Christina Lagoni

Aftenens amerikanske præsidentvalg bliver efter alt at dømme som at slå plat eller krone. Det er det tætteste nogensinde i landets historie, og de afgørende svingstater ligger inden for den statistiske usikkerhed, hvilket betyder, at ingen af kandidaterne har en klar føring. Uanset hvad målingerne, sofaeksperterne på X eller betting-hjemmesiderne spår, er der ingen klar favorit, og ingen som ved, hvad der kommer til at ske.  Ikke desto mindre ved vi en hel del om valget. Vi ved, at selv de mindste ryk i en håndfuld svingstater kan gøre forskellen. Vi ved, hvilke emner og vælgergrupper, der har domineret valgkampen og amerikansk politik i bred forstand i Trump-årene. Og vi ved, hvordan vælgerkorpset typisk opfører sig, når Donald Trumps navn står på stemmesedlen.

Mærsk mindede flere gange borgmester Jacob Bundsgaard om, at de kunne udvide deres forretning betydeligt på de eksisterende arealer på Aarhus Havn. Men informationen blev ikke lagt frem for byrådet som en del af den samlede pakke, da de skulle stemme om havneudvidelsen.  En professor med ekspertise i havnedrift vurderer, at oplysningen er helt central. Nu kritiserer en række byrådspolitikere borgmesteren for at tilbageholde den centrale viden, da de skulle stemme om vedtagelsen af havneudvidelsen.

På Solkysten var han kendt som leder af banden Los Suecos. Under mere hjemlige himmelstrøg gik han under kaldenavnet “Bokseren”. Eller “Dværgen”, hvis man spurgte hans dødsfjender.  Senest er manden med det borgerlige navn Amir Mekky så poppet op i medierne, fordi han ved en skånsk domstol i sidste uge blev idømt 12 års fængsel og udvisning fra Sverige for bestandig.  Men hvem er han, bandelederen, der er dansk statsborger og efter en årelang kriminel løbebane i udlandet står til at vende hjem?

I denne uges Fri Tænkning fortæller jeg om en tankevækkende ny bog af den hollandske sociolog og geograf Hein de Haas. Titlen er How Migration Really Works: 22 Things You Need to Know about the Most Divisive Issue in Politics, og i bogen piller de Haas nogle af de mest udbredte myter om indvandring og migration fra hinanden, og han gør også rede for, hvordan den offentlige debat om migration er blevet reduceret til fire stereotype fortællinger, bag hvilke der skjuler sig politiske og økonomiske interesser. Og ganske forfriskende gør de Haas det ved at kritisere myter, der trives både på venstrefløjen og på højrefløjen.

En gruppe demokrater mødtes for nylig i et puertoricansk kvarter i Philadelphia for at mobilisere vælgere til fordel for Kamala Harris. Frihedsbrevet var med og bevidnede blandede indtryk hos minoritetsvælgere, en utilstrækkelig demokratisk indsats i et ellers gunstigt arbejderkvarter og en trykket stemning af håb blandet med frygt. Mange af de fremmødte og lokale ledere kæmper en hård kamp – af frygt for, at der ikke bliver gjort nok i storbyen for, at Harris kan sejre i Pennsylvania.

Oversygeplejersken på Afsnit C i Regionspsykiatrien i Randers, Mette Hartz Hagensen, er fratrådt med øjeblikkelig virkning. Samtidig fortæller regionen, at man undersøger et “upassende forhold” mellem en anden ansat og en patient.  Ifølge Frihedsbrevets kilder drejer det sig om en ansat, der har haft et kærestelignende forhold til en patient.  Flere tidligere og nuværende ansatte fortæller, at Mette Hartz Hagensen har været en af overlæge Kristian Kærup Sloths største støtter og fortaler for hans kontroversielle behandlingstilgang.

I både danske og internationale medier har den danske fodboldstjerne Martin Braithwaite og hans onkel Philip Michael turneret som ejendomsmoguler.  “Verdens rigeste fodboldspiller,” “ejere af skyskrabere” og “jantelovsfornægtere” er nogle af de prædikater, dansk - og international presse har brugt om makkerparret.

Det danske forsvar er kollapset med en kuldsejlet økonomi og stor mangel på såvel materiel som personel. Hvordan kunne det gå så galt?  Sådan spørger chefredaktør og stifter af forsvarsmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen, i bogen Forsvarsløs – Når den største trussel kommer indefra, som udkommer i næste uge.  Det er 392 siders forfaldshistorie, hvor forfatteren navngiver de politikere, embedsmænd og topofficerer, som han mener bærer ansvaret for at Forsvaret er kørt ud over skrænten.

