Simon Jul Jørgensen

Det hele stritter i alle retninger, buske, træer, hække, skovbund – ja, det hele er i gang. Ligesom i sidste uge skal vi igen konfronteres med bærbusken. Denne gang skal det handle om et af undertegnedes yndlingsbær: Brombær. Min kære mor laver verdens bedste brombærsyltetøj: Det er totalt modne brombær, noget vanilje, noget citron og rørsukker. Koge, koge, koge. Køle, køle, køle, og som trukket ud af røven på en magisk agame. Verdens bedste brombærsyltetøj.

Den ukuelige danske sommer er til tider lidt svær at regne ud. Flystrejke, en national Tour de France-orgasme, politiske topembedsmænd sendt på sommerferie i stedet for i fængsel og ikke mindst tilbagevendelsen af de længe savnede festivaler. Sommeren 2022 er fandeme episk på mange måder. Den får et kæmpe kryds i min årskalender som en sommer, jeg ikke bare sådan lige kommer til at glemme. Ja, de danske somre kan være lunefulde, men hvis der er én ting, man altid kan regne med, er det vores ribs. Uha, det er godt! Der er røde, hvide, pink, nærmest lilla og selvfølgelig grønne umodne bær, der også sagtens kan gøre din krop glad. Så er det bare at tage for sig!

Dette nyhedsbrev er essensen af en kultiveret carnivores bekendelser til kødets lyst. Vi skal snakke om nøglen til gastro-oraklernes hemmelige servante. Den egentlige humane bevidstheds balancebom. Alle hellige skrifters moder-protein: BACON!

Her i weekenden skal du pleje sanseminder, og ja, jeg ved da godt, at det lyder som en eller anden form for online-ølejr-life-coaching-håndspejls-aurafotograferende-rent-sind-hår-på-pikken-fuldskægs-blomster-kusse-trylle-kursus, men det er det altså ikke. Det handler om den der ene bid, der nedbryder alle fysikkens love om rejser i tid og rum. Én enkelt bid kan være den fedeste rejse.

”Havet er skønt” synger Thomas Eje i Disneys tegnefilm Den Lille Havfrue. Hr. Eje lægger stemme til Sebastian, som er havfruen Ariels BFF, og han er en noget neurotisk hummer, der med en kærlig og lidt overbeskyttende attitude er mægler mellem den post-teenagede havfrue Ariel, der er lidt for nysgerrig på livet, og hendes far Kong Neptun. Lad os dvæle ved skaldyret Sebastian, for serverede man ham kogt med en lille skål smeltet smør og lidt godt brød, så ville man med garanti være i skaldyrshimlen. Hvis man er til den slags, og det er jeg!

Jeg sidder foran noget, der ligner en blanding imellem en kiosk og en babytøjsbutik, som på siden kører et lille taverna-agtigt cafékøkken. Min gode ven, en kok fra Catania, der hedder Melanie og er fra Sicilien, arbejder nu på en af verdens fineste restauranter i Milano. Hun anbefalede mig SPECIFIKT at besøge denne her lille perle, hvis jeg lovede højt og helligt aldrig at fortælle andre om den.

Som jeg husker det, var det efter drabet på “Makrellen”, at jeg hørte ordet ”rockermord” for første gang. Det er totalt barske sager, som på en eller anden måde altid sniger sig ind i mit hovede, hver gang jeg arbejder med makreller, eller når jeg får et stykke rugbrød med makrel i tomat – og mayo. Det er sgu lidt mærkeligt, men heldigvis skal det ikke handle om drabelige rockere i dag; det skal nemlig handle om den brave, standhaftig og næringsmæssige kongespise.

Der er vel næppe noget, der SKRIGER sommer som promille-petting i et lidt utæt festivaltelt en lun sommernat i festivaldanmark? Er der? Tjah, tjoh, og så alligevel. Her vil jeg enormt gerne fremhæve danske sommerjordbær! Danske sommerjordbær er i mit beskidte sind en form for tidsmaskine; en organisk mekanisme, der kan skyde mine sensoriske harddisk rundt i alle forskudte universer i både tid og rum.

”Ært”. Det er et ord med mange betydninger. At klare ærterne – en vild sætning, hvis betydning vel nok henligger sig til, at man gennemfører noget. Men hvor kommer det lige fra? Jeg har søgt, men finder nærmest intet. Er det en reference til ærtehøst? At være en grønært er lidt nemmere at fatte: at være lille og frisk, til dels sprød, med en kærlig tone.

