Simon Jul Jørgensen

De er der som så meget andet hele året rundt, men nu er de danske og friske som ind i helvede. Og det er nu, de er aller-ALLER-bedst. Det er selvfølgelig asparges, vi skal have op under neglene i denne weekend.

Jeg ved, jeg har været omkring netop dette produkt før, men det kan i min bog ikke prises nok. Det er en af de importvarer fra Sydamerika, der på så mange måder har været med til at forme vores moderne samfundspyloner. Det er selvfølgelig kartoflen.

Bare rolig, der er lige et kort ophold i inspirationen til at spise ting, som normalt ikke finder vej til vores ganer. Vi har allerede været en tur omkring testikler, nyrer, hjerte og hjerne, og det var måske lidt for meget af det gode, tænker du nok. Så denne gang tager vi fat om noget, der har lidt nemmere ved at tilfredsstille dine øjne og næsebor. Vi skal tale om brød, nærmere betegnet: Madbrød.

Oh ve, oh skræk, nu kan vi da snart ikke stramme den mere her i Fri Tids hyggekøkken!? I sidste uge handlede det om at spise testikler – hvordan overgår man lige det? Jeg kunne godt forsøge mig, men jeg vil helst gerne undgå, at alle Frihedsbrevets ansatte ender i fængsel til evig glemsel og sjæleligt forfald, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Der er i forvejen skræk og rædsel nok i vores samtid. Så i denne weekend skal du noget så naturligt som at lege med blod! Vaskeægte dyreblod.

Dette nyhedsbrevs hovedrolle er for mange forbundet med kombinationen af sexuelle undertoner og uartighed, intimitet og jagten på himmerigsmundfulden. Så hvorfor ikke gå hele vejen og smække et af de organer, der er en af af grundstofferne i arternes videreførsel på middagstallerkenen? Bollerne, kronjuvelerne, mandeøstersen, spermoladefabrikken, klunkeriet, klodesystemet, æggepakken – kort og godt testikler.

Hvis jeg ved én ting om hjernen, så er det, at vi skal spise mere af det. I en stor del af de smukke naturreligioner har det at fortære forskellige organer fra nedlagt bytte, i særligt eksotiske tilfælde fjender, været ensbetydende med, at man overtog disses forstand, instinkter og mod. Jeg er ikke overbevist om, at det er tilfældet, men jeg mødte engang en frisk kvinde på en festival, der var fast besluttet på, at hun var besat af en salamander-ånd. Jeg var selv på svampe, så I kan jo nok forstå, at der i den konstellation af animalske drømmeseancer og en mere eller mindre psykedelisk flugt endte i en smuk nat på en mark mellem Vindinge og Tune ved Roskilde.

Nu kom der jo ikke et nyhedsbrev fra mig i sidste uge. Det er jeg ked af, for dér var det pissehamrende påske. Den laaaange fredag. Traditionen tro sidder vi til højbords, og vi har alle hver vores traditionelle spiser i netop disse dage. Påskelammet er allestedsnærværende, og for mange bærer ofringen af et påskelam en god anledning til at stege en lammekølle eller en ryg. Men hvorfor ikke nyren? Lammenyre er en delikatesse! Så let kan det siges. Hvis man går op i sæsonernes lyksaligheder, så er påskelammet, HELE LAMMET, en af de sæsonproteiner, der topper min liste over smagen af forår.

I mit barndomshjem var der ikke meget lever andet end i postejen. Jeg var allergisk over for mælk, så det kom der ikke i min mors hjemmelavede postej. Den var endda uden spæk, men med smør i stedet. Og æbler… Men den smagte godt, selvom det var en rimelig tør omgang. Min far bryder sig ikke om lever, så det var mest, hvis han ikke var hjemme, at min mor kunne finde på at lave stegt lever, og jeg glædede mig altid. Stegt lever med bløde løg, pandesovs og kartofler – en klassiker.

Dagens nyhedsbrev er dedikeret til et af de allermest noble, hæderlige og fine proteiner fra dyreriget: lammehjertet. Kan man lave lammehjerter i flødesovs? Øh, ja! Selvfølgelig kan man det, og som det oftest er med den ret, er det en nem og velsmagende sejr at bære til bordet. Men der er så uendeligt mange andre retter med det lille uldne dyrs vigtigste muskel, der kan fungere som vaskeægte lammehjerteknusere.

Gnaveben. Det er i sig selv et stærkt ord, og for mit vedkommende er det noget, vi kun fik, når min far ikke var hjemme, fordi han ikke kunne lide at sidde og nasse med sin mad. Det er og bliver dog en af mine absolutte favoritspiser, og det har vel nærmest ingen sæson, fordi der er så mange måder at bruge knoglerne på. Herhjemme kender vi godt pakken nede i supermarkedet: Stegeben, suppeben eller bare ben. Det er pissebilligt – og nok en af de animalske produkter, man kan få allermest ud af. Suppebenet: Det bliver i et andet nyhedsbrev, for dette handler KUN om benene, knoglerne… skelettet. Makabert? Nærmere tværtimod.