på Friis Bach og Brask. Han lignede en lille, skrøbelig mand, der ubesværet ville kunne glide ind i rollen som Hr. Schwann i en amerikansk versionering af Matador.  Den næste, John Bolton hilste på, var mig, der ville høre, om han ville give pressen et interview.  “Mister Bolton, I am a Danish journalist, nice to meet you,” sagde jeg indledningsvist.  “Nice to meet you,” svarede John Bolton venligt og forklarede så, at han senere samme dag skulle tale til et arrangement, som Dansk Erhverv stod for i Øksnehallen i København.  “Kan jeg bede om en kort udtalelse om Grønland?” spurgte jeg John Bolton, men til min overraskelse skred Christian Friis Bach pludselig ind og sagde, at det måtte vente til senere.  “Hvorfor det?” spurgte jeg forbløffet, mens vi sammen gik ind gennem Folketingets ankomstportal.  “Fordi han har sagt nej,” fastslog Christian Friis Bach, som i øvrigt er formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.   “Nej … du har sagt nej,” korrigerede jeg Christian Friis Bach.  “Nej … han sagde nej. Jeg spurgte ham, og så sagde han nej,” lød det fra Christian Friis Bach, som åbenbart var i sit rigoristiske hjørne.  “Det hørte jeg ham ikke sige,” svarede jeg, og jeg havde parentes bemærket altså hørt alt, hvad der var kommet ud af John Boltons mund, fra han steg ud af bilen og frem til nu. Foruden alt hvad Christian Friis Bach havde sagt undervejs. Den samtale, Friis Bach henviste til, kunne således kun have foregået inde i Friis Bachs eget hoved.  “Så respekterer vi det,” slog Christian Friis Bach fast og fandt tydeligvis en stor tilfredsstillelse i rigtigt at sætte mig på plads. Så jeg trak mig strategisk tilbage til baggrunden. Oppe i Vandrehallen var der stillet et sort afspærringsbånd op foran samrådsværelse 1-133, hvor Udenrigspolitisk Nævn skulle mødes med John Bolton. Måske i forventning om, at Boltons besøg ville blive et tilløbsstykke for pressen, men jeg var tilsyneladende den eneste journalist, der var optaget af begivenheden.  Så jeg tog plads bag ved båndet for at følge med i, hvem der ellers dukkede op. For stuegang handler jo i sin essens om at kigge og se, hvad der sker.  Den første MF’er der kom gående, var løsgængeren Jon Stephensen, der var blevet mere langhåret og væsentligt mere solbrændt, siden sidst jeg så ham. Og det var dejligt at se ham igen, for Jon Stephensen er jo en umådeligt fascinerende skikkelse i dansk politik. Der er ingen som ham derude, for ligesom med Schrödingers berømte kat, der på en og samme tid både er levende og død, er Jon Stephensen havnet et helt unikt sted, hvor han både er med i Moderaternes folketingsgruppe og samtidig er udenfor Moderaternes folketingsgruppe. Sagt mere prosaisk har han fået status som observatør til deres gruppemøder, hvilket må siges at være en meget Lars Løkkesk måde at binde Jon Stephensen endnu tættere til masten på.  Men spørgsmålet er, om Jon Stephensen var kommet længere ind i varmen end det? Fra flere kilder havde jeg nemlig hørt, at han under en rejse til Grønland med Grønlandsudvalget tilbage i starten af august måned højlydt havde udbredt sig om, at han var blevet lovet, at han ville blive gjort til fuldbyrdet medlem af Moderaternes folketingsgruppe inden partiets sommergruppemøde, og desuden var han blevet stillet i udsigt, at han ville få København som valgkreds.  Mine kilder sagde også, at Jon Stephensen havde underholdt medlemmerne af Grønlandsudvalget med, at såfremt alt dette ikke blev realiseret, så ville han tage bladet fra munden og fortælle højt og bredt om, at han var blevet tilbudt en million kroner af Moderaterne for at træde ud af Folketinget.  Men bortset fra at Jon Stephensen var blevet spottet i periferien af partiets sommergruppemøde ved Hotel Scheelsminde i Jylland i slutningen af august måned, var der ikke kommet nogen udmeldinger fra partiet om, at han nu var blevet lukket helt ind i varmen igen. Og samtidig var Jon Stephensen ikke gået i pressen og havde berettet om forsøget på at købe hans mandat. Så hvad var egentlig op og ned i denne mystiske sag?  “Hvordan går det?” spurgte jeg Jon Stephensen, som tog opstilling på den anden side af afspærringsbåndet.  “Jamen, det går da fint … det går da fint, Mads,” svarede han.  “Er du egentlig … er du blevet lukket helt ind (i Moderaternes folketingsgruppe, red.)?” lød mit næste spørgsmål.  “Jeg har ikke så meget at sige … øøhh … jeg synes mere, det er en betragtning om spidskandidat … det er jo ikke til at vide, om det er det,” svarede Jon Stephensen.  “En betragtning om spidskandidat,” udbrød jeg forbavset, for hvad i alverden skulle det nu betyde?  “Ja,” replicerede Jon Stephensen.  “Okay! Det er jo spændende, Jon!” sagde jeg begejstret.  “En gisning … altså om det,” lød det kryptisk fra Jon Stephensen, som muligvis var kommet til at tale over sig.  “En gisning om det?” spurgte jeg forvirret.  “Ja,” svarede Jon Stephensen.  “Og hvornår vil det blive afklaret, om det er mere end en gisning?” spurgte jeg så.  “Om det, du skrev,” svarede Jon Stephensen.  “Det har jeg ikke skrevet,” svarede jeg, hvorefter Jon Stephensen så meget underlig ud i hovedet og straks gik ind til John Bolton i samrådsværelset.  Bemærk lige i den forbindelse, hvor velsignet det er at leve i et univers, hvor der er sket det helt utrolige og svært fatbare, det er, at Jon Stephensen og John Bolton har mødt hinanden.

