Mette Høeg

Denne uges Fri Kritik, som også er årets sidste, giver en anbefaling af en uaktuel udgivelse om verdens mest radikale hukommelsestab. Desuden afsløres min største læseoplevelse i det forgangne år.

I denne uge følger Fri Kritik op på sidste uges brev om Robert Musils store modernistiske værk og giver indblik i dets transteoretiske dimension og idéen om ”urfantasiens hermafroditisme”. Desuden fortsættes decembers shortlist af årets mest bemærkelsesværdige udgivelser med tilføjelsen af en dansk oversættelse af en gammel science-fiction klassiker og et helt nyt og banebrydende neurovidenskabeligt værk om den menneskelige bevidsthed og illusionen om selvet.

Denne uges Fri Kritik giver først og fremmest en varm julegaveanbefaling af en nylig forkortet og yderst tilgængelig version af et af modernismens mest fremtrædende og notorisk ufærdiggjorte værker. Desuden er der nyheder om feministiske efterfølgere til andre litterære klassikere. Og så fortsættes decembers shortlist af årets bedste bøger.

Fri Kritik handler i denne uge om fordelene ved at opgive den individualistiske ideologi og lade sig opløse i et bevidsthedsmæssigt og rationelt fællesskab, det vil sige at overgive sig til the hivemind. Desuden begynder jeg at shortliste de bedste bøger fra 2021. Og brevet sluttes af med citat fra en brevudveksling mellem to af litteraturhistoriens mest markante dystopisk-visionære forfattere.

I denne uges Fri Kritik sammenvæves roserne i Rebecca Solnits nye bog om George Orwell med idéen om musikken som den smukkeste, mest overlegne men også mest fordærvende kunstform med betydningen af synæstesi i Olivier Messiaens musik.

Denne uges Fri Kritik giver en anbefaling af Glen Bechs intenst seriøse og vedkommende tekst om den manglende klassebevidsthed i Danmark samt en refleksion over skyld og uskyld og den filosofiske debat om fri vilje i relation til Sofokles' tragedie Kong Ødipus. Det afsluttes med to one-liners om henholdsvis fiktionens særlige egenskaber og naturalistisk erotisme.

I sin nye bog med den irriterende mainstream-kække og pleasende titel The Sweet Spot: Suffering, Pleasure and the Key to a Good Life kaster den canadisk-amerikanske psykolog Paul Bloom lys over sammenhængen mellem smerte og eksistentiel meningsfuldhed. En hovedpointe i bogen er, at menneskeligt velbefindende ikke så meget beror på nydelse og komfort, men er knyttet til oplevelsen af mening. 

Det er en frustrerende, men interessant samtale, der udspiller sig mellem P1-værten Nanna Mogensen og den romanaktuelle Knud Romer i den seneste udsendelse af Skønlitteratur på P1. Mogensen møder op til interviewet med en forudindtaget modvilje, næsten fjendtlighed og en for en journalist forunderlig mangel på nysgerrighed. Man forventer, at denne indstilling vil blokere totalt for enhver produktiv udveksling, men mærkeligt nok åbner den netop Romer og lader ham villigt og ret rørende blotte sig.

Den nye filmatisering af det engelske 1300-tals digt om Sir Gawain og den grønne ridder er en usædvanlig fortælling og en af de smukkeste film, jeg har set. Det er en ekstremt vellykket eksperimenterende tilgang til det episke eventyr og en kærkommen nyfortolkning af den populære historiske fantasy-genre, der i disse år alt for ofte finder kedeligt og forudsigeligt udtryk i grove og klichefyldte mainstream-produktioner med flad fan fiction-æstetik såsom Game of Thrones.

Knud Romers nye roman er en inderlig, energisk og desorienteret lille udgivelse. Romer skriver og fortæller godt. Pigen i violinen lader sin læser suse ubesværet igennem den ligefremme og kronologisk udfoldede historie om en ambitiøs og socialt usikker, lille, violinspillende piges udvikling til en debuterende, selvbevidst musiker og ung, smuk kvinde.