Simon Jul Jørgensen

Fasanåndernes stærke tromme gjalder i den efterårsmørke tåge, der sænker sig over de små vidder og bredder ved de lavvandede vådområder. Rytmerne kommer fra enge, skovbryn og englodder, der ligger visnet hen. På små stikkende ben skipper vadefuglene troskyldigt rundt på deres sidste stop inden det store træk sydover. Når de letter ved solopgang, sikrer de sig fred og livet i behold.

Det er tid til indesysler. Til at bygge flaskeskibe og koge kød af sommerens fund af roadkill til det nye offeralter. Nu får den gamle læderbodystocking de længe ventede nitteforstærkninger, og konen står i værkstedet og roder med sine ringbrynjer og en gammel drøm om at bygge en stiksav om til et sexlegetøj. Så hvorfor ikke også sysle lidt i køkkenet med noget mad, der giver et nærende skud varme til både sjæl og hjerne? Efterårskøkkenet skal sættes i værk og det med stor konduite og manér!

Den modne ost vidner om forædling af råvarer i absolut verdensklasse. Den hviler på flere hundrede års arbejde med mælk i alle afskygninger og har udløst glæde og stolthed verden over. I Norden har vi en helt speciel tradition med ”gammel dansk ost”, men det er ikke nødvendigvis noget, der får de store smagsklokker til at ringe ude i den store verden. I hvert fald ikke Gamle Oles oldefar eller den noget strammere type, der i min omgangskreds går under navnet Døde Ole er død igen. Norge, Sverige og Finland har også deres egne udgaver af  forædlet laktoseråddenskab, og ingen af dem er i oste-eliten kendt som smukke oste. Det er en skam, for man kan over den ganske verden købe andre af deres produkter såsom surstrømning, lutefisk, bidesild og trestjernet rødt fedt med hvidt fedt.

De seneste 10-15 år har det stolte kål heldigvis fået en velfortjent renæssance. I mange år kom folk kun i kontakt med kål-væsenet som skældsord eller i en sukker-smadret form som ”rødkål”. I ny og næ har man hos traditionsbevidste husmødre kunnet finde stuvet hvidkål, og blandt krakilske 68’er-forældre har blomkålsgratinen været en tilbagevendende forplejningssarkofag til skræk og advarsel for fastfood-generationen.

Madens Folkemøde 2021. Engestofte Gods Lolland. Hvis man godt kan lide mad – det kan de fleste vel egentlig – så er Madens Folkemøde et rimeligt ok sted at dukke op. Som ordet ”folkemøde” antyder, er det en anledning til at samle såvel store som små inden for fødevare. Her er debatter, foredrag, oplæg, workshops og ikke mindst en mulighed for at møde og sætte ansigt på mange af de folk, der til hverdag synes, de gør en forskel for os som forbrugere.

Der er ingen grund til at vige udenom, så jeg går direkte til sagen: Vi er nødt til at spise meget mere lammekød fra Danmark. Det er en synd og en skam, at det meste af det lammekød, der bliver brugt penge på i Danmark, kommer fra den anden side af jordkloden. Det kunne jeg skrive stolpe op og stolpe ned om, men i bund og grund handler det om, at det lam, vi producerer i Danmark, ganske enkelt er noget af verdens allerbedste.

Sæsonen skifter nu, og med den varme sensommer, vi har haft, er der virkelig gode muligheder for at finde de rigtig gode spisesvampe.  Er du ny ud i det gode svampetrips tjeneste, så kan du på nettet finde en masse sindssygt gode råd og kyndig vejledning. Der findes apps, hvor du ved brug af dit kamera kan få den digitale verdenshjerne til at fortælle dig, om du er på rette vej eller på vej lukt ned i et helvede af tusinde farver, mavesmerte og i sidste ende en skrigende gudsjammerlig død.

”Åh hvor har jeg altså lyst til klassisk østeuropæisk i aften.” Det er ikke en sætning, der runger højt i de fleste danske hjem.  Og det er egentlig en skam. For det første fordi det er er et ustyrligt smagfuldt køkken – især det polske. Det har håndværkstraditioner, der holdes anderledes i hævd end i Danmark. For det andet er det et køkken, der er sprængfyldt med hyldest til sæsonerne. De polske landmænd er dygtige. Det har ikke skadet deres traditioner, at de i en periode var ramt af teknologisk stagnation inden for landbruget. Det var dengang, da der var stor forskel på øst og vest.

Der er så mange sprøde ting, der er komplet ligegyldige som kost. Og så er der sprøde ting, der minder mig om, hvor godt livet er, og hvor meget bedre det kan blive. I grænselandet mellem de to findes frituren – dybstegningen.

Jeg skal stadig have fedt og salt, men jeg skal også have ”heat”. Sviende stærk asiatisk mad er vejen frem for mig, når jeg har tømmermænd.  Og bare rolig, jeg står ikke med tømmermænd og laver det store østasiatiske udtræk. Det er take away eller hent-selv for fulde gardiner. Bedst af alt er, når man så står nede i thai-biksen, og andre grå eksistenser i tøj, der ikke strammer, ankommer prustende. Så ved man, at man ikke er alene om at have en presset søndag, man selv er ude om.