Christina Lagoni

Torsdag den 26. juni blev en dansk statsborger anholdt i Aarhus – mistænkt for at spionere for Iran. Den 53-årige mand, der har afghansk baggrund, skulle angiveligt have spioneret mod jødiske personer og lokationer i Berlin. “Muligvis” med henblik på at planlægge et terrorangreb, fremgår det af pressemeddelelsen fra den tyske anklagemyndighed. Nu kan Frihedsbrevet tilføje nye oplysninger om manden, der både trækker tråde til den tidligere afghanske regering og det muslimske miljø i Aarhus.

Amira Smajics ansættelse i Johnny Hast Hansens revisionsfirma blev startskuddet til en vej ind i det kriminelle miljø, hvor hun endte med at være “afstumpet moralsk og uden selvrefleksion”, som hun selv beskriver det. Men faderens død fik hende på andre tanker, og sådan endte Amira Smajic med at tale ud om sin kriminelle fortid i tredje og fjerde afsnit af Frihedsbrevets podcast Amira Smajic Båndene. Optagelserne blev til, længe før at Amira Smajic blev kendt i offentligheden som Den sorte svane fra TV 2-dokumentaren af samme navn, og de to interviews i afsnit tre og fire giver et indblik i Amira Smajics rejse imod at blive rockernes foretrukne rådgiver, og hvad der fik hende til at trække sig fra rollen som netop det.

Navnet Mille Bæk går igen og igen på en række bosteder, der har været i mediernes søgelys efter en række svigt og lovbrud.  Senest har hun blandt andet spillet en rolle som leder i bostedskæden Frisk-Pust ApS, der nu står til lukning efter at være blevet anklaget for omsorgssvigt af Socialtilsynet. Efter bruddet med Frisk-Pust har Mille Bæk arbejdet intensivt med at bygge nye opholdssteder for anbragte børn og voksne sammen med sin mand Ashkan Abdi, der har haft forbindelser til både Hells Angels og indvandrerbanden NNV. Frihedsbrevet ville meget gerne tale med Mille Bæk og Ashkan Abdi. Trods flere henvendelser er ingen af de to vendt tilbage.

Festivalen Musik i Lejet har de seneste år været en omdiskuteret affære. Først blev det afsløret af en whistleblower i Gribskov Kommune, at festivalen i årevis har været afholdt ulovligt på parkeringspladsen for enden af hovedgaden i Tisvildeleje.  Hver sommer er der krig mellem sommerhusejerne og lokalbefolkningen, som ikke kan fordrage stormen af festivalgæster.  Dernæst palaveret med, at byrådsmedlemmer ulovligt modtog gratis festivalbilletter, dagen efter de havde kastet Musik i Lejet en redningskrans i form af en ny lokalplan.  Men nu skal det være slut med de gratis billetter til byrådsmedlemmer i Gribskov Kommune, bedyrer formanden for Musik i Lejet, Peter Maarbjerg. Der er dog et lille men. Musik i Lejet inviterede indtil for nylig alligevel til en gratis rundvisning under festivalen, hvor politikerne skulle have et armbånd om håndleddet. En slags rundvisningfinte, som også bruges af Hartland og Smukfest ifølge Politiken.   Og finten er, ifølge professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing, ulovlig – ligesom de gratis festivalbilletter.

“Jeg var tre år i militæret, men i Algeriet var jeg kun et år. Men i sådan en krig er man konfronteret med det faktum, at man selv kan dø når som helst, og at man også kan komme i den situation selv at skulle dræbe. Man spekulerer selvfølgelig over sådan en problemstilling, det er i hvert fald et foruroligende dilemma at befinde sig i. Men hvis man siger, at det enten er ham eller mig, så foretrækker jeg trods alt, at det er ham. I hvert fald modner det at leve konstant under det pres at dræbe eller blive dræbt. Og det var situationen.” Ordene stammer fra Prins Henrik, den nu afdøde prinsgemal. Kongens far. Mens jeg researchede til Frihedsbrevets podcastserie Prins Henriks Krig, ovre i Rigsarkivet i København, faldt jeg over udtalelsen i et højstemt fødselsdagsinterview med prinsen, skrevet af journalisten Ninka, og bragt i Politiken den 3. april 1994 under overskriften “60 år uden panik”.  Og det er stort set det, Prins Henrik siger om Algeriet i den ombæring, og Ninka har tilsyneladende ingen opfølgende spørgsmål. Som for eksempel om prinsen rettelig siger til hende, at han har slået mennesker ihjel? Det får lov til at stå hen i det uvisse.

