Interview: Salling Group fjerner t-shirt fra hylderne, som kommunikationschef kalder “utidig og dum”, selvom han i øvrigt er stor fortaler for humor på t-shirts

Grænsen går ved “Fars hus, fars regler”, når det kommer til humor på t-shirts hos Salling Group, der blandt andet ejer supermarkederne Føtex, Netto og Bilka. Derfor fjerner Salling Group nu en t-shirt fra alle deres butikker med dette tryk. T-shirten er decideret “utidig og dum” skrev kommunikationschef Jacob Krogsgaard Nielsen på Twitter til et opslag, hvor den kendte feminist Rikke Viemose havde lagt et billede op af den stødende t-shirt. Her gjorde kommunikationschefen også opmærksom på, at t-shirten ville blive fjernet fra Salling Groups butikker.