Simon Jul Jørgensen

Jeg har normalt ikke gjort mig i nytårsforsætter, da jeg aldrig kan holde dem i mere end 2-3 dage. Så både ryger jeg igen og bruger verbale profaniteter over for mindreårige. Men jeg har mennesker omkring mig, der år efter år tilkendegiver: ”NU SKAL VI FANDME HOLDE OP MED AT SPISE SUKKER.” For de fleste går det ret skidt.

Siden jeg var 17 år, har jeg været på arbejde de fleste nytårsaftener. Først som garderobe-dreng på Arkaden i Roskilde, et legendarisk sted med en café, en bar, et diskotek og en sindssyg mexicansk restaurant med karaoke anlæg.  Senere blev jeg forfremmet til afrydder, derpå til bartender og til sidst til DJ. Nytårsaften var en af de HELT store dage. Folk kom i byen ved 01.00-tiden, og det var altid pænt vanvittigt. Det var her, jeg første gang hørte udtrykket “amatørernes verdensmesterskab”. Et lidet flatterende udtryk men enormt rammende for nogle af de folk, for hvem J-Dag, firmajulefrokost og NYTÅRSaften er de gange på året, hvor der lægges op til dans, galskab og ”Jeg-er-stadig-pisse-ung”-attitude. Heldigvis er nytårsaften for de fleste en højstemt aften med pænt tøj, dum hat, torsk og bobler.

Lugten af and, flæsk, kål og brunet sukker hænger stadig i luften. Og klokken er lige knap 7.00, og om præcis fem timer står familiepatruljen klar til et nyt raid med kaldenavn: 1. juledags julefrokost. Det vil sige, du har knap 4,5 time til at klargøre endnu et overflodsangreb på kroppen. Jeg har tit undret mig over, hvad det helt præcist er, der gør, at vi tre dage i streg skal indlægges til en ceremoniel tvangsfodring, som jeg, på trods af svedeture, sure opstød og småkvalme, dog nyder. Og tænk så på dem, der koldstarter med sild og snaps med en smule tømse!

I vores del af verden har en varieret kost været en uhørt luksus i de kolde måneder og kun forbeholdt de få. Når Kong Vinter sendte verden i frysende dvale, var det i bogstavelig forstand et spørgsmål om overlevelse. Forråd var altafgørende for stamtræets fortsatte forgrening, og alle samfunds kulturhistorier fortæller om vejrets brutale indgriben og ofre, som har udfordret artens overlevelse. Dengang sad man i en jordhule på en kold sten i fem måneder med en konstant frygt for, at ens familie skulle dø af kulde. Alt imens man kun havde en rådden læderpose med rødder og bark og blev hjemsøgt af tanker om kannibalisme. Derfor vil jeg mene, at fejring af solen, varmen og væksten er på sin plads.

Spæk, sul, saltkar, røgovne, sylteforme og rullepølsepresser af træ, der skulle skoldes og renses med eddike. Knive der tabte sig en halv bladlængde som følge af de hårde slibninger, huggeblokke der blev slebet og saltet hver dag, indtil de nærmest var hule og benene skæve. Det er de mest fantastiske historier om traditionelle aspekter af et håndværk, industriproduktionen også har været med til slå ihjel. Og der er jo i bogstaveligste forstand også røget en del finker af fadet i forbindelse med håndlavet julesul.

Det er unægtelig blevet køligere, så på trods af global opvarmning skal vi stadig finde hue og handsker frem for ikke at komme til at fryse. Dette meteorologiske fænomen indbyder til mad med pondus og tunge håndtryk. Mad der giver en krammer. Noget der ikke kun varmer kroppen, men også sjælen. 

Gule ærter: Jeg kan ikke finde nok ord for min lovprisning af den kongespise. Den er simpel og nærende og er båret af en palette af velsmag som få egnsretter. Klassiske gule ærter kan laves på flere måder. Udvalget af opskrifter svarer omtrent til antallet af mormødre. Som udgangspunkt koges ærterne i en suppe. Det kan være rester fra den suppe, hvor der dagen før blev kogt kød. Det kan sågar være suppe-rester; suppe, hvori der i løbet af nogle dage er blevet kogt kød, grøntsager og kartofler – lidt som en vietnamesisk pho. Ærterne er tørrede og smager umiddelbart ikke af meget, men en hjemmedyrket gulært og lollandsk rosin har betydeligt mere smagsmæssig personlighed end en industrielt produceret model. De tørrede ærter har dog uanset oprindelse en karakteristisk smag af, ja, ærter, så hvad enten du vælger at koge dem i vand eller suppe, vil der altid være en smag af ærter.

Jeg får stadig lyst til at spise smørrebrød, når jeg ser Keld fra Olsen Banden i raseri forsøge at åbne en bakke flymad, eller Buster Larsen i Olsen Banden ser rødt, hvor han som den store berømte chef fra Maxim’s Catering skal lave sine VERDENSBERØMTE retter: Helstegt ung stud og ålepostej, laksepostej, kogt laks, røget laks, gravad laks, lammekoteletter, højreb, sauce bearnaise, sauce bordelaise, og hvad der ellers er. Når jeg genser den film, får jeg straks lyst til at lave ålepostej og helstegt ung stud. Og igen: Det er løssluppen familieunderholdning, men de nævnte retter fejler sgu ikke noget.

Der gemmer sig næppe mange overvejelser bag vores brug af krydderier. De har jo altid været der, og krydderiblandinger vinder frem på danskernes emhættehylder og i custom skuffer designet til krydderiglas: pizzakrydderi, pastakrydderi, kyllingekrydderi og mexicansk krydderi. I supermarkedet bed jeg forleden dag mærke i, at de største poser og glas med krydderier er færdigblandede produkter, der hedder noget med ”-krydderi”. Det præsenteres altså, som om der er tale om et enkeltstående, nyt krydderi. Jeg undres.

Græskarret er sådan en ting, der kan stå for sig selv: Kogt, dampet, stegt, grillet. Som regel er der ingen særlig smag i de græskar, man køber i supermarkederne, men er man heldig at finde en græskarnørd, kan man få de mest smagfulde bær at lege med. Men forkast ej tanken om at lege med danske supermarkeders græskar, for selvom de er smagsneutrale, så kan de bære uendelige mængder af smag med sig. Så der er ingen undskyldning for ikke at give græskarret en ordentlig røvfuld kærlighed i den kommende weekend.