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på to ting. For det første: Hvad ligger der egentlig bag USA's stop for våbenleverancer til Ukraine? Og for det andet: Hvilke scenarier tegner der sig for Ukraine, når krigen er slut?  I den forbindelse er det værd at notere, at stadig flere iagttagere er af den opfattelse, at krigen kommer til at fortsætte en rum tid endnu, med mindre der sker noget, som ingen har kunnet forudse. I den forgangne uge vakte det forbløffelse og bestyrtelse, at Trump-regeringen ifølge flere amerikanske medier har indstillet sine våbenleverancer til Ukraine. Et par dage senere viste det sig, at stoppet ikke alene gælder Ukraine, men også andre lande, som USA har leveret krudt og kugler til.  Initiativet kom bag både på den ukrainske regering, USA's allierede i Europa og på nogle af Ukraines støtter i Kongressen i Washington. Det amerikanske forsvarsministerium har endnu ikke givet en udtømmende forklaring, men hvis man har fulgt med i, hvad der er blevet sagt af amerikanske politikere og militærfolk de seneste par år, og hvis man sammenholder det med, hvad der er sket ude i verden, siden Trump kom til magten, så burde Pentagons beslutning ikke være kommet bag på nogen. Den vestlige offentlighed har imidlertid gennem længere tid bildt sig ind, at våben og ammunition er noget, der ligesom penge i velfærdsstaten vokser på træerne, og per definition findes i ubegrænsede mængder, og at udsigten til tomme våbenlagre er et problem, der alene gælder Rusland. Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke, og det er netop det faktum, amerikanske militærfolk og enkelte politikere gennem længere tid har forsøgt at henlede europæernes og ukrainernes opmærksomhed på.

Det er ikke gået stille for sig, siden Frihedsbrevet kunne afsløre, at Lars Løkke Rasmussen forsøgte at købe Mike Fonsecas folketingsmandat for 370.000 kroner. Udenrigsministeren har mødt hård kritik fra begge sider af Folketingssalen, og Dansk Folkeparti har på den baggrund foreslået en lov, der skal forbyde handel med mandater.  Og ikke nok med, at Mike Fonsecas mandat havde en stor politisk værdi, da regeringen ville miste sit indenrigspolitiske flertal, hvis Moderaterne mistede endnu et mandat, så skulle partiet også vinke farvel til en stor pose penge.

Den årlige snak om et magert program på Roskilde Festival er en smule mere intens i år. Billetterne var nemlig ikke udsolgt på forhånd, som de ellers har været siden 2013 – det er sidste års våde vejr, der spøger, siger festivalen selv, og hermed parkeres debatten. Men man må give festivalen, at de har givet en ordentlig luns til den aktivistiske del af venstrefløjen og disket op med et tungt hovednavn.  En gennemvarm tirsdag eftermiddag slog den 22-årige svensker Greta Thunberg nemlig vejen forbi den vestlige sektion af campingområdet.  Der var dækket op til Thunberg i teltet Re:Act, som arrangeres af Rapolitics og Roskilde Festival og Institut for Menneskerettigheder, og hvis forehavende bakkes op af Tuborgfondet og Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje (OpEn-Puljen). Dagens debat var arrangeret af Operation Dagsværk og skulle forklare de fremmødte, hvad Grønland, klimakrisen og Palæstina har til fælles – og forsøge at komme med svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi fremme global solidaritet i en tid, hvor uretfærdigheder og konflikter præger verden mere end nogensinde før? På scenen sad – ved siden af Greta Thunberg – den grønlandske kunstner og aktivist Nina Sikkersoq sammen med Dalia Kababo, som er dansk-palæstinenser og har “spillet en central rolle i Palæstina-mobiliseringen i Danmark”. Ordet blev styret af cand.mag. i kulturmødestudier fra RUC Maya Msafiri.

Hun og hendes søstre får tæsk. Hun får klippet sit krøllede lyse hår af, og rundt om hende bliver kvinder voldtaget og slået ihjel.  Sådan husker bosnisk-muslimske Amira Smajic tiden i en koncentrationslejr under krigen i Jugoslavien, der startede i 1992, da hun var kun fire år gammel.  Amira Smajic beskriver, hvordan hun var underernæret og manglede sine tænder, og selv vurderer hun, at de nok var blevet slået ud, men hun kan ikke huske det. “Vi fik jo tæsk, altså. Vi fik bogstaveligt talt tæsk,” siger hun til Frihedsbrevet. “Det er noget, jeg helst ikke vil huske tilbage på.” Når Amira Smajic fortæller om sine minder fra koncentrationslejren, er det uhyggelige detaljer, der kommer frem. Hun beskriver en dagligdag med ydmygelser og vold, både mod børnene og kvinderne. Amira Smajic fortæller, at hendes familie forsøger at flygte fra krigen i 1992, men at de, ombord på en bus, der skal føre dem ud af landet, bliver adskilt fra Smajics far og bliver sat af i en koncentrationslejr for kvinder og børn.  Efter noget tid i Jugoslavien lukker Røde Kors lejren og flytter familien til Ungarn, hvor de endelig bliver genforenet med faderen, der i mellemtiden har været anbragt i en koncentrationslejr for mænd. Som Amira Smajic husker det, tilbringer de halvandet år i Ungarn, inden de på mirakuløs vis ender på en bus med kurs mod Danmark. Fortællingen om Amira Smajics barndom baserer sig på hendes egne erindringer og beskrivelser, hun har givet til Frihedsbrevet. Frihedsbrevet har ikke haft mulighed for at verificere detaljerne i hendes beretninger.

Selvom der er tårnhøje ambitioner om at opruste massivt på forsvarsmateriel fra øverste politiske hold, er Flyvevåbnet på ny nødsaget til at aflyse vigtig øvelse. Generalmajor er hermetisk lukket om den aflyste øvelse. Interne dokumenter viser, at det handler om besparelser. “Hvis du spørger rundt i Forsvaret, så har de ikke en fornemmelse af, at den der ‘køb, køb, køb’ er trådt igennem,” lyder det fra fagforeningsformand.