Mads Brügger

Det var en uge, som havde det hele: Folketingets åbning, statsministerens tale, åbningsdebatten, starten på det nye folketingsår. Alt, hvad en politisk nørd kan drømme om. Jeg havde glædet mig så meget til denne uge, at jeg flottede mig og købte et nyt jakkesæt til lejligheden; et dobbeltradet sæt i gråt tweed. Som jeg var iført tirsdag formiddag, den tredje oktober, da jeg nok engang kom cyklende ind i Rigsdagsgården. Her var der ordentligt meget gang i den: Der var rullet en rød løber ned fra hovedindgangen, hvorpå de kongelige snart ville defilere forbi. Og i et hjørne for sig, hegnet ind af spærrebånd og politi, stod krudtuglerne fra de Danske Patrioter og hylede og skreg i en megafon. Bag dem hang et stort banner, hvor der stod “Fuck Islam”.

Dette nyhedsbrev bliver en relativt enstrenget affære, men til gengæld vil jeg vove den påstand, at indholdet har en valør, der vejer op for den manglende variation. I hvert fald synes jeg selv, at det, jeg nu vil berette, er interessant nok til at fylde det hele. Og om ikke andet så føjer det en ny facet til historien om bruddet mellem folketingsmedlemmet Jon Stephensen og regeringspartiet Moderaterne.

Fredag den 15. september, sidst på eftermiddagen, gik jeg op til Christiansborgs Slotsplads for at se, hvordan det flaskede sig for Demokratiets Dag – arrangementet, som min karatetræner inde i Borgen, sensei Brian Zinck, stod bag. Umiddelbart ikke så godt, skulle det vise sig. Slotspladsen lå øde hen, på nær nede i bunden, hvor der gik en håndfuld menneskeskikkelser rundt mellem tomme teltpavilloner og grønne beachflags med logoet for Demokratiets Dag påtrykt. Der var også opstillet en pandekagebod og et udskænkningssted, der serverede alkoholfri øl, vin og spiritus.

Selv kiggede jeg forbi udvalgsværelset på anden sal i går, hvor regeringen havde håbet, at de kunne klappe våbenskandalen af med oppositionen ved at give forhenværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) en hurtig næse. Den limpind hoppede oppositionen ikke på, og lidt efter stod psykofanten Torsten Schack Pedersen (V) ude på gangen og sagde, at han aldrig i hele sit politiske liv havde oplevet, at en opposition ikke vil give en minister en næse.

Selv har jeg det sådan, at jeg nødig vil undvære de politiske partier i forhold til de helt kolossalt store mængder underholdning, de leverer. For eksempel var det enormt sjovt for undertegnede i den forgangne uge at overvære, hvordan Venstres Torsten Schack Pedersen til samrådet i Finansudvalget om Elbit-sagen – med forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i den varme stol – her stillede sin partikollega et af de klammeste fedterøvsspørgsmål, som jeg nogensinde har hørt et menneske fyre af.

En slidt, gammel kliché siger, at en uge i politik er lang tid. Det kan selvfølgelig diskuteres – og jeg skal være den første til at skrive under på, at der findes uger i dansk politik, der får DK4’s sendeflade til at minde om Netflix – men sikke en forskel, der har været på forrige uge og så den nærværende.

Selvpineri er at gå rundt inde i Folketinget, mens alle de andre er taget til Folkemøde. Men hav ikke ondt af mig, for jeg ville jo selv. Jeg ville ved selvsyn se, hvem der var blevet tilbage for at passe butikken, mens Folkemødet – som en kæmpestor traktorstråle, der snoede sig fra Allinge til Slotsholmen – havde suget alle politikere, særlige rådgivere, journalister og lobbyister til sig. Svaret på det spørgsmål er såre enkelt; stort set ingen.

Ydermere skinnede solen udenfor. Kun de allermærkeligste mennesker kunne finde på at gå rundt inde på Borgen på en dag som denne. Jeg var en af dem. Nå ja, nede i Fællessalen var der faktisk en konference i gang, beværtet af interesseorganisationen Dansk IT. Den handlede om den digitale inklusion, men dette arrangement havde virket så Gudsjammerligt trist på mig, at jeg drejede om på hælene, så snart jeg havde fået stukket hovedet indenfor. I stedet var jeg gået op i Vandrehallen for at ligge på lur.

Det var endnu en dag i Farcørernes Fyrstendømme. Helt præcist den 31. maj, og klokken var lidt over ét om eftermiddagen. Foran mig ventede min længste stuegang nogensinde; nemlig selveste afslutningsdebatten. Alt, hvad jeg havde gjort, sagt og skrevet indtil nu, havde blot været en opvarmning til denne begivenhed: Denne den sidste dans med kliken, før alle disse stressede politikere skulle på sommerferie. Og måske, måske var det statsminister Mette Frederiksens sidste tale i Folketinget nogensinde. Hvis hun altså snart skal ned til Bruxelles og være generalsekretær for NATO. Skal hun ikke det, er der efterhånden blevet klemt så meget pasta ud af tuben, at hun får svært ved at få dette rygtebaserede fludium mingeleret ind i foderalet igen.

Mandag den 22/5, 2023: Nogle gange skal man bare lade dem komme til sig. I stedet for at jagte dem. Som for eksempel i dag, ved frokosttid, i Rigsdagsgården foran hovedindgangen til Folketinget, hvor jeg sad på kanten af en blomsterkumme og nød en cigaret i solen. Pludselig stod Enhedslistens Pelle Dragsted foran mig.