Christina Lagoni

Kære læser I den­ne uges Fri Tænk­ning kig­ger jeg på, hvad der vil dri­ve USA’s uden­rigs­po­li­tik og syn på ver­den, hvis Kama­la Har­ris vin­der val­get til novem­ber. Hen­des uden­rigs­po­li­ti­ske erfa­ring er spora­disk, og Har­ris har ikke en sam­let fore­stil­ling om sin uden­rigs- og sik­ker­heds­po­li­ti­ske stra­te­gi. Vice­præ­si­den­tens udta­lel­ser på det­te områ­de har mest været tom­me fra­ser… Continued

Frederik Vad tygger på sit soyasyltede æg, lægger gaflen fra sig på cafébordet og gentager, at han ikke er i tvivl: Det var hans frafaldne partikammerat, han så bidrage til forsøget på at sabotere en samtale, Frederik Vad havde i Trykkefrihedsselskabets telt under den mest dramatiske debat på årets Folkemødet.

Vedkommende var, angiveligt, tidligere socialdemokratisk veninde med muslimsk baggrund, som Vad mødte i DSU for mange år siden. Ifølge ham samarbejdede de to tæt, indtil hun for en håndfuld år siden meldte sig ud af partiet i protest mod den værdipolitiske højredrejning, som Vad i dag legemliggør.

Ægget og gaflen hører til Café Mikkel på Nytorv midt i Slagelse, midt i Vads valgkreds, hvor vi har sat os til frokost. Det er her, vi skal binde en knude på portrættet af Frederik Vad:

I portrættets første kapitel har vi talt om Frederik Vads vækkelse, om hans nye, kristne tro og alle hans store, berusende følelser. Andet kapitel afklarer, hvor og hvem Vad har sit temperament og sine idéer fra. I dette tredje og sidste kapitel skal vi blive klogere på, hvor Frederik Vad er på vej hen. Ideologisk, teologisk og menneskeligt.

Hvem, der står klar til at tage imod ham med åbne arme, og hvem, der peger fingre ad ham.

Til sidstnævnte kategori hører den unge kvinde, som Frederik Vad er overbevist om, at han fik øje på forleden.

Som­mer­fe­ri­ens afslut­ning nær­mer sig med hasti­ge skridt, og kan­ske du (som man­ge andre) må kon­sta­te­re, at dine hede drøm­me om at lade dig syn­ke ned i de reste­ren­de bind af Prousts På spo­ret af den tab­te tid – eller bare at skin­ny-dip­pe dig gen­nem for­ri­ge års must read trans­ro­man-tre­kants­dra­ma Detran­si­tion, Baby – igen-igen er løbet… Continued

Det kor­te af det lan­ge Poli­ti­ke­re fra beg­ge poli­ti­ske flø­je rea­ge­rer nu på Fri­heds­bre­vets kort­læg­ning af øko­no­misk kri­mi­na­li­tet. Og dom­men over deres eget arbej­de er hård. “De her tal er klok­ke­klar evi­dens for, at der ikke bli­ver leve­ret fra poli­tisk side,” lyder det fra Hans Kri­sti­an Ski­b­by, skat­te­o­rd­fø­rer for Dan­marks­de­mo­kra­ter­ne. Poli­ti­ker­nes fore­truk­ne løs­nin­ger frem­står dog… Continued

Slagelse og omegn er “Socialdemokratiets kerneland”, siger Frederik Vad fra førersædet i sin bil. Her er rigtige arbejdspladser og rigtige problemer. Og et Folketingsmandat, som Vad tilfældigvis råder over og gerne skulle genvinde.

Klokken er knap slået otte, denne mandag morgen efter Folkemødet. Store dele af Christiansborg sover ud efter først et opslidende Europa-Parlamentsvalg og dernæst anstrengelserne i Allinge. Men Socialdemokratiets unge, ambitiøse udlændinge- og integrationsordfører har en ny værdikamp at formulere.

Frederik Vad udnytter sin mødefri mandag til at lodde stemningen i Slagelsekredsen. Vi har ladet jakkerne ligge bag i bilen. Her er varmt. Solen skinner på Slagelse i dag og derfor på Frederik Vad. Han trommer lidt på rattet, indstiller sin radio, sætter kursen mod Skælskør.

På dagsordenen i dag: Møde hos ejerne af et lokalt bryggeri, som helst vil tale om arveskatten (det vil Vad helst ikke tale om), møde hos en chef for en erhvervsskole, som gerne vil have støtte til ordblinde elever (der er ikke meget, Vad hellere vil tale om). Til sidst, i aften, har Frederik Vad tænkt sig at forkæle sine valgkampsfrivillige med en aktivitet af en så provinspopulistisk karakter, at det er nødvendigt at spørge, om valget er strategisk.

Og dagsordenen mellem møderne: At blive klogere på, hvor Frederik Vads store følelser og vidtrækkende idéer, som vi afdækkede i portrættets første kapitel, stammer fra. Vad har lovet at fortælle om sin ideologiske opvækst, om sit noget ømme forhold til Mette Frederiksen. Om sin erkendelsesrejse, der begyndte, da han var ti år, blev intensiveret under Helle Thorning-Schmidts formandsperiode og nu har ført ham et sted hen, der er tættere på Dansk Folkeparti end på både SF og Radikale Venstre.

Og så er vi, skal det vise sig, overhovedet ikke færdige med Michel Houellebecq. De to kulturpessimister har mere til fælles end først antaget.

Burde den mest hævdvundne engelske fodboldslagsang ændre refræn fra ”It’s coming home” til ”He’s coming home”? Hvordan står det til med budskaberne i fodboldens sejrssangskat? Hvordan klarer Chelsea sig igennem den kommende træningslejr med en ”uhæmmet racistisk” holdkammerat? Hvem skal afløse Kasper Hjulmand som landstræner? Er det realistisk, at DBU forsøger at kalde Åge Hareide tilbage på posten?

I denne uges Fri Tænkning ser jeg på en ny amerikansk rapport, en såkaldt hvidbog, som analyserer en række krige med henblik på at vurdere deres relevans for krigen i Ukraine. Hvidbogens forfattere, en gruppe historikere på Harvard University, leverer på den baggrund anbefalinger og advarsler i forhold til den aktuelle krig.

Budgettet for renoveringen af Helsingørs bispebolig er sendt på himmelflugt – og de forventede boligudgifter lyder nu på næsten 22 millioner kroner. Et telefonnotat afslører, at biskoppen selv var klar til helt at droppe bispeboligen i 2022 på grund af de voldsomme udgifter. Enhedslisten vil efter Frihedsbrevets afsløringer have Rigsrevisionen til at kulegrave renoveringerne af biskoppernes boliger.

Kroningen af Kamala Harris, en multietnisk liberal fra Californien med en broget politisk profil, viser også et markant – og muligvis risikabelt – brud med den strategi, Demokraterne har anvendt til at vinde valg i Trump-årene: at satse på midtersøgende kandidater. Men selvom hendes kandidatur har nogle iboende risici, er det måske præcis det, partiet har brug for for at genvinde momentum.

På linje med flertallet af danskerne finder Venstres Jan E. Jørgensen debatten om Israel-Palæstinakonflikten ubehagelig, svær og polariseret. Det i en grad, hvor han i december besluttede helt at trække sig fra den. Men nu er Venstre-politikeren vendt “en lille smule” tilbage. Frihedsbrevet mødte Jan E. Jørgensen til en snak om, hvem der passer på debatten, når selv landets folkevalgte politikere finder det lettere at blande sig udenom.