Mette Høeg

Denne uges Fri Tænkning udvider perspektivet til det kosmiske. Jeg har talt med bevidsthedsfilosoffen og forfatteren Philip Goff om hans teori om, at der findes en mening – ikke bare med livet, men med hele universet.

I denne uges Fri Tænkning afløser jeg Flemming Rose, og i den anledning har jeg talt med forfatteren til en ny biografi, som har været ventet med boblende forventningsglæde af filosoffer verden over. Men de fleste andre har end ikke hørt om dens hovedperson. "Parfit. A Philosopher and his Mission to Save Morality" er biografien om den måske mest betydningsfulde moralfilosof i de sidste 100 år, Derek Parfit, som trods sin enorme indflydelse har været næsten ukendt i den bredere offentlighed. Det har journalisten og filosoffen David Edmonds nu lavet om på med denne udgivelse, der bringer Parfit – den radikale, demokratiske tænker og det excentriske og samvittighedsfulde menneske – til folket.

Denne uges Fri Kritik er et efterskrift til forårets autoteoretiske serie. Nærmere bestemt videreudvikler det den litteraturkritiske form, der påbegyndtes i de foregående breve, og lancerer autoteoretisk litteraturkritik, eller kort og godt Autokritik som en ny, etisk relevant – hvis ikke ligefrem nødvendig – kritisk genre.

Ugens Fri Kritik bringer tredje del af den autoteoretiske miniserie, der begyndte i maj, hvori jeg forbinder litteraturkritik og fortælleteoretiske refleksioner med personlige erfaringer. Anledningen er udgivelsen af et nyt dansk selvbiografisk værk af Søren Fauth, En rejse til mørkets begyndelse, som jeg indgår i. I denne uge handler det om etiske metarefleksioner om ansvarlighed og rimelighed i inddragelsen af privat materiale i en offentlig sammenhæng, som rammesættes af citater fra Alan Watts forelæsninger om hinduistisk filosofi, verden som en omfattende leg og “cosmic gamesmanship”.

Ugens Fri Kritik bringer anden del af den autoteoretiske miniserie, der begyndte i forrige nyhedsbrev, hvori jeg forbinder litteraturkritik og fortælleteoretiske refleksioner med privatliv. Anledningen er udgivelsen af et nyt dansk selvbiografisk værk af Søren Fauth, En rejse til mørkets begyndelse, som jeg indgår i, idet jeg i den skildrede periode i forfatterens liv var hans partner og samlever. Denne uges brev består i en kritik af den brutale og overgrebslignende fejlrepræsentation af virkeligheden i første scene i bogen samt en omtale af et læserbrev, som råder mig til at abortere mit autoteoretiske projekt i Fri Kritik.

Fri Kritik tager i denne uge hul på en autoteoretisk miniserie i tre dele. Anledningen er udgivelsen af et selvbiografisk funderet fiktionsværk, hvis skildrede virkelighed jeg er førstehåndsvidne til. Første del af serien indeholder refleksioner over litteraturen som en kampplads for bestemmelsen af virkeligheden og en introduktion til genren autoteori.

I denne uges Fri Kritik finder du en anmeldelse af den omdiskuterede dokumentarfilm om en af dansktoppens mest interessante fænomener: Johnny Hansen fra Kandis og hans fans. Dertil fortæller jeg om genopfindelsen af den psykoaktive lampe Dreamachine, som én af William Burroughs venner oprindeligt udviklede i 1959.

I denne uge giver Fri Kritik en lille håndfuld anbefalinger til den forgangne uges litterære og filosofiske indhold – nærmere bestemt en filosofisk-videnskabelig samtale om bevidsthed, en ny og mørk filmatisering af den klassiske fortælling om Pinocchio og et indblik i Stephen Kings kommende bog. Det sidste ord bliver den afsluttende monolog i Mike Flanagans gyserserie Midnight Mass – som rummer spoilers af afgørende plotelementer.

I denne uge handler Fri Kritik om den mørke coming-of-age-fortælling og politiske allegori Bambi. The Story of a Life in the Forest, som er den litterære kilde til Disneys elskede klassiker. Desuden diskuteres prædation som et moralsk problem med afsæt i filosoffen Jeff McMahans forslag om, at mennesket har en moralsk pligt til at udrydde naturens rovdyr.