Forleden dryssede jeg rundt i et byggemarked og ledte efter noget så almindeligt som en pakke 3,5 x 60 træskruer til noget makværk, jeg render og skruer i derhjemme. Det var imidlertid en kort aktion, eftersom jeg udmærket godt vidste, hvilken gang og hylde jeg kunne finde mine skruer på. På vej mod kassen passerer jeg så en grilludstilling, men det er ikke så meget en udstilling, som det er et miljø – et grillmiljø. Jeg tæller, at der står 18 forskellige slags gasgriller og 9 slags kulgriller. Hele herligheden var faktisk i to etager, for på en stor hylde over reolerne med de vanvittigt mange grill accessories, stod der faktisk også et par små kulgriller. Hvis man dyrker grill, så må det her da være en slags stykke med lykke.

De er der som så meget andet hele året rundt, men nu er de danske og friske som ind i helvede. Og det er nu, de er aller-ALLER-bedst. Det er selvfølgelig asparges, vi skal have op under neglene i denne weekend.

Jeg ved, jeg har været omkring netop dette produkt før, men det kan i min bog ikke prises nok. Det er en af de importvarer fra Sydamerika, der på så mange måder har været med til at forme vores moderne samfundspyloner. Det er selvfølgelig kartoflen.

Bare rolig, der er lige et kort ophold i inspirationen til at spise ting, som normalt ikke finder vej til vores ganer. Vi har allerede været en tur omkring testikler, nyrer, hjerte og hjerne, og det var måske lidt for meget af det gode, tænker du nok. Så denne gang tager vi fat om noget, der har lidt nemmere ved at tilfredsstille dine øjne og næsebor. Vi skal tale om brød, nærmere betegnet: Madbrød.

Oh ve, oh skræk, nu kan vi da snart ikke stramme den mere her i Fri Tids hyggekøkken!? I sidste uge handlede det om at spise testikler – hvordan overgår man lige det? Jeg kunne godt forsøge mig, men jeg vil helst gerne undgå, at alle Frihedsbrevets ansatte ender i fængsel til evig glemsel og sjæleligt forfald, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Der er i forvejen skræk og rædsel nok i vores samtid. Så i denne weekend skal du noget så naturligt som at lege med blod! Vaskeægte dyreblod.

Dette nyhedsbrevs hovedrolle er for mange forbundet med kombinationen af sexuelle undertoner og uartighed, intimitet og jagten på himmerigsmundfulden. Så hvorfor ikke gå hele vejen og smække et af de organer, der er en af af grundstofferne i arternes videreførsel på middagstallerkenen? Bollerne, kronjuvelerne, mandeøstersen, spermoladefabrikken, klunkeriet, klodesystemet, æggepakken – kort og godt testikler.

Hvis jeg ved én ting om hjernen, så er det, at vi skal spise mere af det. I en stor del af de smukke naturreligioner har det at fortære forskellige organer fra nedlagt bytte, i særligt eksotiske tilfælde fjender, været ensbetydende med, at man overtog disses forstand, instinkter og mod. Jeg er ikke overbevist om, at det er tilfældet, men jeg mødte engang en frisk kvinde på en festival, der var fast besluttet på, at hun var besat af en salamander-ånd. Jeg var selv på svampe, så I kan jo nok forstå, at der i den konstellation af animalske drømmeseancer og en mere eller mindre psykedelisk flugt endte i en smuk nat på en mark mellem Vindinge og Tune ved Roskilde.

Nu kom der jo ikke et nyhedsbrev fra mig i sidste uge. Det er jeg ked af, for dér var det pissehamrende påske. Den laaaange fredag. Traditionen tro sidder vi til højbords, og vi har alle hver vores traditionelle spiser i netop disse dage. Påskelammet er allestedsnærværende, og for mange bærer ofringen af et påskelam en god anledning til at stege en lammekølle eller en ryg. Men hvorfor ikke nyren? Lammenyre er en delikatesse! Så let kan det siges. Hvis man går op i sæsonernes lyksaligheder, så er påskelammet, HELE LAMMET, en af de sæsonproteiner, der topper min liste over smagen af forår.