Veje og fortov var dækket af et tyndt lag sne, da en 55-mand klokken 6.30 om morgenen onsdag den 13. januar 2021 gik tur med sin hund i boligområdet Kornmarken i Bagsværd, nordvest for København. Pludselig blev morgenstilheden afbrudt af mindst fem høje smæld fra både en pistol og en revolver. Fem projektiler ramte den 55-årige, og vidner så efterfølgende to mørkklædte skikkelser løbe fra stedet. Ifølge politiets sigtelser flygtede gerningsmændene efterfølgende fra stedet i en stjålet VW Touran. Bilen blev siden fundet efterladt i Vikingelandsbyen i Albertslund på Københavns Vestegn.

Det korte af det lange

I dag stemmer Georgien ikke kun om magten over regeringskontorerne i Tbilisi. Også landets position mellem øst og vest er på spil. Er landet bedst tjent med en fremtid i Putins eller i EU’s skygge?  Georgiens splittelse udstiller et dilemma for Vestens regeringer: Skal de bevise deres nyvundne europæiske patriotisme og sanktionere Georgiens Drøm i knæ for at “redde” den del af befolkningen, der identificerer sig med EU’s værdier? Eller er det nu, Vesten skal vise, at tiden er løbet fra aktivistisk udenrigspolitik og troen på, at det er vores ansvar at sikre såkaldte universelle værdier, hvor end de er efterspurgt? Dilemmafyldt reportage fra oppositionens protest og fra en hjemmebrygget brandert tro mod regeringens ånd.  Tbilisi/Kutaisi, Georgien Nok har det ortodokse ægtepar budt den udsendte vesteuropæer indenfor i deres dunkle og pivkolde hjem midt i hovedstaden – men det betyder ikke, at han er velkommen endnu.  Tilliden skal gæster derfor gøre sig fortjent til. Af landets blodige historie har georgiske patrioter lært at være forbeholdne over for velmenende besøgende fra både øst og vest. Til alle tider har udefrakommende trængt sig på og forsøgt at lukrere på Georgiens kultur og gunstige geografiske placering med skjulte bagtanker.  Historiens gang har gjort det kaukasiske folkefærd på én gang selvbevidst og ængstelig. I privaten såvel som geopolitisk. Derfor skal vi drikke dus, før ægteparret Mikhail og Mariam Zurabishvili på 79 og 72 år indvilliger i at forklare, hvorfor de vælger at overhøre deres naboer i Tbilisis mange protester og i stedet giver deres stemme til regeringspartiet til parlamentsvalget denne lørdag. Til formålet har herren i huset fundet sit lager af orangevin frem fra soveværelset. Vinen er hjemmebrygget på druer hentet fra bjergene omkring os. Vi skåler i vandglas af krystal. Georgiens Drøm hedder regeringspartiet. Provokerende, som navnet fremstår her i hovedstaden især, med partiets autoritære udvikling, taget i betragtning.  Men ikke her i hjemmet. Ligesom Georgiens Drøm appellerer ægteparret til Europa og USA om at blande sig uden om Georgiens skæbne. Selv hvis Georgiens Drøm får magt, som de har agt. De fleste af landets 26 oppositionspartier appellerer om det modsatte: De seneste år, måneder, uger og dage op til lørdagens skæbnesvangre parlamentsvalg har horder af regeringskritiske borgere demonstreret deres selvopfattelse som europæere. Deres håb er, at Bruxelles og Washington vil frelse landet fra Georgiens Drøm, som foretrækker at holde sig gode venner med naboerne mod vest såvel som øst, og derfor tror på en eftergivenhedspolitik over for Putin. Hvorfor? Fordi oppositionen frygter, at Georgien ender som Ukraine, lyder det. Fra støtter af Georgiens Drøm har man kunnet mærke en tilsvarende appel, men med omvendt fortegn: Georgien skal først og fremmest være georgisk, hvorfor det vil være en falliterklæring at tilpasse landet til europæiske standarder og værdier alene for at kunne optages i EU eller NATO.  Dén slags eftergivenhed over for Europa og USA vil risikere at fremprovokere en russisk invasion efter ukrainsk forbillede, hævdes det af Georgiens Drøm. Det er derfor, partiet konsekvent kalder oppositionens største koalition for “Global War Party”. Hvorfor? Man vil ikke ende som Ukraine, lyder argumentet også herfra.  Af samme grund har regeringspartiet dekoreret forbløffende mange gadehjørner med bannere og plakater, der viser forskellen på krig og fred; på det krigshærgede Ukraine og på det endnu relativt fredfyldte Georgien. Vil man stemme for krig eller fred?  Hvis bare svaret var så simpelt, som spørgsmålet påstår: De to ens, men modsatrettede argumenter udstiller ikke alene en intern splittelse i Georgien, men også et dilemma for Vestens regeringer: Skal de bevise deres nyvundne europæiske patriotisme og sanktionere Georgiens Drøm i knæ for at “redde” den del af befolkningen, der identificerer sig med EU’s værdier? Eller er det nu, Vesten skal vise, at tiden er løbet fra aktivistisk udenrigspolitik og troen på, at det er vores ansvar at sikre såkaldte “universelle” værdier, hvor end de er efterspurgt?