Fri Kritik starter det nye år med at fremhæve litteraturens uopbyggelige og undergravende kræfter i en anmeldelse af den amerikanske forsker Jonathan Gottschalks nye fortælleteoretiske bog, The Story Paradox. Brevet giver desuden et indblik i nogle af 2022's bemærkelsesværdige litterære begivenheder og afsluttes opbyggeligt med Tolstojs idé om kunst som infektion.

Denne uges Fri Kritik, som også er årets sidste, giver en anbefaling af en uaktuel udgivelse om verdens mest radikale hukommelsestab. Desuden afsløres min største læseoplevelse i det forgangne år.

I denne uge følger Fri Kritik op på sidste uges brev om Robert Musils store modernistiske værk og giver indblik i dets transteoretiske dimension og idéen om ”urfantasiens hermafroditisme”. Desuden fortsættes decembers shortlist af årets mest bemærkelsesværdige udgivelser med tilføjelsen af en dansk oversættelse af en gammel science-fiction klassiker og et helt nyt og banebrydende neurovidenskabeligt værk om den menneskelige bevidsthed og illusionen om selvet.

Denne uges Fri Kritik giver først og fremmest en varm julegaveanbefaling af en nylig forkortet og yderst tilgængelig version af et af modernismens mest fremtrædende og notorisk ufærdiggjorte værker. Desuden er der nyheder om feministiske efterfølgere til andre litterære klassikere. Og så fortsættes decembers shortlist af årets bedste bøger.

Fri Kritik handler i denne uge om fordelene ved at opgive den individualistiske ideologi og lade sig opløse i et bevidsthedsmæssigt og rationelt fællesskab, det vil sige at overgive sig til the hivemind. Desuden begynder jeg at shortliste de bedste bøger fra 2021. Og brevet sluttes af med citat fra en brevudveksling mellem to af litteraturhistoriens mest markante dystopisk-visionære forfattere.

I denne uges Fri Kritik sammenvæves roserne i Rebecca Solnits nye bog om George Orwell med idéen om musikken som den smukkeste, mest overlegne men også mest fordærvende kunstform med betydningen af synæstesi i Olivier Messiaens musik.

Denne uges Fri Kritik giver en anbefaling af Glen Bechs intenst seriøse og vedkommende tekst om den manglende klassebevidsthed i Danmark samt en refleksion over skyld og uskyld og den filosofiske debat om fri vilje i relation til Sofokles' tragedie Kong Ødipus. Det afsluttes med to one-liners om henholdsvis fiktionens særlige egenskaber og naturalistisk erotisme.

I sin nye bog med den irriterende mainstream-kække og pleasende titel The Sweet Spot: Suffering, Pleasure and the Key to a Good Life kaster den canadisk-amerikanske psykolog Paul Bloom lys over sammenhængen mellem smerte og eksistentiel meningsfuldhed. En hovedpointe i bogen er, at menneskeligt velbefindende ikke så meget beror på nydelse og komfort, men er knyttet til oplevelsen af mening. 

Det er en frustrerende, men interessant samtale, der udspiller sig mellem P1-værten Nanna Mogensen og den romanaktuelle Knud Romer i den seneste udsendelse af Skønlitteratur på P1. Mogensen møder op til interviewet med en forudindtaget modvilje, næsten fjendtlighed og en for en journalist forunderlig mangel på nysgerrighed. Man forventer, at denne indstilling vil blokere totalt for enhver produktiv udveksling, men mærkeligt nok åbner den netop Romer og lader ham villigt og ret rørende blotte sig.

Den nye filmatisering af det engelske 1300-tals digt om Sir Gawain og den grønne ridder er en usædvanlig fortælling og en af de smukkeste film, jeg har set. Det er en ekstremt vellykket eksperimenterende tilgang til det episke eventyr og en kærkommen nyfortolkning af den populære historiske fantasy-genre, der i disse år alt for ofte finder kedeligt og forudsigeligt udtryk i grove og klichefyldte mainstream-produktioner med flad fan fiction-æstetik såsom Game of Thrones.

