Mads Brügger

I dag kom det nemlig frem, at den i forvejen hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, har siddet varetægtsfængslet siden den 8. december 2021, hvor han ifølge DR Nyheder blev anholdt i Kastrup Lufthavn. Hvor han var landet fra, melder historien ikke noget om, men hvis man er barn af Den Kolde Krig giver det mindelser om anholdelsen af den norske diplomat og KBG-meddeler Arne Treholt i Fornebu Lufthavn i Oslo i 1984.

Modsat folk i Adam McKays 75 millioner dollars dyre og helt igennem elendige Netflix-komedie Don’t Look Up kigger vi faktisk op. Lige omkring juleaften, den 25. december, røg en Ariane 5 raket afsted fra Fransk Guyana medbringende det såkaldte James Webb Rumteleskop; en infrarød interstellar kikkert, som vil gøre os i stand til at se længere ud i rummet end nogensinde før. Samtidig, en måned forinden, blev en satellit sendt op fra Vandenberg Space Force Base i Californien med det ene formål at smadre ind i en måne til asteroiden Didymos. Ideen med missionen er at gøre os klogere på, hvordan vi kan beskytte Jorden mod de kometer og asteroider, der truer med at ramme os. Så ja, den trætte gamle menneskehed, med alle dens mange fejl og mangler, kigger faktisk op, og ikke alt er ved at gå ad hekkenfeldt til. Det, tænker jeg, er et glædeligt budskab at starte mit nyhedsbrev nummer 32 med.

Når man nu er så heldig at have en flot og fin kæphest, skal den jo også bruges til noget. Min kæphest er selvfølgelig, at mediestøtten efterhånden har nået et niveau, hvor staten har penge i stort set al medievirksomhed i dette land. Dog med få undtagelser, heriblandt Frihedsbrevet, der har til formål at vise, hvad et rigtigt frit og uafhængigt medie kan præstere. Det er mig bekendt, at nogle mennesker finder min konstante knevren om mediestøtten trættende, men desværre ligger det i min natur at gå mine omgivelser på nerverne. Så derfor har jeg nok engang fundet min kæphest frem – for at tage endnu en runde i manegen. 

“Næsten alle mennesker har et ekstremt sporadisk greb om virkeligheden. Kun ganske få ting, som illustrerer deres egne interesser og ideer, fremstår virkelige for dem. Andre ting, som faktisk er lige så virkelige, fremstår som abstraktioner for dem,” skrev den engelske forfatter og digter Stephen Spender fra borgerkrigen i Spanien. Det var sandt dengang, og det er sandt i dag. For eksempel har de fleste danskere den fikse idé, at de lever i et land med et demokrati, som i alle henseender er den gyldne standard for, hvad et demokrati bør være. Så når der sker ting lige foran deres næser, i fuldt dagslys, som peger i en helt anden retning, kan de slet ikke erkende det. I sagens natur er det endnu mere svært for dem at begribe, hvad der sker ude i horisonten.

Den er god nok: Frihedsbrevets længe ventede app kan nu hentes til både iOS og Android. Der er tale om en yderst elegant og smart løsning, der fletter tekst og lyd sammen på fineste vis. Så det skal det meste af mit nyhedsbrev nummer 29 selvfølgelig handle om; jeg vil fortælle dig alt om denne app, som er appen, der vil dominere alle andre apps. Og ved vejs ende, når jeg har skrevet mig helt ud, vil du forstå, at du er nødt til at melde dig ind i Frihedsbrevet, som er en lille pris at betale for at få adgang til denne applikationernes applikation. Men det er ikke kun mig, der sælger op på appen. Det er også mig, der skriver om noget af det fremragende indhold, som er på vej fra Frihedsbrevets journalister og skribenter i kommende uge, hvorom jeg helt kort kan sige, at der er rigtigt meget at glæde sig til.

På engelsk kaldes det name calling, når man giver andre mennesker øgenavne. Som for eksempel når Donald Trump kalder Kim Jong Un for Rocketman. En god tommelfingerregel, for om det går an at name calle nogen, er først at tage højde for styrke – og størrelsesforholdet. Altså hvem er den store, og hvem er den lille? For den lille må altid gerne drille den store, mens det omvendte sjældent er kønt. I tilfældet Mediehuset Friheden og Berlingske Media, og subsidiært koncernchef Anders Krab Johansen og så undertegnede, er der vist ingen tvivl om, hvem der er den lille. Det er jeg, og derfor har jeg ingen problemer med at kalde Anders Krab-Johansen for Hr. Krabbe.

På Frihedsbrevet er vi altid i gang med at forbedre og udvikle. Det er i den ånd, at vi nu bygger ovenpå Simon Juls nyhedsbrev Fri Tid med Instagram-fænomenet To Sultne Piger. Så allerede fra på fredag kan du møde både Simon Jul og de to sultne piger i vores nyhedsbrev Fri Tid. Det skriver jeg mere om nedenfor her i mit nyhedsbrev nummer 27. Velkommen til 🙌🏼

Hvis Frihedsbrevet havde opdaget det før Ekstra Bladet gjorde, havde vi selvfølgelig bragt historien, men nok mest som en sidebemærkning. Den er som følger: Forretningsmanden Denis Viet-Jacobsen, der er medejer af Mediehuset Friheden A/S – udgiveren af Frihedsbrevet – har flyttet det holdingselskab, hvori hans ejerandel befinder sig, ned til storfyrstendømmet Luxembourg, som er et kendt skattely. I forhold til hvad der ellers er i svang i denne tossede verden altså ret udramatisk, men ikke for Ekstra Bladets rubriksnedkere, der lørdag aften gik i totalt breaking mode med gule bjælker: “Afsløring: Pengemand flytter Brüggers medie i skattely,” stod der at læse. 

Senest er det kommet frem, at Justitsministeriets departementschef Johan Legarth også er medlem af den celebre kreds af magthavere, der har telefonen kalibreret til at slette sms’er automatisk. Selvfølgelig kan Justitsministeriet ikke fortælle os, hvornår det lige var, at Johan Legarth slog auto-slet til på sin mobilos – på samme måde som Statsministeriet ikke vil fortælle, om tidligere stabschef Martin Rossen også slettede sine sms’er automatisk, da han arbejdede hos statsminister Mette Frederiksen. Efter flere henvendelser fra Frihedsbrevet henviste Statsministeriet til sidst til det ikke-svar, Mette Frederiksen kom med, da Frihedsbrevets Sofie Frøkjær til pressemødet i Spejlsalen i forrige uge spurgte hende, hvorvidt Rossen også var blevet rådgivet til at slette sms’er. “Det ved jeg ikke,” lød Mette Frederiksens lakoniske svar, før hun hastede videre til næste spørgsmål, for den diskussion havde hun faktisk ikke lyst til at gå ind i. 

Der har været gisninger fremme om, hvorvidt auto-sms-sletteriet i toppen af Statsministeriet blev indført, fordi professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen skulle i gang med at kulegrave den første nedlukning af Danmark. Altså, som et slags profylaktisk cover up fra Statsministeriets side. Det stod allerede klart den 27. maj 2020, at regeringens corona-håndtering skulle granskes, så det ligner selvfølgelig en tanke i forhold til tidslinjen. Men hvad nu hvis auto-sms-sletteriet overhovedet ikke har noget med Jørgen Grønnegård Christensens arbejde at gøre? Hvad nu hvis det hele handler om en mulig femte mand i tilknytning til de allerede fire bekræftede medlemmer af en kamarilla, som sletter deres sms’er, nemlig Martin Rossen?