I mit barndomshjem var der ikke meget lever andet end i postejen. Jeg var allergisk over for mælk, så det kom der ikke i min mors hjemmelavede postej. Den var endda uden spæk, men med smør i stedet. Og æbler… Men den smagte godt, selvom det var en rimelig tør omgang. Min far bryder sig ikke om lever, så det var mest, hvis han ikke var hjemme, at min mor kunne finde på at lave stegt lever, og jeg glædede mig altid. Stegt lever med bløde løg, pandesovs og kartofler – en klassiker.

Dagens nyhedsbrev er dedikeret til et af de allermest noble, hæderlige og fine proteiner fra dyreriget: lammehjertet. Kan man lave lammehjerter i flødesovs? Øh, ja! Selvfølgelig kan man det, og som det oftest er med den ret, er det en nem og velsmagende sejr at bære til bordet. Men der er så uendeligt mange andre retter med det lille uldne dyrs vigtigste muskel, der kan fungere som vaskeægte lammehjerteknusere.

Gnaveben. Det er i sig selv et stærkt ord, og for mit vedkommende er det noget, vi kun fik, når min far ikke var hjemme, fordi han ikke kunne lide at sidde og nasse med sin mad. Det er og bliver dog en af mine absolutte favoritspiser, og det har vel nærmest ingen sæson, fordi der er så mange måder at bruge knoglerne på. Herhjemme kender vi godt pakken nede i supermarkedet: Stegeben, suppeben eller bare ben. Det er pissebilligt – og nok en af de animalske produkter, man kan få allermest ud af. Suppebenet: Det bliver i et andet nyhedsbrev, for dette handler KUN om benene, knoglerne… skelettet. Makabert? Nærmere tværtimod.

Antallet af såkaldte forårsbebudere står i kø for at være den vigtigste. De lyse timer bliver der hastigt flere af i øjeblikket, og som altid slæber vi vores askegrå halvnøgne kroppe ud i det sociale sojalatte-samfund, så snart en enkelt solstråle tvinger sig vej gennem skyerne. For de folk, der fråder løs af moder jords spæde forårsskød, er ramsløget en sikker forårsbebuder. Det er sammen med erantis og vintergæk en af de ting, der fortæller, at jorden er ved at blive sommerfræk.

Parisermode, pariserrøv, pariserstemning. På alle måder og som tillægsord har Paris altid været noget, der har hentydet til en vis anstand, kvalitet eller “fornemmelse af noget finere”. Og så er der pariserbøffen. På trods af dens navn er den vel omtrent lige så fransk som risalamande. De aner simpelthen ikke, hvad det er i Frankrig. På en skøn tur til Paris oplevede jeg engang en her unavngiven meget dygtig dansk kok efterspørge en “Boeuf de Paris”, fordi han mente, at når vi nu var her, skulle vi da prøve den ægte vare. Tjeneren tog imod bestillingen, og min kammerat lignede et barn, der ventede på juleaften. Men da serveringen endelig kom, kunne man se de forventningsfulde julelys i barneøjnene slukke.

I dag skal det handle om takeaway, som jeg fra nu af vil kalde TA. Altså mad, vi ikke selv laver eller har noget at gøre med, før vi spiser den. Det bliver bragt til vores dør af et bud, så vi kan spare 10-20 minutters madlavning (effektiv aktiv madlavningstid). Det giver os ekstra tid, føler vi, fordi vi sparer den hårrejsende oplevelse, det er, at skulle lave hverdagsmad. Derudover sparer vi også en del opvask, og er man ekstra heldig og velbeslået, kan man have nok mad til et måltid bestående af rester dagen efter også.

I dag er der nogle folk, der mener, at man er en beskidt sjæl, hvis man spiser kød. Man kan således blive shamet godt og grundigt for sin uetiske stil, hvis man sidder i et ”grønt” selskab og kommer til at nævne, at man elsker kød. MEN KØDET er det, vi skal tale om her og det, vi skal spise i weekenden. Vi skal have rødt kød, oksekød, studekød, og vi skal tilbage til dengang, hvor man spiste de gamle malkekøer, når de ikke længere gav mælk.

I gamle dage kunne man holde ferie i vikingecenteret i Lejre. Så boede man i et vikingehus, gik rundt i uldtøj, sov med en ged og smagte mad lavet af råvarer, som senere skulle vise sig at blive grundlag for det mest hypede køkken i verdenshistorien. I hvert fald siden tyrkerne kom med frikadeller til Sverige. VIKINGEKØKKENET!