Til de blå partiers arrangement Borgerligt Konvent beskyldte Morten Messerschmidt (DF) Socialdemokratiet for at føre stram udlændingepolitik ud fra et ønske om at høste flere stemmer. Men det afviser udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) pure i et interview med Frihedsbrevet. “Jeg vil hellere have et Danmark, hvor der er en stram udlændingepolitik, og Socialdemokratiet ikke er ved magten, end at vi som regeringsparti skulle sidde og lukke en masse folk ind i landet,” siger han.  Der er udbrudt åben krig mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.  De seneste uger har de to partiers kritik af og udtalelser om hinanden intensiveret – det ses særligt på de sociale medier, for eksempel har Socialdemokratiet den seneste uge dedikeret to opslag til at kritisere Dansk Folkeparti på deres officielle Instagram. I et af opslagene argumenterer de for, at Morten Messerschmidt vil gøre “Danmark mere utrygt”. I det andet beskylder Kaare Dybvad (S) Messerschmidt for at lyve over for vælgerne, når han siger, at fødevarer skal blive billigere. Det går også den anden vej. De seneste tre dage har DF dedikeret tre opslag til S-kritik på sin Instagram-konto. I dem kritiseres Socialdemokratiets udlændingepolitik, og der skrives, at “Mette Frederiksen har åbnet sluserne for islamisk masseindvandring”. I denne uge morede Peter Kofod (DF) sig på bekostning af hele situationen.  “Nogen, der ved, om alt er okay hos Socialdemokratene? Klokken er snart 11 og de har endnu ikke postet noget om DF eller Messerschmidt? Håber virkelig, de har det godt, men man bliver jo lidt bekymret,” skrev han på X. Til det svarede Frederik Vad (S): “Tjek jeres egne opslag fra de sidste 12 måneder,” hvilket blev efterfulgt af to smileyer, der græd af grin.

