Mette Høeg

Det eksplicitte fokus i videnskabsjournalist og forfatter Lone Franks nye podcastminiserie er spørgsmålet om, hvad der forårsager og konstituerer psykisk sygdom. Men programmerne handler ligeså meget om, hvad det vil sige at være menneske.

Suzanne Brøggers dagbøger fra de seneste ti år udkommer i denne uge, og i modsætning til Informations litteraturredaktør Peter Nielsen, der i sit nyhedsbrev fortæller, at han ikke kunne lægge dagbøgerne fra sig, kunne jeg knap kæmpe mig halvvejs igennem.

De nye bøger på dansk, jeg har læst i ugens løb, og som lød lovende, var i sidste ende ikke værd at bruge mere tid på. Til gengæld blev jeg grebet af den bog, som jeg havde mindst forventninger til. Der er tale om den seneste udgivelse af den amerikanske kritiker og forfatter Andrea Long Chu, der er blevet fremstillet som indstifter af en ny bølge i transteori, og som tidligere er blevet omtalt i Fri Kritik.

Jeg lovede tidligere i september en opfølgning på debatten om det identitetspolitiske i kulturen. Mere specifikt om oppositionens vedvarende og efterhånden temmelig trættende engagement i en useriøs populærkulturel strømning, der kun lader, som om den er politisk.  I denne uge specificerer jeg, hvad det vil sige, at den identitetspolitiske position i samtidslitteraturen og kunsten i det hele taget er pseudopolitisk.

Filmen rummer imponerende meget, inklusiv et spor om opklaringen af hovedpersonen Bjørn Andrésens mors forsvinden og død. Alligevel er den sammenhængende. Først og fremmest viser den, hvordan den skønhed og karisma, Andrésen er bebyrdet med, er så fængslende og indtagende, at den undertrykker individet, der bærer den. Særligt efter at Visconti promoverer Andrésen som ’verdens smukkeste dreng’, bliver han determineret af sin skønhed og hele tiden reduceret til den, idet den trumfer og overstråler de andre betydninger i ham, hans øvrige karaktertræk, historier og de store traumer, han bærer på. Han synes ikke at være sin egen skønhed, som nærmere synes at løsrive sig fra og undertrykke hans personlighed.

Felix Katzenelsons omdiskuterede kritik i Politiken i sidste uge af den ”femstjernede onkelhed” i modtagelsen af den hypede irske forfatter Sally Rooneys seneste værk er en fuldendt litteraturkritisk selvmodsigelse og komisk i sin egen uvidenhed herom. De danske anmeldere har behandlet Skønne verden, hvor er du som en generationsroman, og det beviser ifølge Katzenelson, at de ikke har forstået bogen. For den er meget mere end en generationsroman, ifølge Katzenelson, til trods for, at han ikke selv kan karakterisere den som andet eller mere end ”bare en god bog”. Anmeldernes fejllæsning skyldes, at de er for gamle til at forstå den, mener Katznelson og leverer dermed det stærkeste argument mod sig selv, idet han netop stempler bogen som et værk, der ikke er relaterbart eller tilgængeligt for andre end dem, der tilhører forfatterens generation.

Første del af Søren Ulrik Thomsens nye erindringsessay er vidunderligt velskrevet. Meget få, måske ingen, skriver dansk med så omkuldvæltende kvalitet, metaforisk og tankemæssig præcision og teknisk dygtighed om ”tindrende præsens” og ”baggårdenes skumrende æskesystem” i Thomsens by, København. Hans fuldkomment formulerede, træfsikre og musikalske erindringsessay er ekstremt tilfredsstillende læsning. Det besidder en skønhed, som ikke er overfladisk og ikke kan isoleres, men som findes i samspillet mellem tekstelementerne – tempoet, rytmen, billedsproget, følelserne, idéerne – der forbinder sig i et voldsomt velfungerende hele.

Unge Rasmus Theisen, som nævntes i sidste uges Fri Kritik, er netop debuteret med en mellemting mellem en nutidig rejsedagbog og et fiktivt, dystopisk vidnesbyrd. Andre hunde vælter langt fra læseren omkuld, men er alligevel ikke til at slippe. Theisen fortæller godt, og energien i værket er tiltrækkende. Det er en nøgtern, ikkeromantiserende skildring af et lille isoleret bysamfund på Grønland med fokus på øens stærke spændinger til det danske. Det er en sympatisk, umiddelbar og samtidig selvbevidst bog, der fordomsfrit, men også distanceret, handler om alkoholisering, trøstesløshed, underliggende, ulmende aggression og pludselige udbrud af vold.

Den litterære behandling af virkelige kriminalsager og forbrydelser er en gammel genre, hvis popularitet i de senere år er eksploderet. Den har udviklet sig vildt, spredt sig langt udover bogmediet og især fundet udbredelse i serielt format i podcasts og på diverse streaming-tjenester. Men i stedet for en nysgerrig undersøgelse eller seriøs konfrontation af denne underholdende, men tvivlsomme, genre er Frasers artikel et patetisk forsøg på politisk hvidvask...

Det mest problematiske ved 'Pagten' er det rungende tomrum, der efterlades der, hvor selve litteraturen skulle have været i filmen. Der er forbløffende lidt kunstnerisk substans i en film, der handler om forløsning af kunstnerisk talent ...