I denne udgave af Fri Tid vil der forekomme gastroerotisk sprog, som kan virke stødende. Læs derfor dette i en voksens nærvær eller på et sted, hvor du kan sidde alene og ånde tungt, gnubbe og gnide – uden at være til gene eller fare for andre. SÅ er det sagt. Velkommen i klubben, Mulle.

Coronaen har langt om længe indfundet sig i min krop, hvilket i skrivende stund indebærer fire dages isolation. Fire dage! Jamen, det har størstedelen af befolkningen jo efterhånden prøvet. Nogen endnu mere. Og nogen endda med et kompliceret og langvarigt sygdomsforløb med forfærdelige konsekvenser og langtidsskavanker med i posen. Jeg er med andre ord i gang med en mild version af pandemiens svøbe.

Yngletiden og lysten til at føre arten videre er hos fisk som hos mennesker. Når temperaturen stiger, så stiger også blodet til hovedet, og så skal der sættes yngel i verden. Siden jeg var barn, har fiskeæg af enhver afskygning været noget af det, jeg allermest elsker at spise. Mine forældre har aldrig skortet på at give os børn fuldstændig det samme, som de selv spiste – på godt og ondt. Men fiskeæg har for mit vedkommende altid været for det gode. JEG ELSKER FISKEÆG!

Kunne det ikke være rart at varme sig ved en god omgang fiskesuppe her i weekenden? Jov, jeg tænkte det sgu nok. Hvem kan ikke lide en skøn skål fiske-slabberas? Her i vinterforårets peak er det de magre hvide rundfiske-typer, det er sæson for. Torsk, brosme eller lange. De er fantastisk gode til fiskesupper. At lave selve fiskesuppen eller bouillonen er en lille genistreg, der med rette omhu kan bære et kongeligt måltid.

”Og Herren talte da til profeterne: I denne sovs skal I finde den sande lykke. I vil få de rette svar, og I vil derefter som samlet menneskehed glædes over netop denne sovs.” Efter disse ord forstummede de tunge skyer, solen brød igennem, og på den golde bjergtop rejste de knælende profeter sig og så i det klare lys en lille krukke på jorden med det, de først troede, var en salve. Ved krukkens fod lå en stentavle, hvorpå følgende tekst var indprentet: ”Det 11. bud, smørelsen er gørelsen.”

Jeg har normalt ikke gjort mig i nytårsforsætter, da jeg aldrig kan holde dem i mere end 2-3 dage. Så både ryger jeg igen og bruger verbale profaniteter over for mindreårige. Men jeg har mennesker omkring mig, der år efter år tilkendegiver: ”NU SKAL VI FANDME HOLDE OP MED AT SPISE SUKKER.” For de fleste går det ret skidt.

Siden jeg var 17 år, har jeg været på arbejde de fleste nytårsaftener. Først som garderobe-dreng på Arkaden i Roskilde, et legendarisk sted med en café, en bar, et diskotek og en sindssyg mexicansk restaurant med karaoke anlæg.  Senere blev jeg forfremmet til afrydder, derpå til bartender og til sidst til DJ. Nytårsaften var en af de HELT store dage. Folk kom i byen ved 01.00-tiden, og det var altid pænt vanvittigt. Det var her, jeg første gang hørte udtrykket “amatørernes verdensmesterskab”. Et lidet flatterende udtryk men enormt rammende for nogle af de folk, for hvem J-Dag, firmajulefrokost og NYTÅRSaften er de gange på året, hvor der lægges op til dans, galskab og ”Jeg-er-stadig-pisse-ung”-attitude. Heldigvis er nytårsaften for de fleste en højstemt aften med pænt tøj, dum hat, torsk og bobler.

Lugten af and, flæsk, kål og brunet sukker hænger stadig i luften. Og klokken er lige knap 7.00, og om præcis fem timer står familiepatruljen klar til et nyt raid med kaldenavn: 1. juledags julefrokost. Det vil sige, du har knap 4,5 time til at klargøre endnu et overflodsangreb på kroppen. Jeg har tit undret mig over, hvad det helt præcist er, der gør, at vi tre dage i streg skal indlægges til en ceremoniel tvangsfodring, som jeg, på trods af svedeture, sure opstød og småkvalme, dog nyder. Og tænk så på dem, der koldstarter med sild og snaps med en smule tømse!

