Rasmus Faber Lundberg

Det kan af og til lugte af aftalt spil, når anmelderne kaster deres kærlighed over den samme, knudrede feinschmecker-film. Tag bare sidste års største stjernesluger herhjemme, Park Chan-Wooks Decision to Leave; en film, der presser sine Hitchcock-referencer og symbolske hints sammen til så kompakt en bolle, at den helt almindelige biografgænger vil nøjes med at tage et par bidder og lade resten ligge. Og så gå i pølsevognen, hvor jeg har holdt en plads. Andre gange kan det dufte af et rent mirakel, når en film uden nævneværdig ydre handling hyldes og hædres for sit indre liv. Sådan en film skal det handle om i denne uges Fri Kritik.

To gamle mennesker sidder i en lejlighed. Og der bliver de siddende. Så kort og tørt vil en skeptiker kunne pitche den absolut bedste film, jeg så i 2022 – et værk af så drøj, ufortyndet styrke, at det har været vanskeligt at fordele vægten i det her nyhedsbrev og rent faktisk snakke “årets film” i flertal fremfor ental. På trinnet lige under – for sådan et var der trods alt – stod en lille, islandsk film på tæer for at fastholde et kvælertag, jeg stadig mærker som en ømhed i struben den dag i dag. Den film var i øvrigt ikke Hlynur Palmassons storroste og ligeledes islandske prisvinder, Vanskabte Land, men den kan du til gengæld også læse om i afsnittet med årets skuffelser og overraskelser samt de fremragende film, der havde mesterværket inden for rækkevidde. Og det er der, vi begynder.

Vi ved, hun skal dø. Det gælder den iranske prostituerede, der ryger opium og lader sig opsamle af skumle, liderlige mænd i de indledende minutter af en selverklæret seriemorderfilm. Og det gælder Marilyn Monroe, virkelighedens filmikon, der i 1962 tog sin sidste indånding på en himmelseng i Los Angeles, 36 år gammel. Så hvorfor skal vi træde nærmere? Hvorfor skal vi ned i knæ for at se et blodsprængt blik i øjnene og lægge øret mod en kvalt kvindehals, hvis nødråb aldrig blev hørt? Spørgsmålet klistrer til den danske Oscar-kandidat Holy Spider og Marilyn Monroe-filmen Blonde, og netop dem skal det handle om i denne uges Fri Kritik.

“Living is easy with eyes closed,” sang John Lennon i 1967, og selvom han så afgjort havde fat i noget dér, kan intet trin på livets lethedsskala måle sig med udsynet bag de tonede, guldrandede ruder i Ray Ban-brillen Aviator – pilot-solbrillen, som Tom Cruise udødeliggjorde i Top Gun fra 1986, og som selvfølgelig er hentet ind fra 80’ernes trofæstue til en tur mere i manegen. Top Gun: Maverick hedder toeren, og den er nu kørt i stilling som lejefilm for de sofaseere, der end ikke orkede at rejse sig og tage bukser på for at se årets største film i biffen. Jeg fælder dom med en skål chips i skødet og runder desuden DR-landeplagen Gift ved første blik samt en filmatiseret dansk kriminalroman, der nok skulle være blevet på bogreolen.

Der er stort set ikke det, en handlekraftig montage ikke kan klare, når mainstreamfilmen rækker hånden ud efter hjælp. Med montagen som motor kan man dele flyers ud til det halve af en storby, rengøre og reparere et totalsmadret hus før forældrenes hjemkomst eller udrydde et forbrydersyndikat over en velkoordineret nat – på præcis den tid, det tager en velvalgt popsang eller et taktfast soundtrack at spille tingene fra A til B. Eksemplerne på montagens belejlige magi er utallige, men i Elvis, der i sidste uge landede på streamingtjenesten HBO Max, går Moulin Rouge-instruktøren Baz Luhrmann skridtet videre og statuerer et slags nyt eksempel. Det skal det handle om i denne uges Fri Kritik, hvor jeg også tager en høtyv under armen og svinger forbi DR.

Det kan være svært at se, men lige bag Anders W. Berthelsens bamsemave finder man en anden biografaktuel premierefilm gemme sig i mørket. Længst inde mod hjørnet, klædt i posede genbrugstekstiler og sarte pastelfarver, står amerikanske After Yang på flade, groundede strømpefødder og ligner akkurat det, den er: en pacifistisk science fiction-film beriget eller bebyrdet med så fintfølende reflekser, at en ølbøvs fra Bamse ville sende den baglæns ud af saloondøren.

