Simon Jul Jørgensen

Antallet af såkaldte forårsbebudere står i kø for at være den vigtigste. De lyse timer bliver der hastigt flere af i øjeblikket, og som altid slæber vi vores askegrå halvnøgne kroppe ud i det sociale sojalatte-samfund, så snart en enkelt solstråle tvinger sig vej gennem skyerne. For de folk, der fråder løs af moder jords spæde forårsskød, er ramsløget en sikker forårsbebuder. Det er sammen med erantis og vintergæk en af de ting, der fortæller, at jorden er ved at blive sommerfræk.

Parisermode, pariserrøv, pariserstemning. På alle måder og som tillægsord har Paris altid været noget, der har hentydet til en vis anstand, kvalitet eller “fornemmelse af noget finere”. Og så er der pariserbøffen. På trods af dens navn er den vel omtrent lige så fransk som risalamande. De aner simpelthen ikke, hvad det er i Frankrig. På en skøn tur til Paris oplevede jeg engang en her unavngiven meget dygtig dansk kok efterspørge en “Boeuf de Paris”, fordi han mente, at når vi nu var her, skulle vi da prøve den ægte vare. Tjeneren tog imod bestillingen, og min kammerat lignede et barn, der ventede på juleaften. Men da serveringen endelig kom, kunne man se de forventningsfulde julelys i barneøjnene slukke.

I dag skal det handle om takeaway, som jeg fra nu af vil kalde TA. Altså mad, vi ikke selv laver eller har noget at gøre med, før vi spiser den. Det bliver bragt til vores dør af et bud, så vi kan spare 10-20 minutters madlavning (effektiv aktiv madlavningstid). Det giver os ekstra tid, føler vi, fordi vi sparer den hårrejsende oplevelse, det er, at skulle lave hverdagsmad. Derudover sparer vi også en del opvask, og er man ekstra heldig og velbeslået, kan man have nok mad til et måltid bestående af rester dagen efter også.

I dag er der nogle folk, der mener, at man er en beskidt sjæl, hvis man spiser kød. Man kan således blive shamet godt og grundigt for sin uetiske stil, hvis man sidder i et ”grønt” selskab og kommer til at nævne, at man elsker kød. MEN KØDET er det, vi skal tale om her og det, vi skal spise i weekenden. Vi skal have rødt kød, oksekød, studekød, og vi skal tilbage til dengang, hvor man spiste de gamle malkekøer, når de ikke længere gav mælk.

I gamle dage kunne man holde ferie i vikingecenteret i Lejre. Så boede man i et vikingehus, gik rundt i uldtøj, sov med en ged og smagte mad lavet af råvarer, som senere skulle vise sig at blive grundlag for det mest hypede køkken i verdenshistorien. I hvert fald siden tyrkerne kom med frikadeller til Sverige. VIKINGEKØKKENET!

I denne udgave af Fri Tid vil der forekomme gastroerotisk sprog, som kan virke stødende. Læs derfor dette i en voksens nærvær eller på et sted, hvor du kan sidde alene og ånde tungt, gnubbe og gnide – uden at være til gene eller fare for andre. SÅ er det sagt. Velkommen i klubben, Mulle.

Coronaen har langt om længe indfundet sig i min krop, hvilket i skrivende stund indebærer fire dages isolation. Fire dage! Jamen, det har størstedelen af befolkningen jo efterhånden prøvet. Nogen endnu mere. Og nogen endda med et kompliceret og langvarigt sygdomsforløb med forfærdelige konsekvenser og langtidsskavanker med i posen. Jeg er med andre ord i gang med en mild version af pandemiens svøbe.

Yngletiden og lysten til at føre arten videre er hos fisk som hos mennesker. Når temperaturen stiger, så stiger også blodet til hovedet, og så skal der sættes yngel i verden. Siden jeg var barn, har fiskeæg af enhver afskygning været noget af det, jeg allermest elsker at spise. Mine forældre har aldrig skortet på at give os børn fuldstændig det samme, som de selv spiste – på godt og ondt. Men fiskeæg har for mit vedkommende altid været for det gode. JEG ELSKER FISKEÆG!

Kunne det ikke være rart at varme sig ved en god omgang fiskesuppe her i weekenden? Jov, jeg tænkte det sgu nok. Hvem kan ikke lide en skøn skål fiske-slabberas? Her i vinterforårets peak er det de magre hvide rundfiske-typer, det er sæson for. Torsk, brosme eller lange. De er fantastisk gode til fiskesupper. At lave selve fiskesuppen eller bouillonen er en lille genistreg, der med rette omhu kan bære et kongeligt måltid.

”Og Herren talte da til profeterne: I denne sovs skal I finde den sande lykke. I vil få de rette svar, og I vil derefter som samlet menneskehed glædes over netop denne sovs.” Efter disse ord forstummede de tunge skyer, solen brød igennem, og på den golde bjergtop rejste de knælende profeter sig og så i det klare lys en lille krukke på jorden med det, de først troede, var en salve. Ved krukkens fod lå en stentavle, hvorpå følgende tekst var indprentet: ”Det 11. bud, smørelsen er gørelsen.”