I vores del af verden har en varieret kost været en uhørt luksus i de kolde måneder og kun forbeholdt de få. Når Kong Vinter sendte verden i frysende dvale, var det i bogstavelig forstand et spørgsmål om overlevelse. Forråd var altafgørende for stamtræets fortsatte forgrening, og alle samfunds kulturhistorier fortæller om vejrets brutale indgriben og ofre, som har udfordret artens overlevelse. Dengang sad man i en jordhule på en kold sten i fem måneder med en konstant frygt for, at ens familie skulle dø af kulde. Alt imens man kun havde en rådden læderpose med rødder og bark og blev hjemsøgt af tanker om kannibalisme. Derfor vil jeg mene, at fejring af solen, varmen og væksten er på sin plads.

Spæk, sul, saltkar, røgovne, sylteforme og rullepølsepresser af træ, der skulle skoldes og renses med eddike. Knive der tabte sig en halv bladlængde som følge af de hårde slibninger, huggeblokke der blev slebet og saltet hver dag, indtil de nærmest var hule og benene skæve. Det er de mest fantastiske historier om traditionelle aspekter af et håndværk, industriproduktionen også har været med til slå ihjel. Og der er jo i bogstaveligste forstand også røget en del finker af fadet i forbindelse med håndlavet julesul.

Det er unægtelig blevet køligere, så på trods af global opvarmning skal vi stadig finde hue og handsker frem for ikke at komme til at fryse. Dette meteorologiske fænomen indbyder til mad med pondus og tunge håndtryk. Mad der giver en krammer. Noget der ikke kun varmer kroppen, men også sjælen. 

Gule ærter: Jeg kan ikke finde nok ord for min lovprisning af den kongespise. Den er simpel og nærende og er båret af en palette af velsmag som få egnsretter. Klassiske gule ærter kan laves på flere måder. Udvalget af opskrifter svarer omtrent til antallet af mormødre. Som udgangspunkt koges ærterne i en suppe. Det kan være rester fra den suppe, hvor der dagen før blev kogt kød. Det kan sågar være suppe-rester; suppe, hvori der i løbet af nogle dage er blevet kogt kød, grøntsager og kartofler – lidt som en vietnamesisk pho. Ærterne er tørrede og smager umiddelbart ikke af meget, men en hjemmedyrket gulært og lollandsk rosin har betydeligt mere smagsmæssig personlighed end en industrielt produceret model. De tørrede ærter har dog uanset oprindelse en karakteristisk smag af, ja, ærter, så hvad enten du vælger at koge dem i vand eller suppe, vil der altid være en smag af ærter.

Jeg får stadig lyst til at spise smørrebrød, når jeg ser Keld fra Olsen Banden i raseri forsøge at åbne en bakke flymad, eller Buster Larsen i Olsen Banden ser rødt, hvor han som den store berømte chef fra Maxim’s Catering skal lave sine VERDENSBERØMTE retter: Helstegt ung stud og ålepostej, laksepostej, kogt laks, røget laks, gravad laks, lammekoteletter, højreb, sauce bearnaise, sauce bordelaise, og hvad der ellers er. Når jeg genser den film, får jeg straks lyst til at lave ålepostej og helstegt ung stud. Og igen: Det er løssluppen familieunderholdning, men de nævnte retter fejler sgu ikke noget.

Der gemmer sig næppe mange overvejelser bag vores brug af krydderier. De har jo altid været der, og krydderiblandinger vinder frem på danskernes emhættehylder og i custom skuffer designet til krydderiglas: pizzakrydderi, pastakrydderi, kyllingekrydderi og mexicansk krydderi. I supermarkedet bed jeg forleden dag mærke i, at de største poser og glas med krydderier er færdigblandede produkter, der hedder noget med ”-krydderi”. Det præsenteres altså, som om der er tale om et enkeltstående, nyt krydderi. Jeg undres.

Græskarret er sådan en ting, der kan stå for sig selv: Kogt, dampet, stegt, grillet. Som regel er der ingen særlig smag i de græskar, man køber i supermarkederne, men er man heldig at finde en græskarnørd, kan man få de mest smagfulde bær at lege med. Men forkast ej tanken om at lege med danske supermarkeders græskar, for selvom de er smagsneutrale, så kan de bære uendelige mængder af smag med sig. Så der er ingen undskyldning for ikke at give græskarret en ordentlig røvfuld kærlighed i den kommende weekend. 

