Christina Lagoni

Slagelse og omegn er “Socialdemokratiets kerneland”, siger Frederik Vad fra førersædet i sin bil. Her er rigtige arbejdspladser og rigtige problemer. Og et Folketingsmandat, som Vad tilfældigvis råder over og gerne skulle genvinde.

Klokken er knap slået otte, denne mandag morgen efter Folkemødet. Store dele af Christiansborg sover ud efter først et opslidende Europa-Parlamentsvalg og dernæst anstrengelserne i Allinge. Men Socialdemokratiets unge, ambitiøse udlændinge- og integrationsordfører har en ny værdikamp at formulere.

Frederik Vad udnytter sin mødefri mandag til at lodde stemningen i Slagelsekredsen. Vi har ladet jakkerne ligge bag i bilen. Her er varmt. Solen skinner på Slagelse i dag og derfor på Frederik Vad. Han trommer lidt på rattet, indstiller sin radio, sætter kursen mod Skælskør.

På dagsordenen i dag: Møde hos ejerne af et lokalt bryggeri, som helst vil tale om arveskatten (det vil Vad helst ikke tale om), møde hos en chef for en erhvervsskole, som gerne vil have støtte til ordblinde elever (der er ikke meget, Vad hellere vil tale om). Til sidst, i aften, har Frederik Vad tænkt sig at forkæle sine valgkampsfrivillige med en aktivitet af en så provinspopulistisk karakter, at det er nødvendigt at spørge, om valget er strategisk.

Og dagsordenen mellem møderne: At blive klogere på, hvor Frederik Vads store følelser og vidtrækkende idéer, som vi afdækkede i portrættets første kapitel, stammer fra. Vad har lovet at fortælle om sin ideologiske opvækst, om sit noget ømme forhold til Mette Frederiksen. Om sin erkendelsesrejse, der begyndte, da han var ti år, blev intensiveret under Helle Thorning-Schmidts formandsperiode og nu har ført ham et sted hen, der er tættere på Dansk Folkeparti end på både SF og Radikale Venstre.

Og så er vi, skal det vise sig, overhovedet ikke færdige med Michel Houellebecq. De to kulturpessimister har mere til fælles end først antaget.

Burde den mest hævdvundne engelske fodboldslagsang ændre refræn fra ”It’s coming home” til ”He’s coming home”? Hvordan står det til med budskaberne i fodboldens sejrssangskat? Hvordan klarer Chelsea sig igennem den kommende træningslejr med en ”uhæmmet racistisk” holdkammerat? Hvem skal afløse Kasper Hjulmand som landstræner? Er det realistisk, at DBU forsøger at kalde Åge Hareide tilbage på posten?

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en ny amerikansk rapport, en såkaldt hvidbog, som analyserer en række krige med henblik på at vurdere deres relevans for krigen i Ukraine. Hvidbogens forfattere, en gruppe historikere på Harvard University, leverer på den baggrund anbefalinger og advarsler i forhold til den aktuelle krig.

Budgettet for renoveringen af Helsingørs bispebolig er sendt på himmelflugt – og de forventede boligudgifter lyder nu på næsten 22 millioner kroner. Et telefonnotat afslører, at biskoppen selv var klar til helt at droppe bispeboligen i 2022 på grund af de voldsomme udgifter. Enhedslisten vil efter Frihedsbrevets afsløringer have Rigsrevisionen til at kulegrave renoveringerne af biskoppernes boliger.

Kroningen af Kamala Harris, en multietnisk liberal fra Californien med en broget politisk profil, viser også et markant – og muligvis risikabelt – brud med den strategi, Demokraterne har anvendt til at vinde valg i Trump-årene: at satse på midtersøgende kandidater. Men selvom hendes kandidatur har nogle iboende risici, er det måske præcis det, partiet har brug for for at genvinde momentum.

På linje med flertallet af danskerne finder Venstres Jan E. Jørgensen debatten om Israel-Palæstinakonflikten ubehagelig, svær og polariseret. Det i en grad, hvor han i december besluttede helt at trække sig fra den. Men nu er Venstre-politikeren vendt “en lille smule” tilbage. Frihedsbrevet mødte Jan E. Jørgensen til en snak om, hvem der passer på debatten, når selv landets folkevalgte politikere finder det lettere at blande sig udenom.

Jeg må tilstå, at jeg elsker den tyske filminstruktør og forfatter Werner Herzog (f. 1942), og apropos kulde skal jeg straks henvise til hans lille mesterværk om Antarktis, nemlig Netflix-dokumentarfilmen Encounters at the End of the World fra 2007. Herzog laver her som altid sin egen voice-over med en uefterlignelig, gebrokken og hæs tysk stemmeføring, og vi kommer ned under vandet i det sære, absurd kolde Sydpols-hav og op blandt de spøjse kongepingviner, hvor Herzog straks øjner et eksistentielt drama.