Flere har kaldt det Danmarks største byggeskandale.  Siden lanceringen af den storstilede Niels Bohr-bygning tilbage i 2013, præcis 100 år efter den danske fysiker præsenterede sin banebrydende atomteori, er meget gået galt. For ikke at sige stort set alt.  Bygningen, der skal huse over 3.000 administrative medarbejdere, forskere og studerende og samle massevis af Københavns Universitets naturfag under samme tag, endte med at gå over tre milliarder kroner over budget. Men ikke nok med det. Prestigebyggeriet blev indviet med hele otte års forsinkelse og blev genstand for en række retlige stridigheder mellem virksomheder, universitetet og staten.   Nu er den endnu engang gal igen, fristes man til at sige. Frihedsbrevet har fået aktindsigt i Bygningsstyrelsens og Vejdirektoratets udgifter til Poul Schmith for deres brug af topadvokater til at bistå de ansvarlige myndigheder med at afgøre, hvilke dokumenter der skal udleveres til offentligheden, og hvilke der skal holdes hemmelige. Aktindsigten viser, at de to myndigheder har spenderet over fem millioner skattekroner – 5.178.616,22 kroner for at være præcis – og næsten 3.000 timer på bistand på i alt 135 aktindsigtssager siden 2020. 

Den ukrainske dykker Volodymyr Zhuravlev, der er internationalt efterlyst for Nord Stream-sabotagen, er jævnligt i kontakt med sin kone. 

Den magtfulde Køge-borgmester Marie Stærke (S) er en af de absolutte topfigurer i Socialdemokratiet, hvor hun er næstformand. Men Marie Stærke er også bestyrelsesmedlem på Roskilde Universitet, der er havnet i en møgsag, som har fået universitetets formand Carsten Toft Boesen til at fratræde. I weekenden langede statsminister Mette Frederiksen ud efter RUC fra talerstolen til Socialdemokratiets kongres, som hun i et interview med Politiken beskyldte for ikke at leve op til universitets ansvar ved at have “ført udlændingepolitik på egne vilkår”. Baggrunden er, at universitetet har spekuleret i at bringe udenlandske studerende på et lavt fagligt niveau – herunder en stor andel fra Bangladesh – til Danmark, som Frihedsbrevet tidligere har afsløret.

De delegerede har betalt 2.000 kroner for at være her i dag, og der er ikke engang borde.  Det er sådan, en socialdemokrat udlægger sin kritik af dagens arrangement over for mig.  Det er mange penge, bekræfter jeg. Og det er da mærkeligt med de borde.  “Det er, fordi de gerne vil gøre det sådan lidt mere rally-agtigt,” siger hun. Men så kan folk slet ikke sidde og skabe menneskelig kontakt? “Det hele er reduceret til sådan noget med at sidde og klappe i hænderne,” svarer hun.  Jeg konstaterer, at der heller ikke er plads i salen til pressen. Det har jeg aldrig prøvet før. Der er ellers masser af plads at give af, der er i omegnen af 638 til stede i dag, og når de ikke engang har borde, skal man være lidt kreativ for at få det til at se ud af noget. På trods af forsøget står en god del af lokalets østlige flanke tom.  “Det virker lidt pressefjendsk,” konstaterer en anden socialdemokrat senere, og jeg må for alvor istemme, da der i presserummet til frokost serveres en krukke hønsesalat til hver mand, ledsaget af to halve stykker toast. Forstå mig ret, jeg kan godt lide hønsesalat, men en hel krukke af det påfalder mig nu alligevel at være for meget af det gode. Det er lørdag den 13. september, og jeg er til Socialdemokratiets årsmøde, der vanen tro holdes i statsministeren og partiformandens yndlingsfodboldklubs hjemby, Aalborg; det blev for nyligt offentliggjort, at hun er stoppet med at holde med Brøndby IF til fordel for Aalborg Boldklub, da “alle de der slåskampe blev for meget.” Ude foran Kongrescentret mødtes man først af en lastbil, Borgerligt Fundament har lejet til at hænge et banner op med teksten ’Dyt ikke! Hvis du vil have store bededag tilbage’ og så køre den hen for at drille socialdemokraterne, som en slags gengæld for den lastbil de røde i forrige uge havde fået placeret foran den borgerlige supergruppes event, Borgerligt Konvent.