Fasanåndernes stærke tromme gjalder i den efterårsmørke tåge, der sænker sig over de små vidder og bredder ved de lavvandede vådområder. Rytmerne kommer fra enge, skovbryn og englodder, der ligger visnet hen. På små stikkende ben skipper vadefuglene troskyldigt rundt på deres sidste stop inden det store træk sydover. Når de letter ved solopgang, sikrer de sig fred og livet i behold.

Det er tid til indesysler. Til at bygge flaskeskibe og koge kød af sommerens fund af roadkill til det nye offeralter. Nu får den gamle læderbodystocking de længe ventede nitteforstærkninger, og konen står i værkstedet og roder med sine ringbrynjer og en gammel drøm om at bygge en stiksav om til et sexlegetøj. Så hvorfor ikke også sysle lidt i køkkenet med noget mad, der giver et nærende skud varme til både sjæl og hjerne? Efterårskøkkenet skal sættes i værk og det med stor konduite og manér!

Den modne ost vidner om forædling af råvarer i absolut verdensklasse. Den hviler på flere hundrede års arbejde med mælk i alle afskygninger og har udløst glæde og stolthed verden over. I Norden har vi en helt speciel tradition med ”gammel dansk ost”, men det er ikke nødvendigvis noget, der får de store smagsklokker til at ringe ude i den store verden. I hvert fald ikke Gamle Oles oldefar eller den noget strammere type, der i min omgangskreds går under navnet Døde Ole er død igen. Norge, Sverige og Finland har også deres egne udgaver af  forædlet laktoseråddenskab, og ingen af dem er i oste-eliten kendt som smukke oste. Det er en skam, for man kan over den ganske verden købe andre af deres produkter såsom surstrømning, lutefisk, bidesild og trestjernet rødt fedt med hvidt fedt.

De seneste 10-15 år har det stolte kål heldigvis fået en velfortjent renæssance. I mange år kom folk kun i kontakt med kål-væsenet som skældsord eller i en sukker-smadret form som ”rødkål”. I ny og næ har man hos traditionsbevidste husmødre kunnet finde stuvet hvidkål, og blandt krakilske 68’er-forældre har blomkålsgratinen været en tilbagevendende forplejningssarkofag til skræk og advarsel for fastfood-generationen.

Madens Folkemøde 2021. Engestofte Gods Lolland. Hvis man godt kan lide mad – det kan de fleste vel egentlig – så er Madens Folkemøde et rimeligt ok sted at dukke op. Som ordet ”folkemøde” antyder, er det en anledning til at samle såvel store som små inden for fødevare. Her er debatter, foredrag, oplæg, workshops og ikke mindst en mulighed for at møde og sætte ansigt på mange af de folk, der til hverdag synes, de gør en forskel for os som forbrugere.

Der er ingen grund til at vige udenom, så jeg går direkte til sagen: Vi er nødt til at spise meget mere lammekød fra Danmark. Det er en synd og en skam, at det meste af det lammekød, der bliver brugt penge på i Danmark, kommer fra den anden side af jordkloden. Det kunne jeg skrive stolpe op og stolpe ned om, men i bund og grund handler det om, at det lam, vi producerer i Danmark, ganske enkelt er noget af verdens allerbedste.

Sæsonen skifter nu, og med den varme sensommer, vi har haft, er der virkelig gode muligheder for at finde de rigtig gode spisesvampe.  Er du ny ud i det gode svampetrips tjeneste, så kan du på nettet finde en masse sindssygt gode råd og kyndig vejledning. Der findes apps, hvor du ved brug af dit kamera kan få den digitale verdenshjerne til at fortælle dig, om du er på rette vej eller på vej lukt ned i et helvede af tusinde farver, mavesmerte og i sidste ende en skrigende gudsjammerlig død.

”Åh hvor har jeg altså lyst til klassisk østeuropæisk i aften.” Det er ikke en sætning, der runger højt i de fleste danske hjem.  Og det er egentlig en skam. For det første fordi det er er et ustyrligt smagfuldt køkken – især det polske. Det har håndværkstraditioner, der holdes anderledes i hævd end i Danmark. For det andet er det et køkken, der er sprængfyldt med hyldest til sæsonerne. De polske landmænd er dygtige. Det har ikke skadet deres traditioner, at de i en periode var ramt af teknologisk stagnation inden for landbruget. Det var dengang, da der var stor forskel på øst og vest.

