Mikkel Rosenvold

Selvom vi på redaktionen bag Fri Værdi tillader os at holde lidt sommerferie i disse uger, betyder det naturligvis ikke, at milliardstrømmene på de internationale finansmarkeder ligger stille. Derfor holder vi et vågent øje fra svømmepølskanten og giver dig her en kort rundtur i de bevægelser og dynamikker, der fortjener din opmærksomhed hen over sommeren.

Da Joe Biden overtog præsidentembedet i USA, forventede mange en omvurdering af landets forhold til Kina. Donald Trumps Kina-politik havde været defineret af en hård handelslinje, en tydelig støtte til Taiwan og strategisk positionering i forhold til kritiske råvarer og forsyningskæder. Under Trumps ledelse havde USA fulgt en politik om "de-coupling", hvor landet forsøgte at mindske sin afhængighed af Kina.

Der findes ikke noget så tysk som bilindustrien. Smag bare på navnene – Audi, Mercedes, Volkswagen, Porsche, BMW. Det er symbolerne på tysk kvalitet, håndværk og stolthed. Men den hæderkronede tyske bilindustri går en tid i møde med faldende salg, faldende markedsandele og nye konkurrenter i USA og Kina. De tyske biler har simpelthen svært ved at følge med på digitalisering og elektrificering.

I årevis har vi været vant til, at USA og Saudi-Arabien var to af de tætteste venner i international politik. Det var egentlig en ret underlig alliance, idet de to lande delte tæt på nul værdier. USA er liberalismens og republikanismens højborg, mens Saudi-Arabien er et nærmest feudalt familiemonarki, hvor den regerende familie fordeler penge, titler og privilegier imellem sig uden skyggen af borgerinddragelse.

Op til de forestående forhandlinger om et nyt forsvarsforlig gennemførte man et ”kasseeftersyn”, der afslørede et efterslæb på 38 milliarder kroner på Forsvarets bygninger og materiel. Det blev en stor mediehistorie, men personligt fik historien det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. At bede Forsvaret om at gennemføre sådan et kasseeftersyn i det nuværende politiske klima er som at bede en 8-årig om at redegøre for det strukturelle efterslæb på elektronik, legetøj og pelsdyr på hans værelse.

Det er efterhånden alment kendt, at politikerne ved de årlige finanslovsforhandlinger blot forhandler om ganske få promiller af det samlede budget. Selvom aftalerne typisk bliver slået op som store landvindinger, er det lidt som musen og elefanten, der gungrer løs hen over broen. I dette tilfælde er politikerne altså musen, mens rollen som elefant selvfølgelig spilles af det almægtige Finansministerium. Det ved de fleste godt. Men vidste du, kære læser, at staten i 2022 havde et overskud på vanvittige 186 milliarder kroner? Vidste du, at staten har lagt 20 procent oven i sin husholdningskasse siden de glade år før coronaen? Og vidste du, at staten har tjent astronomiske 205 milliarder kroner på tværs af coronakrise-årene?

Måske husker du det danske lystspil Baronessen fra benzintanken? Det er en herligt simpel film, som man lavede dem i 1960’erne, hvor de onde aristokrater står til at miste godset og alle pengene til en simpel tankpasserinde i skikkelse af en purung Ghita Nørby. Der er aldrig tvivl om, hvem der er gode, og hvem der er onde, og det kan jo være meget rart i en tid, hvor alting gerne skal nuanceres og debatteres.

Da jeg i sin tid flyttede til Nordsjælland, kunne den lidt for friske ejendomsmægler i det lidt for stramme jakkesæt underholde med at, ”vi jo ikke længere kaldte det whisky-bæltet, men i stedet Tesla-bæltet”. Hvorfor er Tesla-bølgen interessant i et lidt større perspektiv? I forrige uge kunne Tesla annoncere en ny fabrik i Shanghai, hvor Elon Musk og co. skal bygge de såkaldte megapack-batterier til at understøtte den grønne omstilling i hele verden. Tesla havde i forvejen en såkaldt gigafactory i Shanghai, hvortil leverandører af bilbatterier selvfølgelig også skød op i nærområdet. Det virker altså til at Tesla koncentrerer en stor del af sin batteriproduktion i Shanghai.

Forud for den økonomiske krise, som jeg efterhånden finder lige så sikker som amen i kirken, skal vi igen høre på, at europæiske embedsmænd har fundet en type regulering, som vil forhindre de værste genvordigheder i at gentage sig. Problemet er, at embedsværket altid vil være et skridt bagud og ikke et skridt foran, og sådan vil det også vise sig at være denne gang.

I 1972 udtalte den kinesiske premierminister Zhou Enlai, at "det var tidligt at sige noget endegyldigt” om effekterne af den franske revolution, der som bekendt fandt sted i 1789. Det er både et dybt idiotisk, men også meget fængende citat, for det indkapsler, hvor stor forskellen er på tidshorisonterne i kinesisk og vestlig politisk tænkning. Det fik vi en yderligere smagsprøve på i denne uge.

Hvis man ikke i forvejen var økonomisk depressionsramt, så føjer en tur med det flyvende DSB med sikkerhed altid spot til økonomisk skade. Der er lige nu stilhed før stormen i den globale økonomi, men tendenserne ser ikke lyse ud.

Det er stadigvæk ikke gået op for hverken centralbanker eller centraladministrationer, hvad de underliggende årsager til den verserende bankkrise går ud på, hvilket risikerer at gøre krisen værre. Her er bankkrisens ABC.

I skrivende stund sidder jeg på et Iberia-fly med retning mod Madrid for at møde en stribe spanske banker. Iberia er et af de ganske få Europæiske flyselskaber, som har et nogenlunde anstændigt serviceniveau tilbage på de dyre rækker, mens SAS’ tilsvarende såkaldte værditilbud med sikkerhed er udarbejdet af en århusianer, som har analyseret sig frem til, at det vigtigste ved en forretningsflyrejse er bæredygtig ymer og smoothie. En kaospilot kunne ikke have gjort det bedre.