Knud Romers nye roman er en inderlig, energisk og desorienteret lille udgivelse. Romer skriver og fortæller godt. Pigen i violinen lader sin læser suse ubesværet igennem den ligefremme og kronologisk udfoldede historie om en ambitiøs og socialt usikker, lille, violinspillende piges udvikling til en debuterende, selvbevidst musiker og ung, smuk kvinde. 

Det eksplicitte fokus i videnskabsjournalist og forfatter Lone Franks nye podcastminiserie er spørgsmålet om, hvad der forårsager og konstituerer psykisk sygdom. Men programmerne handler ligeså meget om, hvad det vil sige at være menneske.

Suzanne Brøggers dagbøger fra de seneste ti år udkommer i denne uge, og i modsætning til Informations litteraturredaktør Peter Nielsen, der i sit nyhedsbrev fortæller, at han ikke kunne lægge dagbøgerne fra sig, kunne jeg knap kæmpe mig halvvejs igennem.

De nye bøger på dansk, jeg har læst i ugens løb, og som lød lovende, var i sidste ende ikke værd at bruge mere tid på. Til gengæld blev jeg grebet af den bog, som jeg havde mindst forventninger til. Der er tale om den seneste udgivelse af den amerikanske kritiker og forfatter Andrea Long Chu, der er blevet fremstillet som indstifter af en ny bølge i transteori, og som tidligere er blevet omtalt i Fri Kritik.

Jeg lovede tidligere i september en opfølgning på debatten om det identitetspolitiske i kulturen. Mere specifikt om oppositionens vedvarende og efterhånden temmelig trættende engagement i en useriøs populærkulturel strømning, der kun lader, som om den er politisk.  I denne uge specificerer jeg, hvad det vil sige, at den identitetspolitiske position i samtidslitteraturen og kunsten i det hele taget er pseudopolitisk.

Filmen rummer imponerende meget, inklusiv et spor om opklaringen af hovedpersonen Bjørn Andrésens mors forsvinden og død. Alligevel er den sammenhængende. Først og fremmest viser den, hvordan den skønhed og karisma, Andrésen er bebyrdet med, er så fængslende og indtagende, at den undertrykker individet, der bærer den. Særligt efter at Visconti promoverer Andrésen som ’verdens smukkeste dreng’, bliver han determineret af sin skønhed og hele tiden reduceret til den, idet den trumfer og overstråler de andre betydninger i ham, hans øvrige karaktertræk, historier og de store traumer, han bærer på. Han synes ikke at være sin egen skønhed, som nærmere synes at løsrive sig fra og undertrykke hans personlighed.

Felix Katzenelsons omdiskuterede kritik i Politiken i sidste uge af den ”femstjernede onkelhed” i modtagelsen af den hypede irske forfatter Sally Rooneys seneste værk er en fuldendt litteraturkritisk selvmodsigelse og komisk i sin egen uvidenhed herom. De danske anmeldere har behandlet Skønne verden, hvor er du som en generationsroman, og det beviser ifølge Katzenelson, at de ikke har forstået bogen. For den er meget mere end en generationsroman, ifølge Katzenelson, til trods for, at han ikke selv kan karakterisere den som andet eller mere end ”bare en god bog”. Anmeldernes fejllæsning skyldes, at de er for gamle til at forstå den, mener Katznelson og leverer dermed det stærkeste argument mod sig selv, idet han netop stempler bogen som et værk, der ikke er relaterbart eller tilgængeligt for andre end dem, der tilhører forfatterens generation.

Første del af Søren Ulrik Thomsens nye erindringsessay er vidunderligt velskrevet. Meget få, måske ingen, skriver dansk med så omkuldvæltende kvalitet, metaforisk og tankemæssig præcision og teknisk dygtighed om ”tindrende præsens” og ”baggårdenes skumrende æskesystem” i Thomsens by, København. Hans fuldkomment formulerede, træfsikre og musikalske erindringsessay er ekstremt tilfredsstillende læsning. Det besidder en skønhed, som ikke er overfladisk og ikke kan isoleres, men som findes i samspillet mellem tekstelementerne – tempoet, rytmen, billedsproget, følelserne, idéerne – der forbinder sig i et voldsomt velfungerende hele.