Forventningens glæde over aktivisten Tommy Robinsons march for frihed, ytringsfrihed og “forening” af det britiske kongerige denne lørdag i London kan både mærkes, høres og duftes foran pubben Fire Station på Waterloo Road. Herfra skal de første skridt tages lidt over middag. Mange har allerede været i gang i en halv sixpacks tid, flere tripper rastløst rundt, flager febrilsk med Sankt Georgskorset, Union Jack og hjemmelavede bannere og finder flere melodier til at betone, hvor stor en “wanker”, de mener, at den britiske premierminister Keir Starmer er.  Mere begejstret er man for den omstridte polske MEP’er, Dominik Tarczyński, som tre vagter må eskortere forbi hans meget ivrige britiske fanskare.  Også danske Morten Messerschmidt kommer listende og glider ubesværet igennem, kun bevogtet af sin Dot under armen. Som han kommer slentrende der, nonchalant med sin mobil til øret, bølget blondt hår, mørk jakke og pæne sko, ligner han jo faktisk en af the bad guys; altså den pæne elites mand.

Der er en række krav, man som forening skal leve op til, hvis man skal betegnes som folkeoplysende.  For eksempel skal foreningens hovedaktiviteter være folkeoplysende. For at en aktivitet kan betegnes som dét, skal den foregå i fællesskab med andre medlemmer, og så skal der være en fælles læring.  Dernæst skal foreningen være åben for alle, der tilslutter sig dens formål.  Så skal der være mindst fem medlemmer. Og derudover skal den være demokratisk opbygget. Hvad der til gengæld ikke stilles krav til, for at en forening kan betegnes som værende folkeoplysende og dermed modtage økonomisk støtte fra sin tilhørende kommune, er, hvorvidt denne eksempelvis sælger merchandise med støtte til en terrororganisation.   Og det kan foreningen Internationalt Forum nyde godt af. Hvert år modtager den selverklærede solidaritetsorganisation nemlig støtte fra Københavns Kommune, hvilket er blevet til 1.139.482 kroner siden 2015.

Mordet på Charlie Kirk har antændt sorg og forargelse verden over. Men også en hævntørst i visse kredse, som kun er vokset time for time. Vreden sitrede på det sociale medie X og blandt republikanere i Washington og spredte sig hurtigt som en steppebrand.  Sent fredag eftermiddag dansk tid meddelte Utahs guvernør, at en mistænkt er blevet pågrebet. Tyler Robinson, en 22-årig mand, som ifølge efterforskere havde udtrykt antifascistiske holdninger og foragt for Charlie Kirk.  Alligevel var ledende skikkelser med millioner af følgere hurtige til at pege fingre, allerede inden et motiv eller en gerningsperson var kendt. “Venstrefløjen er mordernes parti,” lød Elon Musks reaktion lige efter attentatet. “Vi må have jernhård beslutsomhed,” udtalte Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon i sit podcast-program War Room og tilføjede:  “Charlie Kirk er et krigsof­fer. Vi er i krig i dette land. Det er vi.” “DET HER ER KRIG,” skrev den højreorienterede provokatør med kaldenavnet “Libs of Tik Tok” på X, der har 4,4 millioner følgere. Præsidenten selv var også klar i mælet, da han adresserede amerikanerne i en fire minutter lang video:  “I årevis har folk på den ekstreme venstrefløj sammenlignet fantastiske amerikanere som Charlie med nazister og verdens værste massemordere. Det er denne retorik, der er direkte ansvarlig for den terrorisme, vi har oplevet i dag”, sagde Trump.  Jonathan Keeperman, en kontroversiel skikkelse fra højrefløjen, slog fast, at “intet er udelukket. Det er sådan, jeg har det. Det er sådan, jeg har det lige nu. Intet er udelukket. Vi kan ikke have et land som dette,” og satte dermed rammerne for, hvad han mente en eventuel straf eller hævnaktion skulle indebære.  Og det er bare et mikroskopisk udvalg af den strøm af gængældelseslystne holdninger og forudsigelser om krigeriske tilstande, som deles og hyldes af titusindvis af amerikanere.