Dette er første kapitel af Vads Velsignelse: En portrætserie i tre kapitler om Frederik Vad, Socialdemokratiets unge, stridslystne og kontroversielle udlændinge- og integrationsordfører. Portrættet kan læses eller lyttes som en lydfortælling.

Kapitel 1, Vækkelsen, fortæller historien om Frederik Vads nye religiøse vækkelse, om det politiske stormvejr, han har befundet sig i det meste af foråret og om alle de store følelser, han ikke har lært sig at beherske endnu.

På sidstedagen åbner himlen sig, lader tung regn falde over Folkemødet og skiller syndere fra sønner. Sidstnævnte søger ly i Allinge Kirke.

En af dem er Frederik Vad.

For to årtier siden fandt han vejen ind i sit parti, for ti år siden til sin politiske fløj og for et par år siden til sin kristne tro. For nylig fandt han så forbindelsen mellem sin verdslige og religiøse overbevisning, og i dag tager den unge socialdemokrat to trin ad gangen mod toppen, mod kirkegulvets mægtige prædikestol, som han er inviteret op på i anledning af dagens gudstjeneste.

Betror man Frederik Vad ordets magt, tager han den.

Op stiger talentet i sådan en hast, at han går den forkerte vej rundt om vindeltrappen og ender i en blindgyde. Fra kirkebænken lyder en kollektiv latter på bekostning af den unge politiker. Han må vende rundt, først duknakket og forlegen, så med oprejst pande.

Heldigvis for Frederik Vad er han politisk garvet nok til at vide, at den slags små bump på vejen kan vendes til hans fordel. Sårbarhed kan vække sympati, og den slags er han særligt modtagelig for i disse måneder.

Så han fortsætter ufortrødent.

Sådan kan historien skrives om Frederik Vads opdrift i kirken i dag, og sådan kan den skrives om hans politiske fremdrift i almindelighed.

Om en måneds tid, den 1. september, har Frederik Vad været til stede på denne jord i 30 år. Det seneste halve år har været det suverænt hårdeste for ham.

Hans insisterende attitude har Frihedsbrevet bevidnet det meste af juni. Vi har fulgt Frederik Vad rundt på Folkemødet, i hans valgkreds, på Christiansborg og i hans hjemby, hvor han nu lever med hemmelig adresse.

Vi har talt med ham, hans følgere og fjender for at blive klogere på manden, politikeren og fænomenet Frederik Vad. For at fortælle historien om ham, der siges at være kronprinsens kronsprins i Socialdemokratiet. Ham, som formår at forføre og forfærde i sådan en grad, at han i sin første valgperiode og i en alder af 29 har været årets mest omtalte politiker i Danmark.

Historien om Frederik Vad er historien om en ung, ambitiøs socialdemokrat velsignet med store ambitioner fra sig selv og endnu større forventninger fra omverden. De, der kender ham godt, enten forventer eller frygter, at han en dag bliver statsminister.

Det er historien om en mand, som blev partimedlem, før han blev teenager, og som på én gang repræsenterer partiets fremtid og fortid: Han er “venstreorienteret og borgerlig”, progressiv og nykristen. Som nylig DSU-formand repræsenterer han ungdommens stemme og samtidig en socialdemokratisk arv fra efterkrigstiden.

Derfor handler historien om Frederik Vad også om tidsånden – dette uhåndgribelige fænomen, der aldrig kan faktatjekkes og derfor altid er til forhandling blandt dem, der tør udfordre den.

Det gør Frederik Vad. Med en socialdemokratisk rose i den ene hånd og en bibel i den anden – hans to våben i det han kalder “den nye værdikamp”.

En værdikamp, Vad forsøgte at lancere i sin udskældte Folketingstale en fredag i april, men som blev klemt af en “fodfejl”, han begik, da han lod sine følelser tage over for fornuften. Så meget desto mere oplagt er det at udfolde Vads værdikamp her – dens baggrund, formål, potentiale og faldgruber.

16 millioner skattekroner har det kostet at gøre bispeboligerne i stand for de tre senest udnævnte biskopper. Roskildes biskop har fået sat sin bolig på 286 kvadratmeter i stand for 8,6 millioner – betalt af stats- og kirkekassen. Professor i økonomi fra Roskilde Universitet Bent Greve mener, at det er uansvarlig omgang med offentlige midler

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) lejede fire overnatninger på Folkemødet gennem udlejnings- og lobbybureauet Rud Pedersen, der også er ministerens tidligere arbejdsplads. Og det er problematisk ifølge formanden for antikorruptions-NGO’en Transparency International, Jesper Olsen, fordi det giver lobbyisterne og deres kunder helt særlig adgang til ministeren.