Unge Rasmus Theisen, som nævntes i sidste uges Fri Kritik, er netop debuteret med en mellemting mellem en nutidig rejsedagbog og et fiktivt, dystopisk vidnesbyrd. Andre hunde vælter langt fra læseren omkuld, men er alligevel ikke til at slippe. Theisen fortæller godt, og energien i værket er tiltrækkende. Det er en nøgtern, ikkeromantiserende skildring af et lille isoleret bysamfund på Grønland med fokus på øens stærke spændinger til det danske. Det er en sympatisk, umiddelbar og samtidig selvbevidst bog, der fordomsfrit, men også distanceret, handler om alkoholisering, trøstesløshed, underliggende, ulmende aggression og pludselige udbrud af vold.

Den litterære behandling af virkelige kriminalsager og forbrydelser er en gammel genre, hvis popularitet i de senere år er eksploderet. Den har udviklet sig vildt, spredt sig langt udover bogmediet og især fundet udbredelse i serielt format i podcasts og på diverse streaming-tjenester. Men i stedet for en nysgerrig undersøgelse eller seriøs konfrontation af denne underholdende, men tvivlsomme, genre er Frasers artikel et patetisk forsøg på politisk hvidvask...

Det mest problematiske ved 'Pagten' er det rungende tomrum, der efterlades der, hvor selve litteraturen skulle have været i filmen. Der er forbløffende lidt kunstnerisk substans i en film, der handler om forløsning af kunstnerisk talent ...

”Jeg er ikke forfatter, faktisk er jeg ikke engang en skribent; jeg er en historiefortæller. Én af mine venner sagde om mig, at jeg tror, alle sorger kan bæres, hvis man sætter dem ind i en fortælling” ...

Til september udkommer nye digte af den enestående Bjørn Rasmussen. Her er et uddrag af samlingen, 'Forgabt', transskriberet fra forfatterens oplæsning i juli på Silkeborg Højskoles eksistenssommerkursus. Det er ensomme digte fra området omkring Brabrandsøen. De er på én gang metalliske og organiske, vitale og sygelige ...

Det er forvirrende at opdage, at de ganske få værker af en kunstner, som man egentlig bryder sig om, og hvorpå hele ens følelsesmæssige investering i og kvalitetsvurdering af denne kunstner hviler, ikke er originale, men fortolkninger af noget andet og meget bedre ...

Den danske sommer indebærer en særlig ambivalens. Den sociale konstruktion ’sommerferie’ gør sommeren til en undtagelsestilstand og -stilstand ...

I aftes for præcis 95 år siden gik den 27-årige Vladimir Nabokov på scenen under en forsamling af Unionen af russiske journalister i Berlin i rollen som hustrumorderen Vasilij Pozdnysjev fra Leo Tolstojs fanatiske kortroman 'Kreutzersonaten' ...

Den schweiziske forfatter Fleur Jaeggys bøger er karakteriseret af kynisme og kold følsomhed. Hendes delvist selvbiografiske gennembrudsværk, Tugtens lykkelige år fra 1989 om forholdene mellem piger på en kostskole i Schweiz, udkom på dansk sidste år. Nu foreligger også Jaeggys andet hovedværk fra 2001 i oversættelse og udvider danske læseres mulighed for indblik i hendes sært tiltrækkende, kølige univers ...

I denne uge dykker Mette Høeg ned i folkeventyrets fader Straparola og en moderne afspejlning af den mundtlige fortælletradition, der lever i fænomenet David Danmark...

Med 'Verdensfrelserinden' stadfæster Nielsen sin position som den fremmeste repræsentant for radikal selvudlevering og betydningsmæssig uafgørlighed i dansk litteratur og kunst ...

Om Nabokovs geni, en imponerende norsk debut og en tåkrummende litteraturfestival i Aarhus ...

I en samtale i den engelske Vintage Books podcast mellem forfatteren Edward St. Aubyn og biologen Merlin Sheldrake diskuteres den vidtrækkende symbiose mellem alting i den naturlige verden såvel som forbindelsen mellem litteratur og naturvidenskab ...

Værten kommer således lidt sent til festen, når hun for nylig i ’Skønlitteratur på P1’ uforpligtende og selvhævdende påstår, at hun ligesom de fleste andre kvinder er blevet forbigået i sin karriere alene på grund af sit køn …