I denne uges Fri Kritik kører jeg karrusel i multiverset via indie-succesen Everything Everywhere All at Once, der efter et langt og indbringende biografliv nu sætter strøm til streamingtjenesterne. Og så ser jeg, hvad den canadiske komiker Nathan Fielder har fundet på i sit nye, bindegale tv-show The Rehearsal. Det er ikke småting, skulle jeg hilse og sige.

Den kommer anstigende med en af filmverdenens vigtigste priser og river flere stjerner og hjerter til sig, end plakaten kan rumme. Samtidig bliver den beskrevet som “hypnotisk” og “sindsoprivende” og kaldt “den bedste måde at massere hjernen på uden indtagelse af kemiske substanser” til fuld plade i Berlingske. På den note er det lige meget, at Magnus Cort såvel som min datters kindtænder er i udbrud den her sene eftermiddag; at søvnen er sparsom og kræfterne få, og at min hjerne er gulnet af verdens største cykelløb. Mens lycra-klædte fædre og prikkede folkemængder kører én vej, kører jeg en anden – mod biografen og ind i mørket, hvor thailandsk-colombiansk-britiske Memoria angiveligt veksler viljestærk tålmodighed til et rent, ufortyndet filmtrip.

Skulle jeg med pistolen for panden udpege fem film, der bare gør det for mig, ville Oslo 31. august klare cuttet. Derfor har jeg i denne uges Fri Kritik selvfølgelig kigget nærmere på Joachim Triers nyeste film, Verdens værste menneske, der et helt år efter verdenspremieren i Cannes nu endelig er kommet på danske hænder. Og så træder jeg varsomt ind på livet af Christian Tafdrup og hans provo-gyser Speak No Evil, der toner frem som nyhedstitel på diverse digitale filmhylder. Skal jeg hældes i jordhullet med livløse danske anmelderkroppe, eller klarer jeg mosten? Og hvad er det overhovedet for en most? Få svaret i anden del af nyhedsbrevet her.

I denne uges Fri Kritik tager jeg godt med luft ind og begiver mig fra kulturkritikkens højthævede udkigspost ned i stegeosen af dansk reality-tv. Her kæmper to føljetoner, Bachelor og Paradise, om seernes gunst ved at levere afstemt og appellerende fjernsyn til tiden, men er der reelt nogen kant tilbage i de renskurede formater? Jeg runder også den biografaktuelle amerikanske spillefilm Red Rocket og lægger til sidst vejen forbi Oscar-jægeren Mehdi Avaz, der med en markant kommentar har lagt sig ud med både skabende og formidlende kræfter i den danske filmbranche.

Jeg kan umuligt være den eneste, der følte mig provokeret og en smule bekymret, da brødrene Mehdi, Milad og Misam Avaz i 2017 turnerede Mediedanmark rundt med deres ensembledrama Mens vi lever. For kan man virkelig researche og udenadslære sig til guldrandet succes i et fag som filmens? Det mente brødrene og forklarede i ramme alvor, hvordan gennemlæsningen af hundredvis af succesfulde Hollywood-manuskripter havde udstyret dem med evnerne til at gå hele vejen. Ikke bare ind i publikums hjerter, men op på de høje nagler. Hele vejen til Oscar-statuetten. Denne uges Fri Kritik handler kun en smule om Avaz-fænomenets tunnelsynede gulddrømme og en del mere om ungdomsdramaet Intet, der kører i biograferne netop nu. Som en filmatisering med 20 års forsinkelse stiller den en vare til rådighed, ingen rigtig har efterspurgt. Spørgsmålet er, om den rager nogen – og i så fald hvem.

I mit første udspil som Frihedsbrevets nye filmkritiker møver jeg mig ind imellem holdningerne til den kompromisløse italienske kunstfilm Grotten og runder desuden to streaming-aktuelle superheltefilm, der trods comic book-fællesnævneren er hinandens totale modsætninger. Slutteligt følger også et par tanker om den dagligt muterende retssag mellem Johnny Depp og Amber Heard samt TV 2’s dagsordensættende – og på ét punkt helt ekstremt vellykkede – dokumentar om Herlufsholm.