Der er så mange sprøde ting, der er komplet ligegyldige som kost. Og så er der sprøde ting, der minder mig om, hvor godt livet er, og hvor meget bedre det kan blive. I grænselandet mellem de to findes frituren – dybstegningen.

Jeg skal stadig have fedt og salt, men jeg skal også have ”heat”. Sviende stærk asiatisk mad er vejen frem for mig, når jeg har tømmermænd.  Og bare rolig, jeg står ikke med tømmermænd og laver det store østasiatiske udtræk. Det er take away eller hent-selv for fulde gardiner. Bedst af alt er, når man så står nede i thai-biksen, og andre grå eksistenser i tøj, der ikke strammer, ankommer prustende. Så ved man, at man ikke er alene om at have en presset søndag, man selv er ude om. 

Ja, gratin er noget mærkeligt bagværksagtigt 80er-hejs, men hvis du gider at rode lidt med det, så kan det gå hen og blive helt vildt lækkert ...

Jeg vil i denne omgang af Fri Tid tillade mig at fortælle om en lasagne, der blev opfundet på Bornholm en sommer for knap 20 år siden. Den er en kærlighedserklæring til en maraton af elendige krimiserier nydt indendørs på trods af et fremragende østersøisk sommervejr. Fremgangsmåden tager tid, men resultatet er en af mine nationalretter: Lasagne a la Tejn (3770). Den er også blevet døbt Nordlandsagnet ...

Du har inviteret hjem i privaten og har lovet et hjemmelavet måltid. Du er på vej ud i en rigtig scoremiddag. En af de ældre kurtiseringsdiscipliner, der med rette stadig er en af de sværeste, men også mest kærkomne øvelser, når det gælder valget af en partner, som man måske skal dele en fremtid med ...

”Den brænder gerne to gange, og sådan er det bedst.” Sådan sagde min tyrkiske shawarma-guru, Erroll, og det vil jeg altid huske ham for. Han lavede chilistegt kebab ...

Fra i dag af må vi alle yde en indsats for, at tarteletten ikke reduceres til et ligegyldigt margarinesmagende fartøj for transport af lange, tørre tråde af mishandlede kyllingepatter, asparges med en mineralsk smag af e-numre og en spændstighed som en sømandspenis efter 12 nætters landlov i 1950’ernes Nyhavn. Vi må have snuden tilbage i sporet ...

I denne her weekend skal du gøre dig umage med morgenmaden. Jeg ved godt, at det kan være en hjernedød mission på en morgen, hvor hele huset er sprængt i luften, og man måske ikke har fået sovet det, man mener, man skulle ...

”Ej altså, hvor her dufter skønt af grill!” Min venindes glæde over et klassisk sommerarrangement er ikke til at tage fejl af.  Ret beset vil jeg beskrive duften som en lugt. Lugten af lampeolie, der ledsaget af en sort røg brænder hen over bunken af kul i værtsparrets kobberbryllupsgave – kuglegrillen ...

En af mine yndlingsretter er madder! Brødskiven er et fartøj, der kan rumme alt, og alt, hvad der smides på en brødskive, kan kaldes en mad. Du må ikke sætte grænser her. Så længe du ikke skader dig selv eller andre, er håndmadden fri.   Jeg kender mennesker, hvis kost primært består af ting på brød. I perioder har jeg selv dyrket denne madkultur som et nødvendigt onde.  Onde er måske så meget sagt. For jeg ville sagtens kunne leve af madder i laaange perioder igen, men som følge af min fremskredne alder byder en vis adspredelse i næringskilder sig til som både nødvendigt og vigtigt ...

Tapas, julekalendere og kakaoplantens vanvittige fortid ...

Det eneste sted i verden, jeg har fået denne her grisefods-drageret, er i Gladsaxe lidt uden for København ...

Simon er kommet til Marokko for at fiske makrel og nyde den i selskab med verdens største berber ...

Lav toast! To stykker ristet brød med fyld imellem og noget godt at drikke til. Det er en sjælevarmer. Brød og fyld betyder lige meget, men følg dit hjerte